NINGBOKSNINGBOKSNIGBO OKSNINGBOKSNINGBOKSNIN GBOKSNINGBOKSNINGBOKS NINGBOKSNINGBOKSNING BOKSNINGBOKSNINGBOKS

Det giver mig en helt særlig følelse, når første slag rammer ind mod sandsækken. Rundt om mig kan jeg høre de karakteristiske lyde af de andre bokseres slag mod sække og puder. Der lugter af sved, kamfer og testosteron. Det er ikke ligefrem en duft af violer, men det er duften af boksning, og det er en velkendt duft af styrke for mig.

Når jeg tager boksehandsker på og spænder velcroen omkring håndleddene, så strømmer kræfterne gennem min krop. Jeg bliver faktisk overrasket over min egen styrke nogle gange. Både min fysiske styrke og også, hvordan jeg mentalt tackler de udfordringer, der kan opstå. For jeg bruger hele min krop og mit hoved, når jeg bokser. Sporten kræver, at jeg koordinerer mine arme og ben. Og på trods af min alder og min sclerose giver boksning mig en følelse af, at jeg er i kontrol med mig selv og min krop.

Alle med førlighed i armene kan bokse, fordi man både kan gøre det siddende og stående. Boksning er virkelig god træning, fordi pulsen kommer op –og både balance og muskler styrkes.

Boksning er ikke bare slag mod en sandsæk. Det er en følelse af sammenhold og en erkendelse af, at jeg stadig kan. Uden for bokseklubben fylder træthed, ben, der kan svigte, og indimellem også dårlige dage. Men inde i bokseklubben glemmer jeg faktisk min sclerose. Jeg får energi, jeg mærker min balance, og jeg kommer altid glad hjem. Også selvom jeg måske havde svært ved at tage af sted den dag. Mine frustrationer ryger i baggrunden, når sveden hagler af mig, og jeg koncentreret bokser slag efter slag. Mine tanker handler kun om det næste slag. Og det næste. Boksning er godt for både min krop og min sjæl. ■

Tekst / Jakob Stein & Gitte Rudbeck (cases)

Foto / Andreas Bang

Kierkegaard, Iben Gad & Carsten Bundgaard