RENÉ JEAN JENSEN
HAR PAPEGØJEN DRUKKET KAFFE?
KÆRE DAGBOG: HAR PAPEGØJEN DRUKKET KAFFE? RENÉ JEAN JENSEN
Får den kaffe nok? Jeg skriver kun for at fortælle dig at jeg har været i cirkus igen. Gult og orange telt dér i regndis. Følte mig som en randbonde, men det er story of my life, har jeg bestemt. I al hemmelighed har jeg det fint med det, den pibende tone er min sirenesang, jeg kalder på mor for at drukne hende. Hun skal trøste mig tangindvundet. Det mod du kræver af mig kan jeg kun afvise, jeg vil ikke være modig hvis modet skal have noget med mig at gøre, du ved, kære alvidende dagbog, her efterspørges et depersonaliseret mod. Det er nemlig det fineste, mindst heroiske, mindst skramlende. Og så er det ekstremt androidt. Ved indgangen til cirkuspladsen stod en mand og råbte: skrid du nu med dine bagtungevokaler. Det kunne vi så indledningsvist ikke tage os af, valgte jeg handlekraftigt. For min del. Jeg drak straks en øl, påhugsiddende. Den var ifølge etiketten brygget over åben ild, smagte dog alligevel for meget af simpel vandtransport med hidsige alkoholbøjer vuggende. Børn hamrede løs på udendørsmarimbaer, hvor Cage som omgivelse, men især: hvor dulmende. Morens hvidblå lægge. Cirkusbagerens hvidbog og den eventyrstemme han anvender i mig: vil du have en papirhat og ligne en ægte bager? Vil du lære at bage rugbrød for real? På en livsvarig måde? Uden udfald, så du altid er sikker på dit brød, så det aldrig kikser, så klæghed aldrig vil gæste dit hjem? Har du taget dig tid til at gå ind i møllen og baske frimodigt med dine tunge arme? Nu ikke så akut taknemmelig, cirkusgæst, hov, var dét et kys eller tørrede du bare mund i mig? Wuzz it, wuzz it, råber alle børn i cirkus. Det er Bridget, Bridget, den kønsfluktuerende i liner og lyskegle. Kedsomhedens koordinatsystem former sig efter alverden, eller er det snarere et net om mig? Et kæmpe strutskørt jeg vandrer rundt i midten af, se mig støde æblerne brune på de lavesthængende grene! Men jeg keder mig jo ikke bare for min egen skyld, jeg gør det for at forbedre verden. Jeg har den-tørre- humor-algoritme. At gå langt væk fra noget, langt væk med sin krop fordi den trænger til at have fri fra det der ustandseligt hviner MIN. MIN. Bevidsthedens mågeskrig. At se dig én gang, knude på græsstrå bundet af søn. Nu kan cirkus som bekendt ikke ophidse mig, men hvad med noget så fint og dødsrelateret som: et cirkus = hospice for klovne? tænker jeg for at give det hele lidt mere dramatisk kant. Popcorn, hvis aske smager sort i midten? Gulligblegt barn stirrer altaflysende ind i manegen. Døden som en krog jeg kan hænge almen nedtrykthed på. Jeg er med al kraft distræt for at ingen skal opdage hvordan det står til. Når jeg nu ikke selv aner det, eller kun aner det. Lændesmerter i akrobatlejren nu hvor dagen er ovre. Kære dagbog, hvad er vigtigst i det jeg skriver til dig? Hvordan afgør jeg det, hvordan gør du? Hvis nu jeg laver en prioriteret rækkefølge, kan du jo lave din egen. Eller den
SIDE 126