blevet sagt til ham. Ti dage. Så kort tid til at fi nde noget at bruge mod menneskene, og han havde endnu ikke fundet en løsning på problemet med supercomputeren, ej heller en plan til at hjælpe sine venner med at holde deres forhold skjult. Sator Dragarr regnede med, at Arka Gorak ville hjælpe dem, og han ville hellere end gerne, men nu pressede alle disse problemer sig ned over ham. Arka Gorak kunne huske sin tid ombord på Titanium Ravnen, hvor han havde set små glimt af rummet med Gith Ayra. Hans fornuft og sensorer havde fortalt ham, at det var et rum fyldt med MetaMorpha i stasis, og hver gang han havde undersøgt det nærmere, havde han intet fundet. Kun en usandsynligt stærk bio-computer var i stand til at påvirke en anden bio-computers hjerne uden at blive opdaget. Det måtte være denne Arka Sayus. Kun fordi Arka Gorak selv havde stykket programmer sammen til at forbedre sine sensorer, havde han tilfældigt og kortvarigt brudt Arka Sayus’ jerngreb. Og snart ville han være tæt på igen. Tæt nok til at bryde ind i hans hjerne. Der var intet Arka Gorak kunne gøre for at forhindre det, og så ville det være slut med ham. Uden hans hjælp var hans venner i stor fare. En ny bio-computer ombord på Bæstet ville opdage deres forhold, og så ville hele den frygtelige episode ombord på Titanium Ravnen ske igen. En høj banken på glasset til hans tank vækkede ham. Han drejede sig og mødte Niwa Kerrs ansigt. “Hallo?” sagde hun og vinkede lidt ad ham. “Undskyld det måtte komme hertil, men jeg har kaldt på dig flere gange. Er du virkelig så travlt optaget, at du ikke havde opdaget mig?” Arka Gorak var tavs i flere sekunder. Tankerne susede rundt i hovedet på ham og gjorde det svært for ham at koncentrere sig. “Øh … ja … optaget. Der er mange opgaver, der skal klares. Hvad laver du egentlig her? Burde du ikke gøre din opgave færdig?” 46
D A N N Y B I L T O F T D AV I D S E N