JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie
at han var ved at miste det dyrebareste, et menneske kan eje; sin kærlighed, sin tiltro til sig selv. Selvom der var større og større afstand mellem ham selv og det forræderi, der pinte ham så voldsomt, følte han med den druknendes pludselige erkendelse, at han kom længere og længere ud. Leonora stod i køkkenet og lavede mad, da han pludselig kastede avisen fra sig og fór ud af huset uden at tage jakke på. Han måtte tale med nogen, et menneske, der vidste, hvem han var, eller i det mindste hvem han engang havde været, og den første, han kom i tanke om, var Ella, hans sekretær, som han havde haft et hedt forhold til: Ikke nok med det, en jul for lidt over et år siden havde han faktisk friet til hende. På vej op til Ella blev han dog enig med sig selv om, at det var nyttesløst at banke på hos hende, at den eneste person i verden, der kunne redde ham, var den selv samme kvinde, som havde bragt ham til fald. Mere end én alarmklokke ringede i hans indre, mere end én stemme anråbte ham, skreg, plagede, hviskede hjerteskærende, men manden med den åbentstående poplinskjorte overhørte dem alle sammen, parkerede resolut cyklen ved stationen og tog toget til Roskilde, hvorfra han ville videre ind til København, ind til sin tidligere kone og hjerte, ind til Lilly, der i døråbningen havde gemt sig bag Ib Berthelsen, som hun havde bedt om at sige, at hun: 1) ikke var hjemme og 2) ikke elskede ham. Ikke mere.