sandhedens_djaevlekloer

bidende stråler, mens jeg talte om hensigten med mit liv, og Dmitri lavede grimasser. Vi kunne se ud over græsstepperne med de mange vilde blomster. På den anden side af floden lå skoven, hvor lynnedslag i det knastørre træ om sommeren indimellem var årsag til skovbrande.

Dmitri fangede fisk med hænderne eller kastede med sten efter alt, hvad han havde en chance for at smadre uden at få bank, og en hel del af det, som han ville få bank for at smadre. Han kastede også sten efter køerne og mig.

– Bangebuks! råbte han drillende, når jeg prøvede at dukke mig bag et gærde eller en busk. Lille bangebuks!

Hængehoved!

– Store røvhul! råbte jeg tilbage, for jeg havde fået at vide i forvejen, at han før eller siden ville fange mig og proppe småsten op i min næse og mine ører. Det ville komme til at gøre ondt i mere end en uge.

– Du bliver aldrig nogen mand, du bliver en nikkedukke! råbte han.

– Hold kæft, skrålede jeg krigslysten og lykkelig.

– Hold selv kæft, din dumme møgunge!

– Du er ikke en skid mere mand end mig, din lumpne lusepuster.

– Du går bare rundt og drømmer hele tiden. Det bliver man ikke mand af. Man bliver mand af at stikke svin og æde krageæg.

– Jeg drømmer ikke. Jeg er Kristus.

– Du er fandens til røv.

– Skarnsunge!

– Var Kristus en mand? lo Dmitri hånligt.

– Han var en mand, mens han var her. Så genopstod han.

– Du tager pis på dig selv. Du bliver aldrig som alle os andre mænd. Du er en kylling. Du bliver aldrig til noget.

Du får vrøvl med rigtige mandfolk hele dit liv.

— 17 —