Andrew Smith - Græshoppejunglen - læseprøve

9780525426035_GrasshopperJ_FM.indd 1

12/11/13 2:50 PM

9780525426035_GrasshopperJ_FM.indd 2

12/11/13 2:50 PM

GRAES

Andrew Smith andrew smith

GRÆSHOPPE GRÆSHOPPE JUNGLEN

JUNGLEN

E N H I S T O R I E F O R TÆ LLING

På dansk ved Kim Langer

en historiefortælling

På dansk ved Kim Langer

HØST & SØN

HØST & SØN

0 PM GRAESHOPPEJUNGLEN_titelblad.indd 1

5/20/2015 9:50:25 AM

Græshoppejunglen – En historiefortælling Oversat fra amerikansk af Kim Langer efter Grasshopper jungle, udgivet af Dutton Books, an imprint of Penguin Group (USA) Published by agreement with Ulf Töregård, Agency AB © 2014 by Andrew Smith © Denne danske udgave: Høst & Søn/rosinante & co, København 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: Christian Fuenfhausen Dansk versionering af omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen, bogmager.dk Sat med Caslon og Univers hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3688-3 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Michael Bourret, der holdt mig til ilden

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

Ealing i Iowa er en opdigtet by. Ingen af personerne eller stederne i denne bog findes i virkeligheden.

Eventuelle ligheder mellem begivenheder og ­figurer­ i handlingen og den virkelige verden finder kun sted i de sande afsnit i bogen, og dem er der ikke sü forfÌrdelig mange af.

5

6

FØRSTE DEL

EALING

11

Jeg har læst et sted, at mennesket er genetisk programmeret til at nedfælde historien.

Vi tror, at det kan afholde os fra at gøre åndssvage ting i fremtiden.

Men selvom vi pligtskyldigt arkiverer udførlige beretninger om alt, hvad vi nogensinde har foretaget os, lykkes det os alligevel at lave mere og mere åndssvagt shit.

Dette er min historiefortælling.

Den indeholder forskellige ting: spædbørn med to hoveder, insekter på størrelse med køleskabe, Gud, djævlen, krigere uden hverken arme eller ben, rumskibe, sex, dykkerklokker, tyveri, krig, uhyrer, benzinmotorer, kærlighed, cigaretter, glæde, beskyttelsesrum, pizza og grusomhed.

Intet nyt under solen.

KIMBER DRIVE Robby Brees og jeg har lavet den vej, som Ealing Centret ligger på.

Før vi voksede fra vores begejstring for at køre på bmx, blev de konstante hjulspor, som vi pløjede frem og tilbage over en mark, vi kaldte for Græshoppejunglen, til Kimber Drives natur­ lige kurve, som om bulldozerne og anlægsingeniørerne, der 13

asfalterede vejen, ikke kunne gøre andet end at følge de spor, som Robby og jeg havde kørt til.

Robby og jeg var asfaltflodernes guder, og historiebøgerne har vist os, at hvor drenge kører på cykel, følger asfalterede veje efter som lange bændelorme.

Butikscentret skød altså op – opført som en glad tandrække i undermunden – smilede for en stund, og så for cirka et års tid siden kom der sorte huller i tandrækken, da nogle af butikkerne begyndte at lukke, fordi folk forlod vores by til fordel for andre og bedre steder.

Bmx er noget, man kører på, når man går i folkeskolen.

Vi havde stadig vores cykler, og jeg tror også, at Robby og jeg sommetider overvejede at finde dem frem fra et spindelvævsinficeret hjørne i vores respektive familiers garager. Men nu gik vi i gymnasiet – eller i det mindste i gymnasieklasse, fordi vi havde gået på Curtis Crane Lutheranske Grund- og Gymnasieskole siden børnehaven – og så kørte vi på skate­ board i stedet for eller sneg os ud i Robbys gamle bil.

Vi gik i 1. g, og Robby havde kørekort, hvilket var meget belejligt for mig og min kæreste, Shann Collins.

Vi kunne altid regne med Robby. Og jeg satsede også på min forhåbning – en erotisk plan, jeg gik og dagdrømte om – om, at han en aften ville køre os ad de snorlige veje, der skar gennem det hav af majsmarker, som omgav Ealing til alle sider, og at han ikke ville sige en lyd, når jeg kravlede oven på Shann og havde sex med hende oven på Robbys vasketøj, der af en eller anden grund altid lå og flød i store, uvaskede bunker bag i den beskidte, gamle Ford Explorer, som hans far havde efterladt.

14

ORDNE FØDDER Den fredag, der afsluttede den ulideligt langgabende første uge efter pinseferien, tog Robby og jeg vores boards og skatede rundt i den snavsede gyde bag Græshoppejunglen.

Ingen gad længere brokke sig over skatere.

Eller i hvert fald ingen af de fire tilbageværende butikker, der stadig var tilbage i Ealing Centret, efter at McKeon-­ fabrikken lukkede: Møntvaskeriet, som Robby aldrig helt nåede at besøge, Pandekagehuset, og Shanns papfars vinhandel og genbrugsbutik.

Derfor kunne vi skate her og mere eller mindre gøre, som vi havde lyst til.

Bedømt ud fra de tomme øldåser, den mystiske sovesofa med blomstret betræk, som vi var sikre på var inficeret med fladlus, og den stride urinstank i gyden var det ret indlysende, at alle andre i Ealing også havde det fint med de ikkeeksisterende adfærdsregler i Græshoppejunglen.

Og det viste sig at være ret så uheldigt for Robby og mig den fredag.

Vi havde bygget ramper af nogle bløde stykker spånplade, som vi havde lagt ud på en lille betontrappe bag et af de tomme butikslokaler, hvor der engang havde været en fod­ læge­k linik. »Dårlig forretningsplan,« sagde Robby. »Hvad?« »At ordne fødder i en by, som alle har travlt med at flygte fra.« Robby var så klog, at jeg fik helt ondt i hovedet over at tænke på, hvor sørgmodig han sommetider kunne være. »Vi burde lave noget forretning sammen,« sagde jeg. »Vil du ha’ en gar?« 15

Robby havde det med at sige gar i stedet for cigaret. »Okay.« Vi kunne ikke drømme om at sætte os i sofaen. Vi stillede et par blå mælkekasser på højkant og hvilede armene på knæene, mens vi trillede vores boards frem og tilbage med fødderne, som om vi vuggede på havets blide og usynlige bølger.

Robby var bedre end mig til at ryge. Han kunne inhalere tykke og fede skyer af cigaretrøg, og så kunne han læne sig nonchalant tilbage og blæse spøgelsesversioner af os begge i fuld størrelse, når han pustede ud.

Jeg kunne godt lide cigaretter, men jeg ville aldrig ryge, hvis ikke Robby gjorde det. »Hvilken slags forretning?« spurgte Robby. »Det ved jeg ikke. Jeg kunne skrive noget. Tegneserier, måske.« »Og så kunne du tegne mig.« Robby tog et ordentligt hiv af cigaretten. »Jeg kunne være din talsmodel, eller noget.« Jeg er nødt til at forklare.

Sådan har jeg det også med historiefortælling.

I et hjørne i mit skab, fra gulvet til midt op på låret, ligger der en stak notesbøger og kladdehæfter med alt det dumme shit, jeg nogensinde har foretaget mig. Mit håb var, at min dumme historie en dag ville ende som inspirationskilde for utallige fiktive beretninger om, ja, forskelligt shit.

Og jeg tegnede også. Der var tusindvis af skitser af mig, og af Shann og Robby, i mine bøger.

Jeg ser det som min opgave af fortælle sandheden. »Hvad laver en talsmodel helt præcis?« »Vi taler. Og ser godt ud imens. Det er hårdt arbejde, så jeg ville forvente at tjene en pæn klat på det.« »Multitasking.« 16

»Det kan du fandeme regne med, Pindsvin.« Robby kaldte mig Pindsvin på grund af min frisure. Det var okay med mig. Alle andre kaldte mig Austin.

Austin Szerba.

Det er polsk.

Sommetider kan jeg blive helt målløs ved tanken om de forbindelser, der løber som spindelvæv gennem tid og sted: At en dødsmærket tyr i det gamle Rusland måske har været skyld i verdens undergang i Ealing, Iowa.

Det er sandheden.

Som ung mand blev min tiptipoldefar Andrzej Szczerba tvunget i landflygtighed fra sit hjem i en lille bondelandsby ved navn Kowale. Andrzej Szczerba havde været aktiv i en yderliggående bevægelse, der kæmpede imod indførslen af russisk sprog og kultur i Polen. Ligesom mange andre polske drenge håbede Andrzej, at hans land, der havde fristet en tilværelse som pølsestumpen i sine selviske naborigers hundeskål, en dag ville kunne stå på egne ben.

Ideen var fin, men det var ikke noget, der ville komme til at ske i Andrzejs levetid.

Derfor var Andrzej nødt til at forlade Kowale – og rejse til Sibirien.

Han nåede ikke særlig langt.

Toget med den landsfordrevne Andrzej kørte af sporet, da det ramte en døende tyr, der var faldet om på skinnerne. Det var en forfærdelig ulykke. Andrzej blev ladt tilbage som død og efterladt i sneen på en øde mark.

Andrzej Szczerba havde en sølvmedaljon med Sankt Kasimir, der er Polens skytshelgen, i en kæde om halsen. Han var overbevist om, at Sankt Kasimir havde reddet hans liv i togulykken, og resten af sine dage kyssede han dagligt medaljonen og sagde en lille takkebøn til Sankt Kasimir.

17

Det var heldigt for mig, at Andrzej Szczerba ikke døde på den snedækkede mark. Hårdt kvæstet gik han i to dage, indtil han kom til byen Hrodna, hvor han gemte sig for russerne og i sidste ende blev gift med en polsk pige ved navn Aniela Masulka, der var min tiptipoldemor.

Andrzejs kernesunde polaksæd lavede fire katolske børn sammen med Aniela – to drenge og to piger.

Kun én af dem, hans yngste søn, Krzys, kom nogensinde til Ealing i Iowa.

Det her er min historie.

LOUIS STILLER ET RETORISK SPØRGSMÅL Vi lænede os op ad gasbetonmuren og sad og røg i den lille skyggelomme bag en grøn affaldscontainer på hjul, og nogenlunde samtidig med, at jeg overtalte Robby til at hente bilen, så han kunne køre os hen til Shann Collins nye gamle hus, kiggede jeg op og så, at indbyggertallet i Græshoppejunglen havde taget et ubehageligt spring opad.

Fire drenge fra det kommunale gymnasium, Herbert Hoover High School, stod og lænede sig op ad det galvaniserede jerngelænder på den trappe, som vi havde lavet vores rampe på, og holdt øje med os. »To svansede bolsjedrenge, som skal til at gramse på hinanden i Pisserenden.« Det med bolsjedrenge – det var Hooverdrengenes øgenavn til drengene på Curtis Crane Lutheranske Grund- og Gymnasieskole. Vi skulle gå med skoleslips. Den, der fandt på vores skoleuniform, kunne godt have tænkt sig lidt mere om og undgået det rød- og hvidstribede look. For når vi havde vores stribede slips, vores hvide skjorte og vores blå pullovers 18

med småbroderede kors i blodrøde hjerter på, lignede vi, ja, nogle frelste, fædrelands­elskende bolsjedrenge.

Men Robby og jeg var ikke så taberagtige, at vi kunne finde på at skate i vores skoleuniform.

Eller faktisk skatede vi ikke så meget. Vi sad mere og røg cigaretter.

Robby var i en T-shirt med Jaka Bov-tryk og hullede hængerøvsjeans, der sad så langt nede, at man kunne se halvdelen af hans boksershorts med citrusmotiv. De var med appelsiner og citroner.

Der vokser ikke citrustræer i Iowa.

Jeg var i gule og grønne basketballshorts og en sort OrwellsT-shirt. Så vi lignede ikke bolsjedrenge.

The Orwells er et punkband fra Illinois.

Den anden halvdel af det – svansehalvdelen – altså, lad os bare sige, at Robby blev drillet. Rigtig meget.

Jeg kendte kun den ene af drengene: Grant Wallace. Det er vanskeligt ikke at kende stort set alle andre unge i en by på Ealings størrelse, også selvom man som udgangspunkt ikke lagde specielt meget mærke til andre mennesker.

Men én ting vidste jeg: Grant og hans venner var der udelukkende for at lave pis.

Det kunne heller ikke undgå at blive historisk.

Og to svansede 1. g-bolsjedrenge på et par og tres kilo med cigaretter og skateboards havde ikke store chancer for at ændre på noget, som fire kornfede 3. g’er fra Hoover, der gik rundt og kedede sig gudsjammerligt, havde i tankerne.

Robby lænede sig bare op ad muren igen og pulsede skødesløst på sin cigaret.

Det slog mig, at han lignede en fra en af de dér gamle sorthvide film med henrettelsespelotoner og bind for øjnene og Fremmedlegionen og den slags shit.

19

Den ene af Grants venner, en kvabset fyr med monobryn og hudorme i hele fjæset, trak sin mobil frem og begyndte at filme os.

Tjek selv historiebøgerne: Der kommer aldrig noget godt ud af det, når man optager videoklip på mobilen.

Og det var så også stikordet til, at Grant kunne begynde at lege filminstruktør. »Lad lige mig og Tyler låne jeres skateboards lidt. Vi skal nok komme tilbage med dem.« Tyler måtte være ham med hængemulefjæset til højre for Grant, for han lyste op og nikkede energisk for at opfordre os til at være to samarbejdsvillige bolsjesvanser.

Men Robby sagde nej, før Grant overhovedet var færdig med spørgsmålet.

Det forholder sig sådan – og her kan jeg også hente støtte i historiebøgerne – at når typer som Grant spørger drenge som mig og Robby, om de må låne deres skateboards eller hvad det nu er, ender skateboardsene enten med at blive stjålet, eller også får drenge som mig og Robby tæv, og så bliver deres boards stjålet.

I de tilfælde, hvor drenge som mig og Robby begynder med at få tæv, er det fordi en af dem har sagt nej.

Så er historietimen slut for i dag.

Vi fik tæv af Grant Wallace, Tyler og en tredje fyr, der lugtede, som om han havde bræk på ærmerne, mens den fjerde filmede det hele på mobilen. Åh, for øvrigt, lidt historisk bonusinfo: Man må aldrig gå med løse, netvævede basketballshorts og bokserunderhylere, hvis man har tænkt sig at få et knæ i nosserne. Bare så I ved det til en anden gang.

Jeg tror ikke engang, nogen af os nåede at komme på benene, før de begyndte at slå og sparke. Robby fik blodtud.

20

Grant tog vores boards og smed dem op på taget af Pande­ kagehuset.

Så tog de fire Hoover-drenge skoene af os, og så fik de også en tur op på taget.

Og hvis ikke det havde lavet en ordentligt spektakel, da boardsene landede deroppe, ville Grant og hans venner også have taget Robbys og mine bukser og sendt dem med op i sko- og skateboardhimlen. Men kineserfyren Louis, der arbejdede i køkkenet i Pandekagehuset, stak hovedet ud ad bagdøren og spurgte pænt, hvad vi troede, vi havde gang i.

Jeg ved ikke, hvad jeg troede, jeg havde gang i.

Men når spørgsmålet blev stillet af en kinesisk pandekagekok ved navn Louis, var det i sig selv nok til at få Grant og hans venner til at afbryde deres lille adspredelse. Jeg lå i fosterstilling på siden og tog mig til skridtet, mens ærmet på min sorte Orwells-T-shirt klistrede til en klæbrig urinplet på Græshoppejunglens asfalt.

Grant og Hooverdrengene skred, og Louis, som tilsyneladende var tilfreds med ikke at få noget svar på sit retoriske spørgsmål om, hvad vi drenge troede, vi havde gang i, lukkede døren igen.

For en stund lå jeg og spekulerede på, hvorfor typer som Grant Wallace, der kaldte fyre som mig og Robby Brees for svanser, altid gik så meget op i at hive bukserne af dem, der var mindre end dem selv.

Det ville være et godt spørgsmål til bøgerne, tænkte jeg.

DU HAR BLOD PÅ DIN JAK A BOV »Har du ondt?« »Klunker. Knæ. Boksershorts.« 21

»Åh. Øhm.« »Du har blod på din Jaka Bov.« »Shit.«

GRANT WALL ACE SLOG MIG IHJEL Robby havde det dårligt, men ikke på grund af blodtuden.

Fordi han bebrejdede sig selv, når den slags skete. Han græd lidt, og det gjorde mig ked af det.

Vi kom os.

Historiebøgerne viser, at når sådan noget sker, rejser man sig enten og får en cigaret i strømpesokker sammen med sin forslåede ven, eller også gør man ikke.

Eftersom hverken Robby eller jeg skulle dø endnu, besluttede vi os for at tage en smøg.

Jeg er overbevist om, at Andrzej Szczerba godt kunne have tænkt sig en smøg, da han trak sig kvæstet og blødende ud af det forulykkede tog på den sneklædte mark i Polen. Der er lige så mange teorier om, hvad man skal gøre ved en blodtud, som der er majskorn i samtlige siloer i Iowa.

Robby valgte at tackle den fra en kunstnerisk vinkel.

Han stillede sig på hænder og knæ som en hund med hovedet nedad, så der dryppede store og runde, mørkerøde klatter fra hans næsebor i et pointillistisk dryp-dryp-dryp-budskab på asfalten: GR ANT WALLACE SLOG MIG IHJEL, samtidig med at han pulsede på en cigaret.

Jeg så på og røg og spekulerede på, hvordan vores sko og skateboards mon havde det deroppe på taget.

Men uanset at vi begge morede os, holdt Robby desværre op med at bløde, da han havde dryppet det andet A, så der kun stod GRANT WA 22

»Der er ingen, der vil ane, hvad det betyder,« sagde jeg. »Jeg skulle have brugt små bogstaver.« »Små bogstaver bruger mindre blod. Og en mindre punktstørrelse. Det ved alle og enhver.« »Måske skal du slå mig igen.« Det gik op for mig, at jeg aldrig nogensinde havde slået nogen med en knytnæve. »Det tror jeg ikke, Robby. Har du nogen mønter?« »Hvorfor det?« »Lad os smide bluserne i vaskeriet. Du skal alligevel have lært at bruge den slags maskiner.« Og så humpede Robby og jeg om til Centrets hovedindgang og ind på Ealing Vascomat og Møntvaskeri, hvor vi fik fuld valuta for vores investering ved ikke blot at vaske vores T-shirts, men også vores sokker. »Det er dødsygt,« bemærkede Robby, mens vi ventede på, at den femte ti-cent, vi havde smidt i maskinen, som ved et trylleslag skulle få fugten og sæberesterne til at fordampe fra vores tøj. »Så er det klart, jeg aldrig har været her før.« »Har I ikke vaskekælder i ejendommen?« »Den er ulækker.« »Værre end det her?« »Det her? Det er det rene tropeparadis, Pindsvin. At sidde her i bar overkrop sammen med dig og kigge på sokker og forskelligt shit, der drejer rundt.« Robby boede alene sammen med sin mor i en lillebitte treværelses, et sted der hed Del Vista Arms, en billig, pudset etageejendom kun tre blokke fra Græshoppejunglen. Vi gik hjem til ham i vores fugtige og nyvaskede sokker og T-shirts.

På to af lejlighederne på Robbys etage var der klistret opsigelsesvarsler på grund af manglende huslejebetaling på døren. »Vent her,« sagde han og listede indenfor.

23

Det betød, at hans mor var hjemme. Robby ville helst ikke have, at folk kom på besøg, når hans mor var hjemme. Det vidste jeg godt. Han skulle alligevel også bare hente nøglerne til Ford’en, så han kunne køre mig en tur.

Så jeg ventede bare udenfor. »Blodet er ikke gået af din Jaka Bov-bluse,« sagde jeg.

Vi kørte vestpå ad Mercantile Street hjem til mig, og jeg skævede til de ubestemmelige og brune, maskinvaskede blodpletter på Robbys bryst. Han havde også stadig kun sokker på fødderne. »Du kan låne et par sko, når vi kommer hjem til mig,« tilbød jeg. »Bagefter henter vi Shann og finder på et eller andet.« Jeg så mig over skulderen for at tjekke bagsædet.

Jeg spekulerede på, om jeg nogensinde ikke ville være liderlig, eller forvirret over min liderlighed, eller forvirret over at jeg blev liderlig over ting, som slet ikke burde gøre mig liderlig.

Så sandt som historien er mit vidne, næppe. »Jeg synes, vi skal gå op på taget og hente vores shit. I aften, når det er mørkt. Det var mit bedste par sko.« Faktisk var det Robbys eneste sko, som ikke var lutheranske dengseskolesko.

Jeg var frisk. »Der er garanteret en masse cool shit oppe på det tag,« sagde jeg. »Helt sikkert. Jeg tør vædde med, at alle i Ealing gemmer alt deres cooleste shit oppe på Pandekagehusets tag.« »Eller måske ikke.«

24