giristain, sportsdirektøren, var over mig og sagde, at jeg måtte tale med træneren. »Få styr på det!« Jeg var ikke glad for det. Jeg er en spiller, der accepterer vilkårene. Men, selvfølgelig, fine, jeg gjorde det! En af mine venner sagde til mig: »Zlatan, det er, som om Barca har købt en Ferrari og kører den som en Fiat,« og jeg tænkte, ok, det er et godt argument. Guardiola har forvandlet mig til en mere simpel og dårligere spiller. Hele holdet taber på det. Så jeg gik hen til ham. Det var på banen, til træning, og jeg var meget omhyggelig med én ting. Jeg var ikke ude på ballade, og det sagde jeg til ham: »Jeg vil ikke slås. Jeg vil ikke have krig. Jeg vil bare diskutere.« Han nikkede. Men måske så han alligevel lidt skræmt ud, så jeg gentog det: »Hvis du tror, jeg er ude på ballade, så går jeg. Jeg vil bare snakke.« »Fint! Jeg kan godt lide at snakke med spillerne.« »Hør her!« fortsatte jeg. »I udnytter ikke min kapacitet. Hvis det kun var en målskytte, I ville have, så skulle I have købt Inzaghi eller en anden. Jeg har brug for plads og for frihed. Jeg kan ikke bare løbe i dybden hele tiden. Jeg vejer otteoghalvfems kilo. Min fysik passer ikke til det.« Han tænkte. Han tænkte altid, så det knagede. »Jeg mener godt, du kan spille sådan her.« »Nej, så er det bedre, I sætter mig på bænken. Med al respekt, jeg forstår din situation, men du ofrede mig for Messi. Det går ikke det her. Det er, som om I har købt en Ferrari og kører den som en Fiat.« Han tænkte lidt mere. zlatan ibrahimovi ć ć
1757_Zlatan.indd 59
59
10-01-2012 12:20:38