Kim Harrison
H e ks e jag t kom alvorligt til skade. Nu stod der kun én drink tilbage foran mig, og rundt omkring blev der sikkert væddet en del om hvorvidt jeg ville tømme den eller ej. „Alt i orden, Jenks?“ spurgte jeg, vel vidende hvad svaret ville blive. „Den galning maste mig næsten til grød, og så spørger du mig om alt er i orden?“ snerrede Jenks. Hvis han selv kunne høre hvor afsindig grinagtigt hans snerren lød, ville han finde sig et andet toneleje. Det kostede mig kamp at holde masken. „Han var ved at knække alle mine ribben! Og så hans afskyelige håndsved! Fy for helvede hvor jeg stinker! Og se hvad han har gjort ved mit tøj! Er du klar over hvor svært det er at fjerne svedlugt fra silke? Konen sender mig ud for at sove i en blomsterkasse hvis jeg kommer hjem i denne her tilstand! Det er sidste gang jeg er ude med dig, Rachel. Aldrig mere! Ikke om de så tilbyder femdobbelt takst!“ Som sædvanlig bemærkede Jenks ikke at jeg var holdt op med at høre efter. Han havde ikke sagt et ord om den bøjede vinge, så jeg vidste at han var okay. Jeg havde nok i mine egne bekymringer. Hvis jeg kom tomhændet hjem, stod den på efterforskning af fuldmånegalskab og klager over ineffektive amuletter indtil foråret. Bunduretfærdigt. Det var ikke min fejl at Jenks havde klokket i det. Nu hvor alle var opmærksomme på ham, kunne jeg lige gå godt skrubbe hjem. Hvis jeg skaffede ham nogle maitake svampe, holdt han måske mund med hvordan hans vinge var blevet bøjet. De svampe var fandens 31