4
Linnea stampede et par gange på isen for at få varmen tilbage i kroppen. – Kan jeg snart komme til? – Jeg er klar med klassebillederne om et øjeblik. Kriminalteknikeren lå på knæ på isen for at tage sine sidste billeder. Hun fulgte ham med øjnene og forsøgte at ryste den skræmte kvindes uhyggelige blik af sig. Det var altid svært, når det drejede sig om levende mennesker, og det var nyt for hende, at det fyldte så meget. En ny udfordring. Linneas karriere i København var begyndt knap to år tidligere, da hun efter mere end femten år i USA fandt sig selv i Danmark uden nogen særlig lyst eller grund til at genoptage sit liv i San Francisco som højt betalt knogleekspert hos det private laboratorium Forensic Consult. Hun var ikke retsmediciner og var egentlig kommet ind på Retsmedicinsk Institut lidt ad bagvejen med et par vikariater uden for hendes speciale som retsantropolog, fordi instituttets leder, professor Morewski, havde taget hende under sine vinger. Hun var heller ikke i tvivl om, at det var Morewski, der havde trumfet en fast stilling på Retsantropologisk Enhed igennem for et par måneder siden, og det var en lettelse at vende tilbage til det felt, hun var ekspert på. Og hun var overraskende veltilpas ved stadig at befinde sig i København. Hun ville nok aldrig komme af med sin fornemmelse af at være anderledes. Det skete ikke sjældent, at hun stod uforstående, mens hendes kollegaer klukkede af grin over en eller anden vittig bemærkning. Og det var en helt anden verden at arbejde 26