nødt til at pirke dem fri med en negl. Da jeg er færdig, går jeg tilbage til vandkanten og anbringer stykkerne af skallen på vandet. De flyder som bittesmå både ud på havet. Problemet med byer, eller i hvert fald med byer som denne her, er at de er stort set umulige at skrive på. Det betyder ikke at jeg ikke prøver, men bare at det ikke er så enkelt. Min tommelfingerregel er at jeg ikke fortæller nogen om dig eller om at jeg skriver. Sidste gang jeg snakkede om det, var med en mand, der drak billig, stærk cider af slanke dåser. Han spurgte mig om hvordan jeg i det hele taget vidste at du var her, i London. Hvordan ved du at hun ikke er i Milano eller Dubai eller Paris eller Tokyo, sagde han, eller i Manchester eller Rotterdam, Barnsley eller New York? Han blev ved et stykke tid og opremsede navnene på alle de byer han kunne komme i tanke om, mens han lod blikket glide opad, som om han kiggede efter steder, der var gemt mellem de nussede fliser i loftet. Måske er hun slet ikke i en by, sagde han. Jeg bad ham om at tie stille, men det ville han ikke, og så rejste jeg mig op og gik ud af kirkerummet med laminatgulvet og de filtdækkede opslagstavler, de lange klapborde og hårde plastikstole. Jeg sender dig et fødselsdagskort hvert år. Jeg kender ikke den nøjagtige dato, men jeg kan komme med et fornuftigt gæt. Det sværeste er konvolutten: Alt det tomme hvide. Jeg skriver dit navn – det har jeg i det mindste – men jeg har ikke nogen adresse. Jeg smider brevet i en postkasse og drømmer, de nætter, om at konvolutten bliver skubbet ind gennem en brevsprække og om dig, der kommer gående hen ad gangen for at samle den op.
Ti ting.indd 36
23/01/13 11.50