Fodbold er ikke et spørgsmål om liv og død – det er meget vigtigere. Bill Shankly, fhv. manager i Liverpool FC.
Bolden Dommeren har stoppet tiden ... Han bøjer underarmen ind foran sig, ser på håndleddet og trykker på uret med tommel- og pegefinger. Bolden er blevet losset op på tilskuerpladserne og endnu ikke blevet kastet tilbage. Det er en flok idiot-Liverpool-tilhængere, der forsøger at gemme den. Liverpool fører et-nul over Manchester United, og der mangler kun ti minutter. Men Manchester United har presset og presset, og udligningen ligger i luften. Det ved idiotLiverpool-tilhængerne godt, det er derfor, de står og ser den anden vej, mens bolden ligger og triller rundt nede mellem deres fødder. United-tilhængerne begynder at råbe ad dem og slå ophidsede ud i luften. Liverpool-tilhængerne forsøger at overdøve dem ved brølende at istemme sejrssange. Spillerne står på banen og ser op mod tribunen med hænderne i siden. Men det hjælper ingenting, kampen skal sgu spilles færdig. De kan lige så godt komme med bolden med det samme. Det hjælper ingenting. Den er der, den skal være der. Han løfter op i de nederste grene på busken og bøjer sig ned for at se ind under. Går videre til den næste, lægger sig på knæ med kinden ned mod græsset. Han maver sig ind under, får jord i munden, spytter, og vrikker baglæns ud igen. Han går tilbage på banen, til det sted hvor bolden blev sparket ud på tilskuerpladserne. Prøver at følge dens 8
bane, huske hvad retning den røg i, se den flyve gennem luften. Følger linjen hen til buskene og gennemroder dem. Intet. Han går ind på banen igen. Sparker tomt gennem luften for bedre at kunne mærke bolden. United har sendt et par spillere til opvarmning, de løber langs sidelinjen og laver øvelser, så de er klar til at slå til, når kampen fløjtes i gang igen. Buskene er blevet sorte mod en mørkere himmel. Han river og flår i dem, som lugede han ukrudt. De står som en flok fjender. En lille, tæt hær. Han tager tilløb og sparker af fuld kraft ind i en busk, der ryster, men bliver stående. Griber fat i et par grene, der bøjer, og forsøger at rive den op af jorden, men roden sidder fast. Losser til den, skraber huden af skinnebenet, og knækker som straf en gren. Han kredser hurtigt om buskene, går ikke ind, om så han skal lede hele natten. Noget lyst stikker ud under en af buskene, og han træder opløftet derhen. En sten. Han sætter sig ned i græsset. Det er køligt og svier fra rifter på arme og ben, og han kan mærke, han er ved at tude. Han snøfter højt en gang. Kære Gud, lad mig finde bolden, og jeg skal være god. Hjælpe mor og far mere, med opvasken og det, og være ordentlig i skolen. Det lover jeg. Han giver sig til at lede under de samme buske en gang til forfra. Han gennemsøger omhyggeligt og stille og roligt buskene fra ende til anden. Da han har kigget under den sidste, løber han ind i skuret og griber en rive. Han slår ind i buskene. Blade falder af, og små grene knækker. Han bliver ved med at slå med de samme bevægelser. Går ikke ind, før han har fundet den, om han så skal sulte ihjel. Familien kan kalde så meget de vil, han kommer ikke ind. Det er dem, 9
der har sat de idiot-buske der. Han kommer ikke ind, nej han gør ej. Hvidgullig i mørket ligger den der. Frit fremme neden for en af de første buske. Stor og skinnende rund, som om den lige er trillet derhen. Han står og forsøger at forstå det. Den busk har han ledt under tusind gange. Opgiver så, tager bolden op under armen, og går ind. Glemmer helt at spille kampen færdig.
Avisen Stående med den ene fod på pedalen og begge hænder på styret, lod han cyklen trille hurtigt ned ad vejen. Han sprang af og løb et par skridt med hælene først i jorden for at stoppe den. Fejede støttebenet ned med foden, greb en avis i tasken, som han foldede to gange på midten på vej ned mod huset. Han øjemålte afstanden og var med tre raske spring oppe ad trappen, stak avisen i brevsprækken, og gav den et puf bagi, der fik brevsprækken til at slippe med et smæld. Han fløj ned igen. Spyttede et par gange efter tyggegummiklatter, der var trådt ned i asfalten. Han holdt regnskab. Et-nul. Et-et. Et-to. Cyklede videre til næste stop på ruten. Kom til at klø sig ved næsen og fik straks en sort streg af sværte i ansigtet, som han først opdagede i en senere rude. Han satte cyklen. På vej tilbage så han, hvordan vægten langsomt fik cyklen til at tippe. Han kunne ikke nå at redde den og stoppede op i stedet for. Da den hældede stærkt, trak han skuldrene op. Den faldt hurtigt og hårdt til jorden. Ringeklokken gav et kling. Den grønne taske spyede en håndfuld aviser ud på gaden. Han fik et insekt i munden og spyttede. Uden for regnskab.
11
Han kørte i sine egne tanker, spillede et andet spil i hovedet, og kom i tvivl, om ét hus havde fået. Fik det, eller fik det ikke? Han gik tilbage og kikkede på døren, men der var intet at se. Døren var lukket, brevsprækken skinnede blank og utilnærmelig. Han stod stille og forsøgte at genkalde sig sine bevægelser. Han mente at have bøjet sig ned til brevsprækken, og besluttede at det havde fået avis. Den næste dør på ruten stod altid åben, hvis vejret var nogenlunde. Hun ville gerne have, han kom ind i stuen med avisen. Der lugtede sødt og var halvmørkt. Hun lå på sofaen og røg cigaretter og stirrede op i loftet eller på fjernsynet. Hendes store hvide ben stak ud under tæppet. De hang slapt ud over sofakanten eller ragede op som isbjerge. En gang imellem lagde hun en femmer til ham på hjørnet af sofabordet. Den lå der i dag. Holdende vejret trådte han hen for at tage den. Da benene skød op af det mørke tæppe, trak han hurtigt femmeren til sig. Mønten hvi nede hen over bordet, inden han fik den op i hånden. Han sagde farvel og tak med ryggen til og var ude ad døren. 7C. Han stoppede ved 7C og var ved at tage en avis op af tasken, da han huskede, at der ingen avis var til 7C mere. »Afgang« havde der stået på en gul seddel. Der så mørkt og tomt ud. Måske var 7C død. Han steg op og kørte videre. Han så sig selv utydeligt, i en uklar, nubret rude. Hænderne var sorte af sværte, og han forsøgte at sætte frisuren med det yderste af fingrene. Øjnene fangede hende, lige så snart han drejede om hjørnet. Hun sad på fortovskanten med de spinkle knæ stikkende samlet op foran sig. I kjoleskødet lå en opslået bog, som hun var bøjet over. Ansigtet kunne ikke ses for håret, 12
der hang ned som et gardin. Han rejste sig i sadlen og trådte til op ad vejen. Han svingede benet over bagagebæreren og trykkede håndbremsen i bund. Hun blev siddende på den modsatte side af vejen, bøjet over bogen. Han var på vej hen til døren bag hende med avisen, da hun trak håret til side med den ene hånd. »La’ mig ta’ den.« Hun lagde bogen fra sig på kantstenen, rejste sig og børstede kjolen ned. Den foldede avis skiftede hånd. Hun vendte sig, tog i dørhåndtaget, men stak så avisen ind i brevsprækken og lod den hænge. De befandt sig i hver sin side af vejen. Hun stod og så ned ad vejen, mens fingrene bladrede i bogen. Han stod bøjet over styret og sparkede ned i småstenene med skosnuderne. Et eller andet sted fra brummede en plæneklipper. Han lod en spytklat falde mod en lys plamage i asfalten. Den ramte ude i venstre side. Tog indersiden af stolpen. Scoringen blev godkendt. Han tværede den hurtigt ud med foden og vendte cyklen. »Vi ses.« Hunden lå med hovedet på forpoterne. Måske sov den. Han lempede støttebenet ned, bag ham raslede kæden. Den havde rejst sig halvt. Han gik i en spændt bue uden om den, hen til døren. Han holdt hovedet stift, lidt på skrå, og forsøgte at holde dens omrids i øjenkrogen. På vej tilbage luntede den nærmere og rynkede på snuden. Kæden slangede sig efter den. Han tøvede, stod et øjeblik stille, rykkede så helt ud til hækken og fortsatte hurtigt fremad, mens bladene raslede mod siden. Hunden sprang frem i et glam, kæden spændtes og trak halsen tilbage, og den stod 13
på bagbenene med brystet skudt frem. Han trillede ned ad vejen med bankende hjerte. Forestillede sig, den fik fat i hans bageste ben. Satte tænderne i læggen. Et skrig fik folk til at komme ud af husene. Forestillede sig, han sparkede den over snuden. Den blev skummende vild, fór frem, men han ramte den igen rent i hovedet. Sparkede den i siden flere gange, fik fat i en kæp og bankede løs. Hænderne strammede om styret. Der var en avis for meget. Han var færdig, men det passede ikke. Tasken var slap, men der lå stadig én i. Sådan, sådan noget pis. Men måske havde han fået en avis for meget. Han havde talt dem, der var ikke noget at gøre, det passede. Men måske havde han talt forkert. Huset havde ikke fået. Han slog i sadlen. Han var færdig og gad ikke mere. Han begyndte at cykle langsomt hjemad. Aviserne var tit forsinkede. Anders fik det dobbelte i timen nede hos bageren. Det var underbetalt. De ville ringe til ham i aften fra avisen, og så skulle han ud med den alligevel. Der ville blive tændt lys i entreen, lige så snart han stillede cyklen. Cyklen trillede på tværs af vejen, og han drejede styret og kørte tilbage. Nu ville han komme for sent til en serie i fjernsynet. Han sparkede støttebenet ned, stak avisen ind, og kørte hjem. Måske levede 7C alligevel.