»Nå ja, jeg håber også, der er et par piger,« sagde Onkel og styrede i retning af baggård nr. to. De to damer lo syrligt. Civil betjentene og ti af de uniformerede fulgte kriminalassistenten til andet baghus. I gården spillede fem drenge fodbold med en blikdåse. Da de så politiopbuddet, blev de stående stille og lod dåsen dreje en sidste skramlende piruette. Wolter lagde pegefingeren på læberne. Den ældste af drengene, han kunne vel være omkring de elleve, nikkede stumt. Oppe i huset blev et vindue lukket. Fotoatelier Johann König, 4. sal stod der på et messingskilt ved trappeopgangen. Onkel havde måttet sætte sine talrige informanter i den berlinske underverden i sving for at komme på sporet af König, for fotografen var et ubeskrevet blad rent politimæssigt. Han fremstillede billige pasfotos til det ikke særlig velbeslåede klientel i Neukölln og fra tid til anden også de obligatoriske familiebilleder: spædbørn på isbjørneskind, børn på den første skoledag med deres store slikkræmmerhuse, brudepar, og hvad kunderne ellers måtte ønske. Som noget svin havde han indtil nu ikke figureret. Ren straffeattest. Men en enkelt anmærkning var der dog. En politisk. Man behøvede ikke at have foretaget sig noget strafbart for at komme i politiets søgelys. Rath havde fået den ide også at gennempløje afdeling IA, Politisk Politis omfangsrige kartotek og var stødt på en notits, der havde ligget dér i ti år, uden at nogen havde bemærket det: I 1919 havde det Politiske Politi registreret Johann König som anarkist og tildelt ham hans eget, om end kun sparsomt beskrevne kartotekskort. Efter revolutionsperioden havde fotografen ikke længere gjort sig politisk bemærket, han havde igen trukket sig tilbage til privatlivets fred som så mange andre. Men nu havde hans åbenlyse modvilje mod al Prøjsens pragt og herlighed alligevel bragt ham på kant med loven. Intet under, tænkte Rath, med det efternavn og så modstander af monarkiet, det kunne aldrig gå godt. 16
Den-våde-fisk.indd 16
18-12-2008 16:01:23