Ja til alt Da Søren Østergaard forlod Statens Teaterskole i juni 1980, var det med en underlig følelse af, at han nok ikke skulle være skuespiller resten af livet. Det kunne ikke være det. Der måtte være noget andet. For at finde ud af, hvad det andet kunne være, besluttede Søren sig for at gøre, som Keith Johnstone havde lært ham i improøvelserne: Sig ja til alt. Søren sagde ja til alle tilbud, der kom. Uanset hvor mærkelige de var. Så kunne han prøve det hele af og måske på den måde finde ud af, hvad ”det andet”kunne være. Det betød tre år med den type roller, som unge lovende skuespillere typisk får: Et stykke nede på rollelisten, men ikke for langt nede, ikke de store scener, men tilpas til, at man bliver set, og omkring 20 sider, man skal lære udenad. Søren optrådte på Bristol Teatret, på Gladsaxe Teater, og så endte han også på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbrogade. Her regerede Brigitte Kolerus, og i 1982 satte hun Dario Fo-stykket Columbus op. Med Søren i endnu en mellemstor rolle. Dario Fo, der modtog Nobels Litteraturpris i 1997, er Italiens største satiriker. Hans spillestil er ofte grovkornet og politisk satirisk, og den trækker linjer tilbage til den italienske commedia dell’arte fra midten af 1500-tallet. Begrebet commedia dell’arte er en forkortelse af ”commedia dell’arte all’improviso” – altså ”komedie gennem kunsten at improvisere”. Så Dario Fo er en mand, der passer lige ind i Søren Østergaards verden. Da Søren få år senere er med i Erasmus vender tilbage, kommer Dario Fo i øvrigt og ser forestillingen og hilser på Søren. Han kan vældig godt lide Sørens optræden. Og det er ikke kun, fordi han er inviteret af sin danske veninde, Lisbet Lundquist, der selv er begyndt at opdage ham der Østergaard. Ud over det med improvisationen er Dario Fo også kendt for at opfordre skuespillere og instruktører, der sætter hans stykker op, til 72
at ændre i teksten, som de føler er rigtigst. Et andet af Dario Fos kendetegn er, at han taler som et vandfald. Og skriver som et. Så i forestillingen om Columbus var der rigtig, rigtig mange ord, der skulle siges aften efter aften – først i København og siden på turné rundt i landet. Når skuespillere er på turné og ikke kan smutte hjem til familien, ender det tit i fest. Det er næppe nogen hemmelighed. Og sådan var det også på Sorte Hests turné. Skuespillerne mødtes efter forestillingen til natmad og festede. Og her var det så, at den 25-årige Søren, kæk og frisk, en aften satte sig ned og forklarede Brigitte Kolerus, at problemet med alt det teater var, at der var for mange ord. Især i monologerne. Alt for mange ord. Man skulle lave en monolog uden ord. Det ville være fedt. For Søren var det bare en del af den snak, der konstant kørte inde i ham i jagten på det der udefinerlige, der var skuespillet – men alligevel noget andet end det almindelige teater. Næste dag kom Brigitte Kolerus hen til Søren og fortalte ham, at nu havde hun programsat ham på Sorte Hest i februar måned det kommende år. Så kunne han lave sin monolog uden ord. Brigitte Kolerus er desværre død i dag, så vi kan ikke få at vide, om hun troede på Søren, eller om hun bare prøvede at lukke munden på den unge Søren, der talte så utroligt meget om, at der blev talt for meget i teatret. Brigitte Kolerus’ hurtige handling kunne faktisk lukke munden på Søren. Han var overrasket. Det var jo ikke sådan ment. Eller måske var det.
Bryd rutinerne Resultatet blev Sørens første soloforestilling, Hvem ringer Frøken Klokken for? En monolog uden ord – helt som lovet. I virkeligheden havde Søren mere eller mindre ubevidst nærmet 73