142x220mm, 5mm til beskæring. Flap: 100x220mm
ryg: 31mm
Mat + spot lakering (se guide side 2)
Pressen skrev om Neptuns vinde: ”En skæbnefortælling, en thriller og en vaskeægte kærlighedshistorie … Fred Vargas er på alle måder Frankrigs krimidronning.” - Politiken
”Topspundet krimi, stærkt persongalleri og pariserstemning. Kan man ønske sig meget mere?” - Nyhedsavisen
”Velskrevet og herlig anderledes krimi.” - Kristeligt Dagblad
Frankrigs krimidronning
To formodede narkohandlere bliver fundet i udkanten af Paris med halsen skåret over. Kriminalinspektør Adamsbergs intuition, og det faktum at de to mænd havde jord under neglene, fører ham til en kirkegård, hvor en ung kvindes grav for nylig er blevet åbnet. Alle spor peger på, at de tre er ofre for en kvindelig seriemorder. En morder der tilsyneladende følger efterforskningsholdet som en skygge.
Den Tredje Jomfru
Samtidig hjemsøges Adamsberg af en mystisk sag om dræbte hjorte – og hans egen fortid trænger sig på i skikkelse af drabsafdelingens nye mand.
Den Tredje Jomfru
“Jeg faldt pladask for Fred Vargas. Endelig noget nyt og forfriskende inden for genren. Hun skriver som en engel på skøjter.” Maj Sjöwall
ISBN 978-87-638-1107-1
9 788763 811071
Fred Vargas (f. 1957) er Frankrigs bedst sælgende forfatter. Hendes krimier om enspænderen, drømmeren og kriminalinspektøren Jean-Baptiste Adamsberg er oversat til 38 sprog og solgt i over fem millioner eksemplarer. Hun er uddannet arkæolog med speciale i dyreskeletter fra middelalderen. På dansk er tidligere udkommet Budbringeren (2004), Cirkeltegneren (2006) og Neptuns vinde (2008), der vandt The International Dagger i 2007.
Design: Anne Kragelund Fotos © iStockphoto
rosinante
1 Lucio holdt stuegardinet til side med en tøjklemme, så han bedre kunne iagttage den nye nabo, en lille, mørk mand, der i bar overkrop gik i den kølige martsvind og byggede en mur af gasbetonsten. Uden lodsnor. Efter en times luren rystede Lucio iltert på hovedet som et firben, der ryster middagslurens stivlemmethed af sig, og hev sit kolde cigaretskod ud af munden. »Han er hverken for klog eller for nøjagtig,« lød diagnosen. »Det er vindt og skævt.« »Ham om det,« svarede hans datter fraværende. »Nu ved jeg, hvad jeg vil, Maria.« »Ja, du vil som sædvanlig ud og forulempe dine omgivelser med alle dine historier.« Faren smældede med tungen. »Sådan ville du ikke sige, hvis du lå søvnløs om natten. Jeg så hende forleden nat. Lige så tydeligt, som jeg ser dig nu.« »Det har du fortalt.« »Jeg så hende gå forbi vinduerne på første sal, langsomt som et genfærd.« »Ja,« gentog Marie, stadig fraværende. Den gamle mand havde rejst sig og stod og støttede sig til sin stok. »Det virkede, som om hun gik og ventede på, at den nye skulle komme hjem. Så hun kunne kaste sig over sit bytte. Over ham,« tilføjede han og nikkede ud ad vinduet. »Ham?« sagde Marie. »Ham kan du godt regne med vender det døve øre til alle dine historier.« »Ham om det. Stik mig lige en cigaret, så damper jeg af.« 5
Maria stak cigaretten direkte ind i munden på sin far og tændte for ham. »For fanden, Maria! Først filteret af.« Maria gjorde, som hun blev bedt om, før hun hjalp ham frakken på og puttede en lille radio i lommen på ham. Knitren og uforståelige ord var alt, hvad der kom fra den, men den gamle havde den altid på sig. »Vær nu ikke for grov ved naboen,« sagde hun, mens hun rettede på hans halstørklæde. »Tro mig, han er ikke født i går.« Adamsberg havde gået og arbejdet uden at lade sig mærke med den gamle mand, der holdt øje med ham overfor. Hvornår kommer han mon i egen høje person og tester mig, havde han tænkt, og nu kunne han se ham komme op gennem den lille have med velafmålte skridt, høj og alvorlig. Hans smukke ansigt var gennemskåret af dybe rynker, håret var hvidt, men der var stadig masser af det. Adamsberg skulle lige til at give ham hånden, da han opdagede, at hans nabo manglede den højre underarm. I stedet hævede han murskeen til velkomsthilsen og sendte ham et roligt, men udtryksløst blik. »De må gerne låne min lodsnor,« tilbød den gamle mand venligt. »Det går nok,« svarede Adamsberg, mens han fik endnu en gasbetonsten på plads. »Der, hvor jeg kommer fra, har vi altid bygget mure uden snor, og de står der endnu. De hælder måske lidt, men de står der endnu.« »Er De murer?« »Nej, politimand. Kriminalinspektør.« Den gamle mand stillede stokken fra sig op ad den nye mur og knappede jakken helt op i halsen for at vinde tid til at bearbejde oplysningen. »De jager narkomaner eller sådan noget?« »Nej, lig. Jeg er i drabsafdelingen.« »Aha,« sagde den gamle lettere chokeret. »Så var jeg snarere i gulvafdelingen.« Han blinkede skælmsk til Adamsberg. 6
»Parketgulve, altså. Jeg solgte trægulve.« Han har garanteret været en gevaldig spasmager engang, tænkte Adamsberg, mens han sendte sin nye nabo et indforstået smil. Han behøvede tilsyneladende ikke at have publikum for at more sig, den grinebider, men hans to mørke øjne betragtede i alle detaljer alt, hvad de kom i nærheden af. »Egetræ, bøg, fyr. Nu kender De adressen, hvis det skulle være. Der er klinker overalt på gulvet i Deres hus.« »Ja.« »Det er ikke så varmt som trægulve. Mit navn er Velasco. Lucio Velasco Paz. Firmaet hedder Velasco Paz & Datter.« Lucio Velasco smilede bredt til Adamsberg uden at slippe ham med øjnene, der fortsat granskede ham fra top til tå. Gamlingen havde et eller andet, han skulle have sagt. »Maria har overtaget firmaet. Hun er ikke tabt bag af en vogn, så prøv ikke at binde hende røverhistorier på ærmet. Det bryder hun sig ikke om.« »Hvad for røverhistorier?« »Om genfærd for eksempel,« svarede han og kneb sine mørke øjne sammen. »Det behøver hun ikke at være bange for. Jeg kan ingen røverhistorier om genfærd.« »Det siger alle, men pludselig kan de alligevel godt én.« »Måske. Den skratter en del, Deres radio. Skal jeg indstille den for Dem?« »Hvorfor det?« »Så De kan høre, hvad der bliver sagt.« »Nej, hombre. Jeg nægter at høre på alt det sludder. Det har man lov til i min alder.« »Selvfølgelig,« sagde Adamsberg. Selvfølgelig havde han lov til at fylde lommerne med en radio, der ikke kom andet end støj ud af. Og selvfølgelig havde han lov til at kalde ham hombre. Den gamle mand gjorde endnu en pause, mens han stod og så, hvordan Adamsberg anbragte sine gasbetonsten. »Er De glad for Deres nye hus?« 7
»Meget.« Lucio mumlede en vittighed for sig selv og brød ud i grin. Adamsberg smilede venligt. Hans grin virkede ungdommeligt, men alt andet ved ham antydede ligesom, at han mere eller mindre følte sig ansvarlig for hele menneskehedens skæbne på denne jord. »Halvandet hundrede kvadratmeter,« fortsatte han. »Med have, pejs, kælder, brændeskur ... Uopdriveligt i Paris. Har De aldrig spekuleret over, hvorfor De fik det for en slik?« »Fordi det er gammelt og ramponeret, går jeg ud fra.« »Har De heller aldrig spekuleret over, hvorfor det så ikke er blevet revet ned?« »Som det ligger her for enden af en smal gade, generer det ikke nogen.« »Men alligevel, hombre. Der har ikke været nogen og se på det de sidste seks år. Det bekymrer Dem ikke?« »Der skal temmelig meget til, før jeg bliver bekymret, hr. Velasco.« Adamsberg skrabede cementen, der kom ud mellem stenene, af muren med murskeen. »Lad os alligevel antage, at det bekymrer Dem,« blev den gamle ved. »Lad os sige, at De gik og spekulerede over, hvorfor ingen ville købe huset.« »Fordi der er udendørs toilet. Det accepterer folk ikke nu om dage.« »Så kunne de have bygget en mur, som De nu gør, så toilettet blev indendørs.« »Det er ikke for min skyld, jeg gør det, men for min kones og min søns.« »Min gud og skaber! De vil da ikke lade en kvinde flytte ind i det hus?« »Nej, formodentlig ikke, men de kommer på besøg.« »Hun skal da ikke sove her, vel?« Adamsberg rynkede brynene, da den gamle greb ham i armen for at påkalde sig hans opmærksomhed. »Tro ikke, at De er mægtigere end alle andre,« næsten hviskede 8
gamlingen. »Sælg huset igen. Det er noget, vi ikke forstår. Noget, der går hen over hovedet på os.« »Hvad?« Lucio bevægede læberne, som gumlede han på det atter kolde cigaretskod. »Se,« sagde han og løftede den højre overarm. »Ja,« svarede Adamsberg alvorligt. »Jeg mistede den, da jeg var ni år. Under borgerkrigen.« »Ja.« »Og indimellem klør det. Det klør i den arm, jeg ikke har. Niogtres år efter. På et helt bestemt sted, altid det samme,« sagde han og pegede på et punkt i tomrummet under overarmen. »Min mor forklarede mig hvorfor: Det skyldtes edderkoppestikket. Jeg havde ikke kløet det færdigt, da jeg mistede armen, derfor klør det stadig.« »Selvfølgelig,« sagde Adamsberg og rørte lydløst i sin cement. »Fordi stikket ikke havde levet sit liv færdigt. Er De med? Derfor kræver det sin ret, det hævner sig. Får den historie Dem slet ikke til at tænke på noget?« »På stjernerne,« foreslog Adamsberg. »De bliver ved med at lyse, selv om de er døde.« »Rigtigt,« medgav den gamle forbavset. »Eller på følelser. En ung mand, for eksempel, der stadig er forelsket i en pige, eller omvendt, selv om løbet er kørt imellem dem. Kan De se situationen for Dem?« »Ja.« »Og hvorfor er fyren stadig forelsket i pigen? Eller omvendt. Hvordan forklarer De det?« »Aner det ikke,« svarede Adamsberg udholdende. Den svage martssol varmede blidt hans ryg mellem to vindstød, han havde det rigtig godt, som han gik der og byggede mur i den forsømte have. Så Lucio Velasco Paz kunne fortælle ham alle de historier, han ville, uden at det generede ham. »Helt enkelt fordi følelsen ikke har levet sit liv færdigt. At det er noget, der findes uden for os, og som vi skal vente på bliver færdigt. Man skal blive ved med at klø til det sidste. Det samme, hvis man dør, før man er færdig med at leve. Mennesker, der bliver myrdet, 9
bliver ved med at drage omkring i tomheden, de bliver ved og atter ved med at komme og give os kløe.« »Som edderkoppestikket,« sagde Adamsberg for at knytte an til et eller andet. »Og som gengangere,« sagde den gamle mand alvorligt. »Nu forstår De måske, hvorfor ingen har villet købe Deres hus? Det spøger i det, hombre.« Adamsberg spulede sit cementtrug og gned sig i hænderne. »Det kan da godt være,« sagde han. »Men det generer mig ikke. Der sker så meget, der overgår min forstand.« Lucio stak næsen i skyen og så lidt sørgmodigt på Adamsberg. »Ja, men du overgår ikke dets forstand, hombre. I hvert fald ikke, hvis du spiller stor i slaget. Tror du, at du kan hamle op med hende?« »Er det en hun?« »Hun er gået igen siden århundredet, der kom før det forrige. Fra tiden før revolutionen. En gammel forbrydelse. En skygge.« Kriminalinspektøren lod forsigtigt hånden glide hen over gasbetonstenenes ru overflade. »Ser man det,« sagde han, pludselig eftertænksom. »En skygge?«
10
2 Adamsberg gik og lavede kaffe i det enorme spisekøkken, som han endnu ikke havde fundet sig helt til rette i. Lyset faldt ind gennem de små vinduesruder og lagde sig på de slidte, matrøde klinker fra århundredet, der kom før det forrige. Lugten af fugt, brændt træ og ny voksdug kunne godt minde om lugten i hans hus i Pyrenæerbjergene, hvis han koncentrerede sig lidt om den. Han stillede to umage kopper i den trekant, solen tegnede på bordet. Naboen sad strunk med sin eneste hånd om knæet, en hånd så kraftig, at den ville kunne kvæle en okse med pege- og tommelfingrene. Det virkede, som om den var vokset til dobbelt størrelse for at opveje fraværet af den anden. »De har vel ikke en lille genstand til at få kaffen til at glide ned? Hvis det ikke er for meget forlangt.« Lucio kastede et nervøst blik ud i haven, mens Adamsberg ledte efter en flaske spiritus af en eller anden art i de endnu ikke udpakkede flyttekasser. »Det er Deres datter ikke meget for?« spurgte han. »Ikke just.« »Endelig! Hvad mon det er for én?« spurgte Adamsberg og hev en flaske op af en af kasserne. »En sauterne,« mente gamlingen, der klemte øjnene sammen som en anden ornitolog, der prøver at afgøre, hvad det er for en fugl, han kan se i det fjerne. »Men er det ikke lidt tidligt på dagen at drikke sauterne?« »Det er alt, hvad jeg har.« »Så finder vi nok også ud af det,« dekreterede den gamle mand. 11
Adamsberg skænkede et glas for ham og satte sig hen ved siden af ham med ryggen midt i solstrålen. »Hvad ved De egentlig om dette hus?« spurgte Lucio. »At den forhenværende ejer, en kvinde, hængte sig i soveværelset ovenpå,« sagde Adamsberg og pegede op i loftet. »Derfor har ingen villet købe det. Men jeg er ligeglad.« »For De har set masser af mennesker, der har hængt sig?« »Et par stykker. For mig har problemet imidlertid aldrig været de døde, men morderne.« »Vi taler ikke om dem, der er rigtig døde, hombre. Men om dem, der ikke går bort. Som hende dér. Hun er aldrig gået bort.« »Hende, der hængte sig?« »Hun er borte,« forklarede Lucio og drak som for at hilse begivenheden velkommen med en slurk sauterne. »Ved De, hvorfor hun tog livet af sig?« »Nej.« »På grund af huset. Det gjorde hende vanvittig. Alle de kvinder, som har boet her i huset, har skyggen nedbrudt, og til sidst døde de.« »Hvad for en skygge?« »Klostergenfærdet. Det er derfor, at gyden her hedder Rue aux Mouettes.« »Nu er jeg ikke med længere,« sagde Adamsberg og skænkede kaffe op. »Tidligere var her et nonnekloster. I århundredet, der kom før det forrige. Det var forbudt nonnerne at tale.« »De skulle forholde sig stumme.« »Netop. Og så kom gaden heroppe til at hedde Rue des Muettes, det vil sige: gaden, hvor de stumme kvinder bor. Senere blev det til Rue des Mouettes, der betyder Mågegaden.« »Men det har aldrig været noget fuglekloster?« sagde Adamsberg skuffet. »Næ, det var en nonneorden, men muettes, det er svært at udtale: my-æt-te,« gjorde Lucio sig umage med at tilføje. »Muettes,« gentog Adamsberg langsomt efter ham. »Se selv, hvor svært det er. Men det korte af det lange er, at en 12
af de stumme nonner besudlede huset. Med djævelens hjælp, siges det. Men det har vi nu ingen beviser for.« »Hvad har De egentlig beviser for, hr. Velasco?« spurgte Adamsberg smilende. »Kald mig bare Lucio. Der foreligger faktisk beviser, for der blev kørt en sag dengang, i 1771, hvorefter klostret blev nedlagt og huset lutret. Den stumme nonne tog navneforandring til Sankte Clarisse, og mod betaling arrangerede hun ceremonier og lovede kvinderne, at de ville komme i paradis. Hvad de gamle kvinder ikke vidste, var, at der var øjeblikkelig afgang: når de mødte op med deres pung fuld af penge, skar hun halsen over på dem. Hun nåede at slå syv kvinder ihjel. Syv, hombre! Før det en nat gik galt.« Lucio grinede som et lille barn, men hankede hurtigt op i sig selv. »Egentlig burde man ikke more sig over de djævle,« sagde han. »Jeg kan mærke, det klør i mit stik. Som straf.« Adamsberg så ham klø løs i den tomme luft, mens han i al fredsommelighed afventede begivenhedernes videre gang. »Hjælper det, når De klør?« »Ja, umiddelbart, men det begynder hurtigt forfra. Om aftenen den tredje januar 1771 henvendte en gammel kone sig til Clarisse for at købe sig adgang til Paradis. Men hun var ledsaget af sin søn, der var både mistroisk og nærig. Han var garver, og han slog nonnen ihjel. Sådan!« sagde Lucio og viste hvordan ved at hamre næven i bordet. »Han slog hende flad som en pandekage med sin kæmpenæve. Er De nu med?« »Ja.« »For ellers kan jeg godt fortælle det igen.« »Unødvendigt, Lucio. Gå videre.« »Men den satans Clarisse gik aldrig rigtig bort. Hun var jo kun seksogtyve år, ikke? Alle de kvinder, som har boet her efter hende, er blevet båret ud efter at have lidt en voldelig død. Før Madelaine, hende, der hængte sig, boede her i 1960’erne en Madame Jeunet, som faldt ud ad vinduet på første sal uden grund. Og før Madame Jeunet boede her en vis Marie-Louise, som man en dag under krigen fandt med hovedet inde i bageovnen. Min far havde kendt dem begge. Problemhus!« 13
De to mænd sad og nikkede i takt, Lucio Velasco alvorligt, Adamsberg ganske velbehageligt. Kriminalinspektøren ville ikke gøre den gamle mand ked af det, og dybest set passede den gode gamle genfærdshistorie dem begge udmærket, hvorfor de kyndigt trak den ud så længe, som sukkerknalden var om at smelte i kaffekoppen. Sankte Clarisses rædsler gav i en vis forstand Lucios tilværelse mening og forsynede midlertidigt Adamsberg med et lille muntert pift midt i hans mordtrummerum. Der var betydelig mere poesi over det kvindelige spøgelse end over de to fyre, som ugen før var blevet fundet med halsen skåret over ved Porte de la Chapelle. Det var lige før, han havde fortalt Lucio historien, eftersom den gamle spanier så ud til at have en mening om alt mellem himmel og jord. Faktisk kunne han godt lide den kløgtige, énhåndede spasmager, måske lige bortset fra radioen, der kværnede i én uendelighed i hans frakkelomme. På en lille bevægelse fra Lucio skænkede han endnu et glas. »Hvis alle de myrdede bliver ved med at gå igen,« fortsatte Adamsberg, »hvor mange genfærd bor der så i mit hus? Sankte Clarisse og hendes syv ofre? Foruden de to kvinder, Deres far har kendt. Plus Madelaine? Altså elleve? Eller endnu flere?« »Nej, kun Clarisse,« svarede Lucio. »Hendes ofre var for gamle, de er aldrig gået igen. Medmindre de gør det i deres egne huse. Ikke utænkeligt.« »Bestemt ikke.« »Det er noget andet med de tre andre kvinder. De blev ikke dræbt, de var besat. Sankte Clarisse havde ikke afsluttet sit liv, da garveren tværede hende ud med sin bare næve. Nu forstår De måske bedre, hvorfor man aldrig har revet huset ned? Fordi Clarisse ville være flyttet et andet sted hen. Hen hos mig for eksempel. Så foretrækker vi alle her i kvarteret at vide, hvor hun skjuler sig.« »Her ovenpå.« Lucio bekræftede med et blink med øjet. »Men så længe ingen går derop, sker der ikke noget.« »Hun går aldrig uden for en dør?« »Ikke engang ned i haven. Hun går oppe på Deres loft og venter på sine ofre, og nu har hun igen fået selskab.« »Af mig.« 14
»Af Dem,« bekræftede Lucio. »Men De er en mand, så Dem vil hun ikke gøre livet surt for. Det er kvinderne, hun driver fra vid og sans. Så lad ikke Deres kone flytte ind. Lyt til mit råd eller sælg!« »Nej, Lucio, jeg kan godt lide huset.« »Stædige asen! Hvor er De fra?« »Fra Pyrenæerne.« »Det høje bjerg,« sagde Lucio ærbødigt. »Så kan jeg lige så godt lade være med at prøve at overbevise Dem.« »Kender De det?« »Jeg er født på den anden side, hombre. I Jaca.« »Hvad med de syv gamle koners lig? Prøvede man at finde dem i forbindelse med retssagen?« »Nej, dengang, i århundredet, der kom før det forrige, efterforskede man ikke sagerne som nu. Det er sandsynligt, at ligene stadig ligger dernede,« sagde Lucio og pegede ud i haven med sin stok. »Derfor graver ingen særlig dybt i den have. For ikke at provokere djævelen.« »Hvorfor skulle man også det?« »De tager det ligesom Maria,« sagde den gamle med et smil. »Det morer Dem, men jeg har tit set hende, hombre. Dis og tåger, og hendes åndedræt, der er koldt som om vinteren på en bjergtinde. Sidste uge så jeg hende rigtigt, en aften, hvor jeg stod og tissede under nøddebusken.« Lucio drak sin sauterne ud og kløede edderkoppestikket. »Hun var kommet til at se meget gammel ud,« sagde han næsten med væmmelse. »Årene går,« sagde Adamsberg. »Naturligvis. Clarisses ansigt er furet som en gammel valnød.« »Hvor så De hende?« »Oppe på første sal. Hun gik frem og tilbage i værelset lige her ovenpå.« »Der skal jeg have kontor.« »Og hvor skal Deres soveværelse være?« »I værelset ved siden af.« »De er ikke bange af Dem,« sagde Lucio og rejste sig. »Jeg har vel ikke været for grov? Maria vil ikke have, jeg er grov ved folk.« 15
»På ingen måde,« sagde Adamsberg, der pludselig sad med syv lig under sig og et genfærd med valnøddeansigt over sig. »Gud være lovet. Måske lykkes det Dem at neutralisere hende. Selv om det siges, at kun en meget gammel mand vil kunne få has på hende. Røverhistorier alt sammen. Tro ikke på alt, hvad De får fortalt.« Da Adamsberg igen blev alene, drak han resten af sin kolde kaffe, kiggede op i loftet og satte sig til at lytte.
16