bedre ting at tage sig til end at besøge sin svigerinde, der var om ikke senge-, så sofaliggende. Det var ikke befordrende for litteraturskabelsen at iagttage syge mennesker. Han havde brug for liv og ungdom og skønhed for at skrive. Så hun forberedte sig på at overraske Christiane. Når man havde sådan en lille rund og arbejdsom søster, var det slemt bare at ligge her og ligne en glemt grøntsag, som rådnede i skabet. Hun fik forklaret pigen, at de skulle have te og kager, andet og mere kunne hun ikke klare, sidste gang hun spiste varm mad, kom den op af sig selv en time senere, og opkastningen kostede hende så mange kræfter og smerter, at hun svor, hun kun ville drikke te og spise søde sager for fremtiden. Lige nu havde hun den mest velsignede feber. Den var hendes ven, den hjalp hende til at forstå og acceptere. Den hjalp hende til at rejse sig og se ud ad vinduerne på vinterens indefrosne have. Den hjalp hende til at holde sig vågen. – Tror hun ikke, sagde hun, og kanariefuglene genkendte hendes stemme og begyndte selv at snakke løs, – at feberen er et forbud på døden, men jeg vil så nødig forlade min gamle Rahbek. Tjenestepigen sagde, uden at se hende ind i ansigtet, at lægen mente, hun skulle tage det med ro, til foråret kom. Det havde hun ikke svært ved at leve op til. Men hun var da påklædt og havde sko på fødderne og håret dækket, og fuglene lod til at trives. Ja, ja, mere kunne man ikke kræve. Hun ville overraske sin søster. Bakkehuset havde et renomme at leve op til, og det skulle ikke lide under hendes midlertidige svaghed. Hun lå her som en fornem dame op ad ovnen og slugte varme. Den gik durk gennem hende, ikke meget gad stritte imod. Tynde knogler og tyndt blod. Men hun var blevet så tung på det sidste, når hun skulle ned fra sofaen, måtte hun tage sig selv under knæene og svinge benene ned. Så skulle fødderne vænne sig til at være nederst. De protesterede. Alt protesterede. Men op ville hun. Op til Christiane.
14