Ida Tin
DIREKTĂ˜S Et eventyr om at leve enkelt, lytte til sit hjerte og møde verden
Rosinante
33539_direktoes.indd 3
10-07-2009 19:31:00
1.
Byttehandel
33539_direktoes.indd 9
10-07-2009 19:31:02
Introduktion Egentlig er jeg vel direktør, men i et tomandsfirma, og med farmand som eneste kollega virker det en lille smule prætentiøst. Direktøs klinger mere rigtigt. Tøsen kalder på et rum at være pige i, eftersom det ser ud til, at jeg færdes i en drengebranche. En gadedrengfræk pige, som kan noget andet end den formelle direktør. Der er direktør nok i direktøs til at møde til direktørtid. Og tøs nok til at træffe valg, som direktøren ikke kan træffe, fordi de er for drevne af lyst, for risikable, følger andre succeskriterier end vækst og profit. Siderne, du har foran dig, er en tur med bag på motorcyklen, ud over landskaberne, og især en rejse i alle de byttehandler, der har udgjort mit transitliv den sidste tid. Og så er det et blik videre ud over horisonterne, i forskellige retninger, i et forsøg på at orientere mig i livets muligheder og finde en retning mellem polerne. Mellem at være alene og sammen. Mellem at tage verden ind og lære noget, og at få noget ud i verden, at få skabt et eller andet. Her er historien om, hvordan jeg tog af sted for at finde en måde at få livet til at gå op på, når man vil have det hele og ikke vil gå den lige vej. Inden vi sidder i flyveren til USA, så lad mig kort fortælle, hvad der ledte mig ud til gate A23 i Kastrup, hvor flyet over Atlanten gik fra.
Et stædigt billede Et insisterende billede opstod i mit hoved. Jeg alene, på motorcykel, teltet der blafrer i ørkenvinden, stjernerne stille og lysende som kanten af et uendeligt rum og uendelig tid. Computeren koblet til en satellitterminal. Ultimativ arbejdsro, fordybelse, et rum for at være alene og skabende. Sådan forestillede jeg mig en ideel sammensmeltning af mobilt kontor, motorcykelrejse og en del eventyr, da jeg sad og bladrede i et enormt værk om verdens ørkener. Billedet kom, mens jeg tog mig god tid i boghandelen. En løssluppen tanke.
10
33539_direktoes.indd 10
10-07-2009 19:31:02
Jeg tænder for flimmerkassen. Indtryk, billeder, historier, mærkelig viden og lyde vælter ind i hovedet på mig. Zapper mellem tyve kanaler eller flere. Hjertekirurgi med robotter, Saddam Hussein, flere variationer af italiensk dulle-tv og verdens vejrudsigt er rullet forbi skærmen, og sikkert titusinde andre ting, som jeg allerede har puttet i min mentale skraldespand – heldigvis. Detox your brain. Min hjerne er fyldt med junk. Jeg slukker for tv’et og lytter lidt. Noget inden i mig blev ramt, da jeg sad med bogen, og lyden er blevet hængende. Næste dag lå bogen på mit bord. Som 28-årig single og selvstændig med mulighed for at rejse med arbejdet under armen, hvorfor så ikke gøre det? I virkeligheden var det ikke spørgsmålet, det var slet ikke noget. Jeg havde bare sådan lyst til at sidde der på jorden foran mit telt, og det virkede så oplagt, enkelt. Fra den ene dag til den anden begyndte jeg at sige, at jeg havde tænkt at forsøge at arbejde fra min motorcykel ude i ørkenen. Bordet har det med at fange, når man påstår den slags. Tænkte, at jeg ville benytte det fænomen til at få skubbet mig selv af sted. Det føltes som bluf, så let som ingenting at sige, at jeg ville gøre det. Jeg havde ikke nogen klar idé om, hvordan, hvornår eller helt hvorfor den rejse skulle blive til virkelighed. Billedet af ørkenen som arbejdsværelse stod som det eneste klart i mit hoved. Efter at have lagt tal sammen og trukket fra var slutresultatet ikke helt vanvittigt. Regnestykket var kun en lille smule fordrejet og overoptimistisk. Uden huslejen og på et minimalbudget burde det være billigere at rejse rundt med telt i USA end at bo i København. En måned senere havde jeg pakket mine ting, stillet dem hos mine forældre og var flyttet ud af min lejlighed. Fantasikulissen var et landskab med rød jord, høj himmel og bjerge som dem, cowboys rider rundt imellem. Idéen om stilhed lokkede. Tid uden flimmer, uden andre forstyrrelser end dem, jeg lod komme til mig gennem min medbragte satellitterminal. Mad lavet på min campingbrænder, et par armbøjninger hver morgen og ellers produktiv arbejdstid. En kort pause i københavnerlivet. En tid med enkelhed. Dogmetilværelse
11
33539_direktoes.indd 11
10-07-2009 19:31:02
for en stund. Ingen mode, ingen aviser, ingen veninder, ingen caféer, ingen bekymring om hår, ikke den kendte opgang og nærmeste Netto, et liv med færre elementer. Jeg kan godt lide alle de ting, der plejer at fylde mit liv, men tanken om at sortere dem væk et øjeblik og kunne fylde hele det nyvundne rum ud med at skabe noget, det var en forestilling, som fik noget inden i mig til at juble. Tanken om at gøre mit liv stille nok til, at jeg kunne høre, hvad mit hjerte havde at fortælle, og finde ro, var pragtfuld. Efter dagene i ørkenen ville jeg køre videre, finde et andet smukt sted i naturen og på vejen tage et bad og møde manden i mit liv. Turen starter altså med en byttehandel. Min forestilling var at bytte det meste af mit almindelige livs indhold væk for ro og stilhed. Ikke for evigt, men for nogle måneder. Det havde naturligvis været enklere at blive hjemme ved skrivebordet. Men ud over suget mod et enkelt liv for en stund var der også et nomadeinstinkt, der sled i mig. Måske var det den spanske sigøjner, der findes i mit blod, der kiggede frem, selv om det sandsynligvis bare var eksistentiel uro. Mit ego kaldte det nysgerrighed. Mit liv i Danmark er som en afgrænset virkelighed, en optik at se verden igennem, hvor hverdagen alle mulige andre steder i verden bliver usynlig. Det er lige før, jeg helt kan glemme, at de andre overhovedet findes. Når jeg går ned ad Østerbrogade, er det svært at vide, hvordan det er at gå ned ad gaden i San Francisco. En vej i Beijing endnu sværere. Og et sted, hvor jeg ikke har været, er umuligt at forestille sig. Verden er så rig på forskellige udsnit af realiteter, at jeg ikke kan nøjes med kun at kende den danske variant. Jeg vil vide mere, have oplevet mere, set mere og erfaret mere. Motoren skal drive rastløsheden ud af mit hoved. Der har været disse utrolige øjeblikke, hvor mit liv har været i frit fald. En kort stund, hvor livet har taget en kolbøtte, og ingenting er gået efter planen. En tid, hvor intet er givet, hvor der ikke er nogen retning, ingen planer, ingen bindinger og heller ingen vished. Nu havde jeg lavet endnu et hul i mit liv, et mellemrum, hvor noget uventet kunne ske. Der var ingen sikkerhed omkring, hvor pengene skulle
12
33539_direktoes.indd 12
10-07-2009 19:31:02
komme fra. Hvor jeg ville bo efter rejsen. I hvilket land. Hvem jeg ville være sammen med. Hvad tiden foran mig ville bringe. Beslutningen tager et øjeblik, det gør rejseforberedelserne ikke. Motorcyklen blev sendt, og visum vristet ud af den amerikanske ambassade. Alle mulige praktiske og kedelige småting blev ordnet og faldt på plads. Imens forsøgte jeg også at udrigge mit indre med rejseudstyr. Mest af alt ønskede jeg mig godt flow og masser af held på min rejse. Man kan naturligvis ikke lægge en tube super luck ned til svensknøglerne. Held kommer, tror jeg, ofte af en slags mentalt overskud, der gør, at man møder de rigtige mennesker og falder over de fine oplevelser. Jeg ville gerne have heldet med mig til at sørge for, at de svære oplevelser, udfordringerne og prøvelserne blev lige akkurat på den rigtige side af grænsen for, hvad jeg kunne klare. Uden andet end en vag fornemmelse af ørkenen som mål besluttede jeg ikke at planlægge en rute eller samle en liste med telefonnumre på folk. Der var ikke nogen plan, men bare viljen til at træne min modighedsmuskel. At være bange er ikke dårligt, det er ubekvemt og nogle gange et signal om, at jeg har truffet mindre smarte beslutninger. Det er også en lejlighed til at overkomme frygt. En anledning til at vokse. Og til at føle mig heldig, når det trods alt går godt. Det er stort at opleve, hvor meget omsorg der findes blandt mennesker. Byttehandlerne er altid svære. Ligesom afskederne er det. Både dem, der skal til for at komme af sted, og alle dem, en rejse består af. Da jeg sagde farvel til min gode veninde i København, følte jeg mig trist. Hun sagde, når vi ses, har jeg et barn, og du har skrevet en bog. Jeg havde lyst til at sige, at ting aldrig går, som man planlægger – men netop med et barn skal det gå som forventet, og jeg sagde bare, det er vildt. Lykke til! Hvor er det akavet at sige farvel. Det bliver så hverdagsagtigt og upassende enkelt. Der var ikke noget i mig, der sagde, at jeg ikke ville af sted, der var ingen fortrydelse eller tvivl. Jeg mærkede efter dagen inden afrejse, da jeg sad i sofaen med mine forældre og bror, Nina, Hjalte og Emil, om
13
33539_direktoes.indd 13
10-07-2009 19:31:02
jeg havde lyst til at fortryde i sidste øjeblik, aflyse ... NEJ! Det var en utænkelig mulighed. Min byttehandel skulle fuldføres, prøves, erfares, ud i livet. Og så endelig, det store øjeblik. At være på vej. Min gode ven satte mig på toget mod Kastrup. Og jeg satte min krop fyldt af lethed på sædet. Boblende af lykke indeni, på vej mod gaten.
33539_direktoes.indd 14
10-07-2009 19:31:02