Melander - De berusedes vej (læseprøve)

Billedet var taget et eller andet sted på Nørrebro, tilbage i 1980’erne. I baggrunden en barrikade tværs over gaden, væltede affaldscontainere, murbrokker. Døre, gulvplanker. Punks og BZ’ere, flere af dem med brosten i hænderne. Lars selv stod yderst til højre. I overfrakke og sorte sko. Stramme sorte jeans. Tørklædet for munden var langtfra nok til at camouflere hans ansigt. Og brostenen i hans hånd.

Sanne lod hænderne synke ned i skødet. »Den aften, hjemme hos dig i sommer, da du fortalte om punktiden: ‘Jeg har ikke kastet med sten eller væltet lokummer ud ad vinduet eller noget’. Det var det, du sagde.« Hun pegede på fotografiet. »Og så løj du for mig?« Lars lagde billedet fra sig på bordet, strøg en hånd over panden, øjnene. Aftenen fra i sommer stod stadig lyslevende for ham. Kysset, trefjerdedelstakten i kroppen. Derefter lyden af en smækkende dør og hans grædende teenagedatter, Maria, der stod midt i stuen.

Det var ikke blevet til mere end det ene kys. Hverken den aften eller senere. »Jeg vidste jo ikke, hvordan du ville reagere. Og jeg trak mig jo faktisk også fra miljøet, som jeg sagde. Tog over til min far i New York. Jeg var sikker på, det ville ende med, at nogle ville blive slået ihjel. Enten en af dem eller af os.« Sanne stirrede på ham. Længe. »Og hvem er så ‘dem’ og ‘os’ nu, Lars?« Hun så væk. »Er jeg en af ‘dem’, eller en af ‘os’?« »Sanne. Det er tredive år siden. Kan vi ikke ...« Hun tog fotografiet, lagde det tilbage i journalen og lukkede den. »Du skal ikke lyve for mig igen.« I det samme smækkede Ulrik døren op. »Tyskerne må vente. Der er sprunget en bombe på Modkraft.

Dem kender du jo, Lars. Én dræbt. Heldigvis var en patrulje allerede ude ved Café Louise – et værtshusslagsmål – så gerningsstedet er allerede spærret af. Afsted med jer! I skal ud på Nørrebro.« 16