Rendell - 13 trin ned (læseprøve)

100 mm

143 mm

Ruth Rendell

mix cellini bor hos en ældre dame i notting hill. han har lejet sig ind i netop dette kvarter, fordi det var her, hans store idol seriemorderen john christie huserede i 1940’erne. han leger med tanken om, at den ældre dame måske har truffet seriemorderen i sin ungdom, han opsøger gerningsstederne og genlæser sin komplette samling af john christie-biografier. der bor også en ung, smuk model i kvarteret. mix cellini følger hendes liv i ugebladene og prøver at kortlægge hendes færden. hvem hun ser, hvor hun træner. han forestiller sig, at de vil få et smukt liv sammen. men da hans forestillinger kolliderer med virkelighedens verden eksploderer et længe akkumuleret arsenal af overgreb, vold og had.

30 mm

143 mm

100 mm

Ruth Rendell 13 tRin ned

Ruth Rendell født 1930. debuterede med kriminalromanen med hilsen fra døden og har siden skrevet mere end 50 romaner og novellesamlinger, en del under pseudonymet barbara vine. hun har modtaget adskillige priser gennem sit forfat terskab deriblandt the edgar award og golden dagger award.

“endnu en triumf” - the observer

pressen skrev

om ruth rendells seneste bog det ender med tårer:

9

79629_om_tretten trin ned_.indd 1

788763 811644

13 tRin ned

I S B N 978-87-638-1164-4

“sådan skal en krimi skrives. organisk helhed og fortælleteknisk overlegenhed fra ruth rendell gør historien til en dybt tilfredsstillende læseoplevelse. krimi anno 2008/9 gøres ikke bedre.”

forum

- l ars ole sauerberg, jyllands-posten

om tretten trin ned skrev den engelske presse: “ruth Rendell skal ikke lægge sin krimidronninge-krone fra sig endnu. det te er endnu en triumf.”

- peter gut tridge, the observer

forum

omsl ag: line krüger portrætfoto: © i. boccon-gibod/oxigene omsl agsfoto: © nonstock/polfoto

7/5/09 10:59:29 AM

kapitel 1

Mix stod der, hvor gaden skulle have været. Eller hvor han mente, den skulle have været. På det tidspunkt var chok og vantro forsvundet. Bitter skuffelse, efterfulgt af vrede fyldte hans krop og krøb op i hans hals, så han var ved at blive kvalt. Hvor vovede de? Hvordan kunne nogen, hvem det så var, ødelægge noget, der skulle have været et nationalt monument? Huset skulle have været et museum med en blå mindetavle højt oppe på muren, og haven, der i sig selv var så dejlig, kunne besøgende have nydt at spadsere i. Hvis de havde haft brug for en bestyrer, kunne de bare have henvendt sig til ham.

Alt var nyt, et omhyggeligt og sjælløst design. ‘Sjælløst’ – det var lige ordet, og han var stolt over at have fundet på det. Stedet var nydeligt, tænkte han med afsky, en typisk yuppielandbygning. Især blev han rasende over petunierne i blomsterbedene. Han vidste naturligvis godt, at de på et tidspunkt, længe før han blev født, havde ændret navnet fra Rillington Place til Ruston Close, men nu var der ikke engang mere noget Ruston Close. Han havde taget et gammelt kort med, men det var ikke til nogen nytte, det var sværere at finde de gamle gader end at lede efter barnlige træk i ansigtet på en halvtredsårig. Ja, lige netop halvtreds år. Det måtte være et halvt århundrede siden, Reggie blev fanget og hængt. Hvis de absolut ville give gaderne nye navne, kunne de da i det mindste have anbragt et skilt et eller andet sted, hvor der stod, Tidligere Rillington Place. Eller 7

noget, der kunne fortælle folk, at man var i Reggie-land. Der måtte komme folk i hundredvis, nogle af dem forventningsfulde og derefter dybt skuffede, andre uden at vide noget om stedets historie, men de ville alle sammen blive mødt af denne velfriserede lille enklave af røde mursten og højbede, geranier og flittigliser, der væltede ud af altankasser, og træer, der var valgt på grund af deres gyldne og cremefarvede blade.

Det var midsommer og dejligt vejr, himlen var klart blå uden en sky. De små græsplæner var skinnende grønne, en lyserød klatreplante lagde en rosa kappe over mure, der kunstfærdigt var bygget i forskellige niveauer. Mix vendte sig bort, den kvælende vrede fik hans hjerte til at banke hurtigere og højere, dunk, dunk, dunk. Hvis han havde vidst, at alting var blevet jævnet med jorden, ville han aldrig have overvejet lejligheden i St. Blaise House. Han var udelukkende flyttet ud i den del af Notting Hill, fordi det havde været Reggies område. Han havde naturligvis godt vidst, at både huset og naboerne var borte, men han havde alligevel været sikker på, at stedet ville ligne sig selv, en gade, som krystere prøvede at undgå, men som blev frekventeret af intelligente entusiaster som han selv. Men de svage, de forsagte, de politisk korrekte havde fået deres vilje og havde revet det hele ned. De ville have grinet ad folk som ham, tænkte han, og ville have triumferet over at have erstattet et historisk sted med et smagløst lejlighedskompleks.

Selve besøget havde han givet sig selv som belønning efter at være kommet i orden. En belønning! Hvor ofte havde en udlovet belønning ikke vist sig at blive en skuffelse, da han var dreng?

Alt for ofte, tænkte han, og det holdt ikke op, når man blev voksen og ansvarlig. Men nu ville han ikke flytte igen, ikke efter at have givet Ed og hans kammerat penge for at male lejligheden og sætte køkkenet i stand. Han vendte ryggen til de pæne små nye huse, træerne og blomsterbedene og gik langsomt op ad Ox8

ford Gardens over Ladbroke Grove hen til det hus, hvor Reggies første offer havde haft et værelse. Det havde i det mindste ikke ændret sig. Det var tydeligt at se, at huset ikke var blevet malet siden kvindens død i 1943. Ingen vidste tilsyneladende, hvilket værelse hun havde boet i, det stod der ikke noget om i nogen af de bøger, han havde læst. Han så op på vinduerne, overvejede og prøvede at gætte sig frem, indtil der var en, der kiggede ned på ham. Så syntes han, at han hellere måtte gå sin vej.

St. Blaise Avenue var ret elegant, der hvor den krydsede Oxford Gardens, kantet af prydkirsebærtræer på begge sider, men jo længere han gik nedad, jo mere gik det også ned ad bakke med gadens udseende, indtil det var kommunalt boligbyggeri fra tresserne, renserier, hjørnebutikker og reservedelslagre til motorcykler. Og bortset fra den tilbagetrukne elegante victorianske ejendom på den anden side af gaden var det store hus, St. Blaise House, det eneste i hele kvarteret, der ikke var opdelt i en ti-tolv lejligheder. En skam, at de ikke havde revet det hele ned, tænkte Mix og forlod Rillington Place.

Her var der ingen kirsebærtræer, men store støvede plataner med brede blade og afskallet bark på stammerne. De havde en del af skylden for, at der var så mørkt. Han stod stille og så på huset, blev som altid forbløffet over, hvor stort det var, og spekulerede på, hvorfor i alverden den gamle kone ikke havde solgt det til en ejendomsspekulant for mange år siden. Tre etager højt, forsynet med stuk, der tidligere var hvidt, men som nu var gråt, med trappe op til en stor hoveddør, der var halvt skjult under et søjlekranset indgangsparti. Oven over døren, næsten helt oppe under tagskægget, var der et rundt vindue, der var meget forskelligt fra de andre vinduer, der var rektangulære, idet det var med farvet glas, dækket af flere lag snavs, der havde lagt sig der gennem de mange år, hvor vinduet ikke var blevet pudset.

Mix låste sig ind. Alene hall’en, tænkte han, allerede da han 9

var der første gang, var så stor, at den kunne rumme en lejlighed af normal størrelse, stor, firkantet og mørk som alt andet derinde. Store mørke stole med udskårne rygge stod langs væggene til ingen nytte, nogle af dem under udskårne trærammer med store spejle med en masse grønlige pletter på, der lignede øer på et søkort. En trappe førte ned til kælderen, men han havde aldrig været dernede, og det var der, så vidt han vidste, heller ikke andre, der havde været i flere år.

Når han kom hjem, håbede han altid, at hun ikke var der, og det var hun som regel heller ikke, men i dag var han uheldig.

Klædt i sit sædvanlige tøj, en lang løs cardigan og en nederdel, der hang skævt på hende, stod hun ved siden af et kæmpestort udskåret bord, der måtte veje et ton, og læste i en farvebrochure, der reklamerede for en tibetansk restaurant. Da hun fik øje på ham, sagde hun: »Goddag, mr. Cellini« med den velkendte overklassedræven, og han syntes, hun lagde en hel del vrede ind i sin stemme.

Når han sagde noget til Gwendolen Chawcer, når det ikke kunne undgås, at han henvendte sig til hende, gjorde han sit bedste for at chokere hende – indtil videre uden nogen mærkbar succes. »De kan ikke gætte, hvor jeg har været.« »Det kan jeg sikkert ikke,« sagde hun. »Så der er ingen grund til at forsøge.« Sarkastiske gamle møgkælling. »Rillington Place,« sagde han, »eller det sted, der engang hed sådan. Jeg ville gerne se, hvor i haven Christie begravede alle de kvinder, han slog ihjel, men der er ingen spor efter det.« Hun lagde reklamen tilbage på bordet. Der ville den utvivlsomt blive liggende i flere måneder. Så sagde hun noget, der forbavsede ham. »Jeg har været derhenne en enkelt gang,« sagde hun, »da jeg var ung.« 10

»Har De? Hvorfor det?« Han vidste, hun ikke ville sige det, og det gjorde hun heller ikke. »Der var en grund til, at jeg tog derhen. Besøget varede ikke mere end en halv time. Han var en ubehagelig mand.« Han kunne ikke skjule sin forbavselse. »Hvilket indtryk havde De af manden? Følte De, at De stod over for en morder? Var hans kone der?« Hun lo sin kolde latter. »Bevar mig vel, mr. Cellini. Jeg har ikke tid til at svare på alle disse spørgsmål. Jeg må videre.« Med hvad? Så vidt han vidste, foretog hun sig sjældent andet end at læse. Hun måtte have læst flere tusind bøger, hun læste altid. Han var frustreret over hendes irriterende og provokerende reaktion. Måske havde hun en masse viden om Reggie, men havde tilsyneladende ikke spor lyst til at tale om det.

Han begyndte at gå op ad trappen, han hadede virkelig den trappe, selvom trinene hverken var smalle eller usikre eller snoede sig. Der var tooghalvtreds trin, og en af de ting, han ikke kunne lide ved den trappe, var, at den bestod af tre dele, toogtyve trin på den første, sytten på den næste, men tretten på den øverste. Hvis der var noget, der irriterede Mix mere end ubehagelige overraskelser og uforskammede gamle koner, så var det tallet tretten. Heldigvis lå St. Blaise House på St. Blaise Avenue 54.

En dag, hvor gamle Chawcer var ude, havde han talt soveværelserne og fundet ud af, at der var ni plus hans eget. Nogle var møbleret, hvis man da kunne kalde det møbler, andre var ikke.

Hele huset var møgbeskidt. Der var sikkert ikke blevet gjort rent i årevis, selvom han havde set hende gå rundt med en støvekost. På alt træværket, der var forsynet med udskårne skjolde og sværd og hjelme, ansigter og blomster, blade og kranse og bånd, lå der flere års ophobet støv. Der hang spindelvæv mellem gelændere og gesimser, gardinstænger og billedlister. Hun havde 11

boet her hele sit lange liv, først sammen med sine forældre, så sammen med sin far, så alene. Bortset fra det vidste han intet om hende. Han vidste ikke engang, hvorfor hun havde fået tre soveværelser på øverste etage lavet om til en lejlighed.

Trappen blev smallere efter den første repos, og den sidste trappe, den øverste, var flisebelagt og uden tæppe. Mix havde aldrig før set en trappe med skinnende sorte fliser, men der var mange ting i miss Chawcers hus, han aldrig havde set før.

Lige meget hvilken type sko han havde på, larmede det at gå på disse trin, bump-bump eller klak-klak, og han tænkte, at hun nok havde lagt fliser på den trappe for altid at kunne vide, hvornår hendes lejer kom hjem. Han havde allerede fået for vane at tage skoene af og gå videre på strømpesokker. Ikke fordi han nogen sinde gjorde noget galt, men han brød sig ikke om, at hun kunne følge med i, hvad han lavede.

Det snavsede glasvindue kastede pletter af farvet lys ned på den øverste repos. Det forestillede en pige, der betragtede en urtepotte med en plante i. Da gamle miss Chawcer første gang tog ham med herop, havde hun sagt, at det var et Isabellavindue, og at billedet hed Isabella med basilikumkrukken, men det sagde ikke Mix noget. Efter hans opfattelse var basilikum noget, der groede i en bøtte, man købte i supermarkedet. Pigen så syg ud, hendes ansigt var det eneste på glasset, der var hvidt, og Mix brød sig ikke om at være nødt til at se på hende, hver gang han gik ind eller ud af lejligheden.

Han kaldte sit hjem en lejlighed, men Gwendolen Chawcer kaldte det ‘værelser’. Hun levede i fortiden, syntes han, og ikke for en tredive-fyrre år siden som de fleste mennesker, men for hundrede år siden. Han havde selv installeret badeværelset med Ed og hans vens hjælp og sat køkkenet i stand. Han betalte for det, så miss Chawcer kunne ikke beklage sig. Hun burde have været glad; det ville også være der til den næste lejer, når han 12

var blevet berømt og var flyttet. Sagen var, at hun aldrig havde kunnet forstå behovet for et badeværelse. Da hun var ung, fortalte hun ham, havde man en potte i sit soveværelse og et servantestel, og pigen kom med en kande varmt vand.

Mix havde også et soveværelse og en stor stue, der var domineret af et kæmpeplakat af Nerissa Nash, taget, da en avis begyndte at sætte navne på modellerne og tøjdesignerne. Det var dengang, de kaldte hende den fattige mands Naomi Campbell. Det gjorde de ikke mere. Mix stod foran plakaten, som han så ofte gjorde, når han kom hjem, og betragtede det som en troende ser på et helligt billede, mens han mumlede: »Jeg elsker dig, jeg tilbeder dig,« i stedet for bønner.

Han tjente gode penge hos Fiterama, og han havde brugt en masse penge på den lejlighed. Det metalskinnende fjernsyn, videoen og dvd-afspilleren var købt på afbetaling, ligesom det meste af køkkenudstyret, men det var, med et af Eds yndlingsudtryk, dagens standard, det gjorde alle. Han havde betalt det hvide gulvtæppe og det grå sofaarrangement kontant og havde købt den sorte marmorstatue af den nøgne pige efter en pludselig indskydelse, men havde ikke et sekund fortrudt det.

Plakaten af Nerissa havde han fået indrammet med en ramme af samme metal som på fjernsynet. I den askegrå bogreol stod hans samling af Reggie-bøger: 10 Rillington Place, John Reginald Halliday Christie, Christie-legenden, Morderen på Rillington Place og Christies ofre blandt mange andre. 10 Rillington Place med Richard Attenborough havde han på video og dvd. Det var oprørende, tænkte han, at den ene Hollywood-film efter den anden blev indspillet på ny, mens man aldrig hørte et ord om at genindspille netop den. Den, han havde, så han ofte, og den digitale udgave var endnu bedre, mere klar og tydelig. Richard Attenborough var vidunderlig, det var der ingen tvivl om, men 13

han lignede ikke Reggie særlig meget. Det skulle hellere være en høj skuespiller med skarpere træk og et brændende blik.

Mix var slem til at dagdrømme, og somme tider spekulerede han på, om han ville blive berømt, fordi han kendte Nerissa, eller på grund af sin særlige viden om Reggie. Der var sikkert ingen i live mere, ikke engang Ludovic Kennedy, der havde skrevet bogen, der vidste mere end han. Det var måske hans kald at skabe fornyet interesse for Rillington Place og dens mest berømte beboer, selvom det var lidt af et mysterium, hvordan det skulle lade sig gøre efter det, han havde set i eftermiddags.

Men det ville han naturligvis finde ud af. Måske ville han selv skrive en bog om Reggie, og det skulle ikke være en bog fuld af vage hentydninger til mandens ondskab og moralske fordærv.

Hans bog ville beskrive morderen som kunstner.

Klokken nærmede sig seks. Mix lavede sin yndlingsdrink.

Han havde selv opfundet den og kaldte den Boot Camp, fordi den gav sådan et vildt kick. Det undrede ham meget, at ingen af dem, han havde serveret den for, syntes at dele hans smag for en blanding af en dobbelt vodka, et glas Sauvignon og en spiseskefuld Cointreau hældt ud over knust is. Hans køleskab var af den type, der kunne forsyne ham med knust is. Han sad netop og nød den første mundfuld, da hans mobiltelefon ringede.

Det var Colette Gilbert-Bamber, der sagde, at hun gerne ville have sit løbebånd repareret. Det var måske bare den elektriske kontakt, men det kunne også være noget mere kompliceret.

Hendes mand var gået, men hun var nødt til at blive hjemme, fordi hun ventede en vigtig telefonopringning. Mix vidste, hvad det betød. Selvom han var forelsket i sin uopnåelige stjerne, sin dronning og fornemme dame, betød det jo ikke, at han aldrig ville unde sig selv en smule fornøjelse. Når han og Nerissa levede sammen, hvad han regnede med, de ville komme til, ville det naturligvis være noget helt andet.

14

Man måtte jo prioritere, så Mix stillede med en anelse beklagelse sin Boot Camp i køleskabet. Han børstede tænder, gurglede munden med noget mundvand, der smagte en lille smule som hans cocktail uden at have dennes stimulerende virkning, og gik ned ad trappen. Inde i huset ville man ikke have kunnet forestille sig, hvor dejligt vejr det var, og hvor varmt solen skinnede. Her var der koldt og også så mærkeligt stille, det var der altid. Man kunne ikke høre Hammersmith og City Line køre oven over jorden fra Latimer Road til Shepherd’s Bush eller trafikken på Ladbroke Grove. Den eneste lyd kom fra Westway, og hvis man ikke vidste det, ville man ikke have troet, at det var trafik, man kunne høre. Det lød som havet, som bølger, der brødes mod kysten, eller som det, man hører, når man holder en stor konkylie op til øret, en stille, vedvarende brusen.

Gwendolen havde med tiden fået brug for et forstørrelsesglas for at kunne læse noget, der var skrevet med småt. Og uheldigvis var de fleste af de bøger, hun havde lyst til at læse, trykt med noget, hun havde forstået blev kaldt 10 pitch. Hendes almindelige briller kunne for eksempel ikke klare hendes fars udgave af Romerrigets storhed og fald eller det, hun læste nu, et meget gammelt eksemplar af Middlemarch.

Ligesom hendes soveværelse ovenpå gik stuen gennem hele huset, et par store skydevinduer vendte ud mod gaden, franske døre i den anden ende af stuen vendte ud mod haven. Når Gwendolen læste, lå hun tilbagelænet i en sofa betrukket med mørkebrunt jernbanefløjl, hvis ryg var forsynet med en udskåret mahognidrage. Dragens hale gik ud over et af sofaens armlæn, mens dens hoved ragede op, som om den hvæsede ad den sorte marmorpejs. De fleste møbler var af samme type, udskårne og kraftigt polstrede og betrukket med fløjl i brunt eller vissengrønt eller bordeauxrødt, men enkelte møbler var lavet af sortåret 15

marmor med forgyldte ben. På den ene væg var der et enormt spejl i guldramme med blade og frugter og kruseduller, der var blevet mat med tiden på grund af manglende pasning.

Bag de franske døre, der nu stod åbne i det varme aftenlys, lå haven. Gwendolen så den stadig, som den engang havde været, plænen nydeligt slået, så den skinnede som smaragdgrøn fløjl, staudebedet fyldt med farvestrålende blomster, træerne beskåret, så de var fyldt med blade. Eller rettere sagt, hun så, at sådan kunne den blive med en smule pasning, ikke noget, der ikke kunne klares på en enkelt dag. Hun lagde ikke mærke til, at græsset gik en til knæene, blomsterbedene var fulde af ukrudt og træerne ødelagt af visne grene. Det trykte ord forekom hende mere virkeligt end et smukt hjem og kønne omgivelser.

Både hendes tanker og hendes erindringer kunne til tider vinde over hendes bog; så lagde hun den fra sig og stirrede på det brunlige spindelvæv i loftet og de støvede prismer på lysekronen og sad og tænkte og mindedes.

Hun kunne ikke lide manden Cellini, men det betød ikke så meget. Hans uelegante konversation havde mindet hende om ting, der næsten var glemt, Christie og de mord, han havde begået, Rillington Place, hendes angst, dr. Reeves og Bertha.

Det måtte være mindst tooghalvtreds år siden, måske treoghalvtreds. Rillington Place var dengang et uhumsk slumkvarter, de store huse, hvis hoveddøre vendte ud mod gaden, havde støbejernsfundamenter og en høj skorsten i den ene ende. Før hun kom derhen, havde hun ingen anelse om, at sådan noget fandtes. Hun havde levet en beskyttet tilværelse, både før den dag og bagefter. Bertha havde sikkert giftet sig – det gjorde den slags mennesker altid. Havde sandsynligvis en masse børn, der nu ville være midaldrende, og hvoraf den ældste var grunden til hendes ulykke.

Hvorfor opførte kvinder sig sådan? Det havde hun aldrig 16

forstået. Det havde aldrig fristet hende. Ikke engang sammen med dr. Reeves. Hendes følelser for ham havde altid været rene og respektable, ligesom hans for hende. Det var hun sikker på trods det, han senere gjorde. Måske havde hun trods alt valgt den bedste del.

Hvorfor i alverden var Cellini så interesseret i Christie? Det tydede på, at han ikke var ved sine fulde fem. Gwendolen tog atter sin bog. Ikke i denne her, men i en anden bog af George Eliot, Adam Bede, var der en pige, der havde opført sig ligesom Bertha og fået en forfærdelig skæbne. Hun læste i endnu en halv time, tabt for omverdenen, glemte alt omkring sig undtagen den side, hun sad og læste. Lyden af fodtrin over hendes hoved fik hende til at se op.

Selvom Gwendolens syn var blevet temmelig dårligt, så var hendes hørelse fantastisk god. Ikke i forhold til hendes alder, men i forhold til en hvilken som helst alder. Hendes veninde Olive Fordyce sagde, hun var sikker på, at Gwendolen kunne høre en flagermus pibe. Hun sad og lyttede. Han var på vej ned ad trappen. Han troede uden tvivl, at hun ikke vidste, at han tog skoene af for at prøve at komme og gå, uden at hun opdagede det. Hun var ikke så nem at narre. Det nederste trin knagede. Det kunne han ikke forhindre, lige meget hvad han fandt på, tænkte hun triumferende. Hun hørte ham liste hen over hall’en, men da han lukkede hoveddøren, smækkede den så hårdt, at huset rystede, og en hvidlig flage faldt ned fra loftet og landede foran hendes venstre fod.

Hun gik hen til vinduet og så ham stige ind i sin bil. Det var en lille blå bil, som hun syntes, han holdt utroligt ren. Da han var kørt, gik hun ud i køkkenet, åbnede lågen til en gammel centrifuge, som aldrig havde været brugt, og tog en netpose op, som der engang havde været kartofler i. Posen var fuld af nøgler. Der var ingen mærkesedler på dem, men hun kendte 17

udmærket godt formen og farven på den, hun ville have. Med nøglen i lommen på sin cardigan begyndte hun at gå op ad trappen.

Der var langt derop, men hun var vant til det. Hun var måske nok over firs år, men hun var tynd og stærk. Hun havde aldrig i sit liv haft en sygedag. Hun kunne naturligvis ikke gå så hurtigt op ad den trappe, som hun kunne for halvtreds år siden, men det var kun, hvad man kunne forvente. Otto sad halvvejs oppe på den øverste trappe og pillede et lille dyr fra hinanden og spiste det. Hun tog ingen notits af katten og han heller ikke af hende. Aftensolen skinnede ind gennem Isabellavinduet, og da det var fuldstændig vindstille, dannede lyset gennem glasset et næsten perfekt farvebillede af pigen og basilikumkrukken på gulvet, en cirkulær mosaik i rødt og blåt og purpur og grønt.

Gwendolen stod stille for at beundre den. Sjældent var denne faksimile så klar og rolig.

Hun blev kun stående et par minutter, før hun satte nøglen i låsen og låste sig ind i Cellinis lejlighed.

Det var dumt med al den hvide maling, tænkte hun. Det afslørede den mindste plet. Og gråt var en dårlig farve til møbler, kold og dominerende. Hun gik ind i hans soveværelse og undrede sig over, at han gjorde sig den ulejlighed at rede sengen, når han alligevel skulle tæppe af igen til natten. Alting var så deprimerende ordentligt. Han led sandsynligvis af den lidelse, hun havde læst om i en avis. Tvangsneurotisk ordenssans.

Køkkenet var lige så slemt. Det lignede et idealkøkken på en udstilling, som Olive havde insisteret på at tage hende med hen at se engang i firserne. Alt havde sin bestemte plads, og alting var sat på plads, ikke en pakke eller dåse stod på køkkenbordet, ingenting lå i vasken. Hvordan kunne nogen holde ud at bo sådan?

Hun åbnede døren til køleskabet. Der var ikke ret meget mad, 18

men i lågen stod to flasker vin og forrest på den midterste hylde et næsten fyldt glas med noget, der lignede svagt farvet vand.

Gwendolen lugtede til det. Det var ikke vand, bestemt ikke.

Kunne det tænkes, at han drak? Det ville bestemt ikke undre hende. På vej tilbage til stuen standsede hun ved bogreolen.

Alle bøger, lige meget hvilke, tiltrak sig altid hendes opmærksomhed. Det her var ikke den type bøger, hun ville læse, måske ikke bøger, nogen burde læse. Bortset fra en, der hed Mænds sex i det 21. århundrede handlede de alle sammen om Christie.

Hun havde knap nok skænket den mand en tanke i fyrre år, og i dag var det, som om hun ikke kunne slippe væk fra ham.

Med hensyn til Cellini så måtte det være endnu en af hans besættelser. Jo mere jeg ved om mennesker, sagde Gwendolen og citerede sin far, jo mere holder jeg af bøger. Hun gik nedenunder og ud i køkkenet. Der tog hun en ostesandwich med pickles, som hun havde købt i butikken på hjørnet, og et glas orangejuice og vendte tilbage til dragesofaen og til Middlemarch.

19