driver forskellene mellem to grupper og undervurderer eventuelle ligheder. 82 Det betyder, at vi naturligt vil have en tendens til at idyllisere dem, vi føler tilhørsforhold til, og gøre vores bedste for at beskytte den etablerede gruppe. Tajfels eksperimenter repræsenterer en positivistisk videnskabstradition, hvor man bestræbte sig på at rense de eksperimentelle rammer for alle tænkelige påvirkningsfaktorer med det formål at kunne reducere sig frem til sandheden om mennesket og dets socialitet. Sådanne eksperimenter er senere blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at medtænke konteksten og menneskets forhandlende virksomhed.83 Tajfels resultater kan således ikke betragtes som endegyldige sandheder om menneskelig virksomhed. Nyere forskningsresultater understøtter dog tesen om, at mennesker generelt har en tendens til at positionere sig som gruppe i opposition til nogle andre. Sociolog William Corsaro har f.eks. studeret børns kammeratinteraktioner og leg i børnehaven. Han henviser til, at kammeratinteraktionerne er meget skrøbelige og mener, dette er årsagen til, at børnehavnebørn ofte beskytter deres aktiviteter meget nøje mod andres indtrængen. Han betegner det beskyttelse af interaktivt rum.84 Når en gruppe børn er fordybet i leg, kan det være yderst vanskeligt for andre at få adgang til denne leg. De vil ofte ihærdigt forsøge at holde andre ude af legen. Ifølge Corsaro har den voksne observatør en tendens til at betragte sådanne kontante afvisninger af andres forsøg på at blive en del af legen som et udtryk for egoisme. Han selv mener snarere, det er et udtryk for, at børnene er intenst involverede i at skabe »en oplevelse af fællesskab under det aktuelle forløb af at lege sammen«.85 Børnene ønsker altså at blive ved med at være fælles om det, de allerede deler, og ser derfor ’de andre’ som en trussel mod det fællesskab, de har etableret. Corsaro har studeret børn, barndom og kammeratskabskulturer ud fra et børneperspektiv. Han peger på, at jævnaldrendes 82 Ibid. 83 Burr 1995. 84 Corsaro 2001: 177. 85 Ibid.: 178.
75
døgninstitutionen som udviklingsrum