E Museo lundii En samling af afhandlinger - Tome II, 2

61 staaende Condyli og Crista supinatoria, og Benbroen, der omsluller Foramen supracondyloideum, er forsvunden ; Radius er bleven stærkere, paa Rekostning af Ulna, og bar foroven bredt sig mere ind over Ledfladen paa Overarmens nedre Ende ; lste Finger er bleven svag, men de andre Fingre, især Mellemhaandsbenene, ere blevne lange og holdes tæt samlede, saa at de indbyrdes trykke hinanden mere ; Tibia er voxet og bar foroven faaet en mere skarpt fremspringende Crista ; Fibula bar tabt i Slyrke og er forneden tættere fojet til Tibia ; Fodrodsknoglerne ere tildels blevne længere, især iojnefaldende for Cuboideum ; lste Taa er forsvunden eller næsten forsvunden, men Mellemfodsbenene af de andre Tæer ere blevne længere og holdes tættere samlede. — Hos nogle af Slægtens Arter mangler den lille m3 ; det samme kan ret ofte være Tilfældet indenfor Arter, der pleje at have den, ligesom indenfor Cynodietis-Arterne.

Fra Canis er der i forskjellige Retninger udgaaet tre Slægter, der dog staa den meget nær: Olocyon, en lille hojbenet og stororet 0rken-Ræv, der vist for en stor Del lever af Græshopper, har ophort at bruge sine Kindtænder med storre Kraft ; Kindtænderne ere derfor blevne noget vanslægtede ; Rovtænderne ere blevne smaa, deres Kamme og Spidser indskrænkede, saa at Knudetænderne i Sammenligning synes usædvanlig store ; paa en eller anden Maade er Bagkindtændernes Tal voxet; der er tilkommet en eller to smaa Kindtænder i baade Over- og Underkjæbe39).

Lycaon er lidt mere tillempet som Lober end andre Hunde, i hvert Fald i en Henseende : den bar mistet Tornmelfingeren.

Llos Iclicyon vantrives Knudetænderne ; m 2 bliver ganske lille eller forsvinder ; m I indskrænkes ogsaa ; m 3 er forsvunden, m 2 bliver ganske lille. ml bliver mere skjærende end sædvanlig hos Canis, dons mellemste indre Spids forsvinder o. s. v.

Fra en lavtstaaende Cynodietis-lignende Urside, der endnu bar haft m 3, maa den tertiære europæiske Amphicyon40) bave sin Oprindelse. En lille m3 findes, i hvert Fald ofte, hos Amphicyon; en sjelden Gang kan den ogsaa findes hos Canis. Ligesom hos Cynodon og Cephalogale have de ovre bredformede Kindtænder mistet mere af de skarpkantede Former, og desuden ere ml og især m l blevne storre ; p 4 er forholdsvis lille.

1 Underkjæben har m 1 væsenlig beholdt samme Form som hos Cynodictis, dog er den mellemste indre Spids bleven svagere, de to bageste Spidser tilsammen ere derimod mægtigere ; m 2 og m 3 bave udvidet sig. En Egenhed, der gjenfindes hos en Række Slægter, der udgaa fra Amphicyon, er, at Forkindtænderne, tildels med Undtagelse af p 4, vantrives ; hos Amphicyon ere de vel alle endnu tilstede, men smaa og svage. Vantrivning af Forkindtænder og Udvidelse af Bagkindtænder ere de Fællesmærker, der skille Ursini fra Canini, Ursidernes forste Hovedafdeling. — Noget af Skelettet af Amphicyon kjendes ; derefter synes den i Legemsform at have haft stor Lighed med Ursus ; den var plump, mindre ovet i 8'