Hvis Rashid prøvede at slå et søm i en væg, kom en af hans fingre uvægerlig i vejen for hammeren, og han var altid temmelig klynket, hvad smerte angik. Hver gang Rashid tilbød Soraya at give hende en hånd, bad hun ham – en smule uelskværdigt – om venligst at holde hænderne for sig selv. Men på den anden side kunne Luka også huske dengang, da hans fars hænder faktisk kom til live. Det var sandt. Da Luka ikke var mere end et par år gammel, fik hans fars hænder deres eget liv og endda hver sit eget sind. De havde også navne: De hed Ingen (højre hånd) og Vrøvl (den venstre), og for det meste var de lydige og gjorde, hvad Rashid ville have dem til, såsom at baske rundt i luften, når han gerne ville understrege en pointe (han holdt nemlig af at tale meget), eller putte mad i munden på ham med regelmæssige mellemrum (han holdt nemlig af at spise meget). De var sågar villige til at vaske den del af Rashid, som han kaldte sin B-Del, og det var virkelig meget imødekommende af dem. Men Luka opdagede snart, at de også havde deres egen kildelystne vilje, især når Luka var inden for rækkevidde. Når højrehånden begyndte at kilde Luka, og han tiggede: „Hold op, hold op,“ svarede hans far: „Det er ikke mig. Ingen kilder dig,“ og når den venstre hånd også begyndte at kilde, og Luka grædende af grin indvendte: „Det passer ikke, du kilder mig, ja, du gør så,“ svarede hans far: „Ved du nu hvad? Det er bare Vrøvl.“ På det seneste var Rashids hænder imidlertid blevet langsommere og var tilsyneladende vendt tilbage til bare at være hænder. Faktisk var resten af Rashid også blevet langsommere. Han gik langsommere end før (selv om han aldrig havde gået særlig hurtigt), han spiste langsommere (dog ikke ret meget), og – og det var det mest bekymrende – han 21
Gyldendal-Lukas-og-livets-ild.indd 21
14-04-2011 11:12:48