Diakoni på tværs af sognegrænser Viborg Stift

Hvordan organiseres diakoni på tværs af sognegrænser?

Af Steen Hedemann Andreassen, diakonipræst i Viborg Stift. Foto: Jens Bach

„Hvem skal man ringe til, hvis man vil have fat i folkekirken? Og hvem tager telefonen?“ Disse spørgsmål stiller provst i Aarhus Nordre Provsti Esben Thusgård i bogen "Skabelse og samskabelse. Folkekirken på vej ud af skabet?" (Eksistensen 2021)

En stærk menighedspleje eller et stærkt diakoniudvalg på provstiplan kan give folkekirken et ansigt og et telefonnummer, så kommunen og andre samarbejdspartnere ved, hvem de skal kontakte.

I bogen er der bl.a. interview med Lars Bundgaard fra Røde Kors. Han siger, at „Sognebaseret arbejde er vanskeligt for os at samarbejde med, for så skal vi rende rundt fra sogn til sogn“, og begrunder det med, at „Kun at arbejde inden for sognegrænsen, er ikke særlig hensigtsmæssigt i en befolkning, der flytter sig hele tiden.“

Ordet "sogn" har på det seneste været brugt i medierne i en grad, vi ikke har set længe. Det skyldes, at sundhedsmyndighederne i disse Coronatider kan lukke et sogn ned, hvis der er for mange, smittede i et lokalområde. Hvis man imidlertid spørger mange byboere, hvilket sogn de bor i, vil mange komme i tvivl. Og det er en kendsgerning i dagens Danmark, at mange bor i et sogn, arbejder eller går i skole i et andet sogn, handler måske i et tredje sogn og går til evt. fritidsinteresser i et fjerde sogn, og der findes næppe sogne, der ved indgangen til kirken eller sognegården spørger folk, om de nu bor i sognet.

I Viborg er vi nu 22 sogne, der er medlemmer af Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg. Derfor har vi de seneste tre år fået rigtig mange henvendelser fra kommunens forebyggende medarbejdere, brobyggere, demens team, psykiatrisk team, hjemmeplejere, skoleledere, skolelærere, fremskudte socialrådgivere, familieafdelingen, boligsociale medarbejdere m.fl., fordi vi har fået et telefonnummer og et ansigt udadtil i form af vores frivillighedskoordinator (på fuld tid) og formand. For tre år siden ændrede Viborg Menighedspleje (oprettet 1877) navn til Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg (KSA), og fra kun at have haft syv bysogne fra Viborg Domprovsti som medlemmer, åbnede vi op for sognene i Viborg Østre Provsti, da de to provstier udgør Viborg Kommune. Da ensomheden de seneste år også er flyttet på landet, har mange landsogne derfor meldt sig ind i KSA.

Mange diakonale aktiviteter kan lettere realiseres, hvis flere sogne går sammen. Sorggrupper for børn eller unge er der ikke ret mange sogne, der kan samle nok børn eller unge til. Sorggrupper for voksne eller livsfortællingsgrupper for mænd kan man måske samle nok til i de store sogne, men i landsogne vil det være en fordel at gå sammen med andre sogne. Sorgkorps, vågetjeneste og aflastningstjeneste er også eksempler på aktiviteter, der er meget nemmere at realisere på tværs af en række sogne for at få nok brugere og frivillige.

Hvordan bevarer sognene ejerskabet, selv om det foregår andetsteds? Af vores vedtægter fremgår det, at hvert sogn repræsenteres i bestyrelsen med et rådsmedlem og en præst. Allerede med syv sogne som medlemmer var det en stor bestyrelse. Men med 22 sogne som medlemmer (og flere i vente) giver det en usædvanlig stor bestyrelse. På et tidspunkt bliver vi måske nødt til at lave en anden bestyrelsessammensætning, men vi har pt. valgt at lade alle sogne være repræsenteret i bestyrelsen, fordi det giver ejerskab og mulighed for at give sit besyv med.

I 2018 var der metaltræthed i bestyrelsen, og man overvejede at nedlægge foreningen. På generalforsamlingen var der enighed om at skifte navn (for tydeligere at signalere, at vi ikke er indadvendte ved at pege på pleje af menigheden, men udadvendte og positive over for samskabelse med kommunen og andre samarbejdspartnere ved at pege på kirkernes sociale arbejde), ændre vedtægterne (så sogne i hele kommunen kunne blive medlemmer) og ansætte fuldtidsmedarbejder. Vi valgte bevidst at sætte en lang række diakonale skibe i søen ved at gå fra fire til omkring det 3-4-dobbelte aktiviteter. Metaltrætheden er forduftet som dug for solen. Nogle behov så vi selv, og andre behov dukkede op i dialog med eksterne samarbejdspartnere. Vi har oplevet stor gejst indadtil og udadtil og vil her skitsere en række konkrete fokuspunkter, vi har arbejdet med:

1.Godt nyt - Der skal være godt nyt at fortælle derhjemme.

Stort set alle bestyrelsesmøder afholdes kl. 17.0019.00. Møderne begynder og slutter til aftalt tid. Der står kaffe, te, vand og snacks på bordene, og midtvejs serveres en sandwich eller lignende. Der synges en diakonisalme først og sidst. Mødetidspunktet gør, at nogle kommer direkte fra arbejdet, og andre skal videre til et aftenmøde. Af dagsordenen fremgår, hvem der skal holde oplæg til de forskellige punkter, og det er godt at inddrage flest mulige. Hvis der er nye bestyrelsesmedlemmer, er der præsentationsrunde, og de nye bestyrelsesmedlemmer får velkomstmail fra formanden. Til de fleste møder holdes der en runde, hvor alle får ordet i forhold til en bestemt tematik. Det er vigtigt, at alle får muligheden for at bidrage, så det ikke er de samme 2-3 personer, der får mest taletid. Ud over at fordele taletiden er det mødelederens vigtigste opgave løbende at sammenfatte, hvad der er konsensus omkring, så diskussionerne ikke kommer til at gå i ring og dermed i tomgang, for det dræner ethvert møde.

Kort sagt: Møderne skal være inspirerende og inddragende, så der til hvert bestyrelsesmøde og generalforsamling skal der være godt nyt at fortælle derhjemme.

2.Det er større, når vi løfter i flok - Her sker der noget, der netop er muligt, når vi gør det sammen.

På de fleste møder orienteres om nye tiltag, der er søsat, eller nye henvendelser, der arbejdes videre med. De fleste initiativer bliver til uden bestyrelsens godkendelse. Gode ideer fra ildsjæle i sognene og fra eksterne samarbejdspartnere gribes hurtigt, så der ikke er langt fra tanke til handling. Der sparres evt. med frivillighedskoordinator, formand, forretningsudvalg og andre nøglepersoner, eller der indgås aftaler med eksempelvis engageret Y´s Men´Club om etablering af Karlekammeret for mænd. På den måde kan nye grupper af frivillige inddrages.

Det er tydeligt for bestyrelsesmedlemmerne, at det er større, når vi løfter i flok, fordi vi som KSA kan løfte opgaver, som det enkelte sogn ikke kan realisere alene.

3.Vi er kompetente – Vi har værdigrundlag og diakonal erfaring, der går hundredvis af år tilbage.

Som folkekirke er vi landets suverænt største forening med 4,5 mio. medlemmer. Med 12.000 ansatte, 14.000 frivillige rådsmedlemmer, tusindvis af øvrige frivillige, velholdte sognegårde og kirker og mange kirkeskattemidler har vi alle muligheder for at løfte diakonale opgaver. Med vores volumen følger et socialt ansvar.

I alt for mange år har vi gået med sænket pande og overladt meget socialt arbejde til andre aktører. Vi har et stort potentiale for at aktivere langt flere af vores medlemmer i et langt mere facetteret diakonalt arbejde. Hvis vi besinder os på kirkens diakonale historie og forpligtelse, kalder nye frivillige med nye kompetencer frem, åbner øjnene for nøden i vores sogne og kommuner og evt. indgår i samarbejder med kommuner og andre eksterne samarbejdspartnere, vil vi selv opdage, at vi er kompetente diakoniudøvere.

Ordet "kommune" betyder "fællesskab", men hvem er det, der kan skabe fællesskaber? Det kan kommunen ikke, mens folkekirken samler tusindvis til en broget mangfoldighed af fællesskaber. Det gør vi i denne uge, om et år og om 50 år, mens mange andre foreninger og fællesskaber er døgnfluer i sammenligning med folkekirken.

4.Det gør en forskel – Diakoni gør en forskel for begge parter.

Den ene dag har jeg overskud til at hjælpe et menneske i nød, og den næste dag er det pludselig mig, der har mistet, er blevet syg eller på anden vis har brug for et medmenneske eller et større fællesskab. Vi er alle potentielle diakoniudøvere og –modtagere.

På de kommende bestyrelsesmøder har vi besluttet at invitere frivillige og brugere af vores aktiviteter til på max. 30 minutter at fortælle, hvordan det gør en forskel for dem at være med i KSA som diakoniudøver eller -modtager.

Vi håber, det nye tiltag vil styrke oplevelsen af ejerskab som bestyrelsesmedlem at sidde med omkring et bord, hvor der er mange bolde i luften, og hvor ord hurtigt bliver til handling. Når der er godt nyt at fortælle derhjemme og når nye initiativer realiseres, oplever vi allerede, at vi har mange ressourcer og mange kompetencer, og at vi som Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg kan gøre en forskel på tværs af sognegrænserne.