hæder og ære fra og sågar kaldte mig en forloren søn og mere af samme skuffe? Peter kiggede næsten forskrækket på Søren, der ikke havde mælet et muk, siden de gik op til ham for adskillige timer siden. – Ja, det tror jeg nok. – Han kunne jo blive heftig og meget lidenskabelig, men jeg lod mig ikke imponere og erindrede ham i stedet om, at han ikke havde sagt et ord, da Nicoline engang havde tabt en kostbar suppeterrin. Husker du, hvad han svarede mig? – Nej! – At den terrin netop var så kostbar, at han ikke behøvede at skælde ud på hende, da hun nok selv var klar over, at hun havde gjort noget forkert, hvorimod han nødvendigvis måtte skænde på mig, hvis jeg skulle blive min forseelse var, når det handlede om en ubetydelighed som et saltkar. – Jaså. – Kan du ikke se det humoristiske i en så potent dialektik mellem forbrydelse og straf? Det kunne Peter ikke, men han sagde ikke noget, og da solen allerede kastede morgenens første stråler ind ad vinduerne i dagligstuen og sendte dens spæde lys helt ud i køkkenet, mente han og Søren snart, at det var på tide at gå i seng. Dagen kunne tidligt nok begynde, og så ville der blive rigeligt at gøre med advisering af skifteretten, bedemanden og familien. Sådan blev det, så da Søren efter forskellige ærinder, der især bestod i at informere de nærmeste om dødsfaldet, ud på eftermiddagen kom tilbage til Nytorv, havde skifteretten allerede forseglet lejligheden og dermed hans barndomshjem. Dér var han født, dér havde han lært at drage omsorg for sin langt ældre søster i hendes sygdom, dér var han blevet tugtet af sin far, og dér havde han set sine søskendes, sin mors og sin svigerindes død forvandle den bibelstærke patriark til en bodfærdig profet. Vel var det ikke ham, der havde bygget huset på Nytorv, men det var alligevel hans yngste søn, som var det kun opført med det ene
Forbandelsen.indd 81
K RÆ MME RE N
81
01/03/13 11.56