er involverede i folkemord og andre former for ondskabsfulde handlinger: “ ‘Normalitetshypotesen’ afviser blot forestillingen om, at folk, der begår onde handlinger, nødvendigvis er ‘forskellige’ fra os andre med hensyn til deres grundlæggende psykologiske sammensætning” (Miller, 1986, s. 185. Egen oversættelse). Miller underbygger sin hypotese med udgangspunkt i forskellige empiriske undersøgelser, herunder særligt Milgrams lydighedseksperimenter. Miller henviser desuden til bl.a. Hans Askenasys (professor i psykologi) og Robert Jay Liftons psykologiske profiler af henholdsvis tidligere naziledere (SS-folkene Eichmann, Heydrich m.fl.) og højtstående nazilæger. Askenasy konkluderede, ifølge Miller, at disse berygtede SS-folk ikke var psykisk afvigende: “Alle var familiemænd med børn (...). Ingen af dem hadede oprigtigt deres ofre. Ingen var sadistiske. Ingen var psykotiske. Ingen var sindssyge” (Askenasy, 1978. Egen oversættelse). Den psykoanalytisk inspirerede psykiater Robert Jay Lifton konkluderede ligeledes, at størstedelen af gerningsmændene (nazilægerne) var normale og på ingen måder de dæmoniske inkarnationer, som de fleste mennesker forestiller sig. Ifølge Lifton var de hverken drabsliderlige, sadistiske eller i anden forstand psykisk afvigende (Miller, 1986; Lifton, 1986). Miller fremhæver som et yderligere argument for sin hypotese, at der forefindes forskellige indikationer for, at udvælgelsen af SS- mændene blev foretaget ud fra bl.a. et kriterium om, at de ikke besad personlighedstræk, der kunne føre til ukontrolleret vold (Miller, 1986). I tråd med dette henviser Miller til adskillige beskrivelser af SS-folkenes mangfoldige emotionelle reaktioner. Han antager, at disse reaktioner kan anskues som en indikation på deres formodede normalitet: “Adskillige af gerningsmændene begyndte at drikke voldsomt eller indtage andre former for stimulanser eller arrangerede forflyttelser til anderledes enheder. Andre – som eksempelvis general Nebes chauffør – begik selvmord, andre (...) led under nervøse sammenbrud, der krævede hospitalsindlæggelser. Under en tur til ‘Fronten’ blev Himmler selv så syg, at det grænsede til et sammenbrud, efter han havde set to hundrede jøder blive dræbt ved Minsk” (Kren et al., 1980. Egen oversættelse). 50
Ondskab og moral