‹ Heaphy-trekkets sidste dag går via øde strande
store bord i køkkenet og sludrer på tværs af vandregrupperne, og hele hytten emmer af hygge. Bagefter laver nogle kiwier bål på stranden, alle følger efter og snakken går lystigt, mens vi stirrer ind i det flammende bål. Det er en skøn afslutning på vandreturen. Den sidste dag går stien langs vestkysten gennem nikau-palmeskov med rata og karaka-træer langs sand- og stenstrande. Høje, skovklædte bjerge går stejlt ned til strandkanten, og havets bølger slår med voldsom kraft mod stranden og sender lange tunger af brusende skum langt op ad stranden, inden vandet trækkes ud i havet igen. Jeg fascineres dybt af havets stærke kræfter, og naturen virker dramatisk, ren og uberørt. Indtrykket forstærkes af, at der ikke er et eneste menneske inden for synsvidde. Ved middagstid er jeg fremme ved vandreturens slutning. En campist bemærker, at jeg ser glad, smilende og energisk ud i modsætning til de andre vandrere fra Heaphy-trekket, som har set trætte og segnefærdige ud. Men så længe naturen er smuk, fylder den mig med energi, og jeg bliver derfor ikke træt. Det har været en eminent flot vandretur, og jeg har nydt mit eget selskab i dagtimerne og de andres om aftenen og har heldigvis ikke følt mig utryg ved at vandre alene på noget tidspunkt. En af fordelene ved at vandre alene er, at man tildeler naturen sin fulde opmærksomhed og dermed får stærkere indtryk. Desuden kan man gå i sin egen naturlige gangrytme. Så jeg er ovenud tilfreds med turen.
På tomlen Den eneste daglige bus er kørt fra Karamea, så jeg vil blaffe de første 100 kilometer til Westport og herfra om muligt tage en bus de sidste 230 km til Nelson. Jeg vasker ansigtet og halsen, tager makeup på og reder mit lange hår, som jeg lader hænge udslået om skuldrene. Min far har altid med et glimt i øjet sagt, at det er lettest at blaffe, hvis jeg er iført en lårkort nederdel. Så jeg lyner fluks buksebenene af mine vandrerbukser og tager en ren, rød, stram T-shirt på. Jeg tager også min kasket af, så folk tydeligt kan se, jeg er en kvinde. Inden for fem minutter har jeg fået et lift med et midaldrende par fra Christchurch. De skal hele vejen til Westport med stop ved et par turistseværdigheder på vejen, og efter et par hyggelige timer sætter de mig af i West ports centrum ved turistbureauet. Sidste bus til Nelson er kørt, og en informationsmedarbejder fortæller, at det er lettest at blive samlet op et par kilometer uden for byen og indtegner
115