Skrællingen. Tora i Vinland © Charlotte Blay og Høst & Søn/GB-forlagene A/S, København 2006 1. udgave, 1. oplag Omslagsillustration: Per Jørgensen Kort: Jørgen Windfeldt Produktion: Narayana Press Skrift: Plantin ISBN-10: 87-638-0412-3 ISBN-13: 978-87-638-0412-7 Printed in Denmark 2006 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i GB-forlagene A/S Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.gb-forlagene.dk | www.hoest.dk
54321_skraellingen_tora .indd 6
2/15/06 10:24:58 AM
1. Sammenstød med en elg
Der lød et sønderrivende brag. Tora Frost slugte sit tyggegummi og undertrykte et skrig, da bilen slingrede ud i vejkanten og ned ad skråningen. Motoren hostede og døde med et suk. Hun havde i et glimt set det store, hornede uhyre, der pludselig stod i vejsvinget. Hendes far fik ikke en chance for at bremse op, før elgtyren hamrede mod køleren og smadrede forruden, så han mistede herredømmet over bilen og kørte i grøften. Det store dyr lå som en livløs bunke gevir og lange ben foran dem. Tora var sikker på, at elgen var stendød. Men så rejste den sig langsomt, som i slowmotion og strakte sin store mule frem og snusede til kølerhjelmen. Hævede hovedet med det kolossale skovlformede gevir og gloede bebrejdende ind gennem den knuste rude. – Skrub af, din dumme skovl! råbte Tora og rystede en knytnæve mod bæstet derude. Med en bevægelse, der mest udtrykte foragt, drejede det vældige dyr omkring på de lange ben. Den bøjede hovedet og trak en gulerod op af jorden, før den luntede ind i den lave grantykning med guleroden svingende fra mulen. En gulerod, det var sært, tænkte Tora. Først da elgen var væk, kiggede hun hen på sin far, der sad og bandede stygt, mens han kæmpede for at få bilen startet igen. 9
54321_skraellingen_tora .indd 9
2/15/06 10:24:58 AM
– Far! Du bløder! Tora så forskrækket blodet, der strømmede ned over hans ansigt og blev opfanget af det store fuldskæg. – Forbistrede elg, rasede han og tørrede sig over panden med ærmet, så den islandske trøje også blev fuld af blod. – Du bløder helt vildt, jamrede Tora. – Det er også, fordi du altid glemmer at spænde din sikkerhedssele. Først nu opdagede Bjørn Frost blodet. Han kiggede sig i bakspejlet og bandede endnu mere. – Hvad med dig, Tora? Er der sket noget med dig? Han tværede endnu mere blod ud i ansigtet med trøjeærmet, mens han kikkede bekymret på hende. – Næ, jeg blev bare enormt forskrækket, da det kæmpe monstrum stod midt på vejen. Jeg har aldrig set sådan et uhyre før. Tora fandt en kleenex i handskerummet og gav sig til at tørre blod af sin fars skæg. – Du er først lige kommet til Newfoundland, bare vent. Her vrimler det med elsdyr. Bjørn Frost fik bildøren op og steg ud for at studere skaderne udefra. – Næh, vil du lige se her, lød hans stemme. – Vi er landet midt i en køkkenhave. Her er gulerødder og kartofler og kål og det hele. Tora fik sideruden rullet ned. – Sig mig, er det ikke lidt underligt, at der ligger en køkkenhave helt herude i ingenmandsland? Hun strakte hals for at se ud. – Det er ikke spor underligt, forklarede han. – Fiskernes huse er bygget på klippegrund ude ved havet. Den gode jord dukkede frem, da de anlagde hovedvejen. 10
54321_skraellingen_tora .indd 10
2/15/06 10:24:58 AM
Derfor fandt fiskerne på at lægge deres køkkenhaver herude langs med vejen. – Jeg er mere interesseret i, hvordan vi kommer videre, vrissede Tora. Det var så typisk hendes far at lade sig opsluge af noget helt andet end det vigtigste. Og det vigtigste lige nu var, så vidt hun kunne skønne, at de kom hen til Valhalla, hvor de skulle bo. Hun spændte sikkerhedsselen op og ville åbne bildøren. Den bandt efter sammenstødet, men det lykkedes at presse den så meget op, at hun kunne klemme sig ud. Da hun rejste sig og ville begynde at gå, faldt hun sammen med et gisp. Hendes højre ben kollapsede. En skærende smerte eksploderede ud fra anklen. Som et sværd, der blev jaget op gennem benet. – Av, for den lede, stønnede hun og faldt om i en række grønne kartoffeltoppe. Hendes far kom springende. Løftede hende op og bar hende over på en stor sten i kanten af køkkenhaven. Han prøvede at undersøge benet, men det var umuligt på grund af de stramme cowboybukser. – Du må tage bukserne af, så jeg kan se, hvad der er galt med dit ben. – Ikke her lige ved vejen, fnøs hun. – Du plejer ikke at være så pivet, Tora. Men lad os håbe, der kommer en bil forbi, så vi kan komme hjem til Valhalla. – Far, er du klar over, at vi ikke har mødt en eneste bil på vejen fra lufthavnen, selv om vi har kørt i timevis. Kun endeløse mængder af klipper og granskove. Og så den åndssvage elg. Tora havde voldsomme smerter i benet, men hun ville ikke vise det. Og fik 11
54321_skraellingen_tora .indd 11
2/15/06 10:24:58 AM
hun først bukserne af, fik hun dem garanteret ikke på igen. Hendes far brummede i det blodige skæg og tog sig til hovedet. Tora fortrød, at hun havde taget på vej. – Bjørnefar, du har garanteret smadderondt i dit hoved. Hun lænede sig frem og studerede hans pande. Det var umuligt at se, hvor stor skaden var, på grund af alt blodet. – Det går nok. Han stod lidt og virrede med hovedet, som om han ikke kunne få hold på tankerne. – Måske skulle vi begynde at gå ud ad landevejen. Herfra er der er ikke så forfærdeligt langt til L’Ance-aux-Meadows, hvor Valhalla ligger. Tora var målløs. Hendes far havde altid været upraktisk, undtagen når han gravede efter gamle vikinger, men det her slog rekorden. Hun tog en dyb indånding og sagde sukkersødt: – Det er i orden, far. Så bærer du mig til byen med det mærkelige navn, for jeg kan jo ikke gå på benet. – Det havde jeg allerede glemt, Toratøs. Men der kommer nok en bil forbi inden længe. De ventede i lang tid, uden at der kom nogen biler. I Toras ben dunkede smerten som øksehug. Hun rodede i sine jakkelommer og fandt mobiltelefonen. – Er der da ikke nogen, vi kan ringe til? foreslog hun og rakte den til sin far. – Nogen som kan komme og hente os? Han stod lidt og studerede hendes telefon, før han endelig mumlede: – Bella Saxen på pension Valhalla kan hjælpe os, men jeg husker ikke hendes telefonnummer. Han sendte 12
54321_skraellingen_tora .indd 12
2/15/06 10:24:58 AM
Tora et fortvivlet blik. Hans hoved lignede en tomat med hår og skæg. Men netop som Tora vaklede mellem raseri og medynk over farens glemsomhed, lyste hans blodige ansigt op i et forklarelsens skær. Han stak hånden i lommen og tog sin egen mobiltelefon frem. – Jeg har jo tastet Valhallas nummer ind, sagde han og ringede op. Samtalen foregik på engelsk. Tora kunne høre, at han talte med en, som hed Bella, og at der snart ville komme nogen og hente dem. – Vikingerne er på vej hjem til Valhalla. Bella ringer og siger, de skal køre herud og hente os på vejen, meddelte hendes far. – Vikingerne? – Ja, hele Bellas familie arbejder på vikingecenteret om sommeren. Tora nikkede og bed tænderne sammen for ikke at ømme sig. Det blev garanteret en elendig sommerferie her på Newfoundland. Eller Vinland, som hendes far kaldte det. Han havde kun sine fjollede vikinger i hovedet. Og hvad med det feriejob, han havde lovet hende? Hun havde en drøm om at købe sig et digitalkamera, så hun kunne tage sine egne billeder. Og hun trængte til noget nyt, smart tøj. Men med det her ben kunne hun jo ikke hjælpe sin far med at udgrave den nye del af Leif den Lykkeliges boplads. Farvel, digitalkamera. Farvel, smart tøj. Hun sad og fortrød, at hun ikke var blevet hjemme i Danmark. Hendes mor og hendes lillebror Gorm skulle med mors nye fyr til Knuthenborg Dyrepark og på 13
54321_skraellingen_tora .indd 13
2/15/06 10:24:58 AM
campingtur til Frankrig. Og selv om ham Klavs henne fra banken var dødkedelig, så ville det være bedre end at sidde her på en øde landevej med et ben, der gjorde afsindig ondt. Tårerne pressede på bag øjnene, så hun måtte snøfte kraftigt for at holde dem tilbage. I det samme mærkede hun en stærk lugt af tang og tjære. Morfar, tænkte hun. Præcis sådan lugtede hendes elskede morfar, den gamle engelske søulk, mens han levede. – Morfar? hviskede hun så stille, at hendes far ikke kunne høre hende. – Op med humøret, Tora, lød det ganske sagte i hendes øre. Det var ham. Hans sjove accent var ikke til at tage fejl af. Og nu kunne hun skimte hans furede ansigt og de store, buskede øjenbryn lige over grantykningen. – Hele min ferie er ødelagt på grund af det dumme elsdyr, jamrede hun lavmælt. – Jeg havde glædet mig sådan til at tjene penge i udgravningen. – Rolig, min pige. Vikingerne er på vej for at hente jer, lød morfarens stemme. – Du har spændende oplevelser foran dig. – Okay, men hvad så med mit elendige ben? peb hun. – Det gør måske ondt lige nu, men vent og se, om ikke det går hen og bliver en fordel med det ben, trøstede stemmen. – Okay, hviskede hun og sank lidt sammen på stenen. Hun mærkede, at hendes morfar sivede bort, og tanglugten blev overdøvet af lugten fra grantræernes harpiks. Hendes sind faldt altid til ro, når morfaren havde vist 14
54321_skraellingen_tora .indd 14
2/15/06 10:24:58 AM
sig for hende, og benet gjorde ikke så ondt som før. Hun havde aldrig fortalt sin far, at morfaren af og til dukkede op og trøstede, når hun havde det værst. Hun var sikker på, at hendes far ville grine og sige, at hun havde en alt for livlig fantasi. Bjørn Frost havde sat sig ind på forsædet med åben dør. Sad og trampede i gulerodstoppene med sko, der var plettede af blodet, som hele tiden dryppede fra hans pande. Tora trak en gulerod op af jorden. Hvis de skulle blive her i vejkanten i al evighed, kunne hun lige så godt snuppe sig lidt grøntsager, ligesom elsdyret. Men bedst som hun sad og gned jord af guleroden, hørte hun lyden af en motor i det fjerne. Hun lyttede efter og syntes ikke, det mindede spor om en bilmotor. Det lød nærmere som en flyvemaskine. Hendes far smilede og nikkede. – Nu kommer vikingerne. Lyden bragede nu, som om en hel hær af køretøjer nærmede sig. Tora holdt sig for ørerne og så en stor, rød firehjulstrækker med lad dukke frem i svinget. Bjørn Frost sprang op ad skråningen og svingede med armene, så bilen standsede. Den var fyldt med vikinger. Da dørene gik op, og flere af dem sprang ud, måtte Tora gnide øjnene og kigge en gang til for at se, om de forsvandt. Hun havde det med at se syner. Men vikingerne var der stadigvæk. Der var en kæmpestor fyr med blå kappe og vildtvoksende, gråt hår og skæg, som fik hendes fars skæg til at ligne en konfirmands. Og en mindre, bredskuldret fyr med læderhjelm og sværd i bæltet. Der var også to kvin15
54321_skraellingen_tora .indd 15
2/15/06 10:24:58 AM
der i lange skørter og forklæder. Den ene var gammel og fuld af rynker i det smilende ansigt. Hun havde snoet det grå hår op i to bukler over ørerne, så det mindede om frikadeller. Den anden var helt ung, måske på Toras alder. Hun havde en tyk fletning ned ad ryggen. – Vi hører, du har været i kamp med en kæmpe elgtyr, Bjørn Knoglegraver, råbte den store gråhårede på engelsk. – Ja, Gunnar Gråmanke, bæstet stod lige her i svinget og var ikke til at komme uden om, sagde Toras far. – Du er ilde tilredt, gode kampfælle, råbte den lille med læderhjelmen. Han trak sværdet og huggede et par gange med det i luften. – Lad mig komme til, sagde den gamle vikingekone og masede forbi mændene. Hun tog uden videre Bjørn Frosts blodige ansigt mellem hænderne og kiggede undersøgende på hans pande. – Du er blevet slemt skåret i panden, konstaterede hun. Pigen med den tykke fletning trak op i sine lange skørter og løb gennem kartoffelrækkerne over til Tora: – Jeg hedder Helga den Hårfagre. Er der sket noget med dig, Tora? Tora blev så forbløffet over, at pigen kendte hendes navn, at hun igen blev i tvivl, om det her var et syn, hun havde, eller det var virkelighed. – Øhm, mit ben. Jeg kan slet ikke gå på det, fik hun sagt. – Egil Ormstunge, kom her og bær Tora op i køretøjet, befalede Helga. Den lille, brede viking sprang ned til Tora og bøjede sig over hende. 16
54321_skraellingen_tora .indd 16
2/15/06 10:24:59 AM
– Forsigtig, mand. Hun er såret. – Javel, frøken Hårfager. Varsomt løftede vikingen Tora op og tog hende over skulderen som en sæk kartofler. Så bar han hende op til bilen og anbragte hende på bagsædet. Udenfor hørte hun, hvordan hendes far beskrev sammenstødet med den store elgtyr for vikingerne. – Bilen får du jo erstattet, sagde ham, de kaldte Gunnar Gråmanke. – Det værste er, at du er havnet midt i Asgrim den Gales køkkenhave. Han går helt bersærk, når han opdager ødelæggelserne. – Det bliver elgtyren, Den Gale skal snakke med om den sag, fastslog Toras far. Vikingekvinderne satte sig ind på hver side af Tora, og hendes far fik pladsen ved siden af Gråmanke, der kørte bilen. Egil Ormstunge klatrede op i ladet. Han skulle alligevel af, så snart de nåede det første hus i fiskelejet. “Salg af benskærerkunst”, stod der på et skilt, og husets facade var pyntet med hvide knogler, der forestillede skibe og hvaler og mærkelige dyr. – Vi ses på arbejde i morgen, råbte han og svingede med sværdet, mens han rask gik mod huset. – Min kone, Bella, har allerede ringet efter lægen, så han kommer og kigger til jer på Valhalla, sagde Gråmanke. – Jeg er mest bekymret for Toras fod. Bjørn Frost drejede hovedet og kiggede om på sin datter. Der hang små bloddråber i hans skæg. – Så skulle du bare se dig selv, fnøs hun. 17
54321_skraellingen_tora .indd 17
2/15/06 10:24:59 AM
Da de nåede til Pension Valhalla i den anden ende af fiskelejet, L’Ance-aux-Meadows, holdt lægens bil der allerede. Denne gang var det Gunnar Gråmanke, som bar Tora. Han tog hende uden videre på armen som en baby. På vejen kom de forbi en lille salgsbod, hvor der sad en pige og strakte hals. “Vikingjam”, stod der på skiltet over boden. Vikingesyltetøj, oversatte Tora for sig selv. – Der sidder min søn, Snorre, præsenterede Gråmanke. – Helga og Snorre er tvillinger og skiftes til at passe boden med hjemmelavet syltetøj. Og den sårede pige her på min arm er Tora, Bjørn Knoglegravers datter, meddelte han sønnen. Snorre, som altså ikke var en pige, men en langhåret dreng, gjorde mine til at komme ud og hilse på Tora, men i det samme kørte en bil med turister ind til boden for at kigge på syltetøjet. Godt det samme. Tora følte sig helt idiotisk tilpas ved at sidde på armen af den store viking. Pension Valhalla lå nede ad en lille sti helt ud til vandkanten. En stor, sort og pjusket hund kom springende imod dem med en fladbidt bold i munden. Halen logrede som en vinduesvisker. – Og her har vi hedningehunden Orvil, sagde Gråmanke og klappede hunden med den frie hånd. Hunden fulgte med ind i huset, hvor Bella og lægen tog imod dem. – Velkommen, Tora, din far har fortalt så meget om dig, sagde Bella. Hun havde krøllet hår og en kort bluse over de stramme cowboybukser. Nok den eneste i den familie, der var helt almindelig, tænkte Tora. 18
54321_skraellingen_tora .indd 18
2/15/06 10:24:59 AM
Bella hjalp hende forsigtigt med at trække bukserne af, da lægen skulle undersøge benet. – Du har forstuvet foden, unge dame, sagde han næsten med det samme. – Jeg giver dig et støttebind på, og du skal gå med krykker en tid. – Vi har nogle krykker, der passer til Tora, udbrød Bella. – Snorre havde jo brækket benet sidste sommer. – Jeg har glemt min taske med rent tøj i bilen, sukkede Tora, da lægen gik i gang med hendes fars blodige pande. – Du kan låne noget af Helgas tøj, hun er på størrelse med dig. Bella hentede en lang, grå bomuldskjole. – Det bliver altså en vikingekjole. Det er nok nemmest for dig, med det ben. Hele vores familie arbejder ude i vikingecenteret i sommerhalvåret, undtagen mig, forklarede hun. – Jeg vasker lagner og laver mad til vores gæster. Da de noget senere sad omkring bordet og spiste hummer og fiskesuppe, havde Toras far fået en stor forbinding omkring hovedet. Han lignede en såret kriger, men var i vældigt godt humør og fortalte løs om de spændende, nye fund, han var med til at udgrave ved Leif den Lykkeliges boplads. Man havde fundet resterne af nogle stenvarder på den høje bakke over bopladsen. Det havde vist sig at være en gravplads. Der lå både skeletdele og rester af redskaber under de opstablede sten. Toras far knuste sin ene hummerklo med en nøddeknækker og lænede sig over mod hende, mens han sagde på dansk: 19
54321_skraellingen_tora .indd 19
2/15/06 10:24:59 AM
– Der ligger også et lille barneskelet svøbt i et gedeskind, så vidt vi kan se. Det bliver spændende at få det undersøgt nærmere. – Et barneskelet? Munden stod åben på Tora, og hun glemte at spise det hummerstykke, hun med besvær havde pillet ud af kloen. – Mange døde tidligt dengang, sagde faren. Selv om Tora var vant til at høre om sin fars makabre skeletfund, var det nyt og uhyggeligt for hende, at de havde fundet et lille barn. Hun kæmpede i tavshed med sin hummer. Smagen var fin, men den lignede en stor, rød monsteredderkop med angrebskløer. Det tog noget af appetitten. Og da hun nåede til suppen, blev det helt galt. Der flød noget geleagtigt misk-mask mellem grøntsagerne, som smagte hæsligt. Hun hostede det ud i hånden og lod det glide ned på gulvet. Hunden lå under bordet og guffede i sig, lige så hurtigt som hun lod det falde. – Du må endelig ikke give Orvil mad ved bordet, sagde Bella, der kom ind med en duftende tærte. – Så slipper du aldrig af med den. – Det skal jeg nok lade være med, nikkede Tora og kiggede med et lille tilfreds smil på sin tomme tallerken. Om natten drev et uvejr hen over pension Valhalla. Tordenskrald og lynglimt vækkede Tora og fik hende op at sidde i sengen. Uden for vinduet skimtede hun i et oplyst sekund et forvrænget ansigt omkranset af et vældigt flammerødt hår. – Det er bare guden Thor, der kører forbi med ge20
54321_skraellingen_tora .indd 20
2/15/06 10:24:59 AM
derne, mumlede hendes far søvndrukkent ovre fra sin seng. – Nåhr, ikke andet. Tora puttede sig under vattæpper og lagner og faldt i søvn igen. Men det var en urolig søvn, for hun drømte, at skeletbarnet kom ind og ville sove hos hende.
54321_skraellingen_tora .indd 21
2/15/06 10:24:59 AM