SIBYLLE LEWITSCHAROFF
LØVEN I
letter sig. Måske skulle han åbne en vinduesfløj og på denne måde blive fri for det hele. Måske løven på trods af tilsyneladende godsindethed kunne finde på at gøre ham noget, måske var det farligt at vende den ryggen? Tænkte Blumenberg, da han som i slow motion rejste sig fra stolen, gik halvvejs rundt om skrivebordet og langsomt, langt langsommere end ellers gik hen til vinduet. Farligt? Nej, nok ikke. Nogle sekunder stod Blumenberg ved vinduet og indåndede den kølige natteluft, ganske vist med spændt ryg. På tide at åbne en flaske Bordeaux. Begivenheden måtte fejres, der måtte drikkes et glas vin på løvens tilsynekomst. Blumenberg stod alene med sit fyldte gals, i sit arbejdsværelse havde han forgæves ledt efter et gæsteglas. Så hyggenuttet var løven trods alt ikke, at den kunne holde et glas i hånden, for at løfte det på Blumenbergs vel. Løven, der i mellemtiden forekom ham at holde hovedet lidt mere sænket, men stadig uanfægtet så lige gennem ham, optog seksten, sytten, eller var det nitten? elefantfodsporsfelter på bukharatæppet, han havde arvet som en af de eneste genstande efter sin far. Idet løven havde valgt at lægge sig på dette varmende underlag, opførte den sig som en stuehund. Den har sans for symmetri, tænkte Blumenberg, fordi løven havde lagt sig temmelig nøjagtig i midten, oven i købet synes den at have sans for æstetik. Tæppet var det kostbarste objekt i Blumenbergs arbejdsværelse, med lyse fodspor midt i farvenuanceringer, der chancerede fra vinrødt til grågrøntsort – virkelig et udsøgt stykke. Skønt der ikke var noget at udsætte på hans arbejdsværelse, beklagede Blumenberg sig over, at han ikke havde et så glorværdigt rum til sin rådighed som det, Antonello da Messina havde malet. Billedet, som den italienske mester havde malet med kraftige skygger i den nederlandske stil, fremmanede Blumenbergs hukommelse, der nu igen fungerede upåklageligt, med fabelagtig præcision: Blikket falder ind gennem en stenåbning, på brystværnet ses en påfugl, en vagtel. I det pragtfulde indre rum ses en lille trappe, en, to, tre trefoldighedstrin fører op til en scene. Den hellige lærde i folderig rød fløjlsgevandt og med rød fløjlshue, med lange ærmer, sidder bladende i en bog, der ligger opslået foran ham på en slags siddepult med skrånende flade. Til venstre et fortryllende vinduespanorama. Et bakket landskab med enkelte cypresser. Og til højre, bag scenen med den lærde, ses en mager løve, der dukker frem af mørket. Nej, ikke med løveben og brede poter, men udstyret med tynde små løbeben som hos en mynde. Sandsynligvis har Antonello aldrig set skyggen af en løve. Blumenberg elskede billedet. Disse værdige, ensomme figurer, der klarede sig med få bøger, fordi de åbenbart igen og igen studerede de samme bøger, først og fremmest naturligvis bibelen; deres opulent udstafferede værelser med panoramablikket ud mod et velordnet ydre, der gjorde ensomheden gloriøs behageligt! Det teateragtige arrangement, ophøjelsen af det beskuede tjente til at befri den lærde fra flisegulvet, fra denne kunstfærdigt formøblede jord, som om den lærde var mindre afhængig af tyngdekraften, som om hans jord ikke var almindelig livsjord, men åndelig jord, som tankerne løftede sig stadig længere op over. Skulle det røde gevandt symbolisere den lærde eremits hjerteophøjelse? Gennemtrækket, der må have været mellem den store åbning i forgrunden og vinduesudhulingerne i baggrunden i middagsheden og som må have fået de omkringliggende papirer til at svæve og hvirvle, er naturligvis ikke med i billedet. Et øjeblik forestillede Blumenberg sig den muntre løve som papirjæger, papirsnapper, men så afbrød han straks sætningerne, der var ved at tage form i ham, fordi han ikke ville fortabe sig i det latterlige. Tilbage til hans egen løve. På trods af dennes mindeværdige opdukken,
SIDE 98