Piratpigen Mary Read 2

Godkendt:

M

Denne anden og sidste del af den spændende historie begynder, efter at Mary har reddet den unge skibstømrer Billy fra den visse død ved at overtale ham til også at slutte sig til piraterne.

Mary vil gerne dele sørøverlivet med Billy, men til hendes store skuffelse vil Billy ikke være pirat. Han kan ikke lide at stjæle og er heller ikke

særlig god til at slås. Så da han bliver udfordret til duel af den garvede sørøver Store Joe, ser Mary ingen anden udvej end selv at udfordre Joe, før det går ud over Billy.

Sådan holder Mary hånden over Billy blandt de barske pirater. Men da et krigsskib overlister piratskibet, og Mary og alle de andre sørøvere bliver dømt til døden, er det pludselig Billy, der må tage affære …

Historien om Mary Read bygger på virkelige personer og begivenheder.

Virkelighedens Mary Read levede fra omkring 1690 til 1721 og var en af de få kvindelige pirater, man kender til.

Prod:

PIRATPIGEN MARY READ 2

ary Read er vokset op forklædt som dreng. Som ganske ung tog hun hyre som skibsdreng på et engelsk handelsskib, men hun er endt som pirat hos den berømte sørøverkaptajn Calico Jack Rackham.

Det kan man læse om i første bind om PIRATPIGEN MARY READ.

Red:

Cæcilie Lassen

DØMT TIL DØDEN

/

Dømt til døden

BORGEN SOHN

C-format 14 x 21,5 cm piratpigen mary read 2.indd 1

SOHN

ISBN 978-87-91959-98-1

W W W. S O H N. D K

RYG: 6,5 mm

blank kachering mat kachering

partiel lakering: bund:_________ motiv:__________

2/28/2011 4:39:54 PM

Piratpigen Mary Read 2

Dømt til døden

1

Mary Read 2 - rettet 2.indd 1

04-03-2011 11:16:17

Af samme forfatter: Piratpigen Mary Read, 2010 Romaner for voksne: Simone, 1987 Lulu, 1988 Duen, 1989 Cikaderne, 1990 Avocadotræet, 1991 Kvinderne fra Santa Clara, 1992 Jacks sidste rejse, 1994 Væk er ingen steder, 1996 Trio, 1999 Dybhavsfisken, 2003 En god dag at flyve, 2005

2

Mary Read 2 - rettet 2.indd 2

04-03-2011 11:16:18

Cæcilie Lassen

Piratpigen Mary Read 2

Dømt til døden

Sohn 3

Mary Read 2 - rettet 2.indd 3

04-03-2011 11:16:18

Piratpigen Mary Read 2 Dømt til døden © Cæcilie Lassen 2011 Omslagsillustration: Per Jørgensen Omslagslayout: Lars Rosenquist Bech-Jessen Grafisk tilrettelægning: Støvring Bogfremstilling Published by Forlaget Sohn, Christiansdal 64, DK-2610 Rødovre, Denmark Bogen er sat med Palatino af ansats@provinsen og trykt hos Scandinavian Book ISBN 978-87-91959-98-1 1. udgave, 1. oplag 2011 www.sohn.dk

4

Mary Read 2 - rettet 2.indd 4

04-03-2011 11:16:18

Kapitel 1

Kurs efter stjernerne

Mary Read har levet forklædt som dreng siden sin barndom. Hendes far forsvandt på havet, før hun blev født, og hendes mor udgav hende for sin søn for at få den rige farmor til at betale for hendes skolegang. Men Mary brød sig ikke om skolen. Først tog hun hyre som skibsdreng, og siden blev hun pirat om bord på kaptajn Calico Jack Rackhams skib. Her har hun reddet den unge skibstømrer Billy fra den visse død ved at overtale ham til at blive sørøver. Det kan man læse om i første del af denne historie, PIRATPIGEN MARY READ. Det var en varm og diset morgen. Mary stod på dækket mellem Calico Jacks mænd og så på, at Billy satte sit navn under artiklerne. Det betød, at han nu var sørøver. Selvom hun vidste, at det ikke var med hans gode vilje, tillod hun sig et lille smil. Også han kunne skrive. Så havde han vel gået i skole? Hun tænkte på drengene i de uldne, grå uniformer, som hun havde siddet og terpet latin sammen med. Han var helt sikkert ikke en af dem. Alligevel syntes hun, at der var noget ved ham, hun kendte igen. Det skræmte hende, for hun havde aldrig før følt sådan for en fremmed. Hun skyndte sig i skjul bag en stor, bred pirat, så Billy ikke skulle få øje på 5

Mary Read 2 - rettet 2.indd 5

04-03-2011 11:16:18

hende. Piraten vendte sig og sagde hånligt: „Hvad fanden skal vi med det bedemandsfjæs?“ Det var Billy, han talte om. Mary nøjedes med at trække på skuldrene, men indeni blev hun vred. „Han skal nok selv få brug for en bedemand, før han aner,“ tænkte hun. Men så var det tid til at arbejde. Skaderne efter det erobrede skibs kanonskud skulle repareres, og det var vel sådan set det, de skulle med Billy. Han var tømrermesterens lærling. Så nu havde han bare at gå i gang!

Det gjorde han også, og Mary og de andre hjalp til, så godt de kunne. Med et tov om livet klatrede Billy ned ad skibssiden mod hullet i agterstavnen. De måtte brække flere dæksplanker op for at skaffe træ, og Mary hentede søm, som hun hejste ned til ham, pakket i en lille lærredspose. Han så op på hende et øjeblik med et af dem mellem tænderne. „Mark!“ Det var Calico Jack, og Mary syntes, at han udtalte navnet lidt for omhyggeligt. „Vi mangler også en styrmand.“ Hun nikkede og slog blikket ned. Roger var jo død i kampen. Hun huskede godt, at Calico Jack havde bedt ham vise hende nogle søkort, fordi hun havde gået i skole, men han havde aldrig fået det gjort. Dengang ville hun have syntes, det var spændende. Men nu havde hun ikke meget lyst til at sidde og hænge sammen med Jack nede i kahytten. „Du er nok lidt for grøn til den tjans. Men i mangel af bedre må vi hellere tage og kigge på kursen – du og jeg.“ Mary sukkede. Hvor var det ærgerligt at skulle gå under dæk, når hun kunne være heroppe i den salte havluft og hjælpe Billy med tømmerarbejdet. Men der var ingen vej udenom. Hun sjokkede efter kaptajnen ned ad lejderen, og da de var uden for de andres synsvidde, holdt han døren til kahyt6

Mary Read 2 - rettet 2.indd 6

04-03-2011 11:16:18

ten for hende, sådan som han ville have gjort det for en dame.

For at han ikke skulle komme for godt i gang, spurgte Mary: „Hvad er det, der piber?“ Calico Jack blev straks stiv i blikket ved tanken om, at det kunne være en rotte. Han ledte langs panelerne, mens hun tog plads i stolen med den høje, udskårne ryg. På bordet foran hende flød papirerne fra det plyndrede skib, som Billy havde været om bord på. Hun samlede et tilfældigt ark op.

Det så ud til at være et privat brev. Kunne det være Billy, der havde skrevet det? Der stod: „Om Gud vil, min kære, er vi i havn om et halvt år.“ Underligt trist til mode krøllede Mary brevet sammen.

Hun blev enig med sig selv om, at det nok var kaptajnen, der skrev hjem til sin kone, og alligevel lod hun den lille, hårde papirkugle falde på gulvet.

Calico Jack så op og kom tilsyneladende i tanker om, hvad de var gået derned efter.

Han gravede sig gennem dokumenterne og fandt et søkort, der sad naglet fast til bordpladen med en kniv. Det var hans måde at holde orden på. „Se nu her – sidst, Roger skrev noget ind, lå vi tæt på Krebsens nordlige vendekreds, halvanden grad øst for Jamaica. Vi skulle gerne længere sydpå, inden orkansæsonen sætter ind, og så kunne vi måske også være heldige at snuppe en spanier eller to på vej hjem fra Cartagena i Columbia.“ Mary blev straks i bedre humør. „Men vi må vide, hvor vi er, før vi ved, hvor vi skal hen.“ „Skal jeg hente kompasset?“ spurgte hun. „Et kompas er ikke nok her.“ Calico Jack rejste sig. „Vi må have fat i vores astrolabium.“ „Hvad er det?“ 7

Mary Read 2 - rettet 2.indd 7

04-03-2011 11:16:18

Calico Jack smilede. „Du har en del at lære, styrmand Read.“ Mary lod sig ikke mærke med det, men det var sådan, hun havde hørt sin far omtalt. De få penge, hendes mor havde modtaget hver måned fra Den Kongelige Flåde, var blevet udbetalt som „enkepension efter styrmand Read“, og hendes farmor havde fortalt om, hvordan han havde arbejdet sig op fra skibsdreng til styrmand under alle sine lange rejser.

Han havde helt sikkert vidst, hvad et astrolabium var. Det ville Mary også gerne vide.

Hen under aften var Billy og de andre endelig færdige med at tømre hullet i agterstavnen til. Mary lænede sig ud over rælingen og beundrede hans arbejde. Men Billy selv var der ikke noget spor af, og hun skulle lige til at lede efter ham, da kaptajnen kom slæbende med noget, der lignede et lille vognhjul, under armen. „Hvorfor ser det sådan ud?“ spurgte Mary, der med det samme havde gættet, hvad det var. Hun havde forestillet sig en slags kikkert som den, han plejede at bruge, når de spejdede efter skibe. „Et astrolabium ser ud, som et astrolabium skal se ud. Og hvorfor har du fjæset fuld af fregner?“ I stedet for at svare kiggede Mary nærmere på astrolabiet.

Det var af metal, og midt på det sad fastgjort en stang med en viser i hver ende. Midt på stangen var et hul. Calico Jack løftede instrumentet op foran sig og lagde øjet til hullet. „Hvad kan man se i det?“ spurgte Mary. „Ikke en skid. Vi må vente, til det bliver mørkt. Så finder vi Nordstjernen.“ „Den kender jeg godt,“ sagde hun.

8

Mary Read 2 - rettet 2.indd 8

04-03-2011 11:16:18

„Kender du også dens vinkel på horisonten?“ Hun tænkte sig om. „Nej.“ „Det er den, du kan måle her. Se nu godt efter!“ Mary kiggede, mens Jack holdt instrumentet helt stille.

Han pegede på viseren og på de små streger, der var indgraveret i metallet. „Du finder Nordstjernen i kikkerten. Når du har den, ser du, hvordan viseren står. Er den her –“ Han satte sin finger ud for et XX, „så ligger vi på tyve graders nordlig bredde.

Men er den her –“ Han flyttede fingeren til et XV, „så er vi ved femten.“ „Hvad så, hvis den er deroppe?“ spurgte Mary og fandt et LV. „Så er vi ud for Alaska, havet er fuld af isbjerge, og du har set skrupforkert!“ Hun smilede. „Jeg har forstået, kaptajn. Viseren peger på breddegraden.“ „Netop. I aften ved vi, om vi er syd eller nord for Krebsens vendekreds.“ Mary var klar over, at det var en vigtig opgave, hun var betroet, og hun ventede, mens solens sidste glød slap først sejlene, så havet. Billy var sikkert allerede på vej til køjs. Mørket kom hurtigt og ikke som den krybende skumring, hun stadig huskede hjemme fra England. Næppe var dagen forbi, før stjernerne tændtes. De lignede små lanterner på skibe langt, langt væk.

Mary fandt Nordstjernen og løftede metalhjulet op, som Calico Jack havde gjort det. Det var tungt, og hun kæmpede med at holde det, så hun i det hele taget kunne komme til at kigge, da hun hørte en stemme bag sig: „Mary?“ 9

Mary Read 2 - rettet 2.indd 9

04-03-2011 11:16:18

Selvom Billy talte ganske lavt, fór hun sammen. „Det må du ikke kalde mig!“ „Men det er da dit navn?“ „Ikke her!“ „Hvor så?“ ville Billy vide. „Ingen steder! Hvorfor kan jeg ikke se Nordstjernen?“ „Den står dér,“ sagde han og pegede. „Det ved jeg godt! Men jeg kan ikke finde den i det her. Og hvis jeg ikke kan finde den, kan jeg ikke fortælle kaptajnen, hvor vi er.“ „Må jeg prøve?“ Hun rakte Billy astrolabiet. Han holdt det helt roligt og kiggede ind gennem hullet. „Se,“ hviskede han. Hun stak hovedet hen, og når de stod sådan, helt tæt, kunne de begge se den. Nordstjernen hang lavt over horisonten, og Marys øreflip strejfede Billys kind.

Bagefter aflæste hun viseren: 18 graders nordlig bredde. „Det passer,“ udbrød hun. „Vi er sejlet mod syd.“ „Men hvor skal vi hen?“ Mary tav et øjeblik ved spørgsmålet. Så sagde hun undvigende: „Jeg tror nok, vi skal mod Cartagena.“ „Lægger vi til kaj dér?“ „Nej! Det er jo en by, med guvernør og dommer og galge og alting …“ „Hvorfor skal vi så derned?“ blev Billy ved. „For at slippe for orkanerne.“ „Men så skulle alle vel sejle til Cartagena?“ Mary sukkede. „Man kan vel også sejle andre steder hen.“ „Og hvorfor gør vi så ikke det?“ Hun mistede tålmodigheden og svarede: „Fordi vi skal finde nogle skibe at røve!“ 10

Mary Read 2 - rettet 2.indd 10

04-03-2011 11:16:18

Billy rakte hende astrolabiet. Uden et ord gik han hen og forsvandt ned ad lejderen, så hurtigt som solen var sunket i havet. Mary stod alene tilbage under stjernehimlen, da hun hørte nogen le …

11

Mary Read 2 - rettet 2.indd 11

04-03-2011 11:16:18

Kapitel 2

Hundevagten

„Han fik travlt, hva’?“ Anne Bonny dukkede frem bag den jolle, der hang nærmest, og Mary kunne ikke lade være at tænke på, hvor længe hun mon havde stået dér.

Hun lo stadig og pegede på astrolabiet: „Det var måske det tingeltangel, der skræmte ham?“ „Det er ikke tingeltangel!“ snappede Mary, „og han blev aldeles ikke skræmt!“ „Hmm.“ Anne Bonny lagde hovedet på skrå. „Jeg synes ellers nok, jeg så ham stikke halen mellem benene.“ Mary kogte af raseri. Én ting var, at Billy ikke brød sig om sørøveriet på forhånd, men hvad var chancen for, at han nogensinde skulle skifte mening, når de alle sammen var sådan efter ham? „Og jeg synes, jeg så dig stikke snotten frem! Pas dine egne sager, så passer jeg mine!“ Anne Bonny knejsede med nakken. „Og den søde lille Billys, går jeg ud fra?“ „Skrid!“ svarede Mary. „Det kan du selv gøre! Jack venter på dig dernede.“ Det havde hun nær glemt. Han ville jo lægge kursen efter hendes måling med astrolabiet. Med det tunge instrument 12

Mary Read 2 - rettet 2.indd 12

04-03-2011 11:16:18

under armen gik hun hen mod lejderen, og bag sig hørte hun Anne Bonny sige: „Han er sat på hundevagten, at du ved det!“ Hundevagten var den værste, de trætte timer mellem nat og morgen, og selvfølgelig havde Calico Jack givet Billy den.

Mary fik en idé. „Vi ligger på 18 graders nordlig bredde,“ meddelte hun kaptajnen, der sad og hang over søkortet.

Han nikkede tilfreds. „Så retter vi kursen ind mod sydsydvest.“ „Hvem andre end Billy har hundevagten?“ Han kiggede op. „Store Joe – hvis han da kan holde sig vågen med al den brændevin, han fylder sig med.“ Mary sagde ingenting. I tankerne havde hun jo truet Joe med, at han nok skulle få brug for en bedemand, da Billy skrev under på artiklerne, men nu var hun bange for, at det ville vise sig at blive omvendt. Hun måtte finde ham med det samme. Hun satte astrolabiet fra sig midt på kortet, og før Calico Jack fik tid til at vise hende noget som helst, var hun væk.

Nede på banjerdækket lå Store Joe og snorkede i køjen.

Mary gav ham et ordentlig skub og skingrede: „Så er det ud!

Du har hundevagten!“ I virkeligheden var der flere timer til, men Joe, der netop var faldet i en drukken søvn, anede hverken op eller ned. „Hva’? Hvem siger dét?“ „Kaptajnen, din dovenkrop!“ Store Joe prustede. „Åhr, Mark – kan vi ikke bytte, hva’?“ Mary stillede sig modvillig an. „Men jeg har først vagt i morgen.“ 13

Mary Read 2 - rettet 2.indd 13

04-03-2011 11:16:18

Han hostede og stønnede. „Jeg har det ikke så godt. Det er, som om jeg kun lige har lukket øjnene …“ „Det er nok skørbug,“ mente Mary, for det var den sygdom, alle folk til søs frygtede mest.

Store Joe fik det da også straks endnu dårligere, og Mary lod, som om hun gjorde ham en meget stor tjeneste, da hun sagde: „Så lad gå da. Jeg tager hundevagten.“ I den tid, der var tilbage, sov hun en urolig søvn. Hun drømte om skibe, der sejlede på himlen, og da hun vågnede, var hendes første tanke: Billy!

Hun svang sig ud af køjen, ledte efter sin hat i mørket, men fandt kun tørklædet, som hun viklede om hovedet og knyttede bagtil. Hellere lade hatten ligge end at vække Store Joe og risikere, at han opdagede, at han var blevet snydt.

Oppe på fordækket fandt hun allerede den, hun søgte.

Han stod ved styrbords ræling med armene over kors. Efter det, hun havde sagt om at røve skibe ved Cartagena, holdt Mary sig lidt på afstand og tog plads ved bagbords ræling.

Billy gjorde ikke mine til at komme nærmere.

Det var stadig stjerneklart, og hun tænkte på den første tid, hun havde tilbragt om bord på Calico Jacks skib. Også hun havde sluttet sig til ham af nød, fordi Roger ikke havde villet lade hende springe. Men hvad havde da fået hende til at føle sig som sørøver af egen fri vilje?

Hun tog en dyb indånding, vendte sig om for at gå mod den anden side og ramlede lige ind i Billy. Han havde åbenbart besluttet sig for det samme, og det endda lidt før hende, så det var lykkedes ham at krydse dækket ubemærket, mens hun havde stået og tænkt. „Mary,“ sagde han, og hun skulle lige til at protestere, men fik så øje på udkigstønden. Hun pegede derop.

14

Mary Read 2 - rettet 2.indd 14

04-03-2011 11:16:18

Så klatrede hun til vejrs, som hun var vant til, og han fulgte efter. „Her må du godt,“ hviskede hun og satte sig på kanten, mens hun holdt fast i det nærmeste reb med en hånd. „Hvad?“ spurgte Billy, der stadig hang i tovværket. „Kalde mig Mary.“ Uden varsel hoppede han op i tønden og kyssede hende.

Mary blev bange for at miste balancen og falde ned, men så lukkede hun øjnene og var tilbage i drømmen, hvor hun svævede med et himmelskib. „Måske,“ mumlede hun, „kommer skibe til at flyve engang?“ „Flyve?“ Han så på hende med et undrende smil. „Kun fuglene flyver, Mary.“ „Man ved aldrig,“ sagde hun. „Om hundrede år?“ „To hundrede?“ „Tre?“ De lo.

Så blev hun igen alvorlig. „Da jeg blev sørøver,“ sagde hun, „troede jeg ikke, nogen besætning kunne vælge sin kaptajn. Ligesom du ikke tror på, at skibe kan flyve.“ „Det kan de heller ikke,“ fastslog Billy. „Men hvis vi bliver trætte af Calico Jack, så kan vi stemme ham fra posten. Kunne du måske det med den kaptajn, du sejlede under?“ „Min kaptajn var en ærlig mand,“ svarede Billy. „Hvad hjælper det at kunne skifte den ene røver ud med den anden?“ Mary bed sig i læben. Det her ville blive svært. „Hvor meget fik du i hyre som tømrerlærling?“ spurgte hun.

15

Mary Read 2 - rettet 2.indd 15

04-03-2011 11:16:18

„Nok til, at jeg kunne give min familie brød på bordet, når jeg kom hjem. Nu får de ingenting.“ Mary følte et stik et sted. „Din … familie?“ Så var det måske ham, der havde skrevet brevet. „Min mor er enke,“ svarede Billy kort. „Jeg har små søskende.“ Selvom Mary var lettet over, at det ikke var en forlovet, han havde at tænke på, begyndte hun at se omfanget af det, der forhindrede Billy i at blive en lykkelig pirat. „Men hvis vi nu border en spanier eller to – måske tre! – på vej hjem fra Cartagena. Så kan de få lammesteg i stedet for brød, kan de!“ „Når jeg vender hjem til England og bliver hængt?“ Mary svarede ikke. Hun anede en lysere stribe under stjernerne i horisonten og vidste, at daggryet var lige så kort som skumringen.

Billy satte trumf på: „Og selvom de fik, ville det hele være tyvstjålet fra hæderlige folk, og jeg stjæler ikke.“ „Det gør spanierne ellers,“ gav Mary igen, „med arme og ben, og når som helst de kan komme til det!“ Men Billy var ligeglad. Han ville ikke være sørøver. Morgenen kom, og de klatrede tavse ned fra udkigstønden.

16

Mary Read 2 - rettet 2.indd 16

04-03-2011 11:16:18

Kapitel 3

Tabte hjerter

I de næste dage talte Mary og Billy knap nok med hinanden.

Alligevel vidste den ene hele tiden, hvor den anden var, og forsøgte under et eller andet påskud at komme i nærheden.

Når de satte sejl, trak de ved samme tov, og når sejlene skulle rebes, klatrede den ene op lige efter den anden, så at hans hånd kunne røre hendes fod.

Til gengæld glemte Mary at hente sin vandration ved tønden, til trods for heden og solen. Beskøjterne kunne hun næsten ikke klemme ned. Anne Bonny, som hun heller ikke havde vekslet mange ord med efter deres skænderi den aften på dækket, så efterhånden helt bekymret ud, når Mary altså endelig gav sig tid til at se på hende.

En sen eftermiddag var der én af mændene, der råbte: „Skib i sigte!“ Mary stak under dæk efter Calico Jacks kikkert. Men hun dirrede ikke af spændt forventning, som hun ellers ville have gjort ved udsigten til en god prise. Faktisk håbede hun, at det kun var et solblink i havet, der på afstand lignede et sejl, eller at manden bare var fuld som sædvanlig.

Hun var lige ved at støde døren op i ryggen på Anne Bon-

17

Mary Read 2 - rettet 2.indd 17

04-03-2011 11:16:18

ny. Hun sad på skødet af Calico Jack, og samlede i al hast kjolen omkring sig. „Du kunne da godt banke på!“ „Undskyld,“ mumlede Mary. „Kikkerten. Der er et skib …“ „Et skib!“ Anne Bonny tog resolut hatten, der hang på stolen, og satte den på Calico Jacks hoved. „Så må du hellere se at komme på dæk, min skat.“ Men til Mary hviskede hun: „Du bliver her!“ Ikke så snart var kaptajnen på vej op ad lejderen, før Anne Bonny greb Marys hænder. „Det er mig, der undskylder,“ sagde hun, „fordi jeg drillede Billy. Jeg var slet ikke klar over det!“ „Klar over hvad?“ spurgte Mary surt. „Ja, at du … havde tabt dit hjerte til ham, eller hvordan man nu skal sige det.“ „Man skal slet ikke sige det!“ bed Mary. „Nej, det gør jeg da heller ikke – til andre end dig, altså.

Og du ved det vel i forvejen, går jeg ud fra?!“ Mary nikkede og hang med hovedet. „Men hvis du bare kunne nøjes med at tabe hjertet …Appetitten ser du også ud til at have tabt, forstanden med og mindst et par pund i vægt. Og så på grund af sådan en –“ Mary afbrød hende med et skarpt blik. „Nuvel – hver sin smag. Du var jo heller ikke ligefrem ved at dø af begejstring over min kære Jacks frieri, husker jeg.

Men Mary –“ deres øjne mødtes, „– hvorfor gør du ikke noget ved det?“ Mary sank ned på stolen, hvor de andre havde siddet før. „Hvad skal jeg gøre?“ Anne Bonny skubbede sig op at sidde på bordkanten og lagde benene over kors.

18

Mary Read 2 - rettet 2.indd 18

04-03-2011 11:16:18

„Skal man da forklare dig alting? Hvordan var det med ørerne – var du våd bag dem endnu?“ Denne gang vidste Mary, hvad hun mente, og følte ikke efter. „Hvad tror du Jack og jeg lige skulle til at i gang med, hvis ikke du og det dumme skib var dukket op?“ „Jamen, det er jo lige det,“ svarede Mary. „Det dumme skib! Billy vil ikke være sørøver!“ Anne Bonny hævede øjenbrynene. „Og …?“ „Han vil ikke stjæle fra ærlige folk, uanset om de så stjæler med arme og ben selv. Hvad tror du, der sker, når Jack og de andre opdager, at han ikke vil være med til at tage en prise?!“ Anne Bonny så tænksom ud. „Fej er han jo ikke den eneste, der er …Til gengæld har vi ingen anden tømrer.“ „Så du tror ikke, der sker ham noget?“ Anne Bonny så på sine negle. „Vil du alligevel gerne have, at jeg veksler et lille ord med min kære Jack?“ „Nej!“ „Ja, så kan jeg jo ikke garantere noget. Men jeg skal gøre mit bedste. Når det kommer til tabte hjerter, gælder alle kneb.“ Hun smilede. „Tak,“ svarede Mary og sukkede.

19

Mary Read 2 - rettet 2.indd 19

04-03-2011 11:16:18

Kapitel 4

Et godt ord igen

Mary, Anne Bonny og de andre pirater sprang op ad lejderen. De klatrede til vejrs og hejste sejl med en hast, så sveden sprang dem fra panden. Så var det altså virkelig et skib, manden i udkigstønden havde set. „Det spanske flag op!“ befalede Calico Jack og var allerede begyndt at ryste lidt i de spraglede bukser.

Men lige meget hvor hårdt piraterne sled, kunne de ikke indhente galeonen. De skader, som skibet havde fået ved den sidste kamp, forhindrede dem i at skyde en ordentlig fart.

Guldet sejlede væk lige for næsen af dem. „For satan!“ snerrede én. „Man skulle tro, hun havde bly i røven!“ råbte en anden. „For fanden da også!“ skyndte Mary sig at følge trop, men indvendig var hun kun glad og lettet. Faren var drevet over for denne gang – troede hun. For i det samme fik hun øje på Billy, der stod og så aldeles tilfreds ud mellem alle de skuffede og skumlende mænd. „Hvad er det, der er så morsomt?“ spurgte Calico Jack. „Ikke noget,“ svarede Billy. „Det er bare sådan et behageligt vejr i dag. Ikke så hedt, vel?“

20

Mary Read 2 - rettet 2.indd 20

04-03-2011 11:16:18

„Jeg skal gøre Helvede hedt for dig!“ svarede kaptajnen. „Hvad er det, du har tætnet vores skib med? Brosten?!“ Mary bed sig i læben, men Billy lod sig ikke mærke med noget. „Nej, det var jeres egne dæksplanker, husker du nok. Men det ville sikkert være en god idé at gå i havn et sted for at kølhale.“ Alle vidste, han havde ret. Det var ikke kun skaderne efter kampen, der gjorde dem langsomme, men også den hale af alger og tang, der satte sig fast til skroget, og som det var nødvendigt at gå i land for at få skrabet af. Men de vidste også, at han satte fingeren på deres ømme punkt. De kunne ikke lægge til i en almindelig havn og risikere at blive opdaget. Så forslaget gjorde ikke ligefrem Calico Jacks dårlige humør bedre. „Kølhalet, det kan du selv blive!“ hvæsede han.

Mary holdt vejret, mens de andre trak truende sammen omkring Billy. Så hørte hun pludselig sig selv sige: „Billy har ret! Vi løber ikke en eneste prise op sådan her! Lad os gå i land, gutter!“ De glemte Billy for et øjeblik og vendte sig og gloede på hende. „I land?“ måbede Store Joe. „Og hvor,“ spurgte Calico Jack, „har du så tænkt dig, at vi skal gøre det, Mark?“ Igen udtalte han navnet meget omhyggeligt, og Mary undgik Billys blik. „Det kunne vi jo kigge på søkortet for at finde ud af. Mon ikke der ligger en ø eller to nordøst for Cartagena?“ Kaptajnen tav. ’Det bliver, som jeg har sagt,’ tænkte Mary

21

Mary Read 2 - rettet 2.indd 21

04-03-2011 11:16:18

og følte sig med ét så stærk, at hun ville kunne løfte hele skibet, hvis det skulle være. For Billys skyld.

Samme aften rettede de kursen ind mod en lille, ubeboet ø, som Calico Jack fandt afmærket på kortet. „Men den tømmermand behøvede du ikke at have skaffet mig!“ „Nej, du har vel nok i dem, du har i forvejen,“ svarede Mary, „oven på en halv tønde rom!“ Så gik hun op på dækket i håb om at finde Billy. Han var for en gangs skyld sluppet for hundevagten og stod i skibets forstavn og spejdede mod horisonten. Forsigtigt gik hun hen til ham og stillede sig ved siden af. „Vi går i land,“ sagde hun.

Men han blev bare ved at se ud over havet, og lige så stærk hun havde følt sig før, lige så lille og bange blev hun nu ved tanken om, at hun måske havde gjort noget forkert.

Endelig vendte han sig om mod hende. „Og så kølhaler vi og står til søs igen og finder nogle flere skibe, vi kan røve?“ Hun slog blikket ned. Men så gjorde han en lille bevægelse med hovedet i retning mod udkigstønden. Hun var straks med på, hvad han mente, men de var ikke nået mere end et par trin op ad tovværket, før Store Joe dukkede op. „Skal der nu to til at holde udkig for os?“ fnyste han hånligt ved synet af dem.

Mary var klar til at springe ned igen med det samme, men Billy standsede hende med en hånd på skulderen. „Næh,“ svarede han. „Det klarer Mark fint alene.“ „Gu’ gør han ej!“ Store Joe havde drukket, og det endda mere end Calico Jack. „Han ser kun sydhavsøer med viftende palmer og negerdamer i bastskørt!“ Han skraldlo og viste 22

Mary Read 2 - rettet 2.indd 22

04-03-2011 11:16:18

alle sine rådne tænder. „Det kunne for resten klæde dig rigtig godt med sådan et skørt, Billy. Synes du ikke?“ „Næh,“ svarede Billy roligt som før. „For der er sgu ikke meget mandfolk i dig!“ „Og hverken mand eller folk i dig, dit romfad,“ svarede Mary.

Men Store Joe greb fat i hende. „Ned med dig!“ råbte han. „Lad mig komme op i den tønde, så vi kan få et skib i kikkerten!“ I det samme gav Billy ham et skub, så han trimlede omkuld på dækket. „Lille og vågen,“ sagde han, „er bedre end stor og doven!“ Store Joe bandede og svovlede, mens han besværligt kom på benene. „Det dér,“ prustede han, „det skal du ikke slippe godt fra!

Vil du møde mig med våben i hånd og forsvare din ære, som du bedst kan?“ „Ja,“ svarede Billy. Mary lukkede øjnene. „Så beder jeg kaptajnen om at ro os i land, så snart vi har den forbandede ø i sigte!“ „Forbandet,“ tænkte Mary i sit eget mørke, „det er lige, hvad det hele er!“ Hun så for sig, hvordan Store Joe ville skille Billys hoved fra kroppen, eller kløve ham oppe fra og ned i et enkelt hug.

Han kunne bruge en høvl, men hverken en pistol eller en huggert – han ville være fortabt over for den store, grove pirat. „Kaptajn!“ brølede Store Joe, og lidt efter kom Calico Jack fortumlet til syne ved lejderens munding. „Jeg udfordrer Billy til duel!“ „Og Billy …“ Calico Jack vendte sig og så på ham med hævede øjenbryn, „tager imod udfordringen?“ 23

Mary Read 2 - rettet 2.indd 23

04-03-2011 11:16:18

„Nej!“ tænkte Mary. „Ja,“ svarede Billy én gang til. „Så gør jer hellere klar. Hvis vi har god vind, kan vi få det afgjort i morgen tidlig.“ Calico Jack forsvandt igen, vel sagtens ned i køjen til Anne Bonny. I morgen tidlig! Mary så på Billy og følte allerede, at hun så på en død mand. Hvad skulle hun dog gøre for at redde ham?

24

Mary Read 2 - rettet 2.indd 24

04-03-2011 11:16:18

Godkendt:

M

Denne anden og sidste del af den spændende historie begynder, efter at Mary har reddet den unge skibstømrer Billy fra den visse død ved at overtale ham til også at slutte sig til piraterne.

Mary vil gerne dele sørøverlivet med Billy, men til hendes store skuffelse vil Billy ikke være pirat. Han kan ikke lide at stjæle og er heller ikke

særlig god til at slås. Så da han bliver udfordret til duel af den garvede sørøver Store Joe, ser Mary ingen anden udvej end selv at udfordre Joe, før det går ud over Billy.

Sådan holder Mary hånden over Billy blandt de barske pirater. Men da et krigsskib overlister piratskibet, og Mary og alle de andre sørøvere bliver dømt til døden, er det pludselig Billy, der må tage affære …

Historien om Mary Read bygger på virkelige personer og begivenheder.

Virkelighedens Mary Read levede fra omkring 1690 til 1721 og var en af de få kvindelige pirater, man kender til.

Prod:

PIRATPIGEN MARY READ 2

ary Read er vokset op forklædt som dreng. Som ganske ung tog hun hyre som skibsdreng på et engelsk handelsskib, men hun er endt som pirat hos den berømte sørøverkaptajn Calico Jack Rackham.

Det kan man læse om i første bind om PIRATPIGEN MARY READ.

Red:

Cæcilie Lassen

DØMT TIL DØDEN

/

Dømt til døden

BORGEN SOHN

C-format 14 x 21,5 cm piratpigen mary read 2.indd 1

SOHN

ISBN 978-87-91959-98-1

W W W. S O H N. D K

RYG: 6,5 mm

blank kachering mat kachering

partiel lakering: bund:_________ motiv:__________

2/28/2011 4:39:54 PM