P. JOHAN LOSE
ABSURDITETENS ETIK
(Kertész 2006). Blandingen af de narrative digressioner og de momentane til-og samtaler får ydermere dialogstrukturen til at ligne et filosofisk drama i stil med Samuel Beckett, eller et dramatiseret filosofisk værk, som Platons dialoger, Denis Diderots Le Rêve de D’Alembert (1769) eller Friedrich Schlegels Gespräch über die Poesie (1800). Denne lighed fremhæver Dossier K.’s strukturelle bevægelse væk fra den entydige, lineært fortalte, bekendelsesstruktur og karakter af et mangeartet kompleks af referencer og narrative mønstre. Går vi imidlertid længere ned i de enkle sekvenser, finder vi arketypiske motiver, som Kertész funderer sin forståelse på. Bogens juraklingende titel kan læses som anslaget til de mangfoldige Franz Kafka allusioner, da en dossier og bogstavet K. bringer mindelser om Der Proceß (1925) protagonisten, Josef K.’s, absurde sag og navn (Gebauer 2009:464). Referencen antyder, forbundet med autobiografien, identitetsdannelsens proces-karakter samt, i lighed med Josef K., den ikke-kursiverede fortællers initialisering af en evig skyld, som knyttes an til den lejr-overlevelse, han belyser ved at citere direkte fra Der Proceß: ”Domfældelsen kommer ikke på én gang, det er selve processen som lidt efter lidt bliver til domfældelse.” (Kertész 2007:68). Motiverne findes desuden i beskrivelserne af forholdet til faderen, da der svares undvigende og afsluttes med: ”Du skulle tage og læse Brev til min fader10” (Ibid.:58). Hjemkomsten til det kommunistiske Ungarn har, med Kertész’ skiftende ansættelser og oplevelser af det uigennemskuelige bureaukratis lunefuldheder, yderligere Kafka-ligheder, om hvilke han konkluderer: ”Kafka blev bekræftet af historien” (Ibid.:129). Hermed vil Kertész anskueliggøre den litterære form som model for erkendelse og oplevelse, hvilken, i lighed med Paul de Mans ord, både giver og fjerner ansigt, da de som anskuelsesmønstre både fjerner sig fra selvet samtidig med at danne et forståelsesgrundlag (de Man 2004:109). Sammenfattende præsenterer bogens komposition en processuel og kontingent selvgestaltning, hvor selve skrive- og erindringsarbejdet bliver den egentlige autobiografiske handling. Subjektet formidles ikke som apriorisk størrelse, men
skabes i fortællerrummet, hvilket pointerer bogens autofiktive karakter, om hvilken Kertész bemærker: ”Jeg havde ikke skrevet den [Dossier K.], hvis ikke denne form var faldet mig i skødet” (Kertész 2006). Den dialogiske autokonstruktion indføjer følgelig en fiktiv andethed i jeget, som jeg i følgende afsnit skal søge at anskueliggøre gennem fortællerstemmerne.
10 Kafkas Brief an der Vater, som blev skrevet i 1919. Her analyserer Kafka han og faderen, Hermanns, anstrengte forhold.
11 Beskrives hos, som at: ”jeg-fortælleren [betragter] sit fortidige jeg med en vis distance fra et bedrevidende udsigtspunkt” (Rösing 2001:61).
SIDE 76
c. Stemmens tofoldighed Værkets to navnløse jeg-fortællerstemmer er begge internt fokaliserede og adskilles alene af en kursivering, der antyder en uhørlig forskel, hvis udtryk vi alene finder i skriften. Begge må dog, jævnfør undertitlen, anskues som ligestillede stemmer i den autobiografiske udsigelse, som falder tilbage på Kertész. Dennes dobbelte jeg-stemmeføring åbner, gennem interaktionen, imidlertid du- og det-positioner. Disse danner en dialektisk trekant, hvori jegets solipsistiske indespærring ophæves af den anden (du) og autobiografiens materiale (det), da jeget bevidstgøres i antitesen og ikke i selv-identifikationen (Thyssen 204:77). Fortællekonstruktionen udskifter altså cogito er sum med ”communio ergo sum” (Ibid.:79). Den ikke-kursiverede fortæller udfolder autobiografiens stof i en dissonant11 selvnarrativ position. Dette ses i de retrospektive sammenfatninger, hvor auktorialiteten betones af eksempelvis aldersangivelse: ”Ifølge ham [Bernard Shaw], tænkte jeg med den attenåriges forstand, måtte man kassere alt hvad mennesket har grublet over i 5000 år?” (Kertész 2007:104) (Rösing 2001:61). Positionen karakteriseres yderligere af de aforistiske generaliseringer i præsens: ”Hvad enten man bryder sig om det eller ej, så betragter kunsten altid livet som en fest”, hvilke ofte følger den durative præteritum eller spørgsmål fra den kursiverede-stemme (Kertész 2007:110) (Rösing 2001:57). Den ikke-kursiverede stemmes vurdering af det autobiografiske stof afviger dog mestendels fra selvnarrationens gængse funktion, da sammenhæng og entydighed er sjældenheder: ”Det var så længe siden, så længe siden, at det måske slet ikke var sandt” (Kertész 2007:53). Fortælleren insisterer på hukommelsens lunefuldheder og hændelsernes polysemi, hvorfor levnedsløbet bliver en centrifugal hændelsesfølge. En-