X i n r a n
K i nas v i d n e r – s t e m m e r
e n
t a v s
R o s i n a n t e
f r a
g e n e r a t i o n
1 Yao Popo eller medicinkvinden fra Xingyi
P책 trappen ved Yao Popos urtebod.
Yao Popo eller medicinkvinden, nioghalvfjerds år gammel, interviewet i Xingyi i Guizhou-provinsen i det sydvestlige Kina. Da Yao Popo var fire år gammel, blev hendes mor slået ihjel, og hun blev givet væk til en mand, der solgte lægeurter. Hun blev gift med en musiker, urtekræmmerens plejesøn, og de tre rejste rundt i Kina – fra Yangtze-floden til Zhu Jiang-floden – i perioden mellem 1930’erne og 1960’erne. Hun siger, at Kulturrevolutionen hjalp hende. Den bevirkede, at hun fik et hjem og noget at leve af, fordi hospitaler og medicinske fakulteter lukkede, og folk opsøgte hende i stedet for.
Klokken tyve minutter over to om eftermiddagen den 27. juli 2006 – efter at have tilbragt otteogtyve timer i fly fra London til Guilin, via München, Beijing og Xi’an – var jeg for træt til at kunne sove. De to stærke sovepiller, jeg havde taget tidligere, gav mig kun tre timers urolig søvn, hvor jeg konstant havde drømme, der handlede om at tjekke ind, gå om bord i fly og gå fra borde igen, at få udleveret bagage og om at løbe rundt og rundt i en kæmpestor cirkel og lede efter dens centrum – de vidner, jeg gerne ville interviewe. Den sidste del af drømmen havde noget at gøre med det, som min mand, Toby, og jeg havde talt om i flyet: Kinas snart hundrede år lange søgen efter et nyt politisk og moralsk centrum i kølvandet på revolutionen i 1911. Hver gang jeg rejser tilbage til Kina, leder jeg efter de steder, der har haft betydning for mig tidligere, men de fleste af dem er forsvundet – alt er anderledes. Somme tider har jeg svært ved at skelne mellem mine minder og mine drømme. Men hvis fortiden allerede er så utydelig for mig som midaldrende, hvordan kan ældre mennesker så huske noget? Holder deres minder op med at være virkelige? Hvis det er tilfældet, volder det dem så smerte? Begynder de historier, som de hører fra andre i deres generation, også at virke uvirkelige? Hvordan kan de overbevise deres uforstående og tvivlende børn om, at beretninger og begivenheder, der ikke har sat sig nogen fysiske historiske spor, rent faktisk har fundet sted? At vende tilbage til Guilin i det sydlige Kina – kendt for sin grønne frodighed og sælsomt smukke kalkstensformationer – for første gang i ti år gjorde mig tung om hjertet. Da vi fortsatte rejsen, og det øjeblik, hvor jeg skulle møde mine interviewpersoner, nærmede sig, følte jeg mig for dårligt forberedt, usikker, overvældet af den gevaldige fart, hvormed Kina er i færd med at ændre sig. Alle de steder, hvor jeg havde været ti år tidligere, lod ikke til at være der længere. Jeg havde intet, som mine minder kunne orientere sig efter. Da jeg flyttede til England i 1997, var jeg meget stolt over, at Kina, og især landets store byer, ændrede sig så hurtigt. Men efter at jeg havde set, hvor omhyg27
kinas v idner
geligt man i Europa forsøger at bevare sporene af sin fortid, begyndte jeg at blive bekymret over den hastighed, hvormed mit land var i gang med at ødelægge det gamle for at erstatte det med nyt. Nu kunne jeg se, at dette årtusindgamle kejserrige blev omdannet af tankeløse mennesker med modernisering på hjernen, som fik deres kulturelle orientering fra McDonald’s. I de to årtier, hvor Mao har været død, har moderniseringen gjort et kraftigt indhug i hver eneste større kinesisk by, hvor arrogante lokale planlæggere stadig glædestrålende er opsatte på at fortsætte denne uansvarlige ødelæggelse af den historiske fortid. Xingyi, hovedstaden i den autonome region med Buyi-minoriteten og Miao-minoriteten i Guizhou-provinsen (i det sydlige Kina), er et typisk eksempel på en by, der er ved at blive forvandlet af moderniseringen efter Mao. »Xingyi ligger der, hvor tre provinser møder hinanden,« oplyste guidebogen fra de lokale myndigheder mig om, »og byen har historisk været et trafikalt og handelsmæssigt knudepunkt i regionen. Den er omgivet af bølgende højdedrag, der gennemskæres af flere floder, og området er kendt for sine kalkstensformationer. Med sit smukke landskab og tempererede klima har Xingyi – hjemsted for mange berømte historiske skikkelser – et stort uudviklet potentiale som turiststed.« At komme til Xingyi – på vores vej fra Guilin til Chengdu – føltes ligesom at træde ind i en tidslomme. Alt i byen mindede mig om Beijing og Shanghai i begyndelsen af 1980’erne: gaderne, tøjet, forretningerne og især den kommunalt drevne hotelpension, som vi boede på, med sit tarvelige udstyr, værelser, hvor installationerne ikke virkede, badeværelser med utætheder, med sine dumme receptionister, stuepiger, der aldrig skiftede ens håndklæder, og mandlige og kvindelige tjenere, der sjoflede serveringen i hovedrestauranten for i stedet at yde service til højrøstede lokale embedsmænd i private lokaler, med en uophørlig karaoke-larm og opslagstavler, hvor et latiniseret kinesisk skulle gøre det ud for engelsk. Det, der for alvor fik mig til at føle mig sat tyve år tilbage i tiden, var gårdspladsen med de mange dyre biler og de opblæste embedsmænd, der stod ud af dem. På en hotelpension som denne kan man kun sikre sig opmærksomhed fra personalets side ved at give dem indtryk af, hvor betydningsfuld man er, så snart man træder ind ad døren. Ellers risikerer man, at ens vasketøj forsvinder, at ens morgenmadsbillet bliver forlagt, og at ens personlige ejendele bliver »ryddet væk« og ikke bliver fundet igen. Somme tider bliver ens værelse – som 28
medicinkvinden
man allerede har betalt for – inddraget til et officielt møde, ligesom ens aftensmad aldrig dukker op, fordi kokkene holder fyraften efter at have frembragt endnu et festmåltid for store kanoner fra regeringsapparatet. I de to nætter og tre dage, vi tilbragte i byen, fik Toby og jeg den hele og fulde Xingyi-oplevelse – med kakerlakker, væggelus og et voldsomt midnatsmøde med en stangdrukken, karaoke-syngende kadre som særlige bonusser. Men – som Nietzsche engang har sagt – det, der ikke slår en ihjel, gør en stærkere. Jeg havde oprindelig haft til hensigt at påbegynde mine interviews i Chengdu i Sichuan-provinsen i det vestlige Kina, men mens jeg var i byen for at deltage i et bryllup – en god ven, der oversatte min første bog, Kinas døtre, skulle giftes – traf jeg helt tilfældigt min første fortæller: medicinkvinden fra Xingyi. En tidlig morgen gik Toby og jeg – sådan som vi altid gør i Kina – rundt i gaderne og så på folk. Et par timer før klokken ni var der allerede travlhed i gaderne i Xingyi med gadesælgere og boder drevet af bønder og fiskere fra egnen, som falbød forskellige eksotiske lokale delikatesser, blandt andet de bjergsvampe, som området er berømt for. Vi bevægede os ind i en mørk og smal gyde, der gik parallelt med den store handelsgade, og dermed tilbage i tiden. Vi kom forbi den type forfaldne huse og butiksfacader, som jeg forbinder med film, der skildrer det »gamle« samfund (før 1949). Det slog mig med det samme, at de fleste af de handlende og butiksindehaverne var kvinder. Ud over dem, der reparerede sko, skar spisepinde, solgte tekstiler og syartikler, fremstillede ligklæder og papir-begravelsespenge, var der mange, der solgte lokale specialiteter og urtemedicin. Min opmærksomhed blev fanget – på temmelig stor afstand – af en gammel kvinde, der havde et særligt djærvt og beslutsomt udtryk i ansigtet. Hun sad i en butik, hvis facade var åben, og snakkede med en kunde. Forskellige slags urtemedicin var udstillet rundt om hende. Noget hang i poser, andet lå på hylder i bundter, og atter andet lå i bunker på gulvet ved hendes fødder. Jeg pegede hende ud for Toby. »Hun er den eneste i den her gade, der ikke ser ud til at være nedslidt og demoraliseret af livet. Jeg gad vide, hvorfor hun virker anderledes end alle de andre.« »Gå hen og snak med hende. Jeg venter her. Vi har ikke travlt.« Toby ved, at jeg holder meget af den slags muligheder for at komme til at sludre med kinesiske kvinder – spontane møder kan resultere i uventede oplysninger. Jeg ventede, indtil den gamle dame var færdig med sin kunde. Så gik jeg der29
kinas v idner
hen og indledte en samtale. »Goddag. Er urterne alle sammen dyrket heromkring?« »Ja, det er de,« svarede Yao Popo (den kinesiske betegnelse for medicinkvinde) med hunan-accent uden at kigge op fra det bundt urter, som hun var ved at binde en snor om. »Hvad med de her? Hvor kommer de fra?« spurgte jeg igen i et forsøg på at få hende til at åbne sig. Endelig kiggede hun op på mig. »Jeg plukker dem ikke selv. Bønder fra egnen kommer med varerne til mig.« Jeg satte mig på det nederste af de to lave trin foran hendes butik. »Så må du jo være ret kendt her på stedet.« »Jeg er bare en ganske almindelig gammel kvinde,« sagde hun smilende. »Jeg har været her i lang tid. Det er såmænd det hele.« »Hvornår begyndte du at sælge medicin?« »Åh, det er snart mange år siden. Er der noget særligt, du leder efter?« Yao Popo kiggede på Toby, der stod et stykke væk fra butikken. En udlænding var velsagtens noget af et særsyn i det provinsielle Xingyi. »Hvem er det?« »Det er min mand,« skyndte jeg mig at sige. Medicinkvinden kiggede på ham med sammenknebne øjne. »Han er høj. Og flot. Min datter har også giftet sig med en udlænding, en taiwaner.« Mange mennesker ude på landet i Kina mener, at enhver, der ikke kommer fra fastlandet, er at betragte som en udlænding – også selvom vedkommende er etnisk kineser. »Han behandler hende godt, men han er ikke videre køn at se på.« Nu var det min tur til at smile. »Er en mands udseende da så vigtigt?« »Ja, selvfølgelig,« sagde hun og rynkede panden. »Ellers får man jo grimme børn.« Jeg smilede, fordi jeg nu vidste, hvordan jeg skulle få hende til at snakke. »Hvor mange børn har du?« Hun var henrykt over at blive spurgt. »To sønner og fem døtre, tolv børnebørn og fire oldebørn.« Endnu en gang blev jeg mindet om, hvor stor betydning kinesiske kvinder tillægger det at få børn. »Ih, du milde. Du er vel nok heldig.« »Hvad med dig?« spurgte Yao Popo mig og så pludselig ud til at være bekymret for mig. Jeg var rørt over hendes omsorg. »Kun én søn. Han er atten år.« »Kun én?« sagde Yao Popo og kunne ikke skjule sin medfølelse. »Nå, men i 30
medicinkvinden
det mindste fik du en dreng. Det er da altid noget. I gamle dage, dengang jeg var ung, fik vi besked på at få mange børn. Gjorde man ikke det, sagde folk, at man ikke var meget bevendt som kvinde.« I 1950’erne lod Mao Zedong hånt om advarslerne fra demografer og økonomer og opfordrede kvinder til at få så mange børn, som de kunne. Han sagde til dem, at det var en heltemodig ting at gøre. Han mente, at den enorme befolkning ville gøre Kina til en global supermagt. Så stillede jeg et spørgsmål, som jeg godt kendte svaret på. »Du er kvinde. Mener du virkelig, at sønner er bedre end døtre?« Hun kiggede uforstående på mig. »Det er, fordi vi er kvinder, at vi er nødt til at få sønner. De skal beskytte os. Kvinder, der ikke havde held til at få sønner, havde det virkelig hårdt i tiden før 1949. Piger blev altid ladt i stikken før drenge. Selv var jeg lige ved at dø af sult. Jeg ville ikke være her i dag, hvis ikke min far havde fået ondt af mig.« Jeg satte mig op på det næste trin. »Jeg vil gerne høre om dit liv.« Hun slog affærdigende ud med hånden. »Hvad skulle det dog være? Der er ingen, der tager notits af det, som vi gamle mennesker har at sige, ikke engang mine børn. Hvad ville du have ud af, at jeg fortalte dig noget? Spild ikke din tid. Og din mands tid. Du må hellere gå. Han venter på dig.« Jeg kiggede mig omkring for at sikre mig, at der ikke var andre kunder i farvandet. Så satte jeg mig ned på en lille taburet ved siden af hende. »Jeg går ikke, før du har fortalt mig om dig selv.« Hun kiggede forbavset på mig. »Mener du virkelig det?« sagde hun i et mere alvorligt tonefald. Jeg nikkede. »Jeg vil gerne kunne fortælle min søn om mennesker som dig. Han flyttede til England for seks år siden, da han kun var tolv år. Han ved ikke noget om almindelige kineseres liv. Når jeg er i Kina, spørger jeg altid folk, om de ved noget om deres mødres liv. De fleste af dem kender ikke deres mødres eller deres bedstemødres historier. Jeg vil gerne skrive historierne ned, så senere generationer kan læse dem. Jeg synes ikke, at din generations lidelser skal gå i glemmebogen. Hvis vores børn ikke ved, hvad deres bedsteforældre måtte gå igennem, kan de ikke vide, hvor heldige de er. Fortæl mig, hvorfor du virker anderledes end alle de andre her i gaden, hvorfor du virker så glad og rolig.« Hun rystede på hovedet. »Jeg har været mere ondt igennem end de andre her.« Hun fortalte mig, at hun var blevet født for nioghalvfjerds år siden i Hunan. 31
kinas v idner
Hendes mor døde, da hun var fire år gammel, og familien var meget fattig, så hendes far gav hende og fem af hendes søskende væk til andre mennesker. Hun kom til at være hos en omrejsende urtemedicinsælger, som hun senere blev elev hos. Han havde også en plejesøn, der var fem år ældre end hende, som kunne spille på huqin, en slags kinesisk violin med to strenge. Hun var kvik i pæren og meget lærenem, så hendes nye familie syntes godt om hende. Dengang gjorde omrejsende naturlæger brug af musik og akrobatik for at lokke kunder til deres boder i vejsiden, og der gik ikke lang tid, før hun beherskede nogle gymnastiske numre med det formål for øje. Hun kunne stå på hænder og på hovedet, og hun kunne snurre krukker rundt på fodsålerne. Samtidig begyndte medicinmanden at videregive noget af sin viden om urtemedicin til sine børn. I begyndelsen af 1940’erne, da landet var plaget af krig, besluttede han at tage sin familie med over bjergene fra Hunan til Yunnan for at komme væk fra krigshandlingerne. De var for fattige til at rejse med tog, så de gik eller tiltuskede sig et lift, når det var muligt, på hestekærrer, dræsiner og så videre. Faderen var bange for, at hans adoptivdatter som ugift pige skulle falde i hænderne på soldater og blive misbrugt, så han skyndte sig at få sine to børn gift. Efter i nogle år fra 1946 at have vandret omkring i bjergene i Guizhou kom de i 1950 til Xingyi, der på det tidspunkt lige var blevet befriet af kommunisterne. De stedlige myndigheder overtalte dem til at slå sig ned i byen og hjalp dem med at åbne en kinesisk medicinsk klinik til gavn for lokalbefolkningen, der næsten ikke havde adgang til lægebehandling. Medicinkvinden var kun tyve år gammel, men hun tog sig af sin familie, der blev stadig større, og solgte medicin i hjemmet, mens hendes mand passede klinikken, og hendes far tog ud på hjemmebesøg. »Ja, livet var hårdt i de år,« sagde Yao Popo, »når man havde syv små børn. Hver dag var jeg bekymret for, om vi ville få noget at spise dagen efter. Men heldigvis lyttede alle til, hvad formand Mao sagde om, at det var godt at få mange børn. Og lokalregeringen og naboerne hjalp os, når vi havde det rigtig svært. Det var ikke ligesom nu, hvor ingen stoler på hinanden, og ingen hjælper hinanden. Dengang var der aldrig nogen funktionærer, der udnyttede os. De tvang os heller aldrig til at få et medicinsk diplom.« I samme periode fik hun ry for at være dygtig til at kurere folk. Der var endda nogen, der syntes, at hun var dygtigere end sin mand. »Du tror sikkert ikke, at det er rigtigt, men jeg kan se, hvad en person fejler ved at kigge på udtrykket i hans øjne eller kuløren i hans ansigt, ja, eller ud fra 32
medicinkvinden
lugten af hans prutter eller bøvser. Jeg er bedst til at kurere hovedpine, mavepine og ledsmerter.« Tanken var besynderlig: at hun kunne se lige ind i et menneske ligesom en røntgenmaskine. Den indædte sikkerhed, som hendes ansigt udstrålede, fik mig dog til at tro på hende. Jeg ville gerne vide, hvorfor hun mente, at livet dengang var så anderledes, end det er i dag. »Hvad skete der så bagefter?« spurgte jeg i stedet. »Hvornår? I tresserne og halvfjerdserne? Jeg tjente en masse penge!« sagde Yao Popo med et skælmsk blik i øjnene. »Tjente du penge under Kulturrevolutionen?« Jeg troede, at jeg havde hørt forkert. I meget lang tid havde jeg ikke hørt om andet end vrede, sorg og tab, når folk mindedes denne periode. Jeg havde truffet så mange ofre, at jeg somme tider spekulerede på, hvor alle de skyldige i miseren – de mange millioner voldelige, ja, morderiske rødgardister – var forsvundet hen. Da hun så min forbløffelse, smilede hun. »Det er sandt, hvad jeg siger. Det gjorde jeg virkelig. Alle havde travlt med at skændes og slås og lave revolution, så hospitalerne og de medicinske fakulteter var alle sammen blevet lukket. Men revolutionen kurerede ikke folks dårligdomme. Den gjorde dem kun værre. Så flere og flere opsøgte mig for at få medicin. Jeg var også revolutionær. Jeg hjalp en masse mennesker, der ikke havde råd til medicin, ganske gratis. Jeg tjente pengene på oprørerne, jeg fik dem af rødgardisterne. For hvis de bare havde taget min medicin, altså hvis de ikke havde betalt mig for den, så ville de ikke have været bedre end kapitalisterne. Men jeg ville faktisk helst ikke have alt for mange af deres penge. Jeg var nervøs for, at hvis de blev fattige, så ville de bare lave endnu mere revolution. Ja, jeg tjente rigtig mange penge under Kulturrevolutionen, men jeg så også nogle forfærdelige ting. Folk blev tvunget til at tilstå ting, de ikke havde gjort, og de blev straffet for forbrydelser, de ikke havde begået. Alle mennesker var skrækslagne hele tiden. Pengene gjorde mig ikke lykkelig.« De klare øjne blev matte. Jeg skiftede emne. »Nu hvor dine børn er voksne, hjælper de dig så med penge?« Hun gjorde et kast med hovedet. »Jeg vil ikke have deres penge. Jeg er rigere, end de er. I sidste uge, da mit oldebarn blev gift, gav jeg ham 5.000 yuan.«* At tænke på familien gjorde hende i bedre humør. * I 2007-priser omkring 700 dollars, 460 euro, 350 pund.
33
kinas v idner
»Hvor mange af dine børn og børnebørn har studeret kinesisk lægekunst ligesom dig?« For mit indre blik så jeg hende undervise i et klasseværelse, der var fyldt med hendes efterkommere. »Ingen af dem.« »Hvorfor ikke?« Jeg kunne ikke høre nogen skuffelse i Yao Popos stemme. »De siger, at det ikke er et rigtigt arbejde. Der er ingen penge i det, og det giver ikke nogen respekt.« Jeg vil tro, at deres hån var rettet mod hendes fortid som akrobat. Traditionelt har man haft den opfattelse, at atleter og dansere var fysisk stærke, fordi de var mentalt svage. Selvom kineserne altid har holdt meget af underholdning, så respekterer de ikke dem, der optræder. Jeg var overrasket over at opdage, at denne fordom var så indgroet, at den stadig var på spil i det 21. århundrede. »Men du tjener jo flere penge end dem. Og du har haft et usædvanligt liv. Alle kender dig heromkring og respekterer dig.« Hun lænede sig frem og hviskede i mit øre. »De ved ingenting om min fortid, om de penge, jeg har tjent. Det har jeg aldrig fortalt dem. De tror ikke, at jeg ved noget som helst. De tror, at jeg bare er en kvinde, der arbejder. Når jeg giver dem penge, tror de altid, at pengene kommer fra min mand eller fra min far. Men jeg har tjent mange flere penge end dem i årenes løb. Mænd ved kun, hvordan man skal behandle gammelkendte lidelser. De forstår ikke at omstille sig til de nye. De er heller ikke særlig gode til at drive forretning. De er for stolte til at stå i en bod eller en butik.« »Hvad mener du med gammelkendte og nye lidelser?« »Gammelkendte lidelser er dem, som alle har kendt til i flere hundrede, ja, flere tusinde år. Symptomerne fortæller dig med det samme, hvilke sygdomme det er. Førhen var der i enhver familie en bedstefar eller en bedstemor, der havde en smule lægekundskab om de gamle lidelser. Hvis en person for eksempel havde ondt i maven, var det klogest at undlade at tage medicin og lade være med at spise noget. Man skulle bare drikke varmt vand og lade maven få ro, så ville pinen hurtigt gå over. Vrøvl med maven spiller ind ved de fleste lidelser: hovedpine, rygsmerter, søvnproblemer. Hvis man får maven i orden, går alt andet i orden af sig selv. Men nu om dage ser jeg flere og flere nye lidelser. Smerter i øjnene og i ryggen, der kommer af at sidde foran en computer eller på et kontor, uren hud, der kommer af at spise for meget mad fra McDonald’s, 34
medicinkvinden
dårlig mave, der kommer af at rejse for meget, ørepine, der kommer af for meget karaoke, udmattelse, der kommer af at køre for meget i bil …« Da jeg kastede et blik på mit ur og kunne konstatere, at Toby havde ventet næsten en time, besluttede jeg at afbryde Yao Popos lange liste over moderne dårligdomme. »Nu hvor du har arbejdet hårdt i så mange år, har du så tænkt på at trække dig tilbage?« Jeg var helt følelsesløs i bagdelen af at sidde på den lille taburet. Det var svært at forestille sig, hvordan hun havde været i stand til at sidde sådan i syv-otte timer hver dag i det meste af sit arbejdsliv. »Hvorfor skulle jeg gøre det? Min plejefar er godt oppe i halvfemserne, og han behandler stadig patienter. Hans øjne og ører fejler stadig ikke noget. Han er sikkert mere sund og rask, end jeg er. Min mand og jeg har mere end nok at se til med forretningen. Vi har nu mere end fire hundrede forskellige slags urter på lager. Hver dag sælger vi mindst fyrre eller halvtreds forskellige arter, ja, somme tider mere end hundrede. Det er mange tusinde hvert år … Er han ved at tage et fotografi af os?« Da Yao Popo opdagede, at Toby rettede sit kamera mod os, satte hun sig op med et ryk og drejede sig, så ansigtet vendte fremad. Hun sad med rank ryg på taburetten og hænderne pænt foldede på knæene. »Er han færdig?« hviskede hun, mens hun poserede. »Er han færdig?« Da jeg sagde, at Toby var færdig, slappede hun af og indtog sin sædvanlige siddestilling. Hun var tydeligvis ved godt helbred, men hendes skuldre var en anelse sammenfaldne, sådan som det sker med alderen. »Sig til din mand, at han skal fotografere mig lige forfra. Jeg brækkede næsen, da jeg i min ungdom gled, mens jeg lavede akrobatik. Mine børn har aldrig set, hvor smuk jeg engang var.« Hendes forfængelighed kom bag på mig. Kinesere sætter beskedenhed højere end alle andre dyder. Hvis vi arbejder sammen med andre, forsøger vi altid at lade æren for veludført arbejde og gode resultater tilfalde dem. Hvis vi laver noget på egen hånd, siger vi, at det er faldet dårligt ud. En mor vil sige ved sin egen datters bryllup, at hendes barn er grimt, eller at hendes barn ikke er nær så begavet som andres børn. Yao Popo beklagede, at hun havde mistet sin skønhed. Det var første gang i tyve år, at jeg var stødt på en sådan oprigtighed. Jeg sagde til hende, at jeg blev nødt til at gå, fordi min søn og to andre studerende ventede på mig, men at jeg ville tage PanPan med derhen efter frokost, så han kunne møde hende. Hun troede tydeligvis ikke, at hun ville få mig at se igen. »Kom igen, hvis du har tid,« sagde hun med et skuldertræk. »Du ser ud til at være en person, der har travlt.« 35
kinas v idner
Et stykke tid efter klokken tolv troppede jeg igen op foran butikken i selskab med PanPan og to kvindelige studerende. »Så kom du altså igen,« sagde Yao Popo og strålede som en sol. »Og sammen med nogle prægtige unge mennesker. Kom og sæt jer ned. Jeg har taburetter til jer alle.« Det lod til, at hun lige var blevet færdig med at spise frokost. En tom skål og et par spisepinde lå i den bambuskurv, der stod ved siden af hende, tillige med en håndfuld forårsløg og nogle vildtvoksende peberfrugter fra bjergene. Folk fra Hunan kan spise meget krydret mad. Måske havde hun udnyttet en stille periode i butikken til at lave mad. En gammel termoflaske stod ved siden af bambuskurven, og ved siden af den stod der en indkøbspose med affald. Jeg sagde til hende, at PanPan ville forære hende en plakat med et billede af London. Og den ene af de studerende, Y, ville gerne have noget, der kunne kurere hendes hudallergi, mens den anden, K, gerne ville tage nogle billeder af hende i en mere professionel kvalitet. Jeg havde troet, at hun ville nægte at lade sig fotografere, men hun virkede henrykt og indvilgede straks i det. Hun takkede os endda, fordi vi tog os tid til det. Hun var meget betaget af plakaten, hvor man så Tower Bridge. »Sikke en flot bygning!« udbrød hun. »Siger I, at broen kan åbnes? Jeg har aldrig set noget lignende. Hvilket land ligger London i? Hvorfor hedder det London? Hvad betyder det?« Jeg kunne ikke svare på hendes spørgsmål, så jeg skubbede Y frem. »Vil du godt kigge på hende?« Y trak sin bluse op. Hendes hud så skrækkelig ud. Der var store klæbende plamager med knopper og sår. Uden at blinke vinkede Yao Popo hende indenfor. »Du skal tage tre doser af min medicin. Så bliver det bedre.« Y og jeg fulgte en anelse skeptiske med hende ind i butikken, hvor hun tog en trækasse ned fra en hylde. Den var fyldt med finthakkede valnødder, jordnødder og røde dadler, som et større antal små brunvingede insekter gjorde sig til gode med. Yao Popo lod derefter Y udvælge enogtyve af de fedeste og mest livlige, som hun behændigt fangede og anbragte ligeligt fordelt i tre blå og hvide medicinkapsler. Hun gav den studerende besked på at tage de tre kapsler i løbet af en enkelt dag – og tjekke, at insekterne stadig var i live, når hun slugte dem – og tage den første her og nu. »Du skal ikke være bange,« sagde hun til Y, da hun rakte hende den første kapsel. »Jeg har kun fodret dem med nødder og frugt. De er mere rene indvendig, end vi er.« Y kiggede først på insekterne, der vred sig inde i kapslen, og derpå spørgende på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til hende. Efter en kort tøven bad 36
medicinkvinden
hun mig om at give hende en stor kop vand. Hun tog en dyb indånding – stadig temmelig nervøs – og puttede kapslen i munden og slugte den. Jeg var imponeret af hendes uforknytte frygtløshed – en sjælden egenskab blandt hendes generation af forkælede enebørn. Hun fulgte medicinkvindens instrukser til punkt og prikke. Hun slugte de to andre doser i løbet af de næste tolv timer og tjekkede begge gange, at insekterne stadig var levende. Inden længe holdt hendes kløe op, og et par dage senere var hendes sår på huden på nærmest mirakuløs vis helet. Lige før vi sagde farvel, fortalte Yao Popo os om de mest ulykkelige og de mest lykkelige stunder i sit liv. Den første store ulykkelige omstændighed var, at hun måtte vokse op uden forældre og uden at have et rigtigt hjem – uden andet at sove på end et fugtigt lerstampet gulv. Den anden barske realitet var, at hun havde født og opfostret syv børn i et lille værelse på kun tolv kvadratmeter. Mens de var små, havde hun ikke haft et øjebliks fred, hverken dag eller nat. Og den tredje ulykke bestod i, at hun havde brækket næseryggen på sin smukke næse. En pæn næse, sagde hun, var en kvindes vigtigste træk. Det, der beredte hende størst glæde i livet, var, at alle hendes børn havde overlevet hungersnøden i 1950’erne og 1960’erne, hvor millioner af mennesker døde, og at hendes børnebørn havde gået i skole og selv havde fået børn. Den anden glædelige ting, som hun var taknemmelig for, bestod i, at hendes mand aldrig havde slået hende. Den tredje kilde til glæde og fornøjelse i årenes løb havde været at sidde foran butikken dag ud og dag ind og se på, at verden forandrede sig omkring hende. »I de tredive eller fyrre år, jeg har siddet her, er byens centrum blevet ændret, hver gang nogen har overtaget det lokale styre,« sagde hun og pegede på de bygninger, der tårnede sig op over hendes lille, tarvelige gade. »De dér huse på venstre hånd stammer fra 1950’erne. Der blev næsten ikke bygget noget under Kulturrevolutionen, men bygningerne overfor er fra 1980’erne, mens dem på højre hånd er blevet opført inden for de sidste to år. Nu har jeg hørt, at den nye borgmester har tænkt sig at rive dem ned og begynde forfra. Så snart embedsmændene har en lille smule penge på lommen, vil de altid vise sig, og så laver de om på alting i en sådan fart, at ingen kan følge med. Men der er aldrig nogen, der har tænkt på at gøre noget ved vores miserable gamle gyde, selvom der bor flere hundrede mennesker her. Jeg trækker mig tilbage, hvis de omsider gør noget ved det,« sagde hun leende. Vi vinkede farvel til Yao Popo, men hver gang jeg siden har set en lige næse, 37
kinas v idner
er jeg kommet til at tænke på hende – en gammel kvinde, hvis længsel efter skønhed ikke var blevet spoleret af fattigdom.