✪✪✪ “Jason? Er du sikker på, du ikke vil med ud lidt? Bare en lille tur? Vær nu rar ... Vil du ikke nok komme med …? Vi er alle sammen bekymrede for dig ... Du kan ikke bare sidde derinde for evigt!” Jason hævede hovedet og stirrede blankt ud ad vinduet i sit værelse. Han kunne høre sin mor, Susan, trippe irriteret rundt uden for døren. Sådan havde hun gjort de sidste mange dage. Han kunne se sit eget spejlbillede i vinduet. Han lignede på ingen måde sig selv. Førhen var han rank og flot, med mørke, dybsindige øjne og kort, nydeligt sat hår. Nu var det billede, der stirrede tilbage på ham en knækket, sammenfalden og sørgelig mand med sorte render under øjnene og tre ubehagelige ar ned ad kinden. En “gave” fra Sator Dragarr, sammen med hans nye mekaniske hånd, der erstattede den, som den sorte Meta-Type havde knust. Den lignede en almindelig hånd på en prik og fungerede akkurat ligeså godt, men den føltes forkert. Disse ting var, hvad et almindeligt menneske ville se i spejlet, men hans øjne så kun fi n, blød, gråsort hud, skinnende, diamantagtige øjne, flagrende, hvidt hår og smilende, glinsende sorte læber. “… Fint! Så bliv siddende derinde! Bare sid dér og glo! Smid dit liv væk! Jeg er da ligeglad …!” Han kunne høre gråden klumpe sig sammen i halsen på hans mor uden for døren og hendes hurtige skridt ned ad gangen. Han rejste sig langsomt fra sengen, vandrede hen og satte sig ned ved sin tændte computer, hvor flere mails var poppet op. Der var mange. Hans venner, hans far, I.D.E, medierne. Alle ville have kontakt med ham. De fleste ud af bekymring, andre kun for information. Med et enkelt beslutsomt klik slettede han dem alle og vendte sig væk. Computeren gav et højt bip fra sig. Han så på skærmen. Der var en ny mail. UNIV ERSETS HERSK ER
27