Jojo Moyes - Det sidste brev fra din elsker (læseprøve)

90mm

145 mm

226 mm

Hvad Lou ikke ved, er, at hun lige om lidt mister sit job, og at det bestemt ikke er nemt at få et nyt.

Will Traynor ved, at han ikke længere har lyst til at leve.

Han ved, at livet nu føles småt og glædesløst, efter at han er blevet lam i stort set hele kroppen − og han ved præcis, hvordan han vil gøre en ende på elendigheden.

Hvad Will ikke ved, er, at Lou lige om lidt vil bryde ind i hans liv og gøre hans dagligdag knap så farveløs.

Og hvad ingen af dem ved, er, at de kommer til at forandre hinandens liv for altid.

– F EM I NA – PO LI T I KEN

London 2003. Journalisten Ellie Haworth falder over et gammelt brev, hvori en mand bønfalder sin gifte elskerinde om at stikke af med ham. Ellies eget kærlighedsliv er mildest talt noget rod, og hun bliver nærmest besat af at finde ud af, hvad der skete med brevets to elskende. Hvis de levede lykkeligt til deres dages ende, er der måske også håb for hendes egen håbløse affære.

Det sidste brev fra din elsker er en smuk roman om kærlighedens veje og vildveje, om den store lidenskab, utroskab og tab – og om to kvinder, hvis skæbner krydses på tværs af tid.

det sidste brev fra din elsker

Hun ved, hvor mange skridt der er fra bussen og hjem. Hun ved, at hun elsker sit arbejde på The Buttered Bun, og hun ved, at hun måske ikke elsker sin kæreste Patrick så højt, som hun burde.

145 mm CMYK

det

sidste brev

90mm

© PHYLLIS CHRISTOPHER

Lou Clark ved en masse ting.

London 1960. Jennifer Stirling vågner i en hospitalsseng. Hun kan absolut intet huske − hverken bilulykken, der gik forud, eller den mand, der besøger hende på hospitalet og siger, at han er hendes mand. Ikke engang sit eget navn kan hun huske. Hjemme igen går hun på jagt efter spor, der kan hjælpe hende med at huske, hvem hun var. Gemt i en bog finder hun et lidenskabeligt brev underskrevet med et B fra en mand, som hun tydeligvis var villig til at satse alt for. Men hvem er han? Og hvorfor prøver han ikke at kontakte hende?

JO JO M OY E S

Fredag aften klokken kvart over syv står jeg på perron 4 på Paddington Station, og hvis du kan finde modet til at tage med mig, vil du gøre mig til verdens lykkeligste menneske.

38,5 mm

fra din

elsker

JOJO MOYES (f. 1969) er uddannet journalist og debuterede som romanforfatter i 2002. Hun har skrevet i alt 11 romaner og har to gange modtaget den engelske pris Romantic Novel of the Year, bl.a. for Det sidste brev fra din elsker i 2011.

Sit store gennembrud fik hun med kærlighedsromanen Mig før dig, som er blevet en mega-bestseller i mange lande og alene i Tyskland har solgt over en million eksemplarer. Filmrettighederne til bogen er solgt til MGM.

Af forfatteren til MIG før DIG

J O J O MOY ES Modtager af prisen ROMANTIC NOVEL OF THE YEAR CICERO

Det_sidste_brev_fra_din_elsker_smuds.indd 1

04/12/13 10.58

Det sidste brev fra din elsker

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 1

09-12-2013 10:48:43

Af samme forfatter: Hvalernes sang Brudeskibet Mig før dig

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 2

09-12-2013 10:48:43

Jojo Moyes

Det sidste brev fra din elsker Oversat fra engelsk af Marianne Linneberg Rasmussen

CICERO

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 3

09-12-2013 10:48:43

Det sidste brev fra din elsker er oversat fra engelsk af Marianne Linneberg Rasmussen efter The Last Letter From Your Lover Copyright © Jojo Moyes 2010 Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE&CO, København Omslagsillustration: © Sarah Gibb Tilrettelægning af dansk omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet Sat med Adobe Caslon Pro hos ROSINANTE&CO og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3110-9 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICERO er et forlag i ROSINANTE&CO

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 4

09-12-2013 10:48:43

Til Charles, som startede det hele med en lille seddel

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 5

09-12-2013 10:48:43

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 6

09-12-2013 10:48:43

Tillykke med fødselsdagen! Her har du din fødsels­ dagsgave, som jeg håber, du bliver glad for …

Jeg tænker ekstra meget på dig i dag … jeg har nem­ lig fundet ud af, at selv om jeg holder meget af dig, så er jeg ikke forelsket i dig. Jeg føler ikke, at du er den eneste ene for mig. Nå, men jeg håber, at du kan bruge gaven, og at du får en skøn dag.

Brev fra kvinde til mand

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 7

09-12-2013 10:48:46

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 8

09-12-2013 10:48:46

Prolog Hej så længe – kh J

Ellie Haworth får øje på sine venner i den modsatte ende af pubben og baner sig vej gennem menneskemængden. Hun stiller tasken fra sig på gulvet og lægger mobilen på bordet foran dem. De er allerede godt overrislede – det kan hun udlede af deres stemmer, de store armbevægelser, den høje latter og de mange tomme flasker på bordet. „Du kommer for sent.“ Nicky holder sit ur frem og løfter pege­ fingeren formanende. „Du behøver ikke sige det. ‘Jeg skulle lige være færdig med en artikel.’“ „Interview med et parlamentsmedlems svegne hustru. Undskyld.

Det var til morgendagens avis,“ siger hun, hvorefter hun sætter sig på den tomme plads og hælder den sidste slat fra en flaske op i et glas. „Okay. Aftenens irriterende udtryk til diskussion: ‘Hej så længe’.“ „Hej så længe?“ „Som afskedshilsen. Betyder det, at der er længe til, at jeg hører fra ham igen? Og i så fald, hvor længe? Bliver det i morgen eller senere i dag? Eller er det bare en tom floskel, der i virkeligheden ikke betyder noget som helst?“ Nicky kaster et blik på den lysende skærm. „Der står ‘Hej så længe’ plus ‘kh’ for ‘kærlig hilsen’. Det betyder, at der ikke er så længe til.“ 9

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 9

09-12-2013 10:48:46

„Helt enig,“ siger Corinne. „‘Hej så længe’ betyder, at man ses om meget kort tid. Det må være i morgen.“ Hun tøver lidt. „Eller måske i overmorgen.“ „Det er lidt upersonligt.“ „Upersonligt?“ „Det er sådan noget, man ville kunne sige til postbuddet.“ „Kunne du finde på at sende dit postbud en kærlig hilsen?“ Nicky smiler frækt. „Det kunne jeg da godt finde på. Han er ret lækker.“ Corinne nærstuderer sms’en. „Jeg synes måske ikke, det er helt fair. Det kan jo også godt betyde, at han havde travlt og lige skulle ordne et eller andet.“ „Ja. Sin kone, for eksempel.“ Ellie sender Douglas et advarende blik. „Hvad er der?“ siger han. „Jeg mener bare … burde I egentlig ikke være kommet over det stadie, hvor man er nødt til at fortolke hinandens sms’er?“ Ellie bunder vinen og læner sig ind over bordet. „Okay. Hvis jeg skal have en moralpræken, skal jeg altså lige have noget mere at drikke først.“ „Hvis man kender en mand godt nok til at knalde med ham på hans kontor, så synes jeg, man burde kunne bede ham om at præcisere, hvornår man skal ses igen til en kop kaffe.“ „Hvad står der i resten af sms’en? Og sig nu ikke, at det er noget med at knalde på hans kontor.“ Ellie kigger på sin telefon og scroller ned gennem sms’erne. „‘Hej – det er svært at ringe hjemmefra. Skal til Dublin i næste uge, men kender ikke planerne i detaljer endnu. Hej så længe – kh J.’“ „Han holder alle muligheder åbne,“ siger Douglas. „Medmindre han … lissom … bare ikke kender planerne endnu.“ „Så ville han have skrevet: ‘Jeg ringer fra Dublin.’ Eller sågar: ‘Lad os tage til Dublin sammen.’“ „Tager han konen med?“ „Det gør han aldrig. Det er en forretningsrejse.“ 10

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 10

09-12-2013 10:48:46

„Måske tager han en anden med,“ mumler Douglas ned i sin øl.

Nicky ryster eftertænksomt på hovedet. „Gud, hvor var livet altså bare meget lettere, dengang fyren var nødt til at ringe og snakke med én. Da kunne man i det mindste høre på hans stemme, om man blev afvist.“ „Ja. Og så kunne man sidde derhjemme foran telefonen i timevis og vente på, at han ringede,“ kommer det fra Corinne med et fnys. „Ak, så mange aftener jeg brugte på at sidde der …“ „… man skulle hele tiden tjekke, om telefonen nu også virkede …“ „… og så smækkede man røret på igen med det samme, hvis nu det var i netop det øjeblik, han ringede.“ Ellie hører dem grine og kan godt se sandheden bag de drillende stikpiller, men alligevel kan hun ikke lade være med at håbe på, at den lille skærm pludselig lyser op med et opkald. Et opkald, der på grund af tidspunktet, og fordi ‘det er svært at ringe hjemmefra’, ikke vil komme.

Douglas følger hende hjem. Ud af de fire venner er han den eneste, der bor sammen med en kæreste, men hans bedre halvdel, Lena, har en høj stilling i reklamebranchen og arbejder tit indtil klokken ti-elleve stykker om aftenen. Lena har ikke noget imod, at han går i byen med sine gamle venner – hun har også været med et par gange, men det er ikke nemt for hende at bryde igennem den mur af indforståede vittigheder og bemærkninger, der følger med venskaber, som er halvandet årti gamle, så for det meste lader hun ham tage af sted alene. „Nå, men hvordan går det så med dig, gamle dreng?“ Ellie puffer til ham, mens de går uden om en indkøbsvogn, som en eller anden har efterladt på fortovet. „Du har slet ikke fortalt noget om dig selv i aften. Medmindre du gjorde det, inden jeg kom, selvfølgelig.“ „Der sker ikke det helt store,“ siger han og tøver lidt. Han stikker hænderne i lommerne. „Ej, det er faktisk ikke helt rigtigt. Øhm …

Lena vil gerne have et barn.“ Ellie ser op på ham. „Det må jeg nok sige.“ 11

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 11

09-12-2013 10:48:46

„Og det vil jeg også gerne,“ skynder han sig at tilføje. „Vi har snakket om det i en evighed, men nu er vi nået frem til, at der aldrig kommer et tidspunkt, der er helt perfekt, så vi kan lige så godt se at komme i gang.“ „Din gamle romantiker.“ „Jeg er … ja, jeg ved sgu ikke … ret glad for det, faktisk. Lena vil blive ved med at arbejde, og så skal jeg gå hjemme med den lille.

Altså forudsat, at det hele går, som det skal, og …“ Ellie prøver at holde sin stemme neutral. „Og det er også det, du har lyst til?“ „Jah. Jeg er alligevel dødtræt af mit arbejde. Det har jeg været i flere år. Og hun tjener jo styrtende. Jeg glæder mig helt til at gå hjemme og hygge mig med en baby.“ „Det der med babyer er altså ikke kun ren hygge …“ begynder hun. „Det ved jeg godt. Pas på … der på fortovet.“ Han gelejder hende nænsomt rundt om noget bræk. „Men jeg er klar til det.

Jeg har ikke behov for at gå på pub hver aften. Jeg vil gerne videre til livets næste fase. Altså ikke sådan ment, at jeg ikke kan lide at gå i byen med jer, men nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi ikke alle sammen burde … du ved … blive lidt mere voksne.“ „Åh nej!“ Ellie griber fat i hans arm. „Du er gået over til den mørke side.“ „Nåja, jeg har nok heller ikke det samme forhold til jobbet, som du har. Det betyder alt for dig, ikke?“ „Jo, næsten alt,“ indrømmer hun.

De går et stykke uden at sige noget, lytter til sirenerne i det fjerne, de smækkende bildøre, skænderierne ude på gaden. Ellie elsker denne del af aftenen, hvor hun er helt glad i låget efter samværet med vennerne og for en stund er fri for al den usikkerhed, der omspænder resten af hendes liv. Hun har haft en dejlig aften på pubben, og nu er hun på vej hjem til sin hyggelige lejlighed. Hun er sund og rask, hun har ikke overtræk på kontoen, hun har planer for weekenden, og hun er den eneste i venneflokken, der endnu ikke har fundet et eneste gråt hår. Livet er godt.

12

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 12

09-12-2013 10:48:46

„Tænker du nogensinde på hende?“ spørger Douglas. „På hvem?“ „Johns kone. Tror du, hun ved det?“ Så snart konen bliver nævnt, fordufter Ellies glæde. „Det ved jeg ikke.“ Og da Douglas ikke siger noget, tilføjer hun: „Jeg er sikker på, jeg ville vide det, hvis det var mig. Han siger, at hun interesserer sig mere for børnene end for ham. Nogle gange siger jeg til mig selv, at hun måske ligefrem er en lillebitte smule lettet over, at hun ikke behøver bekymre sig om ham. Du ved, om at tilfredsstille ham.“ „Arh, nu er vi vist ude i ren ønsketænkning.“ „Det kan godt være. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er svaret nej. Jeg tænker ikke på hende, og jeg har ikke dårlig samvittighed.

For jeg tror ikke, det ville være sket, hvis de havde været lykkelige eller … du ved … følte nogen samhørighed.“ „I kvinder har et fuldstændig misforstået syn på mænd.“ „Tror du da, han er lykkelig sammen med hende?“ spørger hun og ser indgående på ham. „Det aner jeg ikke, om han er eller ej. Jeg tror bare ikke, han behøver være ulykkelig i sit ægteskab for at bolle udenom med dig.“ Stemningen har forandret sig en anelse, og måske er det derfor, hun slipper hans arm og retter på sit halstørklæde. „Du synes, jeg er et dårligt menneske. Eller at han er det.“ Nu er det sagt højt. Og det svier, at det lige præcis er kommet fra Douglas, den mindst fordømmende af hendes venner. „Jeg synes ikke, at der er nogen af jer, der er dårlige mennesker.

Jeg tænker bare på Lena og på, hvordan det ville være for hende, hvis hun havde båret mit barn, og jeg så knaldede udenom, bare fordi hun valgte at give mit barn den opmærksomhed, som jeg syntes tilkom mig …“ „Så du synes altså, han er et dårligt menneske.“ Douglas ryster på hovedet. „Det er bare …“ Han standser og kigger op i nattehimlen, inden han svarer. „Jeg synes bare, du skal passe på dig selv, Ellie. Alt det der med, at du skal prøve at gætte dig til, hvad han mener, og hvad han vil, det er bare en gang pis.

13

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 13

09-12-2013 10:48:46

Du spilder din tid. I mine øjne er den slags ret enkelt. Der er en, der kan lide én, man kan også godt lide vedkommende, så finder man sammen, og det er sådan set det.“ „Sikke en dejlig verden, du lever i, Douglas. Det er bare en skam, den ikke ligner virkeligheden ret meget.“ „Godt så, lad os snakke om noget andet. Det var også et dumt emne at bringe på bane, når man har fået noget at drikke.“ „Nej.“ Hendes stemme bliver skarp. „Af børn og fulde folk og alt det der. Det er helt okay. Nu ved jeg i det mindste, hvad du mener om den sag. Jeg går selv det sidste stykke. Du må hilse Lena.“ Hun løber det sidste stykke vej hjem til lejligheden og vender sig ikke om for at vinke til sin gamle ven.

The Nation er ved at blive pakket i kasser, for avisen skal flytte til en ny bygning med glasfacade på havnefronten øst for Londons finanscentrum. I løbet af det sidste par uger er der blevet mere og mere tomt på kontoret – hvor der engang var bjerge af pressemeddelelser, mapper og arkiverede udklip, er der nu tomme skriveborde, og det skarpe neonlys rammer overraskende store flader af melamin.

Souvenirs fra gamle historier er blevet blotlagt, ligesom fund i en arkæologisk udgravning – flag fra kongelige jubilæer, bulede metalhjelme fra fordums krige og indrammede diplomer fra for længst glemte priser. De store kabelbundter ligger frit fremme, mange af tæppefliserne er blevet fjernet, og der er store huller i loftet, hvilket har ført til dramatisk løftede pegefingre fra Arbejdstilsynet og utallige besøg af folk med clipboards. Abonnementsservice, Annonceafdelingen og Sport er allerede flyttet ud på Compass Quay.

Lørdagsmagasinet, Business og Privatøkonomi skal flytte i de kommende uger. Ellies afdeling, Feature-redaktionen, skal flytte samtidig med Indland og Udland, og det hele skal foregå i en omhyggeligt koreograferet manøvre, så mens lørdagens avis skal udkomme fra de gamle lokaler på Turner Street, vil mandagens avis på nærmest magisk vis udkomme fra den nye adresse.

Bygningen, der har været hjemsted for avisen i næsten hundrede år, er ikke længere tidssvarende, som det så smukt hedder. Ifølge ledelsen afspejler den ikke et moderne nyhedsmedies dynamiske, 14

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 14

09-12-2013 10:48:47

strømlinede natur. „Det de mener er, at der er for mange steder, hvor vi kan sidde og gemme os,“ lyder det surt fra de gamle bladsmørere, mens de bliver vristet ud af deres gamle huler, som rurer, der stædigt klamrer sig til et mørnet skibsvrag. „Vi burde næsten fejre det,“ siger Melissa, der leder Featureredaktionen. De sidder inde på hendes næsten rømmede kontor.

Hun er iført en vinrød silkekjole. Hvis Ellie havde haft den på, ville den have lignet hendes bedstemors natkjole, men på Melissa er den pivsmart. „Flytningen, eller hvad?“ Ellie kaster et blik på sin mobiltelefon, der er sat på lydløs og ligger ved siden af hende. Rundt omkring hende sidder de andre featureskribenter tavse med notesblokke i skødet. „Ja. Forleden aften talte jeg med en af arkivarerne. Han siger, at der er masser af gamle mapper, som ingen har kastet et blik på i årevis. Jeg vil have en artikel om kvindesiderne for halvtreds år siden. Om ændringer i holdninger, mode, kvindelivet. Eksempler på før og nu side om side.“ Melissa åbner en mappe og tager en masse fotokopierede A3-ark ud. Hun taler med den rolige selvtillid, der kendetegner folk, som er vant til at blive lyttet til. „Her er et eksempel fra en brevkasse: ‘Hvad i alverden skal jeg gøre for at få min kone til at gøre mere ud af sit udseende og sin påklædning?

Jeg tjener 1.500 pund om året og har efterhånden fået arbejdet mig op til en høj stilling i et salgsfirma. Det sker ofte, at kunderne inviterer min kone og mig til middag, men de seneste uger har jeg været nødt til at takke nej, fordi min kone ser herrens ud, for nu at sige det, som det er.’“ Der bliver fniset rundt omkring bordet. „‘Jeg har forsøgt at sige det til hende på en pæn måde, og så svarer hun, at hun er ligeglad med mode og smykker og kosmetik. Hun ligner ærlig talt ikke en kvinde, der er gift med en succesrig mand, sådan som jeg synes, hun burde.’“ John fortalte engang Ellie, at efter at hans kone havde født barn nummer tre, holdt hun op med at gå op i sit udseende. Han skiftede straks samtaleemne og har aldrig talt om det siden, som om det, han sagde, var et endnu større forræderi end at gå i seng med en anden 15

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 15

09-12-2013 10:48:47

kvinde. Ellie brød sig ikke om denne antydning af gentlemanagtig loyalitet, samtidig med at hun ikke kunne lade være med at respektere ham for det.

Men det blev hængende i Ellies tanker. Hun ser hans kone for sig: sjusket, i plettet natkjole og med et spædbarn på armen, mens hun skælder ham ud over et eller andet. Ellie har lyst til at fortælle ham, at hun aldrig vil blive sådan. „Man kunne jo stille spørgsmålet til en brevkasseredaktør i dag.“ Rupert, som er redaktør på Lørdag, bøjer sig frem for at kaste et blik på de andre fotokopier. „Det tror jeg faktisk ikke engang bliver nødvendigt. Hør lige svaret: ‘Måske har Deres hustru aldrig tænkt på, at det er meningen, hun skal være en del af Deres udstillingsvindue. Hvis hun overhovedet skænker den slags en tanke, tænker hun måske, at nu er hun gift, tryg og lykkelig, så hvorfor skulle hun ulejlige sig med den slags?’“ „Akkeja,“ siger Rupert. „Dobbeltsengens trygge havn.“ „‘Jeg har set det ske overraskende hurtigt for piger, som forelsker sig, såvel som for kvinder, der tusser rundt i et gammelt ægteskab.

Det ene øjeblik er de så smarte, som var de trukket op af en æske – de kæmper en heroisk kamp med vægten, har altid snorlige sømme og dufter dejligt af parfume. Men så er der en mand, der siger: ‘Jeg elsker dig’, og straks er den fikse pige en værre sjuskedorte. En lykkelig sjuskedorte, vel at mærke.’“ Et øjeblik er kontoret fyldt med høflig latter. „Hvad vil I helst, piger? Kæmpe en heroisk kamp med vægten eller være en lykkelig sjuskedorte?“ „Jeg mener, jeg har set en film med den titel for ikke så længe siden,“ siger Rupert. Hans smil blegner, da det går op for ham, at latteren er døet hen. „Vi kan bruge det her på mange forskellige måder.“ Melissa peger på mappen. „Ellie, vil du kigge på det i eftermiddag? Prøv at se, hvad du ellers kan finde. Det skal være noget, der er fyrre-halvtreds år gammelt. Hundrede år vil virke for uvedkommende. Chefredaktøren vil gerne have os til at markere flytningen på en måde, der vil føre læserne med os.“ 16

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 16

09-12-2013 10:48:47

„Vil du have mig til at grave i arkivet?“ „Er det et problem?“ Ikke hvis man ynder at sidde i mørke kældre fyldt med mørnet papir, der bliver overvåget af dysfunktionelle stalinistiske mænd, som næppe har set dagslys i de sidste tredive år. „Overhovedet ikke,“ siger hun muntert. „Jeg er sikker på, jeg nok skal finde noget.“ „Få et par praktikanter til at give dig en hånd med, hvis du synes.

Jeg har hørt, at der gemmer sig et par stykker i et skab nede hos Mode.“ Ellie registrerer ikke den skadefryd, der glider hen over redaktørens ansigt ved tanken om at sende det seneste kuld håbefulde fashionistaer ned i avisens mørkeste kælder. Hun har nemlig alt for travlt med at tænke: Satans osse. Der er ikke noget mobilsignal i kælderen. „For resten, Ellie, hvor var du henne her til morgen?“ „Hvad?“ „Her til morgen. Jeg ville have haft dig til at gennemskrive artiklen om børn og sorg. Hm? Der var ingen, der anede, hvor du var henne.“ „Jeg var ude og lave et interview.“ „Med hvem?“ Man behøver ikke at være ekspert i kropssprog for at se, at Melissa skummer af arrigskab neden under det glatte smil, tænker Ellie. „En advokat. En whistleblower. Jeg arbejder på en artikel om kønsdiskriminering i finansverdenen.“ Ordene slipper ud, næsten inden hun ved, hvad det er, hun siger. „Kønsdiskriminering i finansverdenen. Det lyder ikke just nyt og epokegørende. Sørg for, at du er på din pind til tiden i morgen.

Den slags spekulative interviews kan du lave i din fritid. Er det forstået?“ „Ja.“ „Godt. Jeg vil have en dobbeltside til den første avis fra Compass Quay. Noget a la ‘hvor har verden dog forandret sig’.“ Hun grifler noget ned i sin lille læderindbundne notesbog. „Hvad var folk optagede af dengang, tidens reklamer og problemer … kom med et par sider senere i eftermiddag, og så kigger vi på det.“ 17

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 17

09-12-2013 10:48:47

„Skal ske.“ Ellies smil er det største og mest arbejdsivrige af dem alle, da hun følger efter de andre ud af kontoret.

Har siddet hele dagen i nutidens udgave af skærsilden,

taster Ellie

og holder en pause for at drikke en tår af sin vin. Avisens arkiv. Vær du glad for, at du selv bare må finde på det, du skriver.

John har sendt hende en chatbesked. Han kalder sig Skriverkarl – det er en lille indforstået vits mellem dem. Hun stikker fødderne ind under stolen og venter, mens hun ved tankens kraft prøver at få maskinen til at give besked om, at der er svar fra ham.

Din barbar. Jeg elsker arkiver, svarer skærmen. Husk mig på, at

jeg skal invitere dig med en tur i British Librarys avisarkiv, næste gang vi har en fræk aftale.

Hun smiler skævt. Du ved lige, hvad pigerne vil have.

Jeg gør mit bedste.

Den eneste bare nogenlunde menneskelige arkivar har givet mig

en stor bunke løse papirer. Ikke ligefrem den mest spændende godnatlæsning.

Hun er bange for, at det lyder for surt, og sætter en smiley bagefter, men bander straks ad sig selv, da hun kommer i tanke om, at han engang har skrevet et essay til The Literary Review om, at smileyen er indbegrebet af alt det, der er galt med moderne kommunikation.

Det var altså en ironisk smiley, tilføjer hun og bider sig i knoen. Øjeblik. Telefonen ringer. Der bliver stille på skærmen.

Telefonen. Er det hans kone? Han er jo på et hotelværelse i Dublin. Der er udsigt over vandet, har han fortalt hende. Det ville lige være noget for dig. Hvad skulle hun egentlig sige til det? Så tag mig med næste gang? Lød det for krævende? Det kan jeg tænke mig?

Det lød næsten fornærmet. Ja, endte hun med at svare, og udstødte et langt suk, som ingen hørte.

Hun ligger, som hun har redt, siger hendes venner. Og meget atypisk for hende kan hun kun give dem ret.

Ellie mødte ham på en bogmesse i Suffolk, hvor hun havde fået til opgave at interviewe ham – en krimiforfatter ved navn John 18

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 18

09-12-2013 10:48:47

Armour, som havde tjent en formue, efter at han var gået væk fra at skrive mere litterære bøger. Hans hovedperson, Dan Hobson, var en næsten tegneserieagtig karikatur af gammeldags maskuline karaktertræk. Hun skulle interviewe ham over en frokost og havde forventet, at han ville komme med et temmelig surt forsvar af krimi­ genren, og måske lidt brokkerier om forlagsbranchen – hun havde altid syntes, at forfattere var temmelig ulidelige at interviewe. Hun havde regnet med, at han var midaldrende og desuden blegfed efter at have siddet ved et skrivebord i årevis. Men den høje, solbrændte mand, som rejste sig for at give hånd, var sportstrænet og fregnet og lignede mest af alt en vejrbidt sydafrikansk farmer. Han var morsom, charmerende og opmærksom og havde en god portion selvironi. Han vendte interviewet 180 grader, spurgte til hende selv og fortalte hende så om sine teorier om sprogenes oprindelse. Han sagde, at han syntes, at kommunikationen mellem mennesker var ved at blive forfladiget og grim.

Da de nåede til kaffen, slog det hende, at hun ikke havde skrevet noget i sin notesbog i næsten fyrre minutter. „Men elsker du ikke bare at lytte til dem?“ spurgte hun, da de var på vej ud af restauranten og skulle tilbage til bogmessen. Det var sidst på året, og vintersolen var gået ned bag bygningerne på den stille hovedgade. Hun havde drukket for meget og var nået til det punkt, hvor ordene bare røg ud af munden på hende, inden hun havde fundet ud af, hvad hun ville sige. Hun havde slet ikke haft lyst til at forlade restauranten. „Hvad mener du?“ „Jo, at lytte til folk, der taler spansk – og italiensk. Jeg er sikker på, det er derfor, jeg er så vild med italienske operaer og ikke kan fordrage de tyske. Alle de hårde lyde.“ Han svarede ikke, og hans tavshed gjorde hende helt nervøs. „J-jeg ved godt, det er frygtelig umoderne,“ stammede hun, „men jeg elsker Puccini. Jeg elsker alle de store følelser. Jeg elsker de rullende r’er, de staccatoagtige ord …“ Hun holdt inde, da det gik op for hende, hvor prætentiøst og latterligt, det lød.

Han standsede op foran en dør, kastede et hurtigt blik ned ad vejen bag dem og vendte sig så om mod hende igen. „Jeg bryder mig 19

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 19

09-12-2013 10:48:47

ikke om opera.“ Han så hende lige i øjnene, mens han sagde det.

Som om han udfordrede hende. Hun kunne mærke et sug i maven.

Du godeste, tænkte hun. „Ellie,“ sagde han, da de havde stået sådan næsten et helt minut.

Det var første gang, han sagde hendes navn. „Ellie, jeg skal lige hente noget henne på mit hotel, inden jeg tager tilbage til messen.

Kunne du tænke dig at gå med?“ Allerede inden han fik lukket døren til hotelværelset bag dem, kastede de sig over hinanden, deres kroppe og grådige munde ville ikke give slip på hinanden, mens deres hænder udførte den hektiske, desperate afklædningsmanøvre.

Bagefter tænkte hun rystet tilbage på det, hun havde gjort, som om det var noget forrykt, der slet ikke havde noget med hende at gøre. Hun gennemgik scenen så mange gange inde i hovedet, at de stærke følelser og tanken om konsekvenserne af deres handlinger blev visket bort, så kun detaljerne stod tilbage. Hvordan hendes undertøj, der var hverdagsagtigt og usexet, landede på en buksepresse.

Hvordan de bagefter lå og skraldgrinede under det spraglede syntetiske hotelsengetæppe. Hvordan han sorgløst og flirtende overrakte nøglen til receptionisten senere samme eftermiddag.

Han ringede to dage efter, da euforien havde lagt sig og var blevet erstattet af usikkerhed og tvivl. „Du ved godt, jeg er gift,“ sagde han. „Du har læst om mig.“ Jeg har googlet dig og læst hvert eneste ord, der er skrevet om dig, svarede hun ham i tankerne. „Jeg har aldrig før været … utro. Jeg har stadig næsten ikke ord for det, der skete.“ „Det var sikkert noget, vi spiste,“ sagde hun i et forsøg på at være morsom. „Hvad har du dog gjort ved mig, Ellie Haworth? Jeg har ikke skrevet et eneste ord i otteogfyrre timer.“ Han tøvede. „Du får mig til at glemme, hvad jeg vil sige.“ Så er jeg fortabt, tænkte hun, for så snart hun havde mærket hans vægt, hans læber mod sine, havde hun vidst det – til trods for alt det, hun tidligere havde sagt til sine venner om gifte mænd, til trods for alt, hvad hun mente var rigtigt og forkert – at hun kun behøvede 20

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 20

09-12-2013 10:48:47

den mindste bekræftelse fra ham på det, der var sket, før hun var solgt.

Og nu, et år efter, overvejede hun stadig ikke at gøre det forbi.

Han besvarer hendes besked næsten tre kvarter senere. I den mellemliggende tid har hun forladt computeren, skænket et nyt glas vin op til sig selv, vandret hvileløst rundt i lejligheden, studeret sin hud i badeværelsesspejlet, indsamlet snavsede sokker og kylet dem i vasketøjskurven. Hun hører det lille pling fra en besked og kaster sig hen på stolen.

Undskyld. Det var ikke meningen, at det skulle tage så lang tid.

Jeg håber, vi kan komme til at tale sammen i morgen.

Ingen mobilsamtaler, har han sagt. Man kan se på mobilregninger, hvem man har talt med.

Er du på hotellet nu? skriver hun hurtigt. Jeg kunne jo ringe dig op på værelset. Det talte ord er en luksus for dem, noget de kun sjældent har mulighed for. Åh, hvor hun bare trænger til at høre hans stemme.

Jeg skal til en middag, smukke. Beklager – men jeg er allerede sent på den. Hej så længe – kh J

Og så er han væk.

Hun stirrer på den tomme skærm. Nu går han gennem lobbyen med raske skridt, flirter med receptionisten og sætter sig ind i den bil, bogmessen har bestilt til ham. Under middagen holder han en begavet tale, han bare ryster ud af ærmet, og er sit sædvanlige vittige, lettere selvironiske jeg, mens han konverserer med dem, der er så heldige at få ham til bords. Han er derude, lever sit liv fuldt og helt, mens hun åbenbart har sat sit på pause.

Hvad fanden er det, hun har gang i? „Hvad fanden er det, jeg har gang i?“ siger hun højt og slukker computeren. Hun råber sin frustration ud til loftet i soveværelset, smider sig på sin kæmpestore, tomme seng. Hun kan ikke ringe til sine venner – de har allerede hørt på hendes jeremiader alt for mange gange, og hun ved allerede, hvad de vil svare – hvad de kun kan svare. Douglas’ ord sved, men hun ville have sagt præcis det samme, hvis det havde været en af de andre.

21

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 21

09-12-2013 10:48:47

Hun sætter sig i sofaen og tænder fjernsynet. Til sidst skæver hun til papirbunken ved sin side, hiver den over på skødet og bander Melissa langt væk. „Det er noget af en rodebunke,“ sagde arkivaren – diverse udklip, som hverken er daterede eller kategoriserede – „Jeg har ikke haft tid til at gennemgå dem alle sammen. Vi finder rigtig mange af den slags bunker.“ Han var den eneste arkivar under halvtreds dernede, og hun undrede sig lidt over, at hun aldrig før havde lagt mærke til ham. „Se, om du kan bruge noget af det.“ Han bøjede sig konspiratorisk frem. „Alt det, du ikke kan bruge til noget, skal du bare smide ud, men det må du endelig ikke sige til min chef. Lige nu har vi simpelthen ikke tid til at gennemgå hver eneste lille lap papir.“ Snart kan hun se hvorfor: et par teateranmeldelser, en passagerliste fra et krydstogtskib, nogle menuer fra festmiddage på avisen.

Hun bladrer i bunken og kaster af og til et blik på fjernsynet. Der er ikke ret meget af det her, der vil vække Melissas interesse.

Nu kigger hun i en medtaget mappe med noget, der ligner sygejournaler. Det handler alt sammen om lungesygdomme, bemærker hun uinteresseret. Noget, der har med minedrift at gøre. Hun skal lige til at kyle hele molevitten i skralderen, da et lyseblåt hjørne fanger hendes blik. Hun tager fat i det med tommel- og pegefinger og trækker en konvolut med håndskrevet adressat ud. Den har været åbnet, og brevet indeni er dateret den 4. oktober 1960.

Elskede du Jeg mente det, jeg sagde. Jeg er nået til den konklu­ sion, at en af os er nødt til at gøre noget modigt.

Jeg er ikke så stærk som du. Dengang jeg lige havde mødt dig, troede jeg, du var en lille skrøbelig nipsgen­ stand, som jeg skulle beskytte. Nu ved jeg, at det var helt forkert. Det er dig, der er den stærke, den, der vil kunne leve med muligheden for en kærlighed som vores og visheden om, at den aldrig vil kunne blive til noget.

Jeg håber ikke, at du dømmer mig, fordi jeg er så svag. Jeg kan kun udholde det her ved at befinde mig et 22

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 22

09-12-2013 10:48:47

sted, hvor jeg aldrig vil risikere at løbe på dig, aldrig skal frygte at se dig sammen med ham. Jeg er nødt til at være et sted, hvor ren og skær nødvendighed tvinger dig ud af mine tanker hvert eneste minut. Det kan ikke ske her.

Jeg har tænkt mig at tage imod stillingen. Fredag aften klokken kvart over syv står jeg på perron 4 på Paddington Station, og hvis du kan finde modet til at tage med mig, vil du gøre mig til verdens lykkeligste menneske.

Hvis du ikke kommer, så ved jeg, at det, vi føler for hinanden, ikke er helt nok. Jeg vil ikke klandre dig for det, min elskede. Jeg ved, at du de seneste uger har været under et ubærligt pres, og jeg har tydeligt kunnet mærke, hvor tung denne byrde har været for dig. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at det er mig, der har gjort dig så ulykkelig.

Jeg venter på perronen fra kvart i syv. Du skal vide, at du bærer mit hjerte og mit håb i dine hænder.

Din B Ellie læser det en gang til, og til sin egen overraskelse får hun tårer i øjnene. Hun kan ikke få øjnene fra den store, snørklede skrift – ordene taler til hende over fyrre år efter, at de blev skrevet. Hun vender konvolutten om for at se, om den kan give nogle ledetråde.

Brevet er adresseret til Postboks 13, Posthuset på Langley Street, London. Det kan både være fra en mand og en kvinde. Hvad endte du med at gøre, Postboks 13? spørger hun tavst.

Så rejser hun sig, lægger omhyggeligt brevet ned i konvolutten igen og går hen til computeren for at tjekke, om der skulle være kommet en besked, mens hun har været offline. Der er ikke kommet noget nyt efter den besked, hun modtog kvart i otte.

Jeg skal til en middag, smukke. Beklager – men jeg er allerede sent på den. Hej så længe – kh J

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 23

09-12-2013 10:48:47

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 24

09-12-2013 10:48:47

Første del

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 25

09-12-2013 10:48:47

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 26

09-12-2013 10:48:49

Jeg kan kun udholde det her ved at befinde mig et sted, hvor jeg aldrig vil risikere at løbe på dig, aldrig skal frygte at se dig sammen med ham. Jeg er nødt til at være et sted, hvor ren og skær nødvendighed tvinger dig ud af mine tanker hvert eneste minut. Det kan ikke ske her.

Jeg har tænkt mig at tage imod stillingen. Fredag aften klokken kvart over syv står jeg på perron 4 på Paddington Station, og hvis du kan finde modet til at tage med mig, vil du gøre mig til verdens lykkeligste menneske.

Brev fra mand til kvinde

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 27

09-12-2013 10:48:49

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 28

09-12-2013 10:48:49

1 1960 „Hun er ved at vågne.“ En hvislen. En stol, som skrabede hen over et gulv. Lyden af gardinringe, der mødtes. To hviskende stemmer. „Nu skal jeg hente mr. Hargreaves.“ Der blev stille lidt, og langsomt blev hun bevidst om et andet lag af lyde – stemmer i det fjerne og lyden af en bil, der kørte forbi – underligt nok virkede det, som om de kom nedefra. Hun lå og lod dem sive ind i sit hoved, krystallisere sig én for én, indtil hun kunne genkende dem alle.

I samme øjeblik ænsede hun smerten. Den bevægede sig opad i små etaper: først armen, en skarp, sviende fornemmelse fra albuen til skulderen; så hovedet, en svag, vedvarende dunken. Resten af hendes krop var øm, ligesom den havde været, da hun …

Da hun …? „Han kommer om et lille øjeblik. Han siger, at vi skal trække for.“ Hun var så tør i halsen. Hun lukkede munden og sank med besvær. Hun havde lyst til at bede om noget vand, men ordene ville ikke ud. Hun åbnede øjnene på klem. To slørede figurer bevægede sig rundt omkring hende. Hver gang hun troede, hun havde regnet ud, hvad det var, bevægede de sig igen. Blå. De er blå. „Ved du, hvem der lige er blevet indlagt nedenunder?“ Den ene stemme blev til en hvisken. „Eddie Cochranes kæreste. Hende, der overlevede bilulykken. Hun har skrevet sange til ham. Eller rettere sagt: til minde om ham.“ 29

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 29

09-12-2013 10:48:49

„Men jeg tør vædde med, at hun ikke bliver lige så god, som han var.“ „Hun har været belejret af journalister hele formiddagen. Oversygeplejersken er ved at gå ud af sit gode skind.“ Hun kunne ikke forstå, hvad de sagde. Smerten i hendes hoved var blevet til en pulserende, susende lyd, som tog til i styrke og intensitet, så hun til sidst ikke kunne gøre andet end at lukke øjnene igen og vente på, at den, eller hun selv, forsvandt. Så kom det hvide tilbage, i en stor bølge, og omsluttede hende. Taknemlig udstødte hun et tyst suk og lod sig selv falde tilbage i dets favn. „Er De vågen? De har fået besøg.“ En skygge bevægede sig oven over hende, en drømmeagtig silhuet, der flyttede sig hurtigt først den ene vej og så den anden. Hun kom pludselig til at tænke på sit første armbåndsur, på hvordan hun havde ladet glasset fange sollyset og sendt en lysprik op på loftet i sit legeværelse, frem og tilbage, så hendes lille hund havde givet sig til at bjæffe.

Nu var det blå der igen. Hun kunne se det bevæge sig, og nu kom den hvislende lyd på ny. Og så mærkede hun en hånd på sit håndled og et jag af smerte, som fik hende til at snappe efter vejret. „De må være lidt mere forsigtig med den side, frøken,“ skændte stemmen. „Det gjorde ondt på hende.“ „Det er jeg forfærdelig ked af, mr. Hargreaves.“ „Armen skal opereres igen. Vi har fikseret knoglen et par steder, men vi er ikke færdige endnu.“ Nede ved hendes fødder svævede en mørk silhuet. Hun prøvede ved tankens kraft at få den til at antage fast form, men ligesom de blå former nægtede den at gøre det, og hun lod øjnene falde i. „De må gerne sætte Dem hos hende, hvis De har lyst. De må også gerne tale til hende. Hun kan godt høre, hvad De siger.“ „Hvad så med hendes … øvrige skader?“ „Jeg er bange for, at der kommer ar. Især på armen. Og hendes hoved har fået et kraftigt slag, så det vil muligvis tage en rum tid, før hun bliver sig selv igen. Men når man tænker på, hvor alvorlig ulykken var, kan vi vist roligt sige, at hun er sluppet temmelig billigt.“ 30

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 30

09-12-2013 10:48:49

Der blev stille lidt. „Ja.“ Der var en, der havde stillet en skål ved siden af hende. Hun havde åbnet øjnene igen, og hendes blik lagde sig til rette på den og lod formen og farven bundfælde sig, indtil det slog hende med en vis tilfredsstillelse, at hun vidste, hvad der var i den. Vindruer.

Og igen, det uudtalte ord trillede rundt inde i hovedet på hende: vindruer. Det virkede vigtigt, som om det forankrede hende i denne nye virkelighed.

Og så, lige så hurtigt, som de var kommet, forsvandt de igen, omme bag den mørkeblå figur, der havde slået sig ned ved siden af hende. Da den bevægede sig tættere på, kunne hun svagt ane en let duft af tobak. Da stemmen lød, var den tøvende, måske ligefrem lidt forlegen. „Jennifer? Jennifer? Kan du høre mig?“ Det lød så højt – så mærkeligt påtrængende. „Jenny, min egen, det er mig.“ Hun tænkte på, om de mon ville give hende lov til at kigge på vindruerne igen. Det virkede så vigtigt, at hun fik dem at se: runde, mørklilla, faste. Velkendte. „Er De sikker på, at hun kan høre mig?“ „Helt sikker, men det vil muligvis være temmelig anstrengende for hende selv at kommunikere her til at begynde med.“ Der blev mumlet noget, hun ikke kunne tyde. Eller også holdt hun bare op med at forsøge. Alt virkede så uklart. „Kan … I …“ hviskede hun. „Men hendes hjerne har ikke taget skade, vel? På grund af ulykken? Er De sikker på, at der ikke er sket nogen … varig …?“ „Som sagt har hun slået hovedet temmelig slemt, men vi har ikke fundet noget, der giver anledning til bekymring på længere sigt.“ Der blev raslet med papirer. „Hun har ikke fået kraniebrud.

Der er ingen hævelser i hjernen. Men den slags er aldrig helt til at forudse, og der er stor forskel på, hvilke mén man får. Så De bliver bare nødt til at væbne Dem med …“ „Undskyld …“ hendes stemme var en mumlen, som næsten ikke kunne høres. „Mr. Hargreaves! Jeg tror minsandten, hun prøver at sige noget.“ 31

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 31

09-12-2013 10:48:49

„… hvor er …“ Et sløret ansigt kom ned til hende. „Ja?“ „… hvor er …“ Vindruerne, tiggede hun. Hvor er vindruerne? Jeg vil så gerne se på dem igen. „Hun prøver at spørge, hvor hendes mand er!“ annoncerede sygeplejersken triumferende og sprang op. „Jeg tror sørme, hun spørger efter sin mand.“ Der blev stille lidt, og så var der en anden, der bøjede sig ned mod hende. „Jeg er her, min egen. Alt er … alt er, som det skal være.“ Skikkelsen trak sig tilbage igen, og så kunne hun høre, at der var en, der blev klappet på ryggen. „Der kan De selv se. Hun er allerede ved at blive sig selv igen. Vi skal bare lige give hende lidt tid.“ En mandsstemme igen. „Frøken? Vil De gå ud i køkkenet og bestille noget mad til i aften? Ikke noget, der er alt for tungt. Noget let, der er nemt at synke … måske kunne De også hente os en kop te, når De alligevel skal derud.“ Hun hørte skridt og dæmpede stemmer, der talte videre ved siden af hende. Hendes sidste tanke, inden lyset forsvandt igen, var: Min mand?

Senere, da de fortalte hende, hvor længe hun havde været indlagt på hospitalet, kunne hun næsten ikke tro sine egne ører. Tiden var blevet fragmenteret og umulig at holde styr på – den kom og gik i kaotiske klumper. Så var det tirsdag, og hun spiste morgenmad.

Nu var det onsdag ved frokosttid. Hun havde åbenbart sovet atten timer i træk – det blev sagt med en vis misbilligelse, som om der var noget uforskammet ved at være fraværende i så lang tid. Og så var det fredag. Igen.

Nogle gange var det mørkt, når hun vågnede, og så skubbede hun hovedet lidt op mod den stivede hvide pude og iagttog nattens beroligende rytme på afdelingen: sygeplejerskernes dæmpede skridt op og ned ad gangene, nu og da en lavmælt samtale mellem en sygeplejerske og en patient. Sygeplejerskerne sagde, at hun gerne måtte se fjernsyn om aftenen, hvis hun havde lyst. Hendes mand betalte for, at hun lå på enestue, og hvad der fulgte med det af goder – hun måtte få næsten alt, hvad hun havde lyst til. Hun sagde altid nej tak – hun var allerede forvirret nok over de mange 32

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 32

09-12-2013 10:48:49

foruroligende oplysninger, uden at kassen i hjørnet også skvadrede løs.

Efterhånden som hendes vågne perioder blev længere og hyppigere, lærte hun de andre patienter på den lille afdeling at kende.

På stuen til højre for hendes lå en ældre kvinde med kulsort hår, som var sat op i en formfuldendt, lakeret skulptur oven på hovedet.

Hendes ansigt var stivnet i en overrasket og lettere skuffet grimasse.

Hun havde åbenbart spillet med i en film som ung, og det fortalte hun beredvilligt alle de nye sygeplejersker. Hun havde en skrap stemme og fik kun sjældent besøg. Så var der den buttede unge kvinde på stuen overfor – hun græd stille om natten ud på de små timer. En kvik, ældre kvinde – måske en barnepige? – havde nogle små børn med ind og besøge hende en time hver aften. Så kravlede de to drenge op i sengen og klamrede sig til hende, indtil barnepigen sagde til dem, at de skulle gå ned igen, for at de ikke skulle komme til at ‘gøre skade på’ deres mor.

Sygeplejerskerne fortalte hende, hvad de andre kvinder hed, og nogle gange også hvad de selv hed, men hun kunne ikke huske navnene. Hun havde på fornemmelsen, at de var skuffede over hende.

‘Deres mand’, som alle kaldte ham, kom næsten hver aften. Han havde altid et velsiddende jakkesæt på, mørkeblåt eller gråt, og han gav hende et mekanisk kindkys og satte sig for det meste nede ved fodenden. Han småsnakkede pligtskyldigt med hende, spurgte, hvad hun syntes om maden, om han skulle sørge for, at hun fik noget andet. Nogle gange læste han bare avis.

Han var en flot mand, omkring ti år ældre end hende, med høj pande og alvorlige, tunge øjne. Hun vidste inderst inde, at han måtte være den, han sagde, han var, at hun var gift med ham, men det var så forvirrende ikke at føle noget som helst, når alle tydeligvis forventede en helt anden reaktion. Nogle gange, når han ikke så det, lå hun og betragtede ham, og så ventede hun på, at der skulle komme et eller andet sug af genkendelse. Af og til, når hun vågnede, så hun, at han sad med avisen sænket og stirrede på hende, som om han havde det på samme måde.

Overlægen, mr. Hargreaves, kom hver dag og tjekkede hendes diagrammer og bad hende om at sige, hvilken ugedag det var, hvad 33

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 33

09-12-2013 10:48:49

klokken var, og hvad hun selv hed. Det kunne hun efterhånden gøre rigtigt hver gang. Det lykkedes hendes sågar også at komme i tanke om, at premierministeren hed mr. Macmillan, og at hun selv var syvogtyve år. Men hun kunne ikke huske nogen af de begivenheder, som aviserne havde skrevet om i dagene, inden hun blev indlagt. „Det skal nok komme,“ sagde han så og klappede hende på hånden. „De skal bare lade det komme af sig selv.“ Og så var der hendes mor, som kom med små gaver – sæbe, fin shampoo, blade – som om disse ting ville få hende til at ligne den, hun åbenbart havde været før. „Vi har alle sammen været så bekymrede, søde Jenny,“ sagde hun og lagde en kølig hånd på hendes pande. Det føltes rart. Ikke velkendt, men rart. Af og til begyndte hendes mor at sige noget, men mumlede så: „Jeg må hellere lade være med at trætte dig med spørgsmål. Det skal nok komme tilbage til dig alt sammen. Det siger lægerne. Så du skal ikke være bekymret.“ Jamen jeg er skam ikke bekymret, havde Jenny lyst til at svare. Der var så fredfyldt i hendes lille boble. Hun var bare en lille smule ked af, at hun ikke kunne være den person, som alle tydeligvis forventede, at hun var. Det var på dette punkt, når alle tankerne blev for overvældende, at hun uvægerligt faldt i søvn igen.

En dag sagde de til hende, at hun skulle hjem – det var en frostklar morgen, hvor røgfanerne stod som en ranglet skov på den skyfri himmel over byen. Da var hun efterhånden begyndt at gå lidt rundt på afdelingen og bytte blade med de andre patienter, som sludrede med sygeplejerskerne og af og til hørte radio, hvis de havde lyst.

Hun var blevet opereret i armen for anden gang, og det voksede fint sammen, sagde lægerne, selv om det lange røde ar, hvor metalpladen var blevet sat ind, ikke så rart ud, og hun prøvede at skjule det under et langt ærme. Hun havde fået undersøgt både syn og hørelse, og rifterne fra de utallige glasskår var helet. De blå mærker var væk, og hendes brækkede ribben og kraveben var vokset så fint sammen, at hun nu kunne ligge i mange forskellige stillinger, uden at det gjorde ondt.

De påstod, at hun faktisk lignede ‘sig selv’, som om hun ville 34

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 34

09-12-2013 10:48:49

komme i tanke om, hvem det var, hvis bare de sagde det tilstrække­ lig mange gange. Indtil da sad hendes mor i timevis og gennemgik bunker med sort-hvide fotografier for at hjælpe hende med at huske hendes gamle liv.

I løbet af disse seancer fandt hun ud af, at hun havde været gift i fire år. De havde ingen børn – at dømme efter den måde, hendes mor dæmpede stemmen på, da hun fortalte det, var det åbenbart en ret stor skuffelse for alle parter. Hun boede i et vældig fint hus i et dejligt kvarter i London, de havde husholderske og chauffør, og der var åbenbart masser af unge piger, der ville give deres højre arm for at få bare halvdelen af, hvad hun havde. Hendes mand ejede et stort mineselskab og var ofte ude at rejse, men fordi han var hende så hengiven, havde han udskudt adskillige meget vigtige forretningsrejser efter ulykken. Da hospitalets personale omtalte ham så ærbødigt, gættede hun på, at han var en meget vigtig person, og at hun derfor også kunne forvente en vis grad af respekt, selv om det føltes absurd for hende.

Der var ingen, der havde fortalt ret meget om, hvordan det var gået til, at hun var havnet på hospitalet, selv om hun på et tidspunkt sneg sig til at kaste et blik på lægens notater og derfor vidste, at hun var kommet til skade i en trafikulykke. Den eneste gang, Jennifer havde prøvet at presse sin mor til at fortælle, hvad der var sket, var hun blevet helt rød i hovedet, havde lagt sin lille buttede hånd på Jennifers og sagt: „Du må ikke dvæle ved det, søde ven. Det har været så … frygteligt alt sammen.“ Hun havde fået tårer i øjnene, og da Jennifer nødig ville gøre hende ked af det, havde hun skiftet samtaleemne.

Senere den dag kom der en snakkesalig ung pige med en skrig­ orange hjelm af hår fra en anden del af hospitalet for at studse Jennifers hår og sætte det op. Den unge pige sagde, at hun ville få det meget bedre af det. Jennifer havde mistet en tot omme i nakken – den var blevet barberet af, for at hun kunne blive syet – og pigen annoncerede, at hun var smadderdygtig til at skjule den slags.

Lidt over en time senere holdt hun et spejl op med en flot bevæ35

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 35

09-12-2013 10:48:49

gelse. Jennifer stirrede på pigen i spejlet. Ganske køn, tænkte hun med en fjern tilfredsstillelse. Forslået, lidt bleg, men et nydeligt ansigt.

Mit ansigt, tænkte hun. „Har De Deres egen kosmetik med?“ spurgte frisøren. „Jeg kan godt lægge makeup for Dem, hvis De stadig har ondt i armen. En smule læbestift får altid ansigtet til at lyse op, madam. Det og så foundation.“ Jennifer blev ved med at stirre ind i spejlet. „Synes De, det er en god idé?“ „Ja da. Det er altid godt med lidt farve i kinderne. Især på sådan en smuk pige som Dem. Jeg kan gøre det meget diskret … Øjeblik, så smutter jeg lige nedenunder og henter mit grej. Jeg har de dejligste farver fra Paris og en Charles of the Ritz-læbestift, der vil være helt perfekt på Dem.“ „De ser vel nok nydelig ud! Det er godt at se, at De har fået makeup på. Det er et tegn på, at De er kommet lidt mere ovenpå,“ sagde mr.

Hargreaves lidt senere, da han gik stuegang. „Vi glæder os nok til at komme hjem, hva’?“ „Jo, tak,“ sagde hun høfligt. Hun anede ikke, hvordan hun skulle få sagt til ham, at hun ikke vidste, hvad ‘hjem’ var.

Han iagttog hende et øjeblik – måske kunne han fornemme hendes usikkerhed. Så satte han sig på sengekanten og lagde hånden på hendes skulder. „Jeg kan godt forstå, at det hele må være lidt overvældende for Dem, og at De ikke rigtig føler, at De er Dem selv endnu, men De skal ikke være alt for bekymret, hvis der er meget, der virker uklart. Det er ret almindeligt at få hukommelsestab, når man har slået hovedet. De har en god familie, der yder Dem stor støtte, og så snart De er omgivet af ting, De kender, og finder tilbage til Deres gamle rytme med venner, indkøbsture og den slags, så er jeg sikker på, at det hele nok skal falde på plads igen.“ Hun nikkede lydigt. Hun havde ret hurtigt opdaget, at alle virkede gladere, når hun gjorde det. „Godt. Jeg vil gerne have, at De kommer forbi om en uge, så jeg kan se, hvordan det går med armen. De skal lave nogle øvelser, som vores fysioterapeut viser Dem, så De kan genvinde den fulde 36

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 36

09-12-2013 10:48:50

førlighed i armen. Men det vigtigste er, at De hviler Dem, og at De ikke gør Dem for mange bekymringer. Forstår De det?“ Han var allerede på vej ud ad døren. Hvordan kunne hun svare andet end ja?

Hun blev hentet af sin mand, lidt før det var tid til eftermiddagste.

Sygeplejerskerne stod på rad og række i modtagelsen nedenunder for at sige farvel til hende – de var så nydelige i de stivede forklæder.

Hun følte sig så underligt slap og usikker på benene, og hun var taknemlig for den arm, han bød hende. „Tak, fordi De har taget Dem så godt af min hustru. Hvis De vil være så venlig at sende regningen til mit kontor,“ sagde han til oversygeplejersken. „Det har været os en fornøjelse,“ svarede hun og trykkede hans hånd, mens hun sendte Jennifer et strålende smil. „Det er vel nok dejligt at se hende på højkant igen. De ser vel nok godt ud, mrs.

Stirling.“ „Jeg har det også … meget bedre. Tak.“ Hun havde en lang cashmerefrakke på og en pilleæskehat, der passede til. Han havde sørget for, at hun fik sendt tre sæt tøj ind på hospitalet. Hun havde valgt det mest afdæmpede – hun ville helst ikke tiltrække alt for meget opmærksomhed.

De så op, da mr. Hargreaves stak hovedet ud ad døren til sit kontor. „Jeg kan forstå på min sekretær, at der står nogle journalister udenfor – de er her på grund af hende Cochrane-pigen. Hvis De helst vil undgå alt for meget postyr, kan De gå ud ad bagindgangen.“ „Ja, det vil nok være at foretrække. Vil De sende min chauffør derom?“ svarede hendes mand.

Efter at have været inde på den varme afdeling i flere uger fik hun et helt chok, da hun kom ud i kulden. Hun havde svært ved at holde trit med ham, hun blev helt forpustet, og så sad hun bag i en stor sort bil med enorme lædersæder, og dørene blev lukket med et eksklusivt smæk. Bilen bevægede sig ud i Londons trafik med en sagte spinden.

Hun kiggede ud ad vinduet og fik øje på journalisterne på fortrappen. Fotograferne stod med store halstørklæder på og sam37

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 37

09-12-2013 10:48:50

menlignede linser. Gaderne i det centrale London myldrede med fortravlede folk, der havde slået kraven op, og mænd med filthatten trukket godt ned i panden. „Hvem er Cochrane-pigen?“ spurgte hun og vendte sig om mod ham.

Han mumlede noget til chaufføren. „Hvem?“ „Cochrane-pigen. Hende, mr. Hargreaves nævnte.“ „Jeg mener, hun var kæreste med en popsanger. De var ude for en bilulykke, lige inden …“ „De talte alle sammen om hende. Sygeplejerskerne på hospitalet.“ Han havde åbenbart mistet interessen for emnet. „Vi skal først hjem og sætte mrs. Stirling af, men bagefter skal jeg videre til kontoret,“ sagde han til chaufføren. „Hvad blev der så af ham?“ spurgte hun. „Af hvem?“ „Cochrane. Sangeren.“ Hendes mand kiggede på hende. Det så ud, som om han overvejede, hvad han skulle svare. „Han døde,“ sagde han så og vendte sig om mod chaufføren igen.

Hun gik langsomt op ad trappen til det pudsede hvide hus, og døren gik op, som på magisk vis, da hun nåede det øverste trin. Chaufføren stillede forsigtigt hendes kuffert i hall’en og gik så udenfor igen. Hendes mand kom ind efter hende og nikkede til en kvinde, som stod i hall’en, tilsyneladende for at tage imod dem. Hun var midaldrende, hendes hår var redt tilbage og sat op i en stram chignon, og hun var klædt i et marineblåt cardigansæt. „Velkommen hjem, madam,“ sagde hun og rakte hånden frem. Hendes smil var varmt, og hun talte med kraftig accent. „Vi er meget glade for at have Dem hjemme igen.“ „Tak,“ sagde hun. Hun ville gerne bruge kvindens navn, men brød sig ikke om at skulle spørge om det.

Kvinden tog imod deres frakker og gik med dem. „Er du træt?“ Han bøjede sig lidt ned for at kunne studere hendes ansigt indgående.

38

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 38

09-12-2013 10:48:50

„Nej, nej. Jeg har det fint.“ Hun så sig omkring i huset, og hvor ville hun ønske, at hun kunne skjule sin forfærdelse over, at det føltes, som om hun aldrig havde set det før. „Jeg bliver nødt til at tage tilbage til kontoret nu. Du kan nok godt være hjemme uden mig, ikke? Mrs. Cordoza er her jo.“ Cordoza. Det virkede ikke helt fremmed. Hun følte et lille sug af taknemlighed. Mrs. Cordoza. „Jo, jeg kan sagtens klare mig, tak.

Du skal endelig ikke være bekymret for mig.“ „Jeg er nok først tilbage ved syvtiden … men kun hvis du er sikker på, at du har det fint …“ Han var tydeligvis ivrig efter at komme af sted. Han bøjede sig ned, kyssede hende på kinden og tøvede et øjeblik, og så var han væk.

Hun blev stående i hall’en og lyttede til hans skridt, som fortonede sig udenfor på trappen, og den svage brummen fra motoren, da den store bil kørte væk. Pludselig virkede huset enormt.

Hun rørte ved silketapetet, betragtede det blankpolerede parketgulv, lofterne, som sad svimlende højt oppe. Hun tog sine handsker af med præcise, omhyggelige bevægelser. Så bøjede hun sig frem for at se nærmere på nogle fotografier, der stod på bordet i hall’en. Det største af dem var et bryllupsbillede i en blankpoleret ornamenteret sølvramme. Og dér var hun jo, i en hvid kjole, som sad til foroven – hendes ansigt var halvt skjult af et hvidt kniplingsslør, og hendes mand stod ved hendes side og smilede stort. Så er det altså rigtigt nok, at jeg er gift med ham, tænkte hun. Og så: Jeg ser vel nok glad ud.

Hun fór sammen. Mrs. Cordoza stod pludselig bag hende med hænderne samlet foran. „Jeg tænkte på, om jeg skulle komme med te til Dem. Måske kunne De tænke Dem at drikke den inde i dagligstuen? Jeg har tændt op til Dem derinde.“ „Det må så være …“ Jennifer kiggede hen på de mange døre. Så så hun på fotografiet igen. Der gik lige et øjeblik, før hun igen sagde noget. „Mrs. Cordoza … må jeg ikke nok støtte mig til Dem? Bare til jeg kommer ned at sidde. Jeg er lidt usikker på benene.“ Bagefter vidste hun ikke rigtig, hvorfor hun ikke ville have, at husholdersken vidste, at hun ikke kunne finde rundt i sit eget hus.

Hun tænkte bare, at hvis hun kunne lade, som om hun havde styr 39

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 39

09-12-2013 10:48:50

på det hele, og alle andre troede på det, så ville det, der var skuespil, ende med at blive virkelighed.

Husholdersken havde gjort aftensmaden klar: en gryderet med kartofler og fine franske bønner. Hun gav Jennifer besked om, at hun havde stillet den i den nederste ovn. Jennifer kunne ikke stille den tunge smedejernsgryde ind på spisebordet, inden hendes mand kom hjem, for hendes højre arm var stadig svag, og hun var bange for at tabe gryden.

Den time, hun var alene, fordrev hun med at gå rundt i det kæmpestore hus, vænne sig til det, trække skuffer ud og nærstudere fotografier. Mit hus, sagde hun til sig selv igen og igen. Mine ting.

Min mand. Et par gange prøvede hun at lade være med at tænke og bare lade sine ben føre sig hen, hvor hun forestillede sig, at badeværelset eller kontoret kunne være, og det viste sig til hendes lettelse, at der var noget inde i hende, der stadig kendte huset. Hun så på bøgerne i stuen og noterede sig med en let tilfredsstillelse, at selv om der var så meget, der føltes fremmed, kunne hun huske handlingen i mange af bøgerne.

Hun opholdt sig længst i soveværelset. Mrs. Cordoza havde pakket hendes kuffert ud og lagt det hele på plads. Der var to indbyggede skabe, som viste sig at indeholde store mængder tøj, der alt sammen var nydeligt lagt sammen eller hængt sirligt på bøjler. Det hele passede hende perfekt, selv de mest udtrådte sko. Hendes hårbørste, parfumer og pudderdåser stod opmarcheret på toiletbordet.

Duftene virkede dejlig bekendte. Makeuppens farver klædte hende: Coty, Chanel, Elizabeth Arden, Dorothy Gray – hendes spejl var omgivet af en hel hær af dyre cremer og salver.

Hun trak en skuffe ud og fandt masser af chiffon, brystholdere og andet undertøj af silke og blonder. Jeg går åbenbart meget op i mit udseende, tænkte hun ved sig selv. Hun satte sig ned og betragtede sig selv i det trefløjede spejl og gav sig så til at børste sit hår med lange, rolige tag. Det er sådan her, jeg gør, sagde hun til sig selv adskillige gange.

I de få øjeblikke, hvor det hele føltes så fremmed, at hun blev helt overvældet, sørgede hun for at holde sig beskæftiget med små 40

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 40

09-12-2013 10:48:50

opgaver: ryddede op i håndklæderne på badeværelset nedenunder, stillede tallerkener og glas ind på spisebordet.

Han kom tilbage lidt i syv. Hun stod og ventede på ham i hall’en med genopfrisket makeup og et lille pust parfume på halsen og skuldrene. Hun kunne se, han var glad for, at hun så normal ud.

Hun tog hans frakke, hængte den op i skabet og spurgte, om han kunne tænke sig en drink. „Jo, tak,“ sagde han. „Det lyder vel nok dejligt.“ Hun lagde hånden på en karaffel og tøvede.

Han vendte sig om og så, at hun var i tvivl. „Ja, det er lige præcis den, min egen. Whisky. En pæn sjus – med is, tak.“ Mens de spiste aftensmad, sad han til højre for hende ved det blankpolerede mahognibord, der var så kæmpestort og tomt. Hun øsede den dampende mad over på tallerkenerne, og han stillede en ved hver plads. Det her er mit liv, tænkte hun ved sig selv, mens hun så hans hænder bevæge sig. Det er det her, vi gør om aftenen. „Jeg tænkte på, om vi skulle invitere nogle venner til middag på fredag. Tror du, du er frisk nok til det?“ Hun tog gaflen op til munden og spiste en lille bid. „Det tror jeg nok.“ „Fint.“ Han nikkede. „Vores venner har spurgt til dig. De vil så gerne se, at du er … blevet dig selv igen.“ Hun smilede. „Det skal nok blive … hyggeligt.“ „Jeg tænkte, at vi nok ikke skulle lave for meget det næste par uger. Ikke før du er klar til det.“ „God idé.“ „Det smager vel nok dejligt. Har du selv lavet det?“ „Nej, det har mrs. Cordoza.“ „Javel, ja.“ De spiste i tavshed. Hun drak vand til maden – mr. Hargreaves havde rådet hende til ikke at drikke noget, der var stærkere end postevand – men hun misundte sin mand det glas, der stod foran ham. Hun kunne godt have tænkt sig at sløre den foruroligende fremmede følelse, lige tage det værste. „Og hvordan går det så … med arbejdet?“ Han sad med bøjet hoved. „Udmærket. Jeg bliver nødt til at tage 41

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 41

09-12-2013 10:48:50

en tur ned til minerne en gang i løbet af de næste fjorten dage, men jeg vil bare lige være sikker på, at du kan klare dig alene, inden jeg tager af sted. Mrs. Cordoza er her selvfølgelig til at hjælpe dig.“ Hun følte sig en lille smule lettet ved tanken om at være alene. „Jeg er sikker på, det nok skal gå helt fint.“ „Og bagefter tænkte jeg, vi kunne tage til Rivieraen i et par uger.

Jeg har alligevel nogle forretninger, jeg skal have ordnet dernede, og måske vil du have godt af at komme ned i solen. Mr. Hargreaves sagde, at det måske vil hjælpe på dine … på arrene …“ Hans stemme døde hen. „Rivieraen,“ gentog hun. Pludselig kunne hun se en strandpromenade i måneskin for sig. Latter. Klirrende glas. Hun lukkede øjnene og prøvede at få det flygtige billede til at stå skarpt. „Jeg tænkte, at vi måske kunne køre derned i bil denne gang, bare os to.“ Så var det væk. Hun kunne høre sin puls dunke i ørerne. Tag det helt roligt, sagde hun til sig selv. Det skal nok komme tilbage alt sammen. Det sagde mr. Hargreaves, at det ville. „Du har altid virket så glad, når vi har været dernede. Måske endda lidt gladere end her i London.“ Han så op på hende og kiggede så væk igen.

Der var den igen: følelsen af, at hun blev målt og vejet. Hun tvang sig til at tygge og synke maden. „Jeg synes bare, vi skal gøre det, du tror er bedst,“ sagde hun stille.

Der blev tyst i spisestuen, bortset fra lyden af hans bestik mod tallerkenen – det var sådan en knugende lyd. Pludselig magtede hun overhovedet ikke at spise sin mad. „Ved du hvad, jeg er vist mere træt, end jeg troede. Vil det være i orden med dig, hvis jeg går op og lægger mig?“ Han rejste sig, mens hun kom på benene. „Jeg skulle have sagt til mrs. Cordoza, at vi kunne nøjes med en sandwich ude i køkkenet.

Skal jeg hjælpe dig op ad trappen?“ „Nej, nej, det behøves slet ikke.“ Hun tog ikke imod den arm, han bød hende. „Jeg er bare lidt træt. Jeg er sikker på, jeg har det meget bedre i morgen.“

42

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 42

09-12-2013 10:48:50

Kvart i ti hørte hun, at han kom ind i soveværelset. Hun havde ligget i sengen og mærket fornemmelsen af sengetøjet mod huden. Kigget på månelyset, der faldt ind mellem de lange gardiner. Lyttet til den svage lyd af trafik på pladsen udenfor – taxaer, som standsede op for at sætte passagerer af, to hundeluftere, der hilste høfligt på hinanden. Hun havde ligget ganske stille og ventet på, at noget faldt i hak, på at hendes sind fandt sig til rette lige så let, som hendes krop var faldet tilbage i sine fysiske omgivelser.

Og så blev døren åbnet.

Han tændte ikke lyset. Hun hørte den stille raslen med træbøjlerne, da han hængte sin jakke op; de bløde vakuum-sus, da han trak skoene af fødderne. Og pludselig stivnede hun. Hendes ægtemand – denne vildfremmede mand – ville nu lægge sig i sengen hos hende.

Hun havde fokuseret sådan på at komme igennem hvert eneste øjeblik, at hun slet ikke havde skænket denne mulighed en tanke.

Hun havde faktisk regnet med, at han ville sove i gæsteværelset.

Hun bed sig i læben, lukkede øjnene fast i og holdt omhyggeligt åndedrættet i ro, så det virkede, som om hun sov. Hun hørte ham forsvinde ud på badeværelset, tænde for vandet, børste tænder med stor energi, gurgle hals et øjeblik. Hans fødder gik stille tilbage over gulvtæppet, og så lagde han sig i sengen, så den knagede i protest, og madrassen buede nedad. Han blev liggende stille et kort stykke tid, og hun måtte virkelig kæmpe for at holde vejrtrækningen rolig. Åh nej, ikke endnu, bad hun i sit stille sind. Jeg kender dig jo dårligt nok. „Jenny?“ sagde han.

Hun kunne mærke hans hånd på sin hofte og tvang sig selv til at ligge helt stille Han bevægede hånden forsigtigt. „Jenny?“ Hun tvang sig selv til at ånde langsomt og tungt ud, som om hun sov dybt og derfor ikke kunne klandres for noget. Hun kunne mærke, at han tøvede, hans hånd blev stille, og så udstødte han et suk og lagde hovedet tungt på puden.

Moyes - Det sidste brev fra din elsker (638-3110-9) - 496 sider - 140x220 - IB.indb 43

09-12-2013 10:48:50