Ramsland, SUMOBRØDRE 1.kap

Foto: Karin Munk.

Morten Ramsland (f. 1971) er cand.mag. i dansk og kunsthistorie. Han debuterede som forfatter i 1993 med den roste digtsamling Når fuglene driver bort og har siden udgivet romanen Akaciedrømme (1998).

Året er 1981,

an og en fabelagtig

stedet er Paradishaven, et rækkehuskvarter i Odense, hvor 11-årige Lars bor med sin familie.

roman rosinante

Omslag: Camilla Jørgensen med foto af Tomas Bertelsen

»Ramsland skriver litteraturhistorie med Hundehoved.« – Johannes Møllehave »Må vi på det varmeste anbefale Morten Ramslands mirakuløst vellykkede, realistisk magiske slægtsroman til ekspedit bestseller-status.« – Weekendavisen »Et stort Vuf! til Ramslands fabulerende roman.«

Det meste af tiden tilbringer han med sine kammerater.

De spiller tennis med skrubtudser. De laver mærkelige ting med hunde. De leger hemmelige sumobryderlege bag nedrullede gardiner. Men først og fremmest tæver de de små og er på evig flugt fra de store. For Paradishaven er ikke ligefrem et paradis. I kvarteret hersker én lov, og den hedder tæsk.

– Berlingske Tidende

»En af de bedste løgnehistorier, jeg har hørt.« – Ekstra Bladet

»En djævelsk god bog.« – Information »Et meget smukt forfatterskab er født.« – Le Monde, Frankrig

»Morsom og rørende … mesterlig.«

Morten Ramsland Sumobrødre

morten ramsland

n fører os blandt andet til ild, som først bliver smugler e, motorcykelkørende n Niels, der tilbringer det en, indtil hans usædvanlig emme fra fortiden. Et sted elige hundehoved, som har

hundehoved

rs ophold i Amsterdam amiliens historiefortæller, luft, der hver uge et op til Asger at samle ke finde den skat, der ifølge husgrunden.

morten ramsland

hundehoved

Med tiden forstyrres Lars’ barneverden af en række syner, som får spørgsmål til at trænge sig på: Hvorfor må han ikke se sine bedsteforældre? Hvorfor ligger far indimellem lammet på stuegulvet og stirrer op i luften med vilde øjne? Små og store skeletter rasler ud af skabet. Og Lars får andre ting at slås med.

– Publishers Weekly, USA

»Hundehoved er ikke endnu en slægtsroman. Den er slægtsromanen slet og ret, en bog som for min skyld bare kunne blive ved og ved.« – Stern, Tyskland »… blændende familiesaga … En sand læsefest fuld af komiske og bevægende øjeblikke.« – Brigitte, Tyskland

Morten Ramsland

Sumo brødre

Sumobrødre handler om at være dreng og blive bare en lille smule voksen. Med humor og indlevelse giver romanen et billede af en sumobrors på én gang brutale og uskyldige verden. 

»Fremragende løjet.« – Aftenposten, Norge »Som den friske luft fra Bergen, den, der indånder den, får et drømmerige for sine øjne og mærker dets magiske kraft helt ind i senerne … Ramsland har internationalt potentiale.« – De Volkskrant, Holland

Sumo_smudsomslag.indd 1

FORUM

© Martin Dam Kristensen

Morten Ramsland

(f. 1971) er cand.mag. i dansk og kunsthistorie.

Han debuterede som forfatter i 1993 med digtsamlingen Når fuglene driver bort og har ud over en del børnebøger siden udgivet romanen Akaciedrømme (1998) og succesromanen Hundehoved (2005), som er solgt i hen ved 250.000 eksemplarer, oversat til 20 sprog og bl.a. er blevet tildelt De gyldne laurbær 2006, Læsernes Bogpris, P2’s romanpris og en række internationale priser.

| HØST & SØN | PRETTY INK | ROSINANTE | SAMLEREN

  



226 x 145 mm (bogblok 220 x 140 mm, ryg 21 mm, flapper 90 mm

Roman Rosinante

Omslag: Camilla Jørgensen,Trefold – med foto af Steen Agger, Scanpix

12/02/10 10:24:33

Af samme forfatter Når fuglene driver bort (digte), 1993 Akaciedrømme (roman), 1998 Hundehoved (roman), 2005 Børnebøger Da Bernard skød hul i himlen, 2004 Da Børge B blev gennemsigtig, 2004 Pedes uhyrer, 2005 Onkel Pedro kommer hjem, 2005 Havmanden, 2006 Tarvelige Tom, 2006 Malte Mus, 2008

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 2

11/02/10 14.17

Morten Ramsland

Sumobrødre Roman

rosinante

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 3

11/02/10 14.17

Sumobrødre © Morten Ramsland og Rosinante / ROSINANTE&CO, København 2010 1. udgave, 1. oplag, 2010 Omslag: Camilla Jørgensen Typografisk tilrettelægning: Dorte Cappelen Sat med Minion og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-1437-9 Printed in Finland 2010

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 4

11/02/10 14.17

Indhold

Skrubtudsetennis • 7 Spasseren • 13 Familiebesøg • 17 Videoafspilleren • 25 To fremmede • 27 Motortwist • 31 Mosen • 39 Løgn • 44 Redningsaktion • 49 Lille Bjarne • 52 Fødselsdagen • 56 Tvillingerne • 69 Festmåltid • 77 Grim mand i grøn stationcar • 82 Kaptajn Ko • 89 Overbiddet taler over sig • 95 Vampyrer under sengen • 100 Brille Bos fryser • 102 Flyvende tallerken • 110 Tossehistorier • 121 Ord, der ikke findes • 126 Barnebarnet • 131

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 5

11/02/10 14.17

Flintesten • 147 DM i sumobrydning • 151 Bøjlen • 160 Underbuksetyveri • 165 Pige med smækbukser • 173 Bababa • 179 Farfar og farmors hus • 185 Fingeraftryk • 194 Hemmelighed • 197 Underlig • 203 Stinkbombe • 209 Lammet • 212 Karbad • 218 Depripiller • 222 Frode • 225 Hypnose • 230 Ekspedition i mosen • 236 Ragelse • 244 Bytur • 248 Historien om en gås • 253

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 6

11/02/10 14.17

Skrubtudsetennis

J

eg slog til skrubtudsen som til enhver anden bold, men det var svært at koncentrere sig, når Olsenbanden Kjeld stod og snakkede. Skrubtudsen landede en meter fra Frank, der stod med sin orange ketsjer og kikkede på den. Han var lille og kompakt, meget hurtig til at bevæge sig. »Man bliver blind af det,« sagde Olsenbanden Kjeld. »Det er løgn,« sagde Frank. »Det passer,« sagde Olsenbanden Kjeld. »Peter Pans fætter har engang …« »Vi gider ikke høre om Peter Pans fætter.« Vi havde dryppet skrubtudsetis i Jans øjne for at vise, at man ikke blev blind af det. Vi opfangede tisset i en kop, vi holdt ind under skrubtudsen. Bagefter fangede vi Overbiddet og dryssede paprika i munden på ham, fordi han ville sladre. »Du skylder os noget, fordi du løj,« råbte Frank til Olsenbanden Kjeld. »I har bare ikke gjort det ordentligt. Heldigvis! Ellers ville din lillebror have været blind nu.« Frank blev ved med at råbe, fordi han ikke havde lyst til at slå skrubtudsen tilbage. Han havde samlet den op med den orange ketsjer. Skrubtudsen forsøgte at kravle ned fra ketsjeren.

Der kom blod ud af munden på den, og det ene bagben strittede mærkeligt. Det var ikke sjovt længere, men det var Franks tur til at slå. Han lukkede øjnene et øjeblik, så kastede han skrubtudsen op i luften og slog til den. Den fløj i retning af 7

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 7

11/02/10 14.17

Olsenbanden Kjeld. Han dukkede sig, men skrubtudsen ramte hans skulder, faldt ned på vejen og holdt op med at bevæge sig. »I er nogle forbandede dyrplagere!« Vi løb ned ad vejen, Olsenbanden Kjeld fulgte efter os. Han var den eneste af os, der gik med skjorte. Hans skjorter var altid for små; de strammede over maven og fik ham til at se endnu tykkere ud. Der var en plet dér, hvor skrubtudsen havde ramt. »Du spillede selv tennis med én i sidste uge,« sagde jeg. »Den var syg i forvejen. Derfor var det ikke så synd,« sagde Olsenbanden Kjeld. »Det var ekstra synd, hvis den var syg,« sagde Frank. »Den skulle dø alligevel,« sagde Olsenbanden Kjeld.

Frank forsvandt ind i en busk og trak bukserne ned omkring anklerne. Han sad på hug derinde længe. Vi vidste godt, hvad han lavede. Da han var færdig, fandt han en pind, stak den igennem lorten og løftede den op. Han gik over til spasserens hus og kastede den ind i deres baghave. Han forsøgte at ramme persillebedet. Spasserhuset havde den største have i Paradishaven.

Vores kvarter hed egentlig Paradisæblehaven, men ingen gad tage æblerne med. »Du ramte ikke.« »Det gjorde jeg i hvert fald.« »Du ramte græsplænen,« sagde Olsenbanden Kjeld. »Persillebedet.« »Græsplanen.« »Jeg håber, de skal have persillesovs i aften.« Olsenbanden Kjeld gik hjem. Frank forsøgte at overtale mig til også at gøre det inde i buskene. Han trak mig i ærmet. Han hviskede ind i mit øre. Han havde lyst hår og brune øjne, som jeg godt kunne lide at kikke ind i. Til sidst gik jeg derind. Frank

8

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 8

11/02/10 14.17

fandt en pind imens. Det var svært at gøre på kommando. Han trippede utålmodigt. Hans fod bevægede sig, op og ned. »Kommer du snart?« Vi gik tilbage til spasserhuset med min lort på en bambuspind. Jeg sigtede efter persillebedet ligesom Frank. Pinden var lang og elastisk, perfekt til et ordentligt kast. Jeg ville kaste opad, så lorten blev slynget frem over hækken i en høj bue, men den røg af pinden for hurtigt og fløj langs med hækken i stedet for. I samme øjeblik kom Sofies far rundt om hjørnet og trådte ind i den flyvende lorts bane. Frank spærrede øjnene op. Sofie var med. Der stak en slikkepind ud af hver af hendes mundvige.

Lorten snittede hans ene tinding og trillede hen over hans halvmåne. Den efterlod en brun plet. Han tog sig til hovedet og kikkede sig forvirret omkring. Han forstod ikke, hvad der var sket, men det gjorde Sofie. Hun hev de to slikkepinde ud af munden og stirrede ondt på mig. Hendes øjne forvandlede sig til smalle sprækker, panden sank ned mod ansigtet. Hun sagde ikke noget til sin far, og han tørrede bare lorten af med sit lommetørklæde og kikkede fornærmet op på himlen. Sofies far var halt. Han var engang kørt ind i en parkeret lastbil på sin knallert, fordi han var for fuld til at køre ordentligt.

Vi løb ned til mosen og faldt omkuld i græsset. »Han troede, det var en fugleklat.« Frank kunne næsten ikke få ordene frem. Han sprællede med benene og tog sig til maven. »En kæmpe fugleklat,« hulkede jeg. »Verdens største.« På tilbagevejen fik vi øje på far, som kom cyklende ned mod Paradishaven. Han havde en stor kuffert spændt fast på bagagebæreren. Det så sjovt ud, fordi han var alt for tyk til en cykel.

9

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 9

11/02/10 14.17

Han plejede at køre bil, men havde solgt den, fordi der var kommet et brev. »Så meget?« havde mor sagt, da han viste hende det.

Far stod bøjet over hende og læste med. De var tæt på hinanden, men afstanden mellem dem var samtidig stor.

Far lagde en hånd på hendes skulder. Hun skubbede den væk. »Det var en stor fejltagelse,« havde han sagt.

Mor nikkede.

Han blev ved med at undskylde, men det stillede hende ikke tilfreds. Hun havde grædt de sidste par aftener, efter at vi var kommet i seng. Hun havde slået ham i ryggen med et kosteskaft, og han blev ikke engang sur. Hun havde smidt et halvt glas mælk i hovedet på ham, mens vi spiste morgenmad. Hun plejede ikke at opføre sig sådan. »Hvad har du i kufferten?« råbte jeg til ham på cyklen. »Forretningshemmeligheder,« svarede han og vinkede. Det lød spændende, men han ville ikke vise, hvad der var i den, da vi kom hjem. Heller ikke mor måtte få noget at vide. Han låste sig inde i soveværelset og rumsterede med sin kuffert, mens mor lavede mad. Overbiddet kom hjem. Han grinede dumt. Vi fik kylling. Jeg lagde mine kyllingeben over på hans tallerken, da jeg var færdig med at gnave dem.

Mor var stadig sur på far, så vi prøvede at få dem til at fortælle om dengang, de mødte hinanden. Det plejede at gøre dem i godt humør. De elskede, når vi spurgte til maleriet, der hang inde i stuen over den mørkeblå sofa. Det hed Brun hest foran gul mølle. Det var på grund af maleriet, de havde mødt hinanden. »Fordi det var så grimt, at ingen ville købe det,« sagde far og kikkede over på mor, der lod, som om han ikke havde sagt noget.

10

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 10

11/02/10 14.17

Overbiddet var mest optaget af, at far havde været oppe hele natten for at sælge maleriet. »Var du slet ikke bange?« »Selvfølgelig var jeg bange.« »Hvorfor egentlig?« spurgte Overbiddet. »Folk grinede af mig. Damerne pegede fingre ad mig. Fulderikkerne truede mig med tæsk. Dørmanden bad mig om at gå.« »Hvad gjorde du så?« »Jeg gik over på den anden side af vejen og gemte mig bag et vejtræ. Jeg forsøgte at lokke gæsterne hen til mig. Når det lykkedes, viste jeg dem maleriet.« »Og de begyndte at grine,« sagde Overbiddet. »De gik alle sammen deres vej igen.« Far slog ud med armene: »Du grinede da også,« sagde han til mor. »Vibeke grinede,« sagde Overbiddet. Det var mors veninde.

Det var sådan, historien var. Vibeke grinede, mor grinede ikke.

Hun syntes, det var synd for far, at han skulle stå ude på fortovet hele aftenen. De gik ind for at høre musik, og da de kom ud et par timer efter, stod han der stadigvæk. Han ville sælge maleriet, så han kunne betale indgangsbilletten, men nu gav han det til mor. Hun betalte ikke noget.

Han havde klippet den brune hest ud af et gammelt maleri, som han havde fundet i en container, og så havde han limet det op på en masonitplade og malet den gule mølle selv. Det var ikke tørt endnu, da mor fik det. Far sagde, hun ikke måtte røre ved malingen, men hun rørte alligevel. Man kunne stadig se hendes fingeraftryk, hvis man kikkede godt efter.

Sådan blev de kærester. Far holdt op med at sælge billeder, som han havde klippet ud af gamle malerier. Han holdt helt op med at male.

11

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 11

11/02/10 14.17

»Du fik et rigtigt arbejde i stedet for,« sagde Overbiddet og smilede.

Jeg lagde flere kyllingeben over på hans tallerken. Jeg syntes, han var dum at høre på.

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 12

11/02/10 14.17

Spasseren

S

ofie ventede på mig, da jeg drejede rundt om hjørnet ved rækkerne dagen efter. Hun havde en kæp i hånden. Tyrenakken var der også. Jeg vendte straks om på cyklen og håbede, at mit forspring var stort nok. Tyrenakken spurtede af sted. Sofie løb lige i hælene på ham. Et hårdt slag ramte mig i ryggen og fik mig til at gispe. Endnu et slag snittede mit øre. Jeg kunne ikke få cyklen op i fart og drejede ind ad spasserhusets havegang. Sofie og Tyrenakken standsede ude på gangstien. »Nu er du på skideren!« råbte Sofie. »Vi smadrer dig!« råbte Tyrenakken.

Jeg ville lade cyklen stå og løbe ud af spasserens have på den anden side af huset, når jeg havde fået vejret, men da jeg kom forbi hoveddøren, gik den op, og spasserens far kom ud. Nu var jeg for alvor på skideren. Han greb fat i min arm. »Du kommer lige med ind,« pustede han. »Kadarf!« råbte jeg.

Han trak mig ind i gangen og ud i køkkenet. Der lugtede af kål og løg. De sad og spiste aftensmad. Spasseren brølede højt, da han fik øje på mig. Han fægtede vildt med armene. Han havde mad i ansigtet.

Jeg forsøgte at lade være, men det lykkedes ikke: »Kadift,« sagde jeg. »Hvem er det?« spurgte hans mor og kikkede på mig. Spasseren væltede en tallerken. »Dur dint.« 13

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 13

11/02/10 14.17

»Hvad siger han? Er han fræk eller hvad?« fortsatte hun. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Ordene var der bare. Nu kikkede de alle tre på mig. Der blev helt stille. »Lad nu være, Mona,« sagde spasserens far. »Jeg vil bare vide, om det er ham,« sagde moren. »Kan det ikke være lige meget?« »Gu’ kan det da ej være lige meget.« Hun rejste sig og gik helt hen til mig. Meget tæt på. Der sad madrester mellem hendes tænder. Hun blev ved med at kikke på mig. »Ved du, hvem der kaster …« hun sank noget mad, »… uhumskheder ind i vores have?« Jeg blev helt kold indvendig. De havde set mig fra vinduet. »Lad nu drengen være, Mona.« »Der er nogen, der kaster uhumskheder ind i vores have. De rammer også vores hus. Hvis du vil høre min mening, er det noget forbandet svineri. Det sker næsten hver dag for tiden.« Hendes øjne var smalle. Hvis spasserens far ikke havde været der, ville hun have flået mig levende. »Hvad for nogle uhumskheder?« Jeg forsøgte at få min stemme til at lyde så normal som mulig.

Spasseren brølede igen. Det var en mærkelig lyd. Hele hans krop spjættede. »Hvad siger han?« spurgte jeg og fortrød med det samme. »Snak ordentligt,« sagde moren.

Pludselig kunne jeg høre det. Lort – det var dét, han hylede.

Jeg troede ikke, han kunne snakke. »Kan han sige andet?« spurgte jeg. »Det håber jeg sandelig,« sagde faren og klappede mig på skulderen. »Hvis du ser nogen kaste lort ind i vores have, så bed dem om at lade være, ikke?« Jeg nikkede.

14

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 14

11/02/10 14.17

»Det skal jeg nok.« »Er du sulten?« spurgte han. »Nej.« Han hentede en sodavandsis og trak en stol ud til mig. Jeg satte mig. Isen smagte af hindbær. Faren smilede hele tiden. Jeg spiste isen så hurtigt, jeg kunne.

Det var ikke første gang, at Sofie og Tyrenakken ville tæve mig, men nu havde de fundet en god grund. Vi kunne altid finde en grund til at tæve nogen. Alle gav hinanden tæsk. Hele kvarteret var en krigszone. Kun skolen var fredet, for lærerne blev tossede, hvis vi slog på hinanden. Det var det værste, man kunne gøre. Værre end at pjække. Men det skete alligevel hele tiden. Skolen var det sted, hvor man lovede hinanden tæv. Efter skoletid blev truslerne ført ud i livet.

Spasseren fik også en is, da han var færdig med aftensmaden.

Jeg ville gerne hjem, men faren sagde, at Henrik ville vise mig sit værelse. Alting stod ordnet på lige rækker derinde. Over skibsbriksen hang en hylde med kassettebånd, og der stod også to plastickasser med kassettebånd på gulvet. Jeg havde svært ved at få øjnene fra dem.

Engang havde Frank og jeg pjækket fra første time for at se minibussen, som hentede ham om morgenen. Den havde været fyldt med spassere, og de så alle sammen mærkelige ud. Enkelte kunne gå selv, men det fik dem ikke til at virke mindre underlige. De kikkede ud gennem bussens ruder, ud på os. De sad derinde i deres rullestole og med deres mærkelige apparater. De stirrede på os, som om vi var væsner fra det ydre rum, og vi var rædselsslagne ved tanken om at være én af dem og sidde dér i bussen. »Kan du også lide at lytte til bånd? Du må gerne komme efter skole en dag og lytte til bånd sammen med Henrik.« 15

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 15

11/02/10 14.17

Jeg svarede ikke. I stedet spurgte jeg, om jeg måtte lade min cykel stå hos dem til næste dag. Det måtte jeg gerne. Jeg løb om i baghaven og ud på den anden side af huset.

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 16

11/02/10 14.17

Familiebesøg

V

i rejste til Nordjylland to gange om året for at besøge onkel Karl og tante Marie. Vi måtte ikke træde på dørtrinene i deres hus. Denne gang rejste vi med tog og havde en kupé helt for os selv. »Skal I ikke se, hvad jeg har i lommerne?« spurgte far.

Overbiddet kastede sig over ham og halede en pose Matador Mix op af hans ene lomme. Jeg flåede posen fra ham. Vi åd den på få minutter. »Har du mere?« spurgte Overbiddet.

Far stod og kikkede ud ad vinduet. Blæsten fik hans dobbelthage til at danse. Hans tykke fingre holdt vinduet nede. Han trak en Toms Guldbarre op af den anden bukselomme. Den var smeltet, men det var vi ligeglade med. Vi hev i hver sin ende af papiret for at få mest. Overbiddet stønnede af ophidselse, og pludselig smuttede papiret ud af mine hænder, og den smeltede Guldbarre røg op i hovedet på ham. Han åbnede munden og åd det hele i to bidder. »Det er snyd!« råbte jeg.

Far og mor grinede. De syntes, det så sjovt ud. Overbiddet slikkede sig om munden. »Det var din egen skyld,« sagde han.

Jeg gav ham et trælår bagefter. Far og mor opdagede ikke noget. Jeg hviskede i hans øre, at jeg ville tæve ham, næste gang han skulle på toilettet. Jeg sagde, jeg ville stikke hans hoved ned i fætter Sørens akvarium. Da toget standsede i Nordjylland, 17

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 17

11/02/10 14.17

havde Overbiddet tisset i bukserne. Han havde forsøgt at holde sig. Mor sukkede. Far trippede utålmodigt fra side til side. »Er han ikke alt for stor til at tisse i bukserne?« spurgte jeg.

Mor trak på skuldrene. »Skal han så have ble på, hvis han ikke kan finde ud af det?« fortsatte jeg. »Hold op,« sagde mor og puffede til mig.

Overbiddet blev nødt til at skifte bukser, mens vi gik. Han hoppede på ét ben ud af kupeen. Mor hjalp ham ned ad togets trapper, og far gik bagved og trak vejret dybt.

De stod der alle tre og ventede. De var kørt ind til stationen efter os i to biler, fordi de var for fine til at ville sidde syv mennesker i én bil på tilbagevejen. »Hvorfor har de to biler, når vi ikke har nogen?« spurgte Overbiddet. »Idiot,« sagde jeg.

Vi susede ud ad landevejene i deres lydløse biler. Vi var astronauter, lukket inde i cockpittet i fremmede menneskers rumskibe. »Hvorfor solgte I egentlig jeres bil?« spurgte fætter Søren. »Jeg fik et godt tilbud,« svarede far. »Hvor godt?« spurgte Søren. »Mere, end der kan være i dine bukselommer.« »Det var ellers en gammel øse, var det ikke?« spurgte onkel Karl.

Far sukkede og kikkede ud ad sidevinduet. »Får du solgt nogle snørebånd?« Far trak på skuldrene. »Der kan da ikke være mange penge i snørebånd,« sagde Karl. »Hvordan kan du være sælger uden at have en bil?« Far trommede med fingerspidserne mod sideruden. Jeg 18

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 18

11/02/10 14.17

kunne ikke lide, når de snakkede sådan til ham. Han rullede vinduet lidt ned, fordi han svedte. Han rullede det op igen.

Der var 500 meter til den nærmeste nabo; til gengæld var deres hus kæmpestort. Vi stormede ind ad hoveddøren og glemte, at vi ikke måtte træde på dørtrinene. »Jeg trådte ikke på det,« sagde Overbiddet. »Det kan du godt glemme, jeg så det med mine egne øjne,« sagde tante Marie. Hun bukkede sig ned og gned på dørtrinet med en negl. »Han gjorde det med vilje,« sagde jeg og fik et puf i ryggen af mor. »Nej, jeg gjorde ej.« Vi gik ind i stuen for at hilse på fru Jensen. Hun sad altid i den samme stol og røg cigaretter. Hun var grå i hovedet. Hendes ene ben var dobbelt så tykt som det andet. Hun hvilede det tykke ben på en taburet og læste ugeblade det meste af tiden.

Hun var ved at dø. Vi måtte ikke kalde hende andet end fru Jensen og skulle give hånd, fordi hun var gammel. Hendes hånd var blød og slap. Den var lidt ligesom en klump franskbrødsdej uden at være klistret.

Vi vaskede hænderne bagefter. Hun lugtede, og nu sad lugten i vores hænder. »Det er sårene på hendes ben,« sagde Søren. »Sårene?« sagde Overbiddet. »De lugter, fordi de er ved at rådne,« sagde Søren. »Når hun bliver ældre, vil der måske gå maddiker i.« Vi havde svært ved at forestille os fru Jensen ældre. Fru Jensen var det ældste menneske, vi nogensinde havde set. Hun var vistnok tante Maries mor. Det måtte være dumt at have en mor, der var så gammel. Nogle gange straffede hun hende. »Jeg skal på toilettet,« sagde fru Jensen.

19

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 19

11/02/10 14.17

»Du må vente lidt,« sagde Marie.

Fru Jensen sagde det flere gange. Jeg holdt øje med uret. Der gik over en time, før tante Marie hentede toiletstolen. Jeg gik hen til lænestolen for at se, om hun havde tisset i den. Der var en plet, men jeg kunne ikke se, om det var tis. Jeg ville ikke lugte til det.

Jeg spurgte far, hvorfor fru Jensen boede hos tante Marie og onkel Karl. »Sådan gør man her,« svarede far. »Skal din far og mor så også flytte hjem til os, når de bliver gamle?« spurgte jeg. »Vi bor ikke i Nordjylland,« svarede han.

Normalt ville han ikke snakke om dem, men i dag virkede han anderledes. Han rejste sig fra sofaen og tog en skål chips.

Han satte sig igen og kikkede på mig. Han var ikke sur. Han var alvorlig. Han tog en ordentlig mundfuld og tyggede længe på den: »Din farfar er en røv. Han har ikke bestilt andet end at gøre livet surt for mig og Karl. Han plagede os, indtil vi var gamle nok til at løbe hjemmefra. Først Karl og senere mig. Da Karl var stukket af, blev det dobbelt så slemt.« Far lænede sig frem mod mig og sænkede stemmen: »De gamle sataner var lige gode om det, men det skal du ikke sige til Karl. Han synes, far var skurken.« »Plagede jeres mor jer også?« spurgte jeg. »Nej, hun lod ham gøre det, og det var det værste. Hun kunne have smidt ham ud.« Han tog endnu en mundfuld. Jeg overvejede, om jeg skulle spørge om noget mere. Nu, han var i gang. »Er mors mor lige så gammel som fru Jensen?« spurgte jeg.

20

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 20

11/02/10 14.17

Mor kom ind i stuen. »Hvornår blev din mor født?« spurgte far. Han var vældig snakkesalig og gumlede løs på chipsene. »Aner det ikke,« sagde mor. Hendes læber blev altid stramme, når vi talte om hendes mor. »Hvorfor stak hun af?« spurgte jeg. »Hvem siger, hun stak af?« spurgte mor. »Morfar.« »Jeg gider ikke snakke om hende,« sagde hun.

Mor var kun syv år dengang, så jeg havde aldrig set vores mormor, og vi så heller ikke morfar særlig tit, fordi han brokkede sig hele tiden. »Livet har gjort ham bitter,« sagde mor. »Han er flink nok,« sagde far. »Han er ikke til at holde ud at høre på,« sagde mor.

Jeg havde hørt ham brokke sig over orme, der åd hans salat, over biller, der spiste hans asparges, og mider, der ødelagde hans agurker. Han havde en kæmpe have, men vi måtte ikke lege i den. Vi måtte kun gå på havegangene og græsplænen. »NU HOLDER DU OP!« Vi lå i vores soveposer under fætter Sørens akvarium. Lyset var slukket. »Jeg GIDER ikke høre mere på det …« Vi sneg os ud af værelset og hen til trappen for at kikke ned i stuen. Far sad i en sort lænestol. Han havde smidt sokkerne og placeret fødderne på en skammel. Der stod en masse flasker på bordet. Mor og tante Marie var der ikke. Det var nat. »Det var mor,« snøvlede han. »Far var da ligeglad med, hvem der havde været gift før. Det var mor, den satan.«

21

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 21

11/02/10 14.17

»Sådan skal du ikke tale om mor!« råbte onkel Karl. Han lå i sofaen med et glas på maven. Den mandelfarvede væske i bunden af glasset dansede. »Jeg taler om mor, som det passer mig!« brummede far og væltede et par ølflasker ned fra bordet, fordi han fægtede med armen. »Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal.« »Hun var bekymret for dig, fordi du havde fundet en fraskilt kvinde, dét var det hele. Vi var for øvrigt alle sammen bekymrede for dig. Du rendte jo for fanden rundt på skrammelpladserne og samlede ragelse. Hvilken normal familie ville ikke være bekymret? »Normal?« Far stirrede på onkel Karl med det ene øje. Det andet kikkede lidt indad, mod næsen. »Ja, vi andre havde i det mindste et arbejde. Vi forsøgte ikke at sælge ragelse til folk og bilde dem ind, at det var kunst.« Onkel Karl knipsede med fingrene. »Det var ikke ragelse.« »Det var i hvert fald noget gammelt skrammel.« »Nu holder du din forpulede KÆFT!« Far rejste sig. Han stod med siden til onkel Karl. Hans ene øje skelede stadig. Til sidst satte han sig igen. »Du kunne godt sende hende et fødselsdagskort,« snøvlede onkel Karl og drak af den mandelfarvede væske. »Sender hun måske fødselsdagskort til mine børn?« »Det gjorde hun i begyndelsen.« »I begyndelsen, ja, men jeg snakker om nu!« »Det er sgu da, fordi du sendte tingene tilbage, idiot.« »Jeg er ligeglad med de røvhuller; bare de lader være med at blande sig i mit liv.« »Nu blander de sig jo heller ikke mere.« »Far kommer da stadig kørende for at kæfte op om mor, hvis 22

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 22

11/02/10 14.17

han kan slippe af sted med det. I to er som snydt ud af næsen på hinanden.« »Det var dig, der bragte hende på bane,« mukkede onkel Karl. »Det var det da ikke. Det var dig.« »Hm!« »Du har forsøgt at bringe det på bane, lige siden vi kom. Du forsøger altid at bringe det på bane.« »Det gør jeg i hvert fald ikke.« »Evig og altid skal I kæfte op om mor. Stakkels mor har fået sukkersyge, stakkels mor har fået vand i benet, stakkels mor har det dårligt, fordi hun har spildt sit liv sammen med den stodder, der er vores far.« »Du ser spøgelser.« »Nu skal jeg sige dig en ting. Din STAKKELS mor har altid sørget for at sladre til far, så der kunne komme ekstra rav i den.

Hun har ikke forsømt en eneste lejlighed til at få det lidt dårligere, end hun havde i forvejen.« »Det passer ikke. Hun stillede sig imellem os, når han blev kolerisk,« gispede onkel Karl. »Jeg finder mig ikke i det dér.« »Ha!« råbte far. »Det gjorde hun da hele tiden.« »HA!« råbte far igen. »Du er så dum, at det ikke er gået op for dig, hvordan det var dengang.« »Det er dig, der er dum.« Onkel Karl væltede glasset med den mandelfarvede væske. »Du var dum dengang, og du er dum nu. Først banker du en forretning op, og så bliver du nødt til at sælge bilen, fordi du ikke kan holde pilfingrene for dig selv og skal betale børnepenge. Hvad vil du nu leve af, dummernikke? Skal du til at sælge ragelse fra lossepladserne med malingsklatter igen?« 23

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 23

11/02/10 14.17

»HOLD DIN FORPULEDE KÆFT, ELLER DU FÅR EN RØVFULD!« »Jeg er ikke bange for dig!« råbte Karl, »kom bare an, du er så dum, at du ikke engang kan slås. Det har du for øvrigt aldrig kunnet!« Det så ud, som om far ville pande onkel Karl én på hovedet.

Han løftede en knyttet næve og lod den hænge faretruende i luften, men pludselig åbnede han terrassedøren og forsvandt ud i mørket. Der lød en masse råb derudefra, det var svært at forstå ordene. Han gik rundt om huset flere gange. Han kunne ikke gå andre steder hen, fordi der var pløjemarker alle vegne.

Næste morgen sad han ved morgenbordet ved siden af onkel Karl, smilende. Han spiste blødkogte æg og krydderboller med spegepølse: »Har I sovet godt, drenge?«

SUMOBRØDRE_INDH_26_01.indd 24

11/02/10 14.17