DET GØR ROSA LUND FOR AT PASSE PÅ SIG SELV

Droppet cigaretterne: ”Jeg stoppede med at ryge for halvandet år siden, fordi jeg tænkte, ’Rosa, du kan ikke både have det her job og ryge smøger og gøre alle mulige andre ting’. Og lige med rygning er det jo generelt en rigtig god idé at holde op, fordi det er dårligt for alt”.

Dyrker motion (også i arbejdstiden): ”Jeg løb for eksempel en tur mellem gruppemøde og statsministerens åbningstale med en kollega. Vi er jo privilegerede at have en arbejdsplads, hvor det kan lade sig gøre”.

Aflyser aftaler: ”Jeg er jo også ramt af sclerosetræthed, og særligt om vinteren, hvor der simpelthen er nogle dage, hvor jeg nærmest ikke kan fungere. Mit nytårsforsæt er, at når jeg har det sådan, så skal jeg aflyse”.

Møder senere på arbejde: ”Der er et hold hver fredag fra 8 til 9 i Nørrebro Fysioterapi, hvor jeg træner med en veninde, der også har sclerose. Så nu træner jeg hver fredag morgen og møder først ind klokken 10. Jeg skriver også træning ind i min kalender, for jeg ser det som en del af min behandling”.

Har en akupunkturmåtte: ”Jeg har en akupunkturmåtte, fordi medicinen har givet mig lidt søvnproblemer – eller jeg ved ikke, om det er medicinen, orloven eller psyken, men jeg har hvert fald svært ved at falde i søvn, og så kan jeg ligge på den der måtte og høre en lydbog. Det er rigtig dejligt”.

Vinterbader: ”Jeg er begyndt at vinterbade, og det er sådan noget, jeg har svoret aldrig kom til at ske for mig. Jeg er kuldskær, og syntes, det var noget ’show off’. Men jeg forstår det fuldkommen nu, og jeg føler, det gør noget godt for min søvn og for mine symptomer”.

Har én aften alene: ”Jeg skal have én friaften om ugen, hvor der ikke er arbejde eller en social aftale. Hvor jeg bare er mig”.

”Det har været utrolig vigtigt for mig, at jeg ikke er blevet sådan en, hvor folk siger: ’Hvis Rosa Lund kan, så kan alle’. Sådan kan man ikke stille det op. Og det er noget af det, og undskyld jeg bander nu, der pisser mig mest af ved vores beskæftigelsessystem. Det er den måde, vi kigger på fleksjob på og på førtidspension på. Hvis vi bare lige presser folk lidt mere, så skal de nok komme i arbejde. Nej, så kommer de aldrig i arbejde! Og derfor er det også en rigtig vigtig kamp for mig, at vi har et system, der har respekt for, at folk bidrager med det, de kan. Langt de fleste mennesker vil gerne arbejde. Særligt mennesker, der er syge. Det er jo så deprimerende at føle, at man ikke kan noget, at ens krop ikke kan noget –de dage kender jeg alt til. Det må ikke være sådan, at man kun kan være en del af det her arbejdsmarked, som hele Danmark er bygget op om, hvis man arbejder 37 timer om ugen”.

Jeg vil gerne vide, om det var strategisk, da Rosa den 23. oktober lagde et billede ud på sin Instagram af sig selv i hospitalstøj. Det var nemlig, mens valgkampen var på sit højeste, og til billedet skrev hun blandt andet: ”Mit ønske til dig, når du skal stemme næste onsdag, er, at du tænker på alle os, der er dybt afhængige af, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen”.

Bruger du din sygdom politisk?

Hun tøver ikke, før hun svarer.

”Ja, det gør jeg! Men det synes jeg også, jeg skal. Det betyder så meget for mig personligt, men det betyder også rigtig meget for samfundet, at vi har et sundhedsvæsen, der fungerer. Sclerosemedicin er rigtig dyrt, og der er rigtig mange mennesker, der ikke ville kunne få deres medicin, hvis de selv skulle betale den. Det gælder jo også for andre kroniske sygdomme. Folk må gerne beskylde mig for, at så bruger jeg bare min sygdom. Men hør her, vi har et repræsentativt demokrati, og det betyder jo også, at vi repræsenterer nogen, og det er vigtigt, at der er tid til de mennesker, der møder sundhedsvæsenet langt mere end gennemsnittet på grund af sygdom”.

Hun fortsætter.

”Nu har jeg været patient i 10 år, og det er kun gået én vej – det er nedad. Sygeplejerskerne løber sindssygt stærkt, der er altid kø til MR-scanning – og det er jo nok, fordi der ikke er nok af dem. Så på den måde kan man godt sige, at ja, jeg bruger min sygdom politisk. Men hvis ikke jeg skulle gøre det, hvem skulle så?”.

Enhedslisten faldt ikke sammen, fordi jeg var væk Interviewet lakker mod enden, men jeg vil lige nå at høre den vigtigste erfaring fra hendes orlov.

”Der er helt klart sket noget inde i mig. Jeg har fået en større forståelse for, at hvis jeg skal gøre alt det, jeg gerne vil, så kan jeg ikke gøre det, hvis ikke jeg fungerer. Det er, ligesom man skal tage sin egen maske på i en flyvemaskine, der skal nødlande, før man hjælper andre. Det billede virker rigtig godt på mig, men det er noget, jeg skal minde mig selv om hele tiden. Det er min vision for den næste tid. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke skal arbejde ekstra for at bevise noget. For guess what, jeg kan ikke have det hele på min tallerken. Og det går jorden ikke under af. Jeg holdt orlov, og Enhedslisten faldt jo ikke sammen af den grund”.

Hun holder en kort pause.

”Men jeg vil stadig ikke pakkes ind i vat, fordi jeg har sclerose. Jeg tror bare, jeg skal være bedre til at pakke mig selv ind”.

Er din drøm så at være politiker resten af dit liv?

”Nu er jeg jo i et parti, der har rotationsordning, så det kan jeg ikke”.

Hun smiler.

”Men min drøm er, at jeg altid vil være et sted, hvor jeg kæmper for at gøre en forskel”. ■