Det ramte mange handicappede hårdt. Tidligere havde man fået dækket udgifter til f.eks. kørestole og andre hjælpemidler fuldt ud, for det var jo en forudsætning for, at man overhovedet kunne have et job. Og hjælpemidlerne var lige vigtige, uanset om man var landsdommer eller havde et almindeligt kontorjob. Nu blev denne ydelse indtægtsbestemt, og det vakte stor vrede blandt handicappede. Var der nogen, der på det tidspunkt var upopulær blandt handicappede, var det Ritt Bjerregaard. Det oplevede jeg, da jeg en af de første måneder som socialminister var til et stort handicapmøde i Nordsjælland og blev mødt med mange vredesudbrud. Ikke mod mig direkte, for jeg var jo sådan set uskyldig, men mod den lovgivning, der var indført. Da vi kørte hjem fra mødet, sagde min ministerchauffør, Max, som var sådan en hyggelig fyr, at »det gik jo meget godt«. Jeg studsede, for stemningen havde bestemt ikke været den bedste. Hvortil han sagde: »Så skulle du have set, dengang Ritt var til et tilsvarende møde.« Heldigvis lykkedes det at få loven tilbageført, mens jeg var socialminister, så den fulde kompensation for hjælpemidler til handicappede igen blev indført og stadigvæk gælder. Det, synes jeg virkelig, var fantastisk og en af mine store socialpolitiske landvindinger. Der har ikke været sat grundlæggende spørgsmålstegn ved udgiftsdækningen af hjælpemidler siden – dels tror jeg ikke, der er nogen, der tør, og dels er der ingen fornuftig begrundelse for det. Tværtimod vil det være direkte at modarbejde, at handicappede kommer ud på arbejdsmarkedet, hvis man ikke får fuld kompensation for de nødvendige hjælpemidler.
En lang periode, især som finansminister, beskæftigede jeg mig primært med andet end handicapområdet. Men i 1990, ikke så lang tid efter, at jeg var gået af som finansminister, ringede Aase Olesen til mig – hun var på det tidspunkt ra-
18