Page 1


2


Brynjulf Jung Tjønn

Hvor er du smuk På dansk ved Nanna Gyldenkærne

Høst & Søn 3


Hvor er du smuk er oversat fra norsk af Nanna Gyldenkærne efter Så vakker du er Copyright © Cappelen Damm A/S, 2013 Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsdesign: Egil Haraldsen og Ellen Lindeberg EXIL DESIGN Dansk omslagsversion: Jette Aagaard Enghausen Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3507-7 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4


Til Helle, Olav og Ingeborg

5


6


SOMMER

7


8


Det jeg husker allerbedst, er hans gule tænder. Tøjet hang som store gardiner om kroppen på ham. Det er længe siden sidst, Henrik, blinkede han og rakte hænderne frem. Det var som at holde om en svamp. Mors bror hed Simon. Den første uge i sommerferien lå han på sofaen hele dagen. Den første nat med Simon i huset vågnede jeg ved en højlydt klynken. Som jamren fra et anskudt dyr. Jeg stod op og gik ud i gangen. Døren ind til badeværelset stod halvvejs åben. Jeg gik hen og så ind på Simons ryg. Han lå på knæ foran toilettet og kastede op. Tømte sig. Jeg kunne se sprækken mellem hans baller. Og ryghvirvlen der nærmest krummede sig ud gennem huden. Skulderbladene flaksede som to mågevinger. Han kastede op en sidste gang og faldt ned på det hårde gulv. Han blev liggende på siden, trak vejret tungt, kroppen hævede og sænkede sig, langsomt. Jeg stod der bare. Jeg turde ikke sige noget. 9


Jeg turde ikke gü derind. Jeg stod bare og stirrede. Det var som om det dampede fra hans nøgne krop.

10


Næste morgen lå Simon på sofaen med en våd klud på panden. Han var pakket ind i et tæppe, jeg kunne kun se hans ansigt. Jeg satte mig i lænestolen med avisen. Simon åbnede øjnene. Holdt jeg dig vågen i nat? spurgte han. Jeg fik en klump i halsen. Havde han set mig? Nej, sagde jeg og lagde avisen ned i skødet. Simon satte sig op i sofaen. Han holdt fast om tæppet, det var som om han rystede. Jeg kan ikke tåle de piller jeg tager, sagde han. Jeg nikkede. Simon smilede. Hans gule tænder. Han var kun 31 år. Men så ud som en gammel mand. Hans hår var tyndt og kort, sveden fik nogle af hårstråene til at klistre til hovedbunden. Hans læber var tørre og skallede. Skal vi gå en tur? spurgte han. Gå en tur? spurgte jeg. Han nikkede. Men jeg bliver nødt til at støtte mig til dig, sagde han.

11


Han havde en sort cowboyhat på der skyggede for solen. En stor sweater og blå joggingbukser. Jeg var i shorts og T-shirt. Der var blå himmel og varm asfalt. Vi gik hen ad gaden, hen mod butikken. Simon støttede sig til mig, det føltes ikke tungt selvom han var højere end mig. Nærmest som at bære et par ski. Nærmest som at bære et af de skeletter der står nede bag i klasselokalet på skolen. Han pustede tungt. Hver gang han trak vejret, kom der en raspende lyd fra hans hals. Vi standsede uden for butikken. Har du lyst til en is? spurgte jeg. Han lo. Is, er du tosset, Henrik? Det er alt for koldt! Jeg svedte på ryggen, forstod ikke hvad han mente. Gå du bare ind, jeg kan sidde her på bænken. Jeg hjalp Simon ned på den hvide bænk. Inde i butikken tog jeg en stor is i frysedisken. Da jeg stod i kø ved kassen, kunne jeg se Simon udenfor. Han havde rejst sig op. Det var som om han lettede fra jorden. Jeg slap isen og løb ud. 12


Simon lå på asfalten. Hans øjne var lukket, men han trak vejret. Der løb lidt blod ud af næsen på ham. Huden var kridhvid. Jeg kunne se de blå blodårer i tindingen dunke.

13


Da Simon kom hjem til os anden gang, kunne han ikke gå. Om aftenen sad jeg i lænestolen og snakkede med ham. Jeg læste højt af avisen. Jeg fortalte om Kjersti, en af pigerne fra klassen, at jeg havde kysset hende lige inden ferien. Nu var hun i Italien med sin familie. Hvordan smagte det? spurgte han. Kysset? Ja. Det ved jeg ikke. Jo, du ved, Henrik. Det var varmt og blødt. Varmt og blødt? Jeg har fået et postkort fra hende, sagde jeg. På forsiden var der et billede af Colosseum i Rom. Har du nogensinde været der? spurgte jeg. Simon rystede på hovedet. Nej, men jeg og en af mine kammerater havde snakket om at rejse derned, og også til flere andre lande. Køre ned gennem Europa. Sove på hotel og feste med søde piger. Det var sidste år, da jeg blev syg. Så det blev der ikke noget ud af. Hvordan opdagede du at du var syg? spurgte jeg.

14


Det var bare noget jeg kunne mærke, i brystet, i ryggen, i hovedet. Som om der var nogen der holdt hænderne rundt om mig og bare klemte til. Hårdt, længe. Som om jeg ikke havde nogen mulighed for at slippe væk. Det gjorde bare ondt hele tiden, om dagen, om natten. Simon begyndte at hoste. Hvor gør det mest ondt? spurgte jeg. Inden i hovedet, svarede Simon.

15


Nogle dage havde Simon det bedre. Han kunne sidde i en havestol i skyggen under en parasol. Han kunne spise lidt grillmad som mor skar ud i stykker. Han kunne drikke sodavand af et sugerør. Han kunne slikke lidt is i sig. Han kunne sove længe i liggestolen. Ligge der uden at have ondt. Det fik mor til at græde. Hendes skuldre der rystede, det blanke blik. Når natten kom og slugte aftenen, tog mor Simon op i armene. Hun bar ham op ad trappen og ind i soveværelset. Det var næsten som om madrassen i sengen ikke kunne mærke at Simon blev lagt oven på den. Som om hans lille, tynde krop lå og svævede nogle få centimeter over den.

16


Den sommer sad mor ikke inde på sit kontor. Gemte sig ikke bag store bunker af ringbind og bøger. Sad ikke og skrev på lange dokumenter. Stod ikke foran spejlet og øvede sig på sine foredrag. Skældte mig ikke ud hvis jeg forstyrrede hende. Alt det officielle tøj lod hun blive hængende i klædeskabet. Hendes hår kunne være pjusket og uvasket. Ansigtet uden sminke. Alle de stykker brød hun smurte, som ingen spiste. Om aftenen surfede hun på internettet, søgte efter alternativ medicin. Sendte mails til læger og healere. Tjekkede mailen igen og ventede på svar. Printede lange udskrifter ud som hun læste grundigt, på jagt efter noget som lægerne ikke havde opdaget. Hun var her hele tiden. Hun så mig. Men hun sagde ikke noget. Hun kunne sidde med blikket fæstnet på mig. Og alligevel ikke høre efter hvis jeg sagde noget. Jeg kan ikke huske at jeg har set hende på den måde før. Helt til stede. Og alligevel så langt væk.

17


En af de få aftener mor kom ind på mit værelse. Med en kaffekop i hånden. Pjusket hår. Træt gaben. Da hun strakte sig, kunne jeg se hvor tynd og senet hun var blevet. Næsten ligesom Simon. Sommetider tænkte jeg på at mor ikke spiste noget. Som om hun ikke ville på grund af Simon. Hun ville være ligesom ham. Hun ville ikke være rask, ville ikke tage på, så længe Simon var syg. Mor satte kaffekoppen på mit skrivebord. Lagde en hånd på min skulder. Er du på Facebook igen? spurgte hun. Jeg nikkede. Hvem er det du chatter med? Sverre og en pige fra klassen. En pige? Hvem af dem? Kjersti. Kjersti? Hun er på ferie i Italien. Må jeg se et billede af hende? Jeg klikkede på hendes profil. Så råbet inde fra hans værelse. Mor fór op. 18


Jeg blev siddende. Opkastningslydene. Klynken. Mors trøstende ord.

19


En nat vågnede jeg endnu en gang ved lyden af Simons klynken. Jeg gik ud i gangen, men der var mørkt ude på badeværelset. Jeg gik hen til Simons værelse, døren stod på klem. Jeg så ned og fik øje på Simons hånd der stak udenfor. Jeg åbnede døren og skreg. Simon lå i sit eget bræk. Han kartede med benene. Præcis ligesom halvdøde hvepse gør. Selvom man har skåret hovedet af dem, bliver de små insektfødder ved med at bevæge sig. Mor tændte lyset i gangen og kom hen til os. Du bliver nødt til at holde hans hoved, sagde hun. Jeg satte mig ned på knæ og løftede Simons hoved op. Der løb stadig lidt rødgult opkast ud af munden på ham. Jeg kunne ikke forstå hvor det alt sammen kom fra. Han spiste næsten ikke noget, drak dårligt nok vand. Det var som om det var alle sine organer han kastede op. Som om han kastede tarmene, mavesækken, lungerne og hjertet op. Og snart var der ikke mere tilbage. Snart var han tom. Snart var han kun skind og ben, hår og gule tænder. Mor ringede efter ambulancen. 20

Brynjulf Jung Tjønn - Hvor er du smuk (læseprøve)  
Brynjulf Jung Tjønn - Hvor er du smuk (læseprøve)  

Det er sommer og alt er anderledes. Onkel Simon flytter ind hos Henrik og mor. Simon er ikke kun Henriks onkel, han er også som den far, Hen...