Den sidste rejse: William og Athena rejser fra Peru til øen Santorini, GrÌkenland.
LABYR INTENS R ITUAL William & Athena 6
I samme serie Kejserens hemmelighed (W&A 1) Gravens forbandelse (W&A 2) Prøvelsernes huse (W&A 3) Profetens tempel (W&A 4) Inkaens offer (W&A 5)
(titelblad fra omslagsgrafiker indsættes)
k1t a. r asmussen Kit Rasmussen
YRINTENS B A L RITUAL Labyrintens ritual William & Athena 6 Høst & Søn
William
Athena
6 høst & søn
k1t a. r asmussen
YRINTENS B A L RITUAL William
Athena
6 høst & søn
Labyrintens ritual – William & Athena 6 © Kit A. Rasmussen og Høst & Søn/rosinante & co , København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Anders Walter (illustration) og Leo Scherfig (design) Kort: Palle Schmidt Sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3217-5 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Se forfatterens hjemmeside www.kitarasmussen.dk og www.williamogathena.dk
Til mor, som tog mig med på eventyr
Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
Nogle måneder tidligere, Egypten Helena så arkæologer halvt begravet, døende, under jord for sit indre blik. Så rystede hun på hovedet. Det var for at forhindre netop det, at hun gik sabotage-runden for femte gang den dag. Nu hvor solen ikke bagte ubønhørligt, var det langt mere udholdeligt end tidligere på dagen. Hun stoppede op og bøjede sig frem. Tjekkede, at væggen var ordentligt afstivet med træbjælker, og gik så videre. Hun havde hørt grumme historier om, at andre arkæologer var blevet begravet i deres egen udgravning, og hun gøs ved tanken. Tænk, at Bendt kunne holde ud at beskæftige sig med døde mennesker. Heldigvis havde han efterhånden specialiseret sig i historiske lig, sådan at han ikke rodede rundt med nyligt afdøde. Det var bare lidt for makabert. Helena sukkede. Tanken om Bendt ledte straks videre til Athena. Hun savnede dem begge to, og det var meningen, at hun skulle hjem til Athenas fødselsdag, men som tingene så ud i øjeblikket, var det ikke sikkert, det kunne lade sig gøre. Hun skuede ud over det hul, hun stod i. De havde virkelig fået gravet en masse, men det var svært at holde jorden fra at styrte sammen. De havde allerede haft et enkelt uheld, men gudskelov var ingen kommet til skade. Eller ja ... ‘uheld’. Hun var overhovedet ikke overbevist om, at det var et uheld. De mænd, der nu i en lang periode havde fulgt efter hende, var blevet mere og mere nærgående og ligeglade med at blive set. Hun forventede det værste fra dem. At 5
fingere et uheld kunne meget vel være i deres ånd. Det var derfor, hun gik sine sabotage-runder. Et klap på bukselommen gav hende en underlig, sugende følelse i maven. Dagbogen var der ikke. Måske var det en fejl, at hun havde sendt den hjem. Og måske burde hun have sendt den til Bendt i stedet for Athena. Bamsen havde været et rigtig godt dække og meget mindre mistænkelig end en lille, hård pakke. De mænd, der holdt øje med hende, ville helt sikkert ikke være for fine til også at opsnappe hendes breve, og nu var der da en chance for, at notesbogen skulle klare den. Mændene havde allerede gennemrodet hendes telt en gang, og hun var ret sikker på, at det var bogen, de ledte efter. Hun havde al sin forskning i hovedet, men hvis der skulle ske hende noget ... Hun ville helst ikke tænke på det, men hvis nu ... Så ville Bendt eller Karen kunne finde spor til de vigtigste opdagelser i dagbogen. De ville også finde andre ting, og Bendt ville blive rasende, hvis han læste om de mænd, der fulgte efter hende, men den måtte de tage til den tid. Hun bevægede sig langs udgravningens væg. Tjekkede den næste træbjælke, der også så fin ud. En tanke fik hende til at smile. Gad vide, om mændene var hoppet på hendes lille finte. Den seddel med lande, hun møjsommeligt havde ‘glemt’ på sit arbejdsbord hernede. Den var forsvundet dagen efter, og hun var ret sikker på, at de havde taget den. Nogle af landene gemte næsten med sikkerhed på hemmeligheder, der havde med Atlantis at gøre, mens andre var vildspor. Og de nærmere lokationer kunne man bruge evigheder på at finde frem til. Hun håbede, at de ville spilde dagevis, hvis ikke uger, på at regne ud, hvor i England der mon kunne gemme sig noget spændende. 6
Hun nåede den næste træbjælke. Bøjede sig frem mod den. Hun havde sikkert bare paranoia, men hun havde det alligevel lidt bedre, når hun havde tjekket dem, før hun gik i seng. Hov. Helena lænede sig længere frem. Der var mærker i træet. Mærker, som ikke burde være der. Da hun kom tættere på, kunne hun se, at bjælken var savet mere end halvvejs igennem. Den kunne brase sammen og tage et stykke af væggen med sig når som helst! Hun kiggede op for at se, om der var nogen, hun kunne kalde på. En skygge bevægede sig over hendes hoved, men hun kunne ikke genkende vedkommende mod nattehimlens mørke. »Hey!« råbte hun. »Der er noget galt her. Kan du ikke ...« I det samme hoppede personen ned, hvor bjælken støttede. Stødet fik bjælken til at give en ubehagelig knagen fra sig. Så et knæk. Helena skreg. Vidste, at det hele ville brase sammen omkring hende. Jorden skred først langsomt, og hun prøvede at løbe, men pludselig tog den fart. Væltede ned omkring hendes ben og slog hende omkuld. Ramte hende i ryggen og var ved at begrave hende. ‘Jeg skal dø her,’ tænkte hun. Og så dukkede Athenas og Bendts ansigter op på hendes nethinde. Hun ville aldrig få dem at se igen. Nogen greb fat om hendes trøje. Trak hende ud af jordens kvælende greb. Hun var ikke i tvivl om, hvem det var. Skyggen. Hun ville kæmpe imod, men hendes krop var lammet af chokket. »Hej Helena. Så hyggeligt at se dig igen. Jeg har en opgave, du skal løse for mig.«
7
Athena 1 »Mor?« Det sitrede i Athenas ansigt. Inde i hende var alting stivnet. Hjertet slog ikke. Lungerne udvidede sig ikke. Der var kun den underligste stilhed, Athena nogensinde havde oplevet, mens kvinden foran hende langsomt drejede sig rundt på stolen. Resten af verden holdt op med at eksistere. Morfars hus på den græske ø Thera holdt op med at eksistere. Der var kun kvinden med det røde hår sat op i en rodet knold. Tanken om, at kvinden ville vise sig ikke at være mor, var så ubærlig, at Athena var sikker på, at hun ville dø, når det skete. »Athena?« Det var ikke bare overraskelse. Det var chok, der strålede ud af kvindens ansigt. »Skattepige, er det virkelig dig?« Mors arme strakte sig frem og lukkede sig om Athena. Trak hende ind i den favn, hun havde savnet så længe. Mors læber pressede sig mod toppen af Athenas hoved, mens hun igen og igen mumlede: »Athena, sødeste Athena. Hvor har jeg savnet dig.« Athena ville sige noget tilbage. Fortælle mor alting. Alting i hele verden. Men ingen ord kunne rumme præcis det. »Helena?« Far trådte ind i rummet bag Athenas ryg, og det gav et sæt i mor. »Bendt?« Mors ene arm slap sit tag om Athena og åbnede 8
for, at far kunne blive en del af omfavnelsen. »Du godeste, hvad er der sket med dig?« Far havde et blåt øje efter et uheldigt sammenstød med nogle ubehagelige mænd i Mexico og en række små snitsår efter et biluheld, men det føltes ligegyldigt nu. Alting føltes ligegyldigt. Athena pressede sig tættere ind til mor. Bange for, at hun ville forsvinde om et øjeblik, og det hele skulle vise sig bare at have været en drøm. Fars arme lukkede sig omkring dem begge, og han knugede dem tæt ind til sig, mens han mumlede noget, Athena ikke kunne høre. Som i et andet univers kunne hun høre William og Matt hviske sammen, og en svag puslen fortalte hende, at de forlod værelset. »Mor?« »Ja, skattepige?« »Er du der virkelig?« Ordene lød pattede og dumme, men det føltes alligevel vigtigt at få mor til at svare. »Ja, jeg er lige her. Og jeg har savnet dig ad helvede til.« Mors arm klemte tættere om Athena, og fars arme krammede tilsvarende hårdere, så Athena troede, hun måske ville miste vejret. »Vi troede, du var ...« sagde han et øjeblik efter med en stemme, der lød til at være ved at knække. Mor rømmede sig og tørrede sig over ansigtet med bagsiden af en hånd. »Jeg ville så gerne fortælle jer, hvor jeg var. At jeg var i live og havde det godt. Men jeg ... jeg kunne ikke. Jeg ...« Hendes stemme var opgivende. »Hvad laver I overhovedet her? Hvordan fandt I mig?« Athena trak sig en lille smule væk fra mor. Lige nok til, at hun stadig havde godt fat i mors trøje, men kunne se hende 9
i øjnene. »Vi fandt dig slet ikke. Vi anede ikke, at du var her. Vi ville bare låne huset.« Mors øjne voksede. Først en lille smule. Så blev de meget runde. »Så I er ikke ...?« »Vi er ikke hvad?« spurgte far for at få hende til at fortsætte. »Vi må ... I må ... Det går ikke. I kan ikke blive her.« »Hvad?« Athenas hoved snurrede. »Jamen, så lad os tage hjem. Alle tre. Jeg vil gerne hjem.« Hun klemte sig ind mod mor igen, men mor var stivnet. »Mor?« »I bliver nødt til at gå med det samme.« Et mørke byggede sig op inde i Athena. De havde lige fundet mor, og hvad så nu? Det gav ingen mening. »Helena?« Far rystede på hovedet. »Alt er okay nu. Tag med os, så tager vi hjem. Det hele skal nok blive godt. Hvad der end er sket, finder vi ud af det. Det lover jeg.« Men mor stod stadig helt stille. Rystede så bestemt på hovedet, mens hendes underlæbe dirrede svagt. »Nej, det går ikke. Hvis han finder ud af, at I er her, går det hele galt. Vi er så tæt på, og han vil aldrig stoppe.« »Hvem? Hvad snakker du om?« Athenas fingre snoede sig ind i mors trøje, som om de aldrig nogensinde ville slippe igen. »Det er for farligt, Bendt.« Mor stirrede far direkte ind i øjnene. »Han vil lade det gå ud over Athena. I er nødt til at forsvinde herfra. Nu!« Far stod målløs. Hans mund åbnede og lukkede sig et par gange, før han tog en dyb indånding. »Vi kan ikke tage hjem uden dig. Jeg nægter det.« Hans hånd gled nænsomt over mors hår og ned over hendes kind, hvor den lagde sig til hvile, og hun trykkede sit ansigt ind mod den. 10
»Bendt, please. Jeg skal nok ordne alting her og komme hjem så snart som muligt. Hvis I bare tager af sted, skal alting nok gå her. Tag hjem, pas på Athena, og så kommer jeg snart.« »Passe på mig? Fra hvem?« Det prikkede i Athenas lunger. »Jeg er ikke bange for voldspsykopaterne.« »Voldspsykopaterne?« Mor vendte sig mod Athena, og hun havde bekymrede rynker i øjenkrogene. »Nogle mænd, der har været efter os, men de er ligegyldige, mor. Vi kan sagtens klare dem.« Mor kneb læberne sammen. »Du er min modige lille pige, men dette her er alt for farligt. I skal gå. Nu.« »Jamen ...« startede far. »Nu!« Athena havde set mor vred før, men aldrig på denne her måde. Det var ikke bare vrede. Det var også noget andet. Frygt. En kølig fornemmelse bredte sig i Athena. Der var noget helt galt. Det hang ikke bare sammen med, at mor havde været i et jordskred og tilsyneladende var blevet begravet, selvom man aldrig havde fundet hendes krop. Det var heller ikke, at alle havde troet, at hun var død, selvom hun nu stod foran dem komplet i live. Det var noget andet. Noget større. »Mor ...« »Nu!« Mors stemme smældede mod dem og skar i Athenas ører. Far spændte kæberne, og blodåren i hans pande dunkede faretruende. »Helena, sødeste, hør nu ...« Athena stirrede på mor. Så, hvordan al farve i hendes ansigt pludselig blegnede til nuancer af hvidt. I døråbningen bag far rømmede nogen sig. »Så døde I alligevel ikke i Peru?« 11
William 1 Da kvinden foran dem fik øje på Athena og Bendt, forsvandt den sidste rest af tvivl om, hvem hun var. Ikke fordi der havde været meget tilbage. Det skærende, røde hår var et perfekt match til Athenas. William rykkede sig beklemt bagud, ikke helt sikker på, hvor han skulle gøre af sig selv, indtil Matts hånd blidt landede på hans skulder. »Lad os lige give dem et øjeblik,« mumlede Matt på engelsk med sin australske accent. William nikkede, og sammen listede de gennem huset og fandt en dør i køkkenet, der ledte ud til en baghave. Matt slog døren op og trådte udenfor. Tog en dyb indånding. »Wow,« sagde han så. »Ja, wow,« sagde William og fulgte efter ham. Lukkede forsigtigt døren bag sig så lydløst som overhovedet muligt. »De troede, hun var død, Athenas mor, og så var hun der. Lige pludselig. Wow.« Han blev overrasket over at høre, hvor lavt han selv talte, men det virkede ligesom forkert at tale højere. »Lad os sætte os herover.« Matt pegede på nogle træer i den fjerne ende af haven, og det passede William fint at synke ned i skyggen ved træets rødder og hvile ryggen op ad træstammen. Han var efterhånden stegt og branket af at opholde sig i solen, og hele hans krop føltes radbrækket efter alle de ting, den havde været udsat for gennem den seneste 12
tid. Han kunne nærmest ikke huske det hele. Spærret inde i en grav i Egypten, faldet i en offersø i Mexico og fuldstændig udmattet af sygdom i Jordan. Han lukkede øjnene og lod billederne passere forbi på sit indre biograflærred. Matt sad stille ved siden af. Det var ikke kun Williams krop, der havde oplevet meget. Han åbnede det ene øje på klem og skævede til Matt. Det var helt vildt, at den mand var hans far. Han havde været på de mest sindssyge eventyr, og midt i det hele havde han fundet sin far. Faktisk i en lufthavn i Frankfurt, hvor William havde snydt sig til et lift med et privatfly ved at lyve om inkaguldet i Peru. Det var vildt. »Savner du din mor?« spurgte Matt så pludseligt, at William næsten blev forskrækket. »Næh. Jeg mener ...« William gav sig selv et øjeblik til at tænke efter. Det føltes, som om de havde været på eventyr i et halvt år, men han var ret sikker på, at han stadig havde sommerferie fra skolen. Han rystede på hovedet. »Jeg savner hende ikke rigtig, tror jeg.« Han holdt vejret et sekund og fortsatte så: »Gør du?« »Savner din mor?« Matt lød overrasket. »Øh, næh. Jeg har helt ærligt ikke tænkt så meget på hende, du ved ...« Han brummede, som om han ikke var helt sikker på, hvad han ville sige. »Vi var jo ikke sammen så længe, og hun ... ja, hun fortalte mig jo ikke ret meget om dig.« William rystede på hovedet. Det vidste han godt. Mor havde heller ikke fortalt ham ret meget om hans far. Faktisk næsten ingenting. Derfor havde det været så meget vildere at finde ud af, at Matt faktisk rejste verden rundt og ledte efter forsvundne skatte – præcis som William altid havde drømt om. 13
»Men hvad så nu?« spurgte William. »Nu? Hvad mener du?« »Jeg mener ...« William var ikke helt sikker på, hvad han mente. »Jeg har jo bare rejst rundt sammen med Bendt og Athena, og nu tror jeg måske ikke, at de skal rejse så meget mere.« »Næh,« mumlede Matt og kløede sig i håret. »Det skal de vel ikke. Men skolen starter jo også snart?« »Jah. Det gør den vel.« Et lille stik inden i ham fortalte ham, at der var noget helt galt med det. Med at gå i skole og lade dagene blive til hverdage. »Men nu må vi lige finde ud af, hvornår din skole starter og sådan,« fortsatte Matt. »Og måske skal vi også fortælle din mor, at vi kender hinanden lidt bedre, end hun lige regner med. Og så kan vi måske finde ud af noget?« William drejede sig mod ham. »Finde ud af noget?« »Altså, hvis du har lyst? Så kunne du måske rejse lidt rundt sammen med mig i stedet? Vi kunne for eksempel tage til Australien, og du kunne møde din farmor og farfar. Men altså kun, hvis du har lyst.« Et smil bredte sig på Williams læber. »Seriøst? Det vil jeg helt vildt gerne!« »Godt.« Matt smilede også. De rakte begge deres højre hånd frem og greb fat om hinanden. Gav et solidt håndtryk. William mærkede noget boble i sin mave. En farmor og en farfar. Det havde han aldrig haft før. Og Australien ... der havde han aldrig været. Hans smil voksede. Hvad ville Athena ikke sige, når hun hørte om dette her? De havde indgået en aftale. Hun ville hjælpe ham med at 14
finde ud af noget om hans far, og han ville hjælpe hende med at finde det, hendes mor havde ledt efter. Og nu var det hele ved at gå i opfyldelse. Mere end det endda. Kunne det blive bedre? Han hørte et svagt klik fra den køkkendør, han og Matt netop var gået ud ad, og så den glide op. Hurtigt sprang han på benene for at løbe hen til Athena. Hun ville synes, at det var så fedt! Helena dukkede op i døråbningen. Udtrykket i hendes ansigt fik William til at stoppe brat op.
15