sin mand og sit hus, og så hun tog over til mig. Hun er nu derhjemme og ved at lave noget mad til mig.« Den stille sorte kvinde kikkede igen på mig meget intenst med de smukke øjne. Stadigvæk uden at svare på alle mine mange spørgsmål. »Lad mig lige ringe og høre om hun stadigvæk er vågen,« sagde jeg. Og det var hun. Bus 6A var kørt forbi, og endelig kom bus 26. Jeg rejste mig og sagde: »Vil du med, eller vil du blive her i regnen?« Så rejste hun sig uden et ord og fulgte med mig ind i bussen, og jeg klippede et ekstra klip for hende uden at spørge. I bussen sad hun tavst ved siden af mig med min frakke over skuldrene. Indimellem så hun på mig. Og jeg så tilbage på hende og smilede. Hun smilede forlegent tilbage. Det hele var en smule mystisk, men jeg var overbevist om, at hun nok ville få det bedre, når hun fik varmen og lidt mad. Måske havde vi oven i købet noget tørt tøj liggende, som hun kunne passe. Det skal nok gå alt sammen, tænkte jeg. Et eller andet var da vist helt galt, men det finder vi nok ud af. Og hvor slemt kan det dog være?
Nasro »Der er sgu da et eller andet galt, farmand.« Min store plejedatter Nasro er kommet ind i mit værelse. »Ja, for hulen, tror du ikke lige, jeg har lagt mærke til det?« svarer jeg tilbage. »Hvad hedder hun?« »Aner det ikke, prøv at spørge hende.«
21 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal