I Danmark ses der også en tendens til at udfordre publikum, samtidig med at man indfrier en forventning. Skammerens Datter (2012) samt Ken Folletts Jordens Søjler, som i efteråret 2016 havde verdens-premiere på Østre Gasværk, bærer begge præg af den store fantasy-interesse, der ses i litteraturen, og er gode eksempler på samtids-forestillinger. De har dog muligvis en begrænset levetid, ligesom det moderne koncept teaterkoncert, der tidligere var banebrydende og innovativt, på sin vis er blevet industrialiseret og kommercialiseret og ikke længere udfordrer publikum.
Det interessante ved Shu·bi·dua – The Musical er dog, at den, ud over at indeholde den kendte musik, også skildrer et tidsbillede — men i et så moderne scenografisk udtryk, at den fungerer som retro-forestilling med teknologisk samtidseffekt, hvilket formentlig vil give forestillingen en længere levetid i det lange løb. SEEBACH, derimod, skildrer en kunstner, som netop nu er på sit højeste, men i lyset af sin historie og ikke mindst sin fars historie. Hvis man skal tale om levetid, er den ikke til at spå om, eftersom Rasmus Seebachs historie først næsten lige er begyndt.
Ser vi nærmere på jukebox-musicalen, er det interessant, at den på sin vis kan være innovativ og nyskabende, men alligevel lever i skyggen af noget historisk og derfor ikke er Ud fra vores erfaringer med skabelsen af SEEBACH og i lyset af vores research registrerer vi et opbrud i genre og sikret en lang levetid. form.
67