97 særlig stærke, men have dog ikke fremkaldt fuldt saa store Forandringer i Hovedskallen som hos nogle af de andre Phascolarctider. Masseter er voxet stærkest, men har dog ikke taget Magten fra Ternporalis; den har frembragt en stærk Knold ved sit Udspring forrest ved Kindbuens Grund og en anselig Crista masseterica paa Underkjæben, men har ikke videre omformet Kindbuen. Mm. pterygoidei ere blevne stærke og have med deres Udspring bragt Prc. entopterygoideus til at voxe og strække sig langt tilbage. Digaster (?) har bragt Prc. jugularis til at blive forholdsvis lang. Mave og Tarm ere ogsaa forholdsvis stærkt tillempede efter Plantefode. — Bevægelserne i Underkjæbe-Leddet maa omtrent være de sædvanlige ; baade Underkjæben s Condylus og Ledskaalen og dens Omgivelser ere omtrent som sædvanlig. Derimod er der fremkommet en Egenhed i Underkjæbens Form hagtil : Prc. angularis er ikke som sædvanlig bøjet indad, men rettet lige nedad, ganske som hos Philander. — Prc. tympanicus fra Ala magna er bleven stor og oppustet og har faaet en egen sammentrykt Form, men har ellers beholdt sine oprindelige Egenskaber. — Ligesom sine Stamfædre klatrer Phascolarctus ; men den har uddannet sig videre paa en egen Maade. Den har opgivet at bruge Halen, som derfor er helt vantreven; derimod har den holdt bedre fast med Hænder og Fødder. Haanden er bleven et bedre Gribe-Redskab, idet iste og 2den Finger ere satte imod de andre. Fodens Bygning minder om de Didelphyider, der ere bedst indrettede til Klatring ; men 2den og Bdje Taa ere dog mere vantrevne end hos nogen Didelpbyide, og den forbenede Seneskive i Leddet mellem Fïbula og Astragalus er større. Thylacoleon50) stammer sikkert fra planteædende eller altædende Phascolarctider, hvis Tandsæt var udviklet i lignende Retning som hos Phascolarctus, om det end ikke var blevet sua udpræget indrettet efter Planteføde ; men dens Forfædre bave igjen opgivet Planteføde og igjen vænnet sig til at leve af Dyr; Thylacoleon selv er bleven et udpræget Rovdyr. Ligesom hos planteædende Phascolarctider ere de forreste Fortænder blevne store, og de andre Fortænder, Hjørnetænderne og de forreste Kindtænder ere vantrevne; men de forreste Fortænder bave faaet mere Præg som Dolke end som Niptænger. p 3 nøjes ikke med at være som hos de andre lavere staaende Phascolarctider en veludviklet sammentrykt Tand med nogenlunde skarp Skjærekant, men er voxet op til at blive en mægtig Tand med en Skjærekant som et Knivblad. De bredformede Kindtænder ere derimod vantrevne; kun enkelte af de forreste ere tilbage. — I Hovedskallens Form har den en ikke ringe Lighed med Phascolarctus ; men at den er udsprungen fra et lavere Trin, kan sees af, at Prc. tympanicus fra Ala magna er mindre ejendommelig, at Underkjæbens Prc. angularis har den sædvanlige Form, at p 1, p2 ere tilstede, o. s. v. (Dens Lemmer kjendes kun meget ufuldstændig.) Nototherium51) er mere end Phascolarctus tillempet efter Plantefode. Den øvre Hjørnetand er forsvunden; ellers er Tændernes Tal som hos Phascolarctus; men paa de ovre bredformede Kindtænder ere de oprindelige tre yderste Spidser forsvundne, og baade E Museo Lundii.
2. II.
13