ryg: ?
Liza Marklund og Lotta Snickares lille genistreg om ligestiling er blevet en moderne klassiker. Underholdende, præcist og personligt fortæller de to forfattere om, hvordan vi gang på gang ramler ind i klassiske kønsroller. Vigtigst af alt giver de os de rigtige værktøjer til at ændre på sagernes tilstand.
Forord af Ida Auken
”En lille koncentreret brugermanual i, hvordan vi kvinder ved hjælp af få vitale redskaber kan forandre og forbedre kvindelig og tilværelse. Så har du en feminist i maven, men står du stadig og vasker op i fem af ugen syv dage, tja – så er der kun et at gøre: Ud at investere i dette hidsige lille pletskud.” Sissel-Jo Gazan, ”En både vægtig, Femina vigtig og velunder-
ISBN 978-87-638-1490-4
9 788763 814904 Design: Anne Kragelund
B
rosinante pocket
Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden
rosinante
Liza Marklund er Skandinaviens største kvindelige krimiforfatter og en markant stemme i ligestillingsdebatten. Lotta Snickare er organisationskonsulent og forsker i ledelsesudvikling.
Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden
bygget brugsbog til kvinder i alle aldre.” Leonora Christina Skov, Weekend-Avisen
“Læs den, søster!’ IN
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 12
10/02/10 14.56
INDLEDNING
Kvinder behandles som andenrangsmennesker i Sverige i dag. Vi har ringere muligheder end mænd på næsten alle områder i livet. Dem, der påstår noget andet, lyver. Trods feminismens fremtog mødes vi overalt af den store løgn om vores ligestillede samfund: At kvinder har samme betingelser som mænd, og at det kun er op til os selv, om vi får succes. Især unge piger og ældre mænd får meget spalteplads og taletid i medierne, når de bringer den her uvidenhed til torvs. For det er uvidenhed, det handler om. Dem, der ikke har forstået, at kvinder er underordnede i samfundet, har ikke sat sig ordentligt ind i tingene. De snakker uden noget at have det i, for forskningen eksisterer. Det gælder bare om at kende til den. Vi ved naturligvis godt, at det er meget forlangt. Det er ikke alle, der har tid til at læse kønsvidenskabelige undersøgelser. Selv har vi været så privilegerede at arbejde med disse spørgsmål gennem hele vores arbejdsliv, Liza som forfatter og journalist, Lotta som organisationskonsulent og forsker i ledelsesudvikling. Desuden har vi begge arbejdet som chefer på højt niveau i mandsdominerede organisationer, og vi har trådt på hver eneste af de miner, som findes derude. Vi vil gerne dele vores viden, vore erfaringer og fejltagelser med andre. Derfor har vi skrevet denne bog.
9
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 9
10/02/10 14.56
For det første: Der er ikke noget magisk, naturligt eller guddommeligt bestemt ved vores uligestillede samfund. Det er et resultat af traditioner, fordomme og politiske beslutninger. I bogens første del beskriver vi samfundets opskrift på at lave drenge og piger: Fra og med fødslen behandles piger og drenge helt forskelligt. Kort sagt består forskellen i, at drengene får en motorvej til succes og magt, mens pigerne må traske af sted ude i grøftekanten og heppe på drengene. Dette er ikke en holdning, det er et videnskabeligt faktum. Uretfærdighederne bliver ved med at forme vores tilværelse gennem hele livet: i samfundet, på jobbet, i det politiske liv, i vores forhold til børn, venner, partnere og forældre. I bogens anden del forklarer vi, hvordan opfattelser og opdragelse i barndommen fortsætter med at præge os. Vi gennemgår og afliver de mest almindelige påstande om kvinder på arbejdsmarkedet. I stedet beviser vi, at vi er en del af et samfundssystem, hvor vi konsekvent bliver undervurderet og gjort mindreværdige – udelukkende på grund af det faktum, at vi er piger. I tredje del af bogen fortæller vi, hvad du kan gøre for at klare dig i mandssamfundet: Du har brug for et rigtigt minekort. Vi lærer dig at tegne det. Dine betingelser i livet er nemlig radikalt forskellige fra mændenes. Hvis du går i mændenes fodspor, vil der eksplodere miner under dine fødder hele tiden. Med et korrekt kort kan du undgå nogle af minerne, og du kan i det mindste forstå, hvorfor nogle af de andre eksploderer.
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 10
10/02/10 14.56
Til slut: Vi er helt overbeviste om, at samfundet ville blive bedre for os alle, både kvinder og mænd, hvis vi endelig fik ligestilling. Og så er vi helt sikre på, at Madeleine Albright har ret. Stockholm, den 17. maj 2005 Liza Marklund & Lotta Snickare
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 11
10/02/10 14.56
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 12
10/02/10 14.56
Stor og stærk dreng
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 13
Lille og sød pige
10/02/10 14.56
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 14
10/02/10 14.56
Den eneste af vores egenskaber, som er synlig, når vi bliver født, er, om vi er piger eller drenge. Fra det øjeblik vil alt, vi gør, blive opfattet i forhold til netop dette. Ingen anden egenskab er vigtigere end kønnet. Det er det første og største indtryk, vi gør på andre. Det gælder også vores allerførste møde her i livet: mødet med mor. Den tyske psykolog Ursula Scheu viste allerede i 1970’erne, at vestlige mødre behandler drenge- og pigebabyer på helt forskellige måder. Mødrene tog drengebørnene op hyppigere end pigerne. De holdt drengene længere i armene, og de ammede dem tiere og i længere tid. Når de madede pigebørnene, signalerede mødrene, at børnene skulle skynde sig, mens drengene fik lov at tage sig god tid. I det hele taget var mødrene meget mere opmærksomme på drengenes behov end på pigernes. Da børnene blev lidt ældre, blev forskellene endnu større. De små piger måtte lære at spise selv før drengene, de fik ikke samme hjælp med at tage tøj på, og de blev tidligere pottetrænet. Det betød bl.a., at pigerne hurtigere holdt op med at bruge ble. Altså: Allerede som babyer stilles der krav til piger om at være »dygtige«. I 1980’erne blev der udført en lang række forsøg, som blev kendt under navnet »Baby X-studierne«, hvor man undersøgte voksne
15
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 15
10/02/10 14.56
menneskers måde at forholde sig til spædbørn på. Undersøgel serne blev bl.a. foretaget ved et forskningscenter i Boulder, Colorado, og ved universitetet i London, og de foregik sådan her: Helt små børn, ned til 24 timer gamle, blev klædt tilfældigt på i lyserødt eller lyseblåt tøj. Børnene, der var mætte, nyskiftede og vågne, blev placeret i et rum med legetøj. Derefter lod man voksne mennesker gå ind til børnene, og så skete der noget interessant. Både mænd og kvinder behandlede babyerne helt forskelligt, udelukkende afhængigt af sparkedragtens farve. De lyserøde babyer talte man blidt og kærligt til, man forsøgte at berolige børnene og få dem til at ligge stille, helst falde i søvn. De blå babyer blev opmuntret til at pludre og sprælle, man talte til dem med høj og entusiastisk stemme og løftede dem gerne op og ned i luften. Når man viste børnene forskelligt legetøj, foregik det efter nøjagtig samme mønster. Alle de blåklædte babyer fik en rangle eller legetøjshammer og blev opmuntret til at slå og fægte med den. Babyerne i lyserødt fik alle en blød dukke, som de skulle kramme og holde stille i armene, ikke vifte med. Et andet eksempel, der også stammer fra USA, beskriver, hvordan 30 voksne personer reagerede på at høre et lydbånd med et nyfødt barns gråd. Tilhørerne fik at vide, at barnet var en dreng. Spørgsmålet lød: Hvorfor græder han? Svaret var entydigt: Han er vred. Det samme bånd blev derefter afspillet for 30 andre personer, men de fik at vide, at barnet var en pige. Spørgsmålet var det samme: Hvorfor græder hun? Svaret blev et helt andet: Hun er ked af det.
16
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 16
10/02/10 14.56
Forældre til nyfødte børn blev bedt om at beskrive deres små. Pigerne blev opfattet som små, bløde, sarte, søvnige og med fine træk. De nyfødte drenge blev beskrevet som stærke, faste, vågne og energiske, med fin motorik og grove træk. Da lægerne sammenlignede børnene ud fra helt objektive kriterier, viste det sig, at de alle vejede og målte det samme og var fuldstændig lige raske og friske. De voksnes adfærd blev yderligere bekræftet, da forældrene herefter holdt deres børn i armene. Man talte lavere og med lysere stemme til pigerne og brugte ord, som betød, at de var små og skrøbelige. Drengene håndterede man mindre forsigtigt. Man talte til dem med højere stemme og gav dem kælenavne, der indebar forventninger om store bedrifter: min prins eller min konge. Forskerne har også studeret, hvad der sker, når børn begynder at kravle. Resultaterne er de samme i både amerikansk og skandinavisk forskning. Drengene fik generelt lov til at kravle meget længere end pigerne, inden deres mødre rejste sig for at indfange dem. De fik altså større spillerum, længere snor og mere frihed, inden de kunne gå. Det, som »Baby X-studierne« og alle de andre eksperimenter viste, var altså ikke, hvilken forskel der er på drenge og piger, men derimod hvilke forskelle voksne mennesker forventede at finde mellem drenge og piger, og hvilke ideer de havde om, hvordan de forskellige køn skal opføre sig. Man giver nøjagtig de samme ting helt forskellige betydninger, udelukkende pga. en formodet kønsidentitet. Forsøgene handlede altså helt og holdent om normer, om hvilke etiketter man sætter på børn, der lige er blevet født.
17
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 17
10/02/10 14.56
Siden da er disse resultater blevet bekræftet igen og igen både i Sverige og udlandet. Med andre ord: Fra første dag lærer pigerne at være stille, søde og nemme. Drengene opmuntres til at lege, larme og fylde noget. Adfærdsforskeren Ingemar Gens beskriver i bogen »Fra vugge til identitet« (Från vagga till identitet), hvad dette i virkeligheden betyder: Fra seksmånedersalderen ved piger, at de må vente, til det bliver deres tur. Drenge er fuldkommen klar over, at deres behov skal opfyldes – med det samme. Når børnene bliver lidt ældre, begynder vi at fortælle dem, hvordan verden hænger sammen. De bliver mere og mere bevidste om det omgivende samfund, og de forsøger aktivt at finde deres plads og betingelser. I toårsalderen har de opdaget, at de tilhører et af to mulige køn. Denne erkendelse kommer samtidig med, at de begynder at kategorisere omverdenen ved hjælp af ord og begreber. Alle børn leder aktivt efter de ting, som passer til deres eget køn. Det gælder legetøj, tøj, måder at tale eller lege på. I treårsalderen har kønsrollen for alvor bidt sig fast. Nu har børnene forstået, hvad det handler om, og undgår de ting, som hører til det modsatte køn. »Børn stiller og vil have bekræftelse på spørgsmål om, hvad der er tilladt, og hvilke regler der gælder, henholdsvis hvad der er forbudt og ikke gælder for deres eget køn«, skriver Solveig Hägglund i bogen »Svenske småbørnsfamilier« (Svenska små barnsfamiljer).
18
MARKLUND_INDH_10_02_10_PB.indd 18
10/02/10 14.56