Tøflerne smældede mod gangens røde fliser, hvor den ene dør fulgte den anden, diskrete og ens, med små låse, som dørene på et stort hotel. O turde ikke spørge, om der boede nogen i samtlige værelser, og i givet fald hvem. Pludselig sagde den ene af hendes ledsagere, hvis stemme hun endnu ikke havde hørt: »Du skal være i den røde fløj, og din lakaj hedder Pierre.« »Hvilken lakaj?« spurgte O, opmuntret af kvindens blide stemme, »og hvad hedder du?« »Jeg hedder Andrée.« »Og jeg hedder Jeanne,« sagde den anden. Den første fortsatte: »Det er lakajen, der har nøglerne, og som lænker og løser dig, og pisker dig, når du skal straffes, og man ikke har tid til dig.« »Jeg var i den røde fløj sidste år,« sagde Jeanne. »Pierre var der allerede dengang. Han kom tit om natten. Lakajerne har nøglerne, og i de værelser, der hører under deres område, har de ret til at betjene sig af os.« O skulle lige til at spørge, hvordan Pierre var; men nåede det ikke. Da de rundede hjørnet på gangen, standsede de op foran en dør, som ikke var til at skelne fra de andre. På en bænk mellem denne dør og den næste, fik hun øje på en firskåren, halvskaldet, rødmosset bondekarl med dybtliggende små sorte øjne og fedtdeller i nakken. Han var klædt som en operettelakaj: Skjortens kniplingskalvekrøs vældede ud fra halsudskæringen i en sort vest med en kort, rød jakke 26
34385_os_historie_og_o_vender_tilbage.indd 26
14-03-2013 16:22:18