EN FJERN HVISKEN

Shh … Kan du høre ham?

Det kan træerne. Det er dem, der først hører ham komme.

Lyt! Træerne i den dybe, mørke skov skælver, og de rasler med bladene, der er som papirtynde skaller af hamret sølv; den listige vind, der sniger sig gennem trækronerne, hvisker, at det snart vil ske.

Træerne ved det, for de er gamle og har set det hele før. y Der er ingen måne.

Der er ingen måne, når Muddermanden kommer. Natten har taget et par fine læderhandsker på og bredt et sort klæde ud over landskabet: Det er en list, et kneb, en fortryllelse, som får alt ne­ denunder til at falde i en dyb søvn.

Det er mørkt, men alt er ikke helt sort, for man kan skimte kon­ turer og overflader og gråtoner. Se selv: den tætte skov, der ser ru og lodden ud; kludetæppet af marker; den sirupsblanke voldgrav, der er blikstille. Eller næsten. Medmindre du er meget uheldig, har du næppe lagt mærke til, at der er noget, der bevæger sig, selv om det ikke burde. Lykken står dig bi. For ingen, der ser Mud­ dermanden, vil leve længe nok til at fortælle andre om det.

Dér – så du det? Den skinnende, sorte voldgrav, voldgraven med det mørke mudder, er ikke længere helt stille. Der er kommet 5