LÆSEPRØVE_Den glemte have_Moyes

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 6

12-AUG-11

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 1

12-AUG-11

DEN GLEMTE HAVE

P age 2

12-AUG -11

Af samme forfatter: En fjern hvisken

ROSINANTE - Morton, Den glemte have P age 3

28 -AUG -12

Kate Morton

Den glemte have Oversat fra engelsk af Marianne Linneberg Rasmussen

CICERO

ROSINANTE - Morton, Den glemte have P age 4

28-AUG -12

Copyright © Kate Morton 2008 Originaltitel: The Forgotten Garden Published by arrangement with Allen & Unwin and Ia Atterholm Agency Sats: Christensen Grafisk Tryk: Nørhaven, Viborg Omslagslayout: Anne Kragelund Omslagsfoto: © Robert Jones / Arcangel Images ISBN: 978-87-638-1973-2 Anden danske udgave, andet oplag Printed in Denmark 2012

Til Oliver og Louis som er mere dyrebare end alt det guld, der findes i eventyrland

Bogen er trykt på FSC- mærket papir.

Flere oplysninger på www.FSC.dk

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Den sydlandske have

Køkkenhave

5

N

Sh ar ps t o ne -k l i ppe rn e

Sharpstone (8 km)

Godsets gårde

Stald

Vi gen

Den nyreformede plæne

Tjenestefolkenes indgang

Væksthus

S koven

Solur

Den sorte klippe

Lysthus

Blackhurst

huset

Klippe-

Den ovale plæne

Vendeplads

Den skjulte have

Klipp ev ej en

Udkig s p u n kt

Tjørnelabyrinten

Bla ck hu r s t 19 13

Tregenna Havn

Fiskeri- og Købmands- Tregenna smugleri- forretning Inn museum

Fiskerhuset

Tr e g e n n a

Polperro (32 km)

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 5 12-AUG-11

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 6

12-AUG-11

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 7

„Men hvorfor skal jeg hente tre af fedronningens hår til dig?“ spurgte den unge prins den gamle kone. „Hvorfor lige netop tre, hvorfor ikke to eller fire?“ Den gamle kone lænede sig frem, men blev ved med at spinde. „Der findes intet andet tal, mit barn. Tre er tidens tal, for taler vi måske ikke om fortid, nutid og fremtid? Tre er familiens tal, for taler vi måske ikke om fader, moder og barn? Tre er feernes tal, for leder vi måske ikke efter dem mellem eg, ask og tjørn?“ Den unge prins nikkede, thi den gamle kone havde ret. „Derfor skal jeg bruge tre hår, for at jeg kan væve mit magiske tæppe.“ – fra ‘Feens tæppe’ af Eliza Makepeace

12-AUG-11

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 8

12-AUG-11

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 9

FørstE dEl

12-AUG-11

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 10

12-AUG-11

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 11

12-AUG-11

1 London 1913

d

et var mørkt, der hvor den lille pige sad og krøb sammen, men hun blev siddende, sådan som hun havde fået besked på. damen havde sagt, at hun skulle vente. det var ikke sikkert endnu, så de skulle være musestille. Pigen vidste, at det bare var en leg, en slags gemmeleg. den lille pige sad inde bag trætønderne og lyttede. Hun dannede billeder inde i hovedet, ligesom far havde lært hende. Hun kunne høre mænd, der råbte til hinanden. det var nok sømænd; de høje, rå stemmer klingede af hav og salt. I det fjerne lød der tinfløjter, plaskende årer og den hæse tuden fra skibene, og højt oppe sad de grå måger og skreg, mens de strakte vingerne ud for at opfange solens varme. damen ville komme tilbage, det havde hun lovet, og den lille pige håbede, at det blev snart. Hun havde allerede ventet længe, så længe, at solen var gledet hen over himlen og nu varmede hendes knæ gennem den nye kjole. Hun lyttede efter lyden af damens svirpende skørter. Hælene, der klakkede hurtigt hen over trædækket. Hun havde altid så travlt; det havde pigens mor aldrig. På den vage, ubekymrede måde, der er typisk for et højt elsket barn, spekulerede den lille pige over, hvor hendes mor mon var henne, og hvornår hun ville komme. Og hun tænkte også på damen. Hun vidste godt, hvem damen var, for hun havde hørt sin mormor snakke om hende. Hun hed Forfatterinden, og hun boede i det lille hus i den fjerneste ende af godsets park, på den anden side af labyrinten.

Faktisk måtte den lille pige ikke vide noget om det. Hun måtte ikke lege i tjørnelabyrinten. Hendes mor og mormor havde sagt, at det var farligt at gå hen til klippeskrænten. Men nogle gange, når ingen så det, kunne den lille pige godt lide at gøre noget, hun ikke måtte.

Hundredvis af støvfnug dansede i den smalle solstråle, der faldt ind mellem to tønder. den lille pige smilede, og damen, klippeskrænten, labyrinten og mor forlod hendes tanker. Hun stak en finger frem og 11

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 12

12-AUG-11

prøvede at få et støvfnug til at lande på den. Hun lo, fordi fnuggene kom ganske tæt på og alligevel smuttede udenom.

Nu kom der andre lyde. den lille pige kunne høre ivrige børnestemmer og løbende fødder. Hun lænede sig ind i lysstriben og trykkede ansigtet ind mod de kølige trætønder. Med det ene øje kunne hun se ud på dækket.

Ben og sko og skørter. Kulørte papirstrimler, der blafrede først den ene vej og så den anden. Frække måger på jagt efter krummer på dækket.

Pludselig vippede det store skib, og så udstødte det et langt, dybt støn, der kom helt nede fra skibets bug. Vibrationerne gik gennem dæksplankerne og op i fingerspidserne på den lille pige. Hun stivnede et øjeblik, og så opdagede hun, at hun sad og holdt vejret. så hævede skibet sig og gled langsomt væk fra kajen. Hornet tudede, og der blev jublet og råbt: ‘God rejse.’ Nu var de på vej. til Amerika, til et sted, der hed New York, hvor far var født. Hun havde hørt dem hviske om det i nogen tid. Mor havde sagt til far, at de skulle af sted så hurtigt som muligt, at de ikke kunne risikere at vente længere. den lille pige lo igen. skibet gled gennem vandet som en kæmpestor hval, ligesom Moby dick i den historie, hendes far tit læste for hende.

Mor ville ikke have, at han læste sådan nogle historier for hende. Hun sagde, at de var for uhyggelige. de skabte bare billeder i hovedet på hende, og de kunne ikke komme ud igen. Når mor sagde den slags, gav far hende altid et kys på panden og sagde, at hun havde ret, og at han nok skulle lade være med at gøre det igen. Men han fortalte alligevel den lille pige historien om den store hval. Og andre historier – dem, som pigen holdt allermest af, dem fra eventyrbogen, om gamle koner uden øjne og forældreløse jomfruer og lange sørejser. Han sikrede sig bare, at mor ikke fik noget at vide om det. det var deres hemmelighed. den lille pige vidste godt, hvorfor de var nødt til at have hemmeligheder for mor. Mor var ikke rask. Hun havde været svagelig, siden før den lille pige blev født. den lille piges mormor sagde altid, at hun skulle være artig, for hvis hendes mor blev ked af det, så risikerede de, at der skete noget frygteligt, og så ville det være hendes skyld alt sammen. den lille pige elskede sin mor og ville ikke gøre hende ked af det, så der skete noget frygteligt, og derfor holdt hun på sine hemmeligheder. For eksempel den med eventyrene og det med at lege henne ved labyrinten 12

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 13

12-AUG-11

og de gange, far havde taget hende med hen og besøge Forfatterinden i det lille hus i den fjerneste ende af godsets park. „A-ha!“ lød en stemme tæt ved hendes øre. „Fundet!“ tønden blev skubbet til side, og den lille pige missede mod lyset, blinkede, indtil stemmens ejermand trådte hen og skyggede for solen. det var en stor dreng. Hun gættede på, at han måtte være otte eller ni. „du er jo ikke sally,“ sagde han. den lille pige rystede på hovedet. „Hvem er du?“ Hun måtte ikke fortælle nogen, hvad hun hed. det var en leg, de legede, hende og damen. „sig det så!“ „det er en hemmelighed.“ Han rynkede på næsen, så fregnerne rykkede sammen. „Hvorfor det?“ Hun trak på skuldrene. Hun måtte ikke sige noget om damen, det sagde far altid. „Hvor er sally så henne?“ drengen var ved at blive utålmodig. Han kiggede til højre og venstre. „Jeg er sikker på, at hun løb den her vej.“ længere henne ad dækket lød der høje latterhvin og løbende skridt. drengen lyste op. „Hurtigt!“ sagde han og begyndte at løbe. „Hun slipper væk.“ den lille pige stak hovedet ud forbi tønden og så ham smutte ud og ind mellem de mange mennesker i jagten på et væld af hvide skørter. det kriblede i hende for at rende efter dem.

Men damen havde jo sagt, at hun skulle vente. drengen var allerede langt væk. Han smuttede uden om en korpulent herre med vokset moustache. Manden skulede sådan til drengen, at alle hans ansigtstræk trak sig sammen mod midten af ansigtet som en krabbefamilie, der bliver forskrækket. den lille pige lo.

Måske var det alt sammen en del af legen. damen mindede mere om et barn end om de andre voksne, hun kendte. Måske var hun også med i legen. den lille pige kravlede ud mellem tønderne og kom langsomt på benene.

Hendes venstre fod sov, og det prikkede og stak i den. Hun ventede et 13

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 14

12-AUG-11

øjeblik, indtil følelsen vendte tilbage, og så drengen dreje om et hjørne og forsvinde.

Og uden at tænke rendte hun efter ham. Med fødderne hamrende mod dækket og hjertet syngende i brystet.

14

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 15

12-AUG-11

2 Brisbane 1930

d

e endte med at holde Nells fødselsdagsfest i det gamle forsamlingshus oppe på latrobe terrace. Hugh havde ellers foreslået, at det skulle være i den nye dansehal inde i byen, men Nell havde gentaget sin mors ord om, at der ikke var nogen grund til at bruge så mange penge på det, især ikke, når tiderne var så strenge. Hugh havde indvilliget i det, men havde til gengæld insisteret på, at hun bestilte de fine kniplinger fra butikken på Pitt street i sydney; dem, hun så gerne ville have til sin kjole. det var lil, der havde givet ham ideen, inden hun døde.

Hun havde bøjet sig frem, taget hans hånd, vist ham annoncen i avisen og fortalt, hvor fine kniplingerne var, og hvor meget det ville betyde for Nell. det virkede måske lidt for flot, men de kunne senere blive syet ind i brudekjolen, når den tid kom. Hun havde smilet til ham, og så var hun seksten år igen, og han var solgt.

På det tidspunkt havde lil og Nell allerede arbejdet på fødselsdagskjolen et par uger. Om aftenen efter aftensmaden, når Nell var kommet hjem fra kiosken, og de yngste piger skændtes dovent ude på verandaen, og der var så tykt af myg i den lumre aften, at deres summen kunne drive én til vanvid, fandt Nell sin sykurv frem og trak en stol hen til sin mors sygeseng. somme tider kunne Hugh høre dem le ad noget, der var sket i kiosken: så havde Max Fitzsimmons været oppe at skændes med en eller anden kunde, så havde mrs. Blackwell haft en ny sygehistorie at fortælle, så havde Nancy Browns små tvillinger igen lavet ulykker. da plejede Hugh at stille sig henne ved døren og stoppe sin pibe, mens Nell dæmpede stemmen og blussende af lykke fortalte om noget, danny havde sagt. Et eller andet om det hus, han havde lovet at købe til hende, når de blev gift; den bil, han havde kig på, og som hans far mente, at han kunne få til en billig penge; den sidste nye røremaskine hos McWhirter’s.

Hugh kunne godt lide danny, han kunne ikke ønske sig en bedre ung 15

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 16

12-AUG-11

mand til Nell, og det var sådan set meget heldigt, for de havde været uadskillelige, lige siden de mødtes første gang. Når Hugh så dem sammen, kom han til at tænke på sine første år sammen med lil. de havde været så jublende lykkelige, dengang fremtiden stadig lå åben foran dem.

Og de havde haft et godt ægteskab. de havde naturligvis også haft deres at slås med, i begyndelsen, inden de havde fået pigerne, men på en eller anden måde var det altid gået alligevel ...

Når piben var fuld, og Hugh ikke længere havde nogen undskyldning for at blive stående, gik han videre. så fandt han sig en stol i den stille ende af verandaen, et mørkt sted, hvor der var fredfyldt, eller i hvert fald så relativt fredfyldt, som det var muligt i et hus fyldt med larmende tøser, den ene mere opfarende end den anden. Bare ham og hans fluesmækker i vindueskarmen, ifald myggene blev for nærgående. Og så lod han tankerne flyve og fulgte efter dem, mens de uvægerligt søgte hen mod den hemmelighed, han havde vogtet over i alle disse år. tiden var ved at være inde, det kunne han mærke. det pres, han længe havde holdt nede, var på det seneste begyndt at vokse sig for stort. Hun var næsten enogtyve, en voksen kvinde, der var klar til at begynde sit eget liv; hun var sågar forlovet. Hun havde ret til at kende sandheden.

Han vidste, hvad lil mente om den sag, og det var derfor, han ikke indviede hende i sine tanker. det sidste, han ønskede, var, at lil skulle være bekymret, at hendes sidste dage skulle gå med at prøve at snakke ham fra det, sådan som hun så ofte før havde gjort.

Nogle gange, når han overvejede, hvordan han skulle få det sagt, tog han sig i at ønske, at det var en af de andre piger. så skammede han sig over, at han havde et yndlingsbarn, også selv om han holdt det for sig selv.

Nell havde bare altid været noget ganske særligt, hun havde slet ikke været som de andre. Mere livlig, mere fantasifuld. Mere ligesom lil, havde han tit tænkt, selv om det selvfølgelig ikke gav nogen mening.

• de havde pyntet salen med kulørte bånd – hvide som hendes kjole og røde som hendes hår. det gamle forsamlingshus af træ var måske nok ikke lige så fornemt som de nyere murstenshuse rundtomkring i byen, men 16

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 17

12-AUG-11

når først det var pyntet op, så det slet ikke så tosset ud. Bagest i salen, henne ved scenen, havde Nells fire mindre søstre stillet et bord frem til fødselsdagsgaverne, og det var allerede ved at være godt fyldt op. Nogle af damerne fra kirken havde hjulpet hinanden med at lave maden, og Ethel Mortimer spillede romantisk dansemusik fra krigens tid på klaveret.

I begyndelsen klumpede de unge mennesker sig nervøst sammen ude langs væggene, men efterhånden som musikken og de mest frygtløse unge mænd blev varmet op, begyndte de at gå ud på dansegulvet to og to. søstrene kiggede længselsfuldt på, indtil de blev kommanderet ud og hjælpe med at bære fade med sandwich fra køkkenet og ind til tagselvbordet. da det blev tid til taler, havde folk fået røde kinder, og deres sko var blevet skrammede af at danse. Præstens kone, Marcie Mcdonald, slog på sit glas, og så vendte alle sig om mod Hugh, som tog en lille sammenfoldet seddel op af brystlommen. Han foldede papiret ud, rømmede sig og lod hånden glide hen over håret, der stadig var stribet efter kammen. Han havde aldrig været meget for at tale i større forsamlinger. Han var typen, der passede sit, holdt sine meninger for sig selv og gerne lod andre føre ordet. Men en datter bliver trods alt kun enogtyve én gang, og det var hans pligt at holde en tale for hende. Han havde altid været en pligtopfyldende mand, der fulgte reglerne. så godt som altid.

Han smilede, da en af hans kammerater fra havnen råbte en kvik bemærkning til ham, og så kastede han et blik på sedlen, han havde inde i hånden, og tog en dyb indånding. Et efter et gennemgik han de punkter, han havde skrevet med sin lille sorte håndskrift: Hvor stolte han og lil altid havde været af Nell; hvor lykkelige de var blevet, da de fik hende; hvor glade de var for danny. Og hvor glad lil var blevet, da hun hørte om forlovelsen, kort tid inden hun gik bort.

Hugh fik blanke øjne, da han nævnte sin hustrus død, og hans stemme døde hen. Han tøvede et øjeblik og lod blikket glide hen over sine venner og døtre og lod det hvile et øjeblik på Nell, som smilede, mens danny hviskede noget i øret på hende. Mens der gled en skygge hen over hans ansigt, tænkte folk på, om han mon skulle til at annoncere noget vigtigt, men så lyste han op igen og stak sedlen tilbage i lommen. Han sagde, at det var på høje tid, at der kom endnu en mand i familien, så han ikke længere var ene hane i kurven.

17

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 18

12-AUG-11

dernæst gik kvinderne ude i køkkenet i aktion og delte tekopper ud til gæsterne, men Hugh blev stående et stykke tid, mens folk gik forbi, klappede ham venligt på skulderen og sagde: „Fin tale, Hugh.“ Han fik stukket en kop i hånden. talen var vel overstået, men alligevel kunne han ikke slappe af. Hans hjerte bankede hurtigere, og han svedte, selv om det ikke var specielt varmt.

Han vidste selvfølgelig godt hvorfor. Aftenens pligter var ikke klaret endnu. da han så Nell smutte alene ud ad bagdøren til den lille veranda, øjnede han chancen. Han rømmede sig, stillede tekoppen fra sig på gavebordet og gik væk fra den varme summen af stemmer og ud i den kølige aften.

Nell stod ved siden af den sølvgrå stamme af et enligt eukalyptustræ.

Engang, tænkte Hugh, har hele bakkekammen og skråningerne på begge sider sikkert været dækket af træer. de mange spøgelsesagtige stammer måtte have været noget af et syn ved fuldmåne. så. Han udskød det. selv nu prøvede han at rende fra sit ansvar, selv nu var han svag.

Et par sorte flagermus svævede tyst hen over aftenhimlen, og han gik ned ad de vakkelvorne trætrin og hen over det dugvåde græs.

Hun måtte have hørt ham komme – måske havde hun kunnet fornemme ham – for hun vendte sig og smilede, da han nærmede sig. da han nåede hen ved siden af hende, sagde hun, at hun tænkte på mor; hun stod og spekulerede over, hvilken stjerne hun mon sad og kiggede ned fra.

Hugh var lige ved at tude, da hun sagde det. skulle hun absolut snakke om lil lige nu. Gøre ham bevidst om, at hun holdt øje med ham og var vred over, at han ville gøre det. Han kunne høre lils stemme for sig, alle de gamle skænderier ... det var nu engang hans beslutning, og han havde truffet sit valg. det var jo ham, der havde startet det hele. selv om han ikke havde gjort det bevidst, var det ham, der havde taget det skridt, der havde ført dem hertil, og det var hans ansvar at bringe tingene i orden igen. Hemmeligheder har det med at dukke op til overfladen, og det måtte da være bedre, at hun hørte sandheden fra ham.

Han tog Nells hænder og kyssede dem begge. så gav han dem et klem, hendes bløde, glatte hænder mod hans barkede næver.

18

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 19

12-AUG-11

Hans datter. Hans første.

Hun smilede til ham og strålede i den fine kjole med kniplingerne.

Han smilede tilbage. så førte han hende hen til stammen af et væltet eukalyptustræ, glat og hvid, og han lænede sig frem og hviskede hende det i øret, den hemmelighed, som han og hendes mor havde vogtet over i sytten år. Ventede på, at erkendelsen skulle vise sig i hendes øjne, den ganske lille ændring i hendes ansigtsudtryk, når hun forstod implikationerne af det, han fortalte hende. Og så så han, hvordan tæppet blev revet væk under hende, og den person, hun hidtil havde været, forsvandt på et øjeblik.

19

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 20

12-AUG-11

3 Brisbane 2005

C

assandra havde opholdt sig på hospitalet i flere dage, selv om lægen ikke mente, der var store chancer for, at hendes mormor kom til bevidsthed igen. det var ikke sandsynligt, havde han sagt, ikke i hendes alder og med al den morfin, hun havde i kroppen.

Natsygeplejersken var kommet tilbage, så Cassandra vidste, at det ikke længere var dag. Hun anede ikke, hvad klokken var. det var svært at sige herinde: lyset var altid tændt ude på gangen, der var altid et fjernsyn, der stod og kørte et eller andet sted, og der blev trillet vogne op og ned ad gangene døgnet rundt. det var i grunden paradoksalt, at et sted, der i så høj grad byggede på rutiner, fungerede så helt og aldeles uafhængigt af den sædvanlige døgnrytme.

Alligevel blev Cassandra der. Hun havde set til og trøstet, mens Nell druknede i et hav af minder og igen og igen kom op efter luft på tidligere tidspunkter i sit liv. Cassandra kunne ikke bære, hvis hendes mormor stik imod alle forventninger skulle finde tilbage til nutiden, kun for at opdage, at hun flød helt alene rundt på den yderste kant. sygeplejersken skiftede den tomme pose i droppet ud med en fyldt, skruede på en knap på maskinen bag sengen og gav sig så til at rette på sengetøjet. „Hun har slet ikke fået noget at drikke,“ sagde Cassandra. Hun kunne næsten ikke kende sin egen stemme. „Hele dagen.“ sygeplejersken så op og virkede overrasket over, at der var nogen, der talte til hende. Hun kiggede hen over brillerne på Cassandra, der sad på en stol med et krøllet turkisfarvet hospitalstæppe om benene. „du gav mig et helt chok,“ sagde sygeplejersken. „Har du været her hele dagen? det er nok også det bedste. det varer sikkert ikke længe nu.“ Cassandra ignorerede den skjulte betydning af den besked. „skal vi ikke give hende noget at drikke? Hun må da være tørstig.“ sygeplejersken glattede dynen og stoppede den resolut ned under Nells 20

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 21

12-AUG-11

tynde arme. „Hun tørster ikke. droppet her sørger for, at hun får, hvad hun skal have.“ Hun tjekkede noget i Nells journal, og uden at kigge op sagde hun: „Hvis du trænger til en kop te, er der en elkedel og nogle tebreve lidt længere henne ad gangen.“ sygeplejersken gik, og Cassandra så, at Nells øjne var åbne. Hun lå og stirrede. „Hvem er du?“ lød den skrøbelige stemme. „det er mig, Cassandra.“ „Kender jeg dig?“ spurgte Nell forvirret. lægen havde advaret Cassandra om, at Nell måske ville være noget konfus, hvis hun vågnede, men det sved alligevel. „Ja, Nell.“ Nell kiggede på hende med svømmende grå øjne. Hun blinkede usikkert. „Jeg kan ikke huske ...“ „shhh ... det gør ikke noget.“ „Hvem er jeg?“ „du er Nell Andrews,“ sagde Cassandra og tog hendes hånd. „du er femoghalvfems år gammel. du bor i et gammelt hus i Paddington.“ Nells læber skælvede – hun koncentrerede sig tydeligvis og prøvede at forstå meningen bag ordene.

Cassandra tog en serviet på sengebordet og tørrede nænsomt en dråbe savl af Nells hage. „du har en stand i antikvitetscenteret på latrobe terrace,“ fortsatte hun blidt. „Vi passer den sammen, du og jeg, vi sælger gamle ting.“ „Nu ved jeg, hvem du er,“ sagde Nell sagte. „du er lesleys pige.“ Cassandra blinkede overrasket. de snakkede kun sjældent om hendes mor. sådan havde det været under hele Cassandras opvækst og i de sidste ti år, efter at hun var flyttet tilbage og havde boet i kælderlejligheden i Nells hus. de havde en stiltiende overenskomst om, at de ikke talte om fortiden, som de af hver deres årsager helst ville glemme. det gav et helt sæt i Nell. Hun kiggede panisk på Cassandra. „Hvor er drengen? Forhåbentlig ikke her. det er han ikke, vel? Jeg vil ikke have, at han piller ved mine ting. Han ødelægger dem bare.“ det svimlede for Cassandra. „Mine ting er kostbare. Han må ikke røre dem.“ der dukkede nogle ord op, og Cassandra snublede over dem. „Nej ... nej, det skal jeg nok sørge for, at han ikke gør. Bare rolig, Nell. Han er her ikke.“ 21

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 22

12-AUG-11

• senere, da Nell igen var sunket hen i en bevidstløs døs, tænkte Cassandra på, hvor grusomt det er, at hjernen er i stand til at grave fragmenter af fortiden frem. Hvorfor summede hendes mormors hjerne af stemmer, der tilhørte mennesker, som for længst var døde og borte, nu da hendes liv lakkede mod enden? Er det altid sådan for dem, der har indløst billet til dødens tavse skib? lader de altid blikket glide hen langs kajen i håb om at få øje på dem, der for længst er draget bort?

Cassandra måtte være faldet i søvn, for da hun åbnede øjnene igen, var hospitalets stemning atter forandret. de var blevet trukket længere ind i nattens tunnel. lyset ude på gangen var blevet dæmpet, og man kunne høre lyden af folk, der sov. Hun sad og faldt sammen i stolen, hun var stiv i nakken, og hun frøs om den ene ankel, fordi den ikke havde været dækket af det tynde tæppe. det var sent, vidste hun, og hun var træt.

Hvad var det, der havde vækket hende?

Nell. Hun trak vejret højlydt. Hun var vågen. Cassandra skyndte sig hen til hende og satte sig igen på sengekanten. I den svage belysning var Nells øjne glasagtige, blege og uklare som vand, man har skyllet malerpensler i.

Hendes stemme var som en fin tråd, der næsten er slidt over. I begyndelsen kunne Cassandra ikke høre hende og troede, at det kun var hendes læber, der bevægede sig omkring forsvundne ord, som var blevet sagt for længe siden. så gik det op for hende, at Nell prøvede at sige noget. „damen,“ sagde hun. „damen sagde, at jeg skulle vente ...“ Cassandra lagde hånden på Nells varme pande og strøg de bløde hårtjavser væk fra ansigtet. Engang havde hendes hår skinnet som spundet sølv. Hun fablede om damen igen. „det er i orden. damen vil ikke have noget imod, at du tager af sted.“ Nells læber blev stramme, og så skælvede de. „Jeg skal blive, hvor jeg er. Hun sagde, at jeg skulle vente her på skibet.“ Hendes stemme var kun en hvisken. „damen ... Forfatterinden ... du må ikke fortælle det til nogen.“ „shhh,“ sagde Cassandra. „Jeg skal nok lade være med at fortælle det til nogen, Nell, jeg siger ikke noget til damen. du må gerne tage af sted.“ „Hun sagde, at hun ville komme og hente mig, men så gik jeg. Jeg blev ikke siddende, sådan som jeg havde fået besked på.“ 22

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 23

12-AUG-11

Nu var hendes mormors åndedræt besværet, hun var ved at gå i panik. „det skal du ikke bekymre dig om, Nell, hører du. Alt er, som det skal være. det lover jeg.“ Nells hoved faldt ned til den ene side. „Jeg kan ikke tage af sted ...

Jeg måtte ikke ... damen ...“ Cassandra trykkede på knappen for at tilkalde hjælp, men lampen over sengen blev ikke tændt. Hun tøvede og lyttede efter hurtige skridt ude på gangen. Nell glippede med øjnene, hun var ved at miste bevidstheden. „Jeg henter lige en sygeplejerske ...“ „Nej!“ Nell rakte blindt ud efter Cassandra og prøvede at gribe fat i hende. „du må ikke gå!“ Hun græd. tavse tårer, der glimtede vådt på hendes blege hud.

Cassandra fik selv tårer i øjnene. „det er okay. Jeg henter hjælp. Jeg er tilbage om et øjeblik, mormor, det lover jeg.“

23

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 24

12-AUG-11

4 Brisbane 2005

d

et var, som om huset vidste, at dets ejerinde var borte, og selv om det måske ikke ligefrem sørgede over hende, så bredte der sig i hvert fald en trodsig stilhed i det. Nell havde ikke været meget for fester og selskabelighed (og musene i køkkenet larmede mere end hendes barnebarn), så huset havde vænnet sig til en stille tilværelse uden støj og ballade. det kom derfor som et helt chok, da alle de mange folk lige pludselig kom væltende og begyndte at myldre rundt i huset og haven og spildte te og krummede over det hele. Huset stod og skuttede sig midt på skråningen bag det store antikvitetscenter oppe på bakkekammen og affandt sig stiltiende med gæsternes upassende opførsel. det var naturligvis mostrene, der havde arrangeret det hele. Cassandra ville lige så gerne have været det foruden, hun ville hellere mindes sin mormor i stilhed, men det ville mostrene ikke høre tale om. selvfølgelig skal der være en lille sammenkomst efter begravelsen, sagde de. Familien ville gerne komme og vise Nell den sidste ære, og det ville hendes venner også. Og desuden manglede det da også bare.

Cassandra var magtesløs. Før i tiden ville hun måske have strittet imod, men det orkede hun ikke længere. desuden var mostrene en uovervindelig kraft, og de havde alle en energi, der slet ikke stemte overens med deres høje alder (selv den yngste, moster Hettie, var over firs). derfor opgav Cassandra at protestere og undlod at gøre opmærksom på, at Nell stort set ingen venner havde haft. I stedet gav hun sig i kast med de opgaver, hun var blevet tildelt: Hun sørgede for tekopper og underkopper, fandt kagegafler frem, fjernede nogle af Nells mange nipsgenstande, så alle kunne komme til at sidde ned. lod mostrene vimse rundt og føle sig umådelig vigtige og betydningsfulde. det var jo selvfølgelig ikke Cassandras rigtige mostre. det var Nells yngre søstre, Cassandras mors mostre. Men lesley havde aldrig rigtig 24

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 25

12-AUG-11

kunnet bruge dem til noget, og mostrene havde resolut taget Cassandra under deres vinger i stedet.

Cassandra havde egentlig forventet, at hendes mor ville komme til begravelsen, og at hun ville ankomme til kapellet, netop som ceremonien var gået i gang, og se tredive år yngre ud, end hun var, og som altid tiltrække sig beundrende blikke. smuk og ungdommelig og helt urimeligt sorgløs.

Men hun var ikke kommet. Hun har sikkert sendt et kort, tænkte Cassandra, med et billede, der ikke rigtig passer til lejligheden. En stor snirklet håndskrift, der gjorde opmærksom på sig selv, og godt med kys og kram forneden. Kys og kram af den slags, der hurtigt kan uddeles og bare kradses ned med en kuglepen.

Cassandra stak hænderne ned i opvaskevandet og flyttede lidt rundt på kopperne. „det gik da rigtig godt,“ sagde Phyllis, der var den ældste efter Nell og helt klart den skrappeste. „det ville Nell have sat pris på.“ Cassandra skævede til hende. „Eller rettere,“ fortsatte Phyllis og tøvede et øjeblik, mens hun tørrede en kop af, „hun ville have sat pris på det, når hun var blevet færdig med at insistere på, at der slet ikke skulle holdes noget.“ Pludselig blev hun vældig moderlig. „Og hvad med dig? Hvordan går du og har det?“ „Fint nok.“ „du ser så tynd ud. Får du nok at spise?“ „Jeg spiser da tre gange om dagen.“ „du kunne godt trænge til at blive fedet lidt op. Kom og spis med i morgen aften, så inviterer jeg familien og laver min berømte shepherd’s pie.“ Cassandra orkede ikke at protestere.

Phyllis så sig forsigtigt omkring i det gamle køkken og kiggede på den skæve emhætte. „Er du ikke bange for at bo her alene?“ „Næ, jeg er da ikke bange ...“ „Men du må da være ensom,“ sagde Phyllis og rynkede ligefrem på næsen af medfølelse. „det er jo klart. det er der ikke noget at sige til, for du og Nell havde jo så stor glæde af hinanden, ikke?“ Hun ventede ikke på at få det bekræftet, men lagde i stedet en fregnet hånd på Cassandras underarm og fortsatte sin lille peptalk. „du skal nok klare det, og nu skal jeg sige dig hvorfor. det er altid trist at miste nogen, der står 25

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 26

12-AUG-11

én nær, men det er aldrig helt så slemt, hvis det er en, der er gammel. det er kun naturligt. det er meget værre, når det er et ungt menneske ... „Hun stoppede midt i sætningen, hendes skuldre stivnede, og hun blev rød i hovedet. „Ja,“ sagde Cassandra hurtigt, „det er klart.“ Hun holdt op med at vaske kopper af og lænede sig frem for at kigge ud i baghaven gennem køkkenvinduet. sæbeskummet gled ned over hendes fingre, ned over den guldring, hun stadig gik med. „Jeg må vist hellere snart komme ud og luge. Hvis ikke jeg passer på, gror stien helt til i landløbere.“ Phyllis klamrede sig taknemmeligt til det nye og mere jordnære samtaleemne. „Jeg kan sende trevor over for at hjælpe dig.“ Hendes krogede fingre strammede grebet om Cassandras arm. „Hvad med på lørdag?“ så kom moster dot tøffende ind fra stuen med endnu en bakke tekopper, der skulle vaskes op. Hun stillede dem fra sig på bænken, så de klirrede, og så pressede hun håndryggen på sin buttede hånd ind mod panden. „Endelig,“ sagde hun og blinkede til Cassandra og Phyllis gennem sine helt usandsynligt tykke briller. „det var de sidste.“ Hun sjokkede hen til køkkenbordet og kiggede ned i en kagedåse. „Jeg er blevet så sulten.“ „dot, altså,“ sagde Phyllis og benyttede sig straks af lejligheden til at kanalisere sin forlegenhed over i en formaning, „du har jo lige spist.“ „det er da en hel time siden.“ „Husk nu på din galdeblære! Jeg troede, du skulle passe på kalorierne.“ „det gør jeg skam også,“ sagde dot. Hun rankede sig og satte hænderne i sin omfangsrige talje. „Jeg har tabt tre kilo siden jul.“ Hun satte låget på igen og mødte Phyllis’ skeptiske blik. „det har jeg altså.“ Cassandra undertrykte et smil, mens hun fortsatte med at vaske kopper af. Phyllis og dot var lige runde, det var alle mostrene. de havde det fra deres mor, og hun havde det fra sin mor igen. Nell var den eneste, der var undsluppet familieforbandelsen. Hun havde slægtet sin ranglede irske far på. de havde altid været et pudsigt syn, den høje, tynde Nell sammen med de små, buttede søstre.

Phyllis og dot skændtes stadig, og Cassandra vidste af erfaring, at hvis ikke hun fandt på en afledningsmanøvre, ville skænderiet fortsætte, indtil en af dem (eller dem begge) smed viskestykket fra sig og fornærmet stormede ud ad døren. Hun havde set det ske før, men havde endnu ikke 26

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 27

12-AUG-11

helt vænnet sig til, at et uheldigt ordvalg eller et blik, der blev fastholdt en anelse for længe, kunne få et skænderi, der var startet mange år tidligere, til at blusse op igen. Cassandra var enebarn og syntes, at det var lige dele fascinerende og forfærdeligt at være vidne til, hvordan søskende opførte sig over for hinanden. det var et held, at de andre mostre allerede var blevet slæbt med hjem af deres respektive familier og derfor ikke også kunne give deres besyv med.

Cassandra rømmede sig. „der er for resten noget, jeg gerne vil spørge jer om.“ Hun hævede stemmen en anelse; nu havde hun næsten fået deres opmærksomhed. „Om Nell. Noget, hun sagde på hospitalet.“ Phyllis og dot vendte sig begge om. de var lige røde i kinderne. det var, som om de faldt lidt ned, da deres søster blev nævnt. det mindede dem om, hvorfor de stod her og tørrede kopper af. „Er det noget om Nell?“ spurgte Phyllis.

Cassandra nikkede. „På hospitalet, lige inden hun døde, fablede hun om en kvinde. damen, kaldte hun hende, Forfatterinden. det var, som om hun troede, de var om bord på et eller andet skib?“ Phyllis’ mund blev til en smal streg. „Hun talte i vildelse, hun vidste sikkert ikke, hvad hun snakkede om. Måske var det en eller anden person i et tv-program, hun havde set. Fulgte hun ikke med i en eller anden serie, der foregik på et skib?“ „Phyllis, altså,“ sagde dot og rystede på hovedet. „Jeg mener bestemt, at hun snakkede om det ...“ „Hold nu op, Phyllis,“ sagde dot. „Nell er død. der er ingen grund til det der.“ Phyllis lagde armene over kors og fnøs usikkert. „Vi bør fortælle hende det,“ sagde dot stille. „det kan jo ikke gøre nogen skade. Ikke nu.“ „Hvad er det, I bør fortælle mig?“ Cassandra så fra den ene til den anden. Hun havde stillet spørgsmålet for at forhindre endnu et familieskænderi; hun havde ikke regnet med, at det ville rode op i et eller andet hemmelighedskræmmeri. Mostrene var nu så optaget af hinanden, at det var, som om de helt havde glemt, hun var der. „Hvad er det, I bør fortælle mig?“ gentog hun. dot så på Phyllis med løftede øjenbryn. „det er da bedre, at hun hører det fra os end fra andre.“ 27

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 28

12-AUG-11

Phyllis nikkede næsten umærkeligt, og så mødte hun dots blik og sendte hende et skævt smil. deres fælles viden gjorde dem til forbundsfæller igen. „Ja ja da, Cassandra, men så må du hellere sætte dig ned,“ sagde hun endelig. „Er du sød at sætte vand over, dot? Og lave os en kop te?“ Cassandra fulgte med Phyllis ind i stuen og satte sig i Nells sofa. Phyllis sænkede sin brede bagdel ned ved siden af hende og pillede en tråd løs. „Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde. det er så længe siden, jeg har tænkt på hele den historie.“ Cassandra var forvirret. Hvilken historie? „det, jeg nu vil fortælle dig, er vores families store hemmelighed. sådan én er der i alle familier, det kan du være sikker og vis på, der er bare nogle, der er større end andre.“ Hun rynkede panden og kiggede hen mod køkkenet. „Hvorfor er dot så længe om det? Alt, hvad hun laver, foregår i sneglefart.“ „Hvad er det, Phyllis?“ Hun sukkede. „Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg aldrig ville fortælle det til nogen. det har allerede skabt så meget splid i familien. Jeg ville ønske, at far havde holdt det for sig selv, men han troede jo, han gjorde det rigtige, den arme stakkel.“ „Hvad var det, han gjorde?“ Hvis Phyllis hørte det, så reagerede hun i hvert fald ikke. det var hendes historie, og hun ville fortælle den på sin egen måde og i sit eget tempo. „Vi var en lykkelig familie. Vi havde måske ikke ret mange penge, men vi var lykkelige. Mor og far og os piger. Nell var jo den ældste, som du ved, og på grund af Første Verdenskrig var der et spring på cirka ti år ned til os andre.“ Hun smilede. „det er svært at forestille sig nu, men Nell var familiens livstykke dengang. Vi var alle sammen så glade for hende – hun var næsten som en mor for os mindre søskende, især efter at mor blev syg. Nell passede også mor så fint på hendes dødsleje.“ det kunne Cassandra levende forestille sig, at Nell havde gjort, men at hendes stramtandede mormor ligefrem skulle have været familiens livstykke ... „Hvad skete der så?“ „I lang tid var der ingen af os andre, der vidste det. det var sådan, Nell ville have det. Alt blev forandret i vores familie, men ingen af os vidste hvorfor. Vores storesøster blev en anden; det var, som om hun holdt op 28

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 29

12-AUG-11

med at elske os. Ikke fra den ene dag til den anden, så dramatisk var det ikke. Hun trak sig bare tilbage, lidt efter lidt, frigjorde sig fra os. det var virkelig et mysterium. det gjorde så ondt, og det var umuligt at lokke far til at snakke om det, uanset hvor mange gange vi prøvede. det var min salig ægtemand, Gud være hans sjæl nådig, som endelig fik os på rette spor. Altså ikke overlagt – det var ikke, fordi doug havde sat sig for at afsløre Nells hemmelighed. Han var simpelthen bare interesseret i slægtshistorie. Han besluttede sig for at lave et stamtræ, dengang vi fik trevor. Han blev født samme år som din mor, i 1947.“ Hun holdt en pause og kiggede afventende på Cassandra, som om hun ventede på, at hun på en eller anden måde havde gættet, hvad det var, der nu ville komme. det havde hun dog ikke. „En dag kom han ind i køkkenet − jeg husker det, som var det i går − og sagde, at han ikke kunne finde Nell i fødselsregisteret. ‘Nej, selvfølgelig kan du ikke det,’ sagde jeg. ‘Nell blev jo født oppe i Maryborough, inden familien rykkede teltpælene op og flyttede til Brisbane.’ så nikkede doug og sagde, at det også var, hvad han havde troet, men da han havde skrevet til Maryborough for at få oplysningerne om Nell, havde de sagt, at hun ikke optrådte i deres register.“ Phyllis kiggede sigende på Cassandra. „det vil sige: Nell eksisterede ikke. I hvert fald ikke officielt.“ Cassandra så op, da dot kom ind ude fra køkkenet og rakte hende en tekop. „det forstår jeg ikke.“ „selvfølgelig gør du ikke det, søde ven,“ sagde dot og satte sig i lænestolen ved siden af Phyllis. „Og det gjorde vi heller ikke i lang tid.“ Hun rystede på hovedet og udstødte et suk. „Ikke før vi snakkede med June.

Var det ikke til trevors bryllup, Phyllis?“ Phyllis nikkede. „Jo, i 1975. Jeg var rasende på Nell. Vi havde lige mistet far, og min ældste søn skulle giftes, og så ulejligede Nell sig ikke engang med at komme til sin egen nevøs bryllup. Hun tog på ferie i stedet for. det var det, jeg fortalte June. Jeg kan vist lige så godt indrømme, at jeg brokkede mig godt og grundigt over Nell.“ Cassandra var forvirret, hun havde aldrig været ret god til at holde styr på mostrenes enorme netværk af familie og venner. „Hvem er June?“ „En af vores kusiner på mors side,“ sagde dot. „Hende må du da have mødt på et eller andet tidspunkt. Hun var et års tid ældre end Nell, og de to hang sammen som ærtehalm, da de var unge.“ 29

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 30

12-AUG-11

„de må i hvert fald have stået hinanden nær,“ sagde Phyllis med et snøft. „dengang det skete, var June den eneste, Nell betroede sig til.“ „dengang hvad skete?“ spurgte Cassandra. dot lænede sig frem. „Far fortalte Nell ...“ „Far fortalte Nell noget, han aldrig skulle have gjort,“ sagde Phyllis hurtigt. „Han troede, han gjorde det rigtige, arme mand. Han kom til at fortryde det resten af sine dage; det blev aldrig det samme igen mellem dem.“ „Og Nell var ellers hans øjesten.“ „Han elskede os alle sammen,“ hvæsede Phyllis. „Phyllis altså,“ sagde dot og vendte det hvide ud af øjnene. „Ikke engang nu vil du se sandheden i øjnene. Nell var hans hjertebarn, sådan var det bare. det var skæbnens ironi.“ Phyllis svarede ikke, så dot, der gerne ville overtage tøjlerne, fortsatte: „det skete den aften, hun fyldte enogtyve,“ sagde hun. „Efter festen ...“ „det var ikke efter festen,“ sagde Phyllis. „det var under festen.“ Hun vendte sig om mod Cassandra. „Han troede åbenbart, det var det helt rigtige tidspunkt at fortælle hende det, nu da hun skulle tage hul på en ny livsfase og alt det dér. Forstår du, hun var forlovet. Ikke med din morfar, med en anden.“ „Hvad?“ Cassandra var overrasket. „det har hun da aldrig fortalt.“ „Han var hendes livs kærlighed, hvis du spørger mig. Han var her fra egnen. Ikke ligesom Al.“ Phyllis sagde hans navn, som om det smagte grimt. det var ikke nogen hemmelighed, at mostrene ikke havde brudt sig om Nells amerikanske mand. det var ikke noget personligt, snarere befolkningens kollektive misbilligelse af den strøm af amerikanske soldater, der kom til Brisbane under Anden Verdenskrig med penge på lommen og smarte uniformer, hvorefter de rendte med en stor del af byens kvindfolk. „Jamen, hvad skete der? Hvorfor blev hun ikke gift med ham?“ „Hun hævede forlovelsen et par måneder efter festen,“ sagde Phyllis. „sikke en ballade. Vi var alle sammen så glade for danny, og det knuste hans hjerte, arme fyr. Han endte med at gifte sig med en anden, lige inden Anden Verdenskrig. det var ellers ikke, fordi han nåede at få meget glæde af det ægteskab; han faldt i et slag mod japanerne.“ 30

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 31

12-AUG-11

„Ville oldefar ikke have, at Nell giftede sig med ham?“ spurgte Cassandra. „Var det dét, han sagde til hende den aften? At hun ikke måtte gifte sig med danny?“ „På ingen måde,“ fnøs dot. „Far var helt pjattet med danny. Ingen af vores ægtemænd kunne nogen sinde måle sig med ham.“ „Jamen, hvorfor hævede hun så forlovelsen?“ „det ville hun ikke ud med, ikke engang til ham. det drev os næsten til vanvid, at vi ikke anede, hvad der foregik,“ sagde Phyllis. „Vi vidste kun, at Nell ikke ville snakke med far, og at hun ikke ville snakke med danny.“ „det var det eneste, vi vidste, indtil Phyllis snakkede med June,“ sagde dot. „Næsten femogfyrre år senere.“ „Hvad var det da, June fortalte?“ spurgte Cassandra. „Hvad skete der til festen?“ Phyllis nippede til sin te og kiggede på Cassandra med løftede øjenbryn. „Far fortalte Nell, at hun ikke var hans og mors barn.“ „Var hun adopteret?“ Mostrene udvekslede blikke. „det vil jeg ikke just kalde det,“ sagde Phyllis. „Hun blev snarere fundet,“ sagde dot. „taget.“ „Beholdt.“ Cassandra rynkede panden. „Fundet? Hvorhenne?“ „På havnen i Maryborough,“ sagde dot. „den kaj, hvor de store skibe fra Europa lagde til før i tiden. det gør de selvfølgelig ikke længere. Nu er der meget større havne, og i vore dage flyver de fleste jo ...“ „Far fandt hende,“ indskød Phyllis. „da hun bare var en bette tøs. det var, lige inden Første Verdenskrig brød ud. Folk flygtede fra Europa i hobetal, og vi tog med kyshånd imod dem her i Australien. Far var havnemester på det tidspunkt. det var hans job at sørge for, at de, der rejste hertil, rent faktisk var dem, de sagde, de var, og at de var gået i land det rigtige sted. Nogle af dem kunne stort set ikke et ord engelsk.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, så var der en del bøvl med et bestemt skib. det var kommet i havn en eftermiddag efter en frygtelig rejse fra England. tyfusinfektioner, solstik, de havde simpelthen haft det hele, og 31

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 32

12-AUG-11

da skibet ankom, var der bagage uden ejermænd, og desuden var nogle af passagererne døde undervejs. Far havde et værre mas med det. Han fik selvfølgelig styr på det – han var rigtig god til at rede tråde ud – men for en sikkerheds skyld blev han på havnen længere, end han plejede, så han kunne give nattevagten besked om, hvad der var sket, og forklare, hvorfor der stod bagage på kontoret. Mens han ventede, lagde han mærke til, at der stadig var nogen på kajen. det var en lille pige, ikke meget mere end fire år, som sad på en børnekuffert.“ „der var ingen andre i miles omkreds,“ sagde dot og rystede på hovedet. „Hun var helt alene.“ „Far prøvede selvfølgelig at finde ud af, hvem hun var, men det ville hun ikke sige. Hun sagde, at hun ikke vidste det, at hun ikke kunne huske det. der sad ikke noget navneskilt på kufferten, og der var heller ikke noget indeni, der kunne hjælpe, i hvert fald ikke så vidt han kunne se. Men det var sent og ved at blive mørkt, og det var begyndt at regne.

Far tænkte, at hun måtte være sulten, så til sidst syntes han ikke, at der var andet for end at tage hende med hjem. Hvad skulle han ellers have gjort? Han kunne jo ikke bare efterlade hende der i regnen på kajen, vel?“ Cassandra rystede på hovedet og prøvede at forene den lille trætte og ensomme pige i Phyllis’ historie med den Nell, hun selv havde kendt. „sådan som June har fortalt det, gik han tilbage på arbejde dagen efter med en forventning om at møde panikslagne familiemedlemmer og politi, at der var en eftersøgning i gang ...“ „Men der var ingenting,“ sagde dot. „dagene gik, og der skete ingenting. der var ingen, der sagde noget.“ „det var, som om pigen ikke havde efterladt noget spor. de prøvede naturligvis at finde ud af, hvem hun var, men der ankom jo så mange mennesker hver eneste dag ... der var så meget papirarbejde. det kunne så let ske, at der smuttede noget gennem sprækkerne i systemet.“ „Eller nogen.“ Phyllis sukkede. „så de beholdt hende.“ „Hvad skulle de ellers have gjort?“ „Og de lod hende tro, at hun var deres barn.“ „At hun var en del af vores familie.“ „Indtil hun fyldte enogtyve,“ sagde Phyllis. „Og far syntes, at hun 32

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 33

12-AUG-11

skulle kende sandheden og have at vide, at hun var et hittebarn, der ikke havde andet, der kunne identificere hende, end en børnekuffert.“ Cassandra sad helt stille og prøvede at fatte det, hun lige havde fået at vide. Hun lagde hænderne om den varme tekop. „Hvor må hun dog have følt sig ensom.“ „Mon ikke,“ sagde dot. „tænk at rejse den lange vej helt alene. Flere uger på det store skib og så stå dér mutters alene på en tom kaj.“ „Og også bagefter.“ „Hvad mener du?“ spurgte dot og rynkede panden.

Cassandra pressede læberne sammen. Ja, hvad mente hun i grunden?

Visheden om, at hendes mormor havde været ensom, var pludselig strømmet ind over hende. det var, som om hun i det øjeblik havde indset noget vigtigt om Nell, noget, hun aldrig før havde vidst. Eller rettere: Pludselig forstod hun en side af Nell, hun havde kendt rigtig godt. Hendes isolation, hendes selvstændighed, hendes reserverthed. „Hun må have følt sig så alene, da det gik op for hende, at hun ikke var den, hun troede, hun var.“ „Ja,“ sagde Phyllis overrasket. „Men jeg må indrømme, at jeg ikke forstod det til at begynde med. da June fortalte mig det, kunne jeg ikke se, at det gjorde den store forskel. Jeg kunne ganske enkelt ikke begribe, hvorfor det var gået Nell sådan på. Mor og far havde jo altid elsket hende, og vi små søskende forgudede vores storesøster. Hun kunne ikke have ønsket sig en bedre familie.“ Hun støttede sig op ad sofaens armlæn, hvilede hovedet i hånden og gned sig træt i venstre tinding. „Men med tiden er det dæmret for mig. Nu forstår jeg, at alt det, vi tager for givet, er vigtigt. I ved, familie, blodets bånd, fortiden ... det er det, der gør os til dem, vi er, og alt det tog far fra Nell. det var ikke hans hensigt, men det var det, han gjorde.“ „det må have været en stor lettelse for Nell, at I endelig fik det at vide,“ sagde Cassandra. „det må på en eller anden måde have gjort det nemmere.“ Phyllis og dot skævede til hinanden. „I fortalte hende da, at I havde opdaget det, ikke?“ Phyllis rynkede panden. „Jeg var tæt på at gøre det mange gange, men hver gang kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at gøre det mod Nell. Nu havde hun så længe holdt det for sig selv uden at sige et ord om 33

ROSINANTE - Morton, Den glemte have Page 34

12-AUG-11

det til nogen af os. Hun havde genopbygget hele sin tilværelse omkring den hemmelighed og arbejdet så hårdt på at holde den for sig selv. det virkede ... jeg ved ikke ... næsten ondt at ribbe op i det hele igen. det ville være som at rive tæppet væk under hende for anden gang.“ Hun rystede på hovedet. „Men det er måske bare noget sludder. Nell kunne være ret skrap, når det stak hende, måske turde jeg bare ikke.“ „det har ikke noget at gøre med mod eller mangel på samme,“ sagde dot bestemt. „Vi var alle sammen enige om, at det var det bedste. det var sådan, Nell ville have det.“ „det har du nok ret i,“ sagde Phyllis. „Men alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere på det. det er jo ikke, fordi der ikke var lejligheder til det. der var for eksempel den dag, doug gav hende kufferten.“ „lige inden far døde,“ forklarede dot Cassandra, „bad han Phyllis’ mand om at aflevere kufferten til Nell. Far sagde ganske vist ikke et ord om, hvad det var for en kuffert. typisk far, han var lige så slem med sit hemmelighedskræmmeri som Nell. ser du, han havde gemt den i alle de år. Alle tingene var stadig indeni, præcis som da han fandt hende.“ „det er pudsigt,“ sagde Phyllis. „så snart jeg så kufferten den dag, kom jeg i tanke om Junes historie. Jeg vidste, at det måtte være den, far havde fundet sammen med Nell på kajen for alle de mange år siden, men i al den tid, den havde ligget bagest i fars pulterkammer, havde jeg aldrig tænkt nærmere over den. Jeg havde heller aldrig forbundet den med Nell og hendes baggrund. Hvis jeg overhovedet havde tænkt på den, så var det for at undre mig over, hvorfor far havde sådan en mærkelig kuffert i hvidt læder og med sølvspænder. Og den var utrolig lille, passede til et barn ...“ Og Phyllis fortsatte med at beskrive kufferten, men det var faktisk slet ikke nødvendigt, for Cassandra vidste præcis, hvordan den så ud.

Og hvad mere var: Hun vidste, hvad der var i den.

34

Køb bogen her