Af samme forfatter Lad den rette komme ind hündteringen af udøde
John aJvide Lindqvist
Menneskehavn Oversat af Jesper Klint Kistorp
roMan
ForuM
Menneskehavn er oversat fra svensk af Jesper klint kistorp efter Människohamn Copyright © John ajvide Lindqvist 2009 Published by agreement with ordfronts Förlag, stockholm and Leonhardt & høier Literary agency a/s, Copenhagen. denne udgave: © 2008/rosinante&co, københavn 1. udgave, 1. oplag, 2010 omslag: Camilla Jørgensen sat med Janson text hos Christensen Grafisk og trykt hos narayana Press, Gylling isBn 978-87-638-1175-0 Printed in denmark 2010 enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Citatet fra selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga er oversat af anne Marie Bjerg, verslinjerne fra Bertil taubes »så længe skuden kan gå« af otto Leisner og strofen fra tomas tranströmers digt »Præludium« af Peter nielsen. Øvrige citater af bogens oversætter. o.a.
Forum er et forlag i rosinante&co købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | dk-1019 københavn k www.rosinante-co.dk
til min far ingemar Pettersson (1938-1998) som gav mig havet som havet tog fra mig
Velkommen til Domarö. det er et sted du kun kan finde på søkortene hvis du kigger meget grundigt efter. det ligger nordøst for stockholm, godt og vel to sømil øst for refsnäs, i den sydlige del af roslagen skærgård, langt indenskærs fra söderarm og tjärven. du skal fjerne et par øer, skabe tomme vandflader mellem dem for at få øje på domarö. så ser du også fyret på Gåvasten og alle de andre landmærker som dukker op i denne historie. dukker op, ja. det var det rette ord. vi kommer til at bevæge os på et sted som er nyt for mennesket. i årtusinder har det ligget under vand. Men så dukker øerne op, og til øerne kommer menneskene, og med menneskene historierne. så begynder vi.
1
Fordrevet hvor bølgerne brøler og stormene suser. hvor saltvandet sprøjter og brændingen bruser, dér stiger af havet den egn som er vor. den arv som fra fædre til ungdommen går. len na rt a lbi nsson – r å dm a nsö
havet gav og havet tog hvem flyver i fjederham dertil, hvem stiger derop af sortblanke vande? Gu n na r ek elöf – tjä rv en
Om havtorn For tre tusind år siden var Domarö bare en stor, flad sten der stak op af vandet, kronet af en vandreblok isen havde efterladt. En sømil østpå kunne man skimte den runde bakke som senere skulle stige op af havet og få navnet Gåvasten. Derudover ingenting. Der skulle gå yderligere tusind år inden de omkringliggende holme og øer turde stikke hovedet op og påbegynde dannelsen af det arkipelag som nu går under navnet Domarö Skærgård. På det tidspunkt var havtornen allerede ankommet til Domarö. Neden for den vandreblok isen havde efterladt, var der opstået en strandlinje. Der, mellem småstenene, bredte havtornen sig med sine fladtstrygende rødder og fandt næring i rådnende tang, voksede hvor der intet var at vokse i, klamrede sig til stenene. Havtornen. Sejest blandt de seje. Og havtornen udsendte nye rodskud, krøb frem langs vandkanten og skød til vejrs indtil der lå en metalgrøn bort som et skipperskæg omkring Domarös ubeboede strande. Fugle nappede de orange bær med smag af bitter appelsin og fløj dem til andre øer, spredte havtornens evangelium til nye strande, og i løbet af nogle århundreder sås den grønne bort overalt. Men havtornen gødede jorden for sin egen undergang. Den muld som blev skabt af havtornens forrådnede blade, var rigere end hvad stenene på stranden kunne tilbyde. Det fik elletræet til at øjne en chance. I havtornens efterladenskaber satte den sine frø og voksede sig stærkere og stærkere. Havtornen tålte hverken den kvælstofholdige jord 11
som elletræet var ophav til, eller skyggen fra dets blade og trak sig længere ned mod vandet. Med elletræet kom andre, mere næringskrævende plantearter og konkurrerede om pladsen. Havtornen var forvist til en strandlinje som voksede alt for langsomt, en halv meter landhævning i løbet af hundrede år. Selvom havtornen havde født de andre planter, var den blevet fortrængt og blevet en undtagelse. Så nu står den nede ved vandkanten og venter på bedre tider. Under de smalle, silkegrønne blade gror der torne. Store torne.
To små mennesker og en stor sten (juli 1984) de holdt hinanden i hånden. han var tretten, og hun var tolv. hvis nogen af de andre fik øje på dem, ville de dø på stedet. de sneg sig gennem granskoven, opmærksomme på hver en lyd og hver en bevægelse, som om de var ude på en hemmelig mission. det var de vel på en måde også: de ville snart begynde at komme sammen, men det vidste de ikke endnu. klokken var næsten ti om aftenen, men himlen var stadig lys nok til at de kunne se hinandens arme og ben som blege bevægelser hen over tæppet af græs og jord, hvor dagens varme endnu lå tilbage. de turde ikke se på hinandens ansigter. hvis de gjorde det, ville det være nødvendigt at sige noget, og der fandtes ingen gode ord. de havde besluttet at de ville gå op til stenen. et stykke inde ad stien mellem grantræerne var deres hænder kommet til at strejfe hinanden, og en af dem havde grebet fat, og så var det blevet sådan. nu holdt de hinanden i hånden, og hvis der blev sagt noget, ville det enkle blive svært. anders’ hud føltes som om han havde været ude i bagende solskin hele dagen. den sved og brændte over det hele, og han var svimmel i hovedet som af solstik, bange for at snuble over en rod og bange for at blive svedig i hånden, bange for at det han gjorde, var en overtrædelse på en måde han ikke forstod. der var nogle i gruppen som kom sammen. Martin og Malin kom sammen nu. tidligere havde Malin kommet sammen med Joel. de 12
kunne ligge og kysse hinanden mens alle så på, og Martin sagde at han havde dyrket petting med Malin nede ved bådehusene. uanset om det var sandt eller ej, så kunne de sige sådan noget, gøre sådan noget. dels var de et år ældre, og dels så var de kønne. seje. det gav dem lov til at gøre en masse ting, og de kunne bruge et andet sprog. Man kunne lige så godt lade være med at forsøge at være med på vognen, det blev kun pinligt. Man skulle sidde og måbe, forsøge at grine på de rigtige steder. sådan var det bare. hverken anders eller Cecilia var bøvede eller grimme. de var ikke udenfor som henrik og Björn, eller hubba og Bubba som de blev kaldt, men de tilhørte heller ikke inderkredsen som udstak spillereglerne og bestemte hvilke interne påfund der var sjove. at anders og Cecilia skulle gå og holde hinanden i hånden, var ganske enkelt latterligt. det vidste de godt. anders var ikke ret høj og nærmest splejset, hans brune hår var for tyndt til at han kunne have nogen frisure, og han fattede ikke hvordan Martin og Joel gjorde. han havde forsøgt at stryge håret tilbage med gelé, men det så åndssvagt ud, og han havde skyllet det ud inden han viste sig for nogen. der var noget fladt over Cecilia. hendes krop var kantet og hendes skuldre brede selvom hun var tynd. næsten ingen hofter og næsten ingen bryster. ansigtet så lille ud mellem de brede skuldre. hun havde halvlangt, lyst hår og en usædvanlig lille næse prikket af fregner. når hun havde håret samlet i en hestehale, kunne anders ikke forestille sig noget kønnere. hendes blå øjne så altid en smule triste ud, og det kunne anders godt lide. hun så ud som om hun vidste besked. Martin og Joel vidste ikke besked. Malin og elin vidste ikke besked. de havde følelsen, sagde de rigtige ting og kunne have sandaler på uden at det så fjollet ud. Men de vidste ikke besked. de handlede bare. sandra læste bøger og var smart, men der var ikke noget i hendes øjne der fortalte at hun vidste besked. Cecilia vidste besked, og eftersom anders kunne se det, var det et bevis på at også han vidste besked. de genkendte hinanden. han kunne ikke beskrive hvad det var de vidste, men et eller andet var det. noget om livet, hvordan det forholdt sig med alting. 13
terrænet blev stejlere da de fortsatte op mod stenen, og grantræerne tyndede ud. om et øjeblik ville de blive nødt til at give slip på hinandens hænder for at kunne klatre. anders skævede til Cecilia. hun havde en gul- og hvidstribet tshirt på, med en vid halsudskæring som blottede hendes nøgleben. det var helt utroligt at hun nu i nok fem minutter havde været koblet sammen med ham, haft sin hud mod hans. Været hans. hun havde været hans i fem minutter nu. snart ville de give slip, gå fra hinanden og blive almindelige mennesker igen. hvad skulle de så sige? anders så ned. Jorden begyndte at blive fuld af sten nu, han var nødt til at se hvor han satte fødderne. hvert sekund ventede han at Cecilia ville give slip, men hun slap ikke. han tænkte på om han holdt så hårdt at hun ikke kunne slippe. det var en pinefuld tanke, så han løsnede grebet en smule. og så gav hun slip. han brugte de to minutter det tog at klatre op ad klippeblokken, på at analysere om det var som han havde tænkt, at han havde holdt for hårdt, eller om det at han løsnede grebet, havde fået hende til at tro at han var ved at give slip, og at hun derfor havde sluppet først. uanset hvad han vidste eller ikke vidste, var han overbevist om at Joel og Martin aldrig havde et problem af den slags. i smug tørrede han hånden af i bukserne. den var en smule stiv og svedig. hans hoved føltes større end normalt da de nåede toppen af stenen, blodet susede i ørerne, og han var sikkert rød i ansigtet. han stirrede ned på sit bryst, hvor et lille spøgelse tittede frem fra et forbudssymbol. Ghostbusters. det var den t-shirt han var gladest for, og den var blevet vasket så mange gange at spøgelsets konturer var blevet slørede. »hvor er her flot.« Cecilia stod ude ved kanten af stenen og så ud over havet. de befandt sig oven over grantræernes toppe. Langt under dem sås det sommerhusområde hvor næsten alle deres kammerater boede. ude på havet gled en finlandsfærge fremad, et knippe af lys hen over vandet. Længere væk og længere ude var der andre skærgårde som anders ikke kendte navnene på. 14
han stillede sig så tæt op ad hende som han turde, og sagde: »det her er nok det flotteste der findes,« og fortrød i samme øjeblik ordene kom ud af hans mund. det var noget idiotisk noget at sige, og han forsøgte at mildne det ved at tilføje »hvis man ellers kan lide den slags,« men det blev også forkert, og han gik væk fra hende, fulgte stenens kant. da han havde gået hele turen rundt, måske tredive meter, og nærmede sig hende igen, sagde hun: »det er da mærkeligt, ikke? Med stenen her?« det havde han et svar på. »det er en vandreblok. siger far i al fald.« »hvad er det?« han så ud over havet, fæstede blikket på Gåvasten Fyr og forsøgte at huske hvad hans far havde sagt. anders slog fejende ud med armen mod omgivelserne. den gamle by, missionshuset, stormklokken ved siden af købmandsbutikken. »altså ... dengang her lå is. over det hele. i istiden. dengang førte isen sten med sig. og da den smeltede, så havnede de sten bare rundt omkring.« »hvor kom de så fra? Fra begyndelsen?« det havde faderen også fortalt, men han kunne ikke huske det. hvor kunne stenene være kommet fra? han trak på skuldrene. »nordfra, velsagtens. Fra bjergene, fjeldet. der er der jo ... mange sten.« Cecilia så ud over kanten på vandreblokken. den var næsten flad på oversiden, men hen ved ti meter høj. hun sagde: »der må have været meget is.« På det punkt huskede anders en kendsgerning. han viste op mod himlen. »en kilometer. tyk.« Cecilia rynkede på næsen så der gik et stød gennem anders’ bryst. »næh?« sagde hun. »du tager gas på mig?« »det siger min far.« »en kilometer?« »Ja, og at ... du ved, øerne og det hele, at det ligesom stadig er i gang med at komme op af havet en lille smule hvert år?« Cecilia nikkede. »det er fordi isen var så tung at den ligesom trykkede det 15
hele ned, og det er stadig i gang med at ... komme op igen. en lille smule hele tiden.« nu var han i gang. han huskede. eftersom Cecilia stadig så interesseret på ham, fortsatte han. han pegede ud mod Gåvasten. »For omkring to tusind år siden var der kun vand her. det eneste som stak op, var fyret dér. eller klippeskæret, altså. som fyret står på. der var jo ikke noget fyr på det tidspunkt. og denne her sten. alt andet lå under vand. dengang.« han så på sine fødder, sparkede til det tynde lag mos og lav som voksede på stenen. da han kiggede op, stod Cecilia og lod blikket glide hen over havet, fastlandet, domarö. hun lagde hånden over det ene nøgleben som om hun var blevet skræmt, og sagde: »er det sandt?« »det tror jeg nok.« et eller andet forandrede sig inde i anders’ hoved. han begyndte at se det samme som hun. da faderen og han havde været heroppe sommeren før, var ordene bare gået ind som fakta i hans hjerne, og selvom han havde syntes det var spændende, så havde han egentlig aldrig tænkt over det. set det. nu så han. hvor nyt alting var. det havde kun været her en kort tid. deres ø, jorden deres hus lå på, selv de ældgamle bådehuse af liggende tømmer nede ved havnen var kun legoklodser på grundfjeldet. det sugede i maven som af svimmelhed, højdeskræk for tidens dyb. han slog armene omkring sig selv og følte sig pludselig helt alene i verden. Blikket søgte ud mod horisonten og fandt ingen trøst. den var stum og endeløs. så hørte han en lyd til venstre for sig. Åndedrag. han drejede hovedet og fandt Cecilias ansigt ikke mere end tyve centimeter fra sit eget. hun så ind i hans øjne. og trak vejret. hendes mund var så tæt på hans at han kunne mærke hendes ånde som et varmt pust over læberne, et duftspor af Juicy Fruit i næsen. Bagefter kunne han ikke fatte det, men det var sådan det havde været: han havde ikke tøvet. han havde bøjet sig frem og kysset hende uden at tænke på om og hvordan. han havde bare gjort det. hendes læber var spændte og lidt hårde. Med samme ufattelige beslutsomhed pressede han tungen ind mellem dem. hendes tunge kom frem og mødte hans. den var varm og blød, og han slikkede 16
hen over den. det var en helt ny oplevelse: at slikke på noget der var det samme som det der slikkede. det var ikke lige præcis sådan han tænkte, men han tænkte noget lignende, og i det øjeblik blev alting usikkert og mærkeligt, og han vidste ikke hvordan han skulle gøre. han slikkede lidt mere på hendes tunge, og en del af ham nød det og syntes at det var fantastisk, mens en anden del tænkte: Er det sådan her man gør? Er det sådan her man fortsætter? det kunne det ikke være, og han anede at det var her man gik over til petting. Men selvom hans tissemand var ved at blive stiv når hans tunge gled hen over hendes, så var der ingen mulighed for, det var fuldstændig udelukket, at han skulle begynde at ... røre ved hende på den måde. det var fuldstændig udelukket. han kunne ikke, han vidste ikke og ... nej, han ville ikke engang. optaget af den slags tanker var han holdt op med at bevæge sin tunge uden at lægge mærke til det. nu var det hende der slikkede hen over hans. han tog imod det med taknemlighed, nydelsen steg en smule, tvivlen lagde sig. da hun trak sin tunge tilbage og kyssede ham almindeligt en enkelt gang inden deres ansigter skiltes, konstaterede han at: Det gik jo godt. han havde kysset en pige for første gang, og det var gået godt. ansigtet blussede, og benene føltes svage, men det havde fungeret. han skævede til hende, og hun så ud til at mene det samme. da han så at hun smilede lidt, smilede han også. hun så det og smilede mere. et sekund så de ind i hinandens øjne og smilede begge to. så blev det for meget, og de vendte begge blikket ud over havet igen. anders syntes ikke længere at det så spor skræmmende ud, forstod ikke hvordan han havde kunnet synes sådan. Det er nok det flotteste der findes. sådan havde han sagt. nu passede det. de begyndte at gå nedad. da de var kommet forbi de mest stenede partier, tog de hinanden i hånden igen. anders havde lyst til at skrige, til at hoppe og slå tørre grene i stykker mod stammer, noget ville ud. han holdt hende i hånden og kogte indvendig af en glæde så stor at den gjorde ondt. Vi kommer sammen. Mig og Cecilia. Vi kommer sammen nu. 17
Gåvasten (februar 2004) »sikke en dag. det er utroligt.« Cecilia og anders stod ved vinduet i stuen og så med sammenknebne øjne ud over havet. isen var dækket af urørt sne, og solen strålede fra en skyfri himmel, ætsede bugtens konturer væk, fik bådebroen og stranden til at ligne et overeksponeret fotografi. »Må jeg se, må jeg se!« Maja kom farende ind fra køkkenet, og anders nåede kun at åbne munden for at advare hende for hundredogsyttende gang. så gled hendes grove uldsokker på det blanke trægulv, og hun faldt direkte på ryggen for fødderne af ham. refleksmæssigt bøjede han sig ned for at trøste, men Maja rullede straks ud til siden og trak sig en meter baglæns. tårerne steg i hendes øjne. hun skreg »dumme møgsokker!« og flåede dem af, kylede dem mod væggen. så rejste hun sig og løb tilbage til køkkenet. anders og Cecilia så på hinanden og sukkede. de hørte Maja rode i køkkenskufferne. Hvem? Cecilia blinkede og påtog sig opgaven med at stoppe Maja inden hun hældte indholdet i skufferne ud eller fik et eller andet til at gå i stykker. hun gik ud i køkkenet, og anders vendte sig igen om mod den strålende dag. »nej, Maja! vent!« Maja kom løbende fra køkkenet med en saks i hånden, Cecilia lige efter. inden nogen af dem nåede at stoppe hende, havde Maja fået fat i den ene af de uldne sokker og var begyndt at klippe. anders greb fat om hendes arme og fik hende til at give slip på saksen. hele hendes krop dirrede af vrede, og hun sparkede ud efter strømpen. »Jeg hader dig, dumme sok!« anders omfavnede hende, låste hendes fægtende arme med sine egne. »Maja, det hjælper ikke. sokkerne forstår det ikke.« Maja var en rystende bylt i hans favn. »Jeg hader dem!« »Ja, men derfor behøver du ikke at –« »Jeg vil klippe dem i stykker og brænde dem!« »kom, min pige. kom.« anders satte sig i sofaen uden at give slip på Maja. Cecilia satte 18
sig ved siden af. de snakkede blidt og strøg hende over håret, over den blå fleecedragt som var det eneste tøj hun gik med til at have på. efter et par minutter holdt Maja op med at dirre, hjertet satte farten ned, og hun slappede af mellem anders’ arme. han sagde: »du kan have sko på i stedet, hvis du hellere vil det.« »Jeg vil have bare tæer.« »det går ikke. der er for koldt på gulvet.« »Bare tæer.« Cecilia trak på skuldrene. Maja frøs næsten aldrig. selv tæt på frysepunktet kunne hun løbe rundt udenfor i t-shirt hvis ingen sagde noget til hende. hun sov højst otte timer per nat. alligevel var det sjældent at hun blev syg eller bare træt. Cecilia tog Majas fødder mellem sine hænder og pustede på dem. »nu bliver du under alle omstændigheder nødt til at tage strømper på. vi har tænkt os at tage på en udflugt.« Maja satte sig op på skødet af anders. »hvorhen?« Cecilia pegede ud ad vinduet, mod nordøst. »til Gåvasten. Fyret.« Maja lænede sig frem og missede med øjnene mod sollyset. det gamle stenfyr sås kun som en utydelig sprække i himlen der hvor det mødte horisonten. der var omkring to kilometer derud, og de havde ventet på en dag som denne for at tage på den udflugt de havde snakket om hele vinteren. Majas skuldre faldt ned. »skal vi gå derud?« »vi har tænkt os at stå på ski,« sagde anders og nåede knap nok at afslutte sætningen før Maja sprang ned fra hans skød og løb ud i entréen. hun havde fået sit første par ski til sin seksårsfødselsdag to uger tidligere, og allerede anden gang de havde været på en prøvetur, var det gået rigtig godt. hun var et naturtalent. to minutter efter kom hun tilbage iført flyverdragt, hue og vanter. »kom så!« de trodsede Majas protester og pakkede en madkurv til en frokost ude ved fyret. kaffe, chokolade og håndmadder. så fandt de skiudstyret frem og gik ned til bugten. Lyset var blændende. det havde ikke blæst i flere dage, og der lå stadig nyfalden sne på træernes grene. hvor man end så hen, var der hvidt, hvidt, blændende hvidt. det 19
var ikke til at forestille sig at der kunne være varmt og frodigt grønt noget sted. også ude fra rummet måtte jorden ligne en mesterligt formet snebold, hvid og rund. Maja var et stykke tid om at få skiene på eftersom hun var så ivrig at hun ikke kunne stå stille. Men da bindingerne var godt spændt og stropperne stukket omkring hendes håndled, gled hun straks ud på isen mens hun råbte: »se på mig! se på mig!« For en gangs skyld behøvede de ikke at være urolige når hun for af sted på egen hånd. selvom hun var nået at komme omkring hundrede meter væk fra bådebroen inden anders og Cecilia havde fået skiene spændt på, sås hun som en lysende rød prik midt i alt det hvide. det var noget andet inde i byen. efter et antal gange hvor Maja var løbet af sted på egen hånd fordi hun havde fået øje på noget eller var kommet til at tænke på noget, havde de spøgt med at sætte en GPs-sender på hende. eller spøgt og spøgt. de havde overvejet det alvorligt, men det føltes alligevel som en lige lovlig drastisk foranstaltning. de begav sig af sted. Langt derude drattede Maja omkuld, men kom hurtigt på benene igen og gled videre. anders og Cecilia fulgte i hendes spor. da de var kommet godt og vel halvtreds meter, vendte anders sig om. Makværket, deres hus, lå længst ude på odden. der steg røgfaner op af begge skorstene. to snetyngede fyrretræer indrammede det på hver side. det var et rigtigt møghus, dårligt bygget og dårligt vedligeholdt, men lige nu og på denne afstand lignede det paradis på jord. anders fiskede sit gamle nikon op af rygsækken og zoomede ind, tog et billede. en hjælp til hukommelsen når han bandede over utætte vægge og skrånende gulve. at det var et paradis på jord. også. han stuvede kameraet ned og fulgte efter sin familie. efter et par minutter havde han indhentet dem. han havde tænkt sig at han skulle træde et spor op, gøre det lettere for Maja og Cecilia at glide gennem det flere decimeter tykke snelag på skiene, men Maja nægtede. det var hende der var vejviser og turleder, de skulle følge efter hende. isen var der ingen grund til at bekymre sig om, hvilket de fik bekræftet da der lød en rumlen inde fra fastlandet. en bil kom kørende 20
fra anløbskajen i nåten med snuden rettet mod domarö. På denne afstand var den på størrelse med en flue. Maja standsede og stirrede på den. »er det en rigtig bil?« »Ja,« sagde anders. »hvad skulle det ellers være?« Maja svarede ikke, men fortsatte med at se på bilen der var på vej mod odden på den modsatte side af øen. »hvem er det der kører?« »sikkert en sommerhusejer. en badegæst.« Maja grinede og så på ham med det besserwisseragtige udtryk hun fik nu og da, og sagde: »Far. Badegæst? Nu?« anders og Cecilia lo. Bilen forsvandt bag odden og efterlod en tynd sky af fygesne. »så stockholmer da. en af de storsnudede. skal velsagtens ud til sit sommerhus og ... kigge på isen, eller hvad ved jeg.« Maja lod sig nøje med det svar og vendte sig om for at fortsætte. hun kom til at tænke på noget og vendte sig om igen. »hvorfor er vi ikke stockholmere? vi bor jo i stockholm.« Cecilia sagde: »du og jeg er stockholmere, men far er det ikke rigtigt, fordi hans far ikke var det.« »Min farfar?« »Ja.« »hvad var han så for noget?« Cecilia gjorde en vag bevægelse med læberne og så på anders, som sagde: »Fisker.« Maja nikkede og fortsatte ud mod fyret, der nu var blevet en langstrakt plet mod den lyse himmel. simon stod på glasverandaen og fulgte deres vej i kikkerten. han så dem gøre holdt og stå og snakke, så dem fortsætte med Maja i front. han smilede for sig selv. det var noget der passede Maja, det dér. at ase og mase, at bruge alle sine kræfter. det var som om tøsen havde en dynamo inde i sig, en lille motor der drejede rundt og rundt, ladede sig selv op. energien skulle ud. Bortset fra af blodet var han i enhver henseende hendes oldefar, ligesom han var farfar til anders. han havde kendt dem begge to in21
den de kunne fokusere blikket på hans ansigt. han var en udensogns der var blevet lukket ind i denne familie som ikke var hans egen. Mens han hældte vand og kaffe på kaffemaskinen, skævede han af gammel vane op mod anna-Gretas hus. han vidste at hun var taget ind til fastlandet for at proviantere og først ville vende tilbage ud på eftermiddagen. alligevel skævede han og greb sig selv i at længes efter hende allerede. over fyrre år sammen og stadig længsel. det var en god ting. Måske hang det delvis sammen med at de boede hver for sig. han var blevet såret til at begynde med da anna-Greta havde sagt at ja, hun elskede ham, men nej, hun ville ikke flytte sammen med ham. han måtte leje sit hus af hende som før, og hvis det ikke passede ham, så var det meget trist, men sådan var det. han havde føjet sig og håbet at tingene ville forandre sig med tiden. det gjorde de, men ikke på den måde han havde forestillet sig. i stedet for hende var det ham der skiftede mening, og efter ti års forløb syntes han at det hele var udmærket arrangeret. huslejen han betalte, var symbolsk. den var ikke blevet forhøjet med en krone siden han var begyndt at leje i 1955. et tusind kroner per år. For de penge plejede de at tage på en tur med finlandsfærgen, spise og drikke luksuriøst. det var et lille ritual. de var ikke gift – anna-Greta mente at den ene gang hun havde været gift med erik, havde været en gang for meget – men i enhver praktisk henseende var simon hendes mand og børnenes farfar og oldefar. han gik ud på glasverandaen igen og greb kikkerten. de knoklede videre derude, var næsten fremme ved fyret nu. de var standset op, og han kunne ikke se hvad de foretog sig. han var ved at indstille skarpheden for at finde ud af hvad de lavede, da hoveddøren gik op. »hallo!« simon trak på smilebåndet. han havde været nogle år om at vænne sig til at de fastboende vadede ind hos hinanden uden at banke på. i begyndelsen havde han selv banket på hos folk og var blevet belønnet med lang ventetid. når så døren omsider blev åbnet, var det med et blik der sagde: Hvad står du her og skaber dig for? Kom dog ind. 22
støvler blev taget af, nogen rømmede sig i entréen, og elof Lundberg trådte ind i stuen med sin evige kasket på hovedet, nikkede til simon. »Goddag, den herre.« »selv goddag.« elof slikkede sig om læberne, der var tørre af kulden, og så sig om i stuen. det han så, lod ikke til at give ham anledning til kommentarer, så han sagde: »nå. er der noget nyt?« simon rystede på hovedet. »næh. de samme gamle plager.« nogle gange kunne han synes det var sjovt, men i dag var han ikke i humør til at udveksle fraser med elof indtil de nåede frem til det væsentlige, så han brød med konventionens love og spurgte: »er det boret, eller hvad?« elofs øjne blev smalle, som om dette kom som noget helt uventet der nok tålte overvejelse, men efter at have spekuleret et par sekunder sagde han: »Ja. Boret. Jeg havde tænkt mig at tage ud og ...« han nikkede mod isen, »... prøve lykken lidt.« »under trappen, som sædvanlig.« den forrige isvinter, som lå tre år tilbage, var elof kommet for at låne simons isbor et par gange om ugen. simon havde sagt at elof bare kunne hente det når han havde brug for det, og lægge det tilbage når han var færdig. elof havde mumlet at det var fint, og var fortsat med at komme ind og spørge hver gang. elofs ærinde lod til at være afsluttet, men han kunne ikke bekvemme sig til at gå. ville måske varme sig lidt inden han begav sig ud. han nikkede mod kikkerten i simons hånd. »hvad står du så og kigger efter?« simon pegede mod fyret. »Familien er ude på isen, jeg ... våger lidt over dem.« elof så ud ad vinduet, men kunne selvfølgelig ikke få øje på noget. »hvor ser du dem henne?« »ude ved fyret.« »er de ude ved fyret?« »Ja.« elof fortsatte med at stirre ud ad vinduet, hans kæber bevægede sig som om han tyggede på noget usynligt. simon ville have besøget 23
overstået inden elof mærkede kaffelugten og for alvor inviterede sig selv indenfor. simon ville være i fred. elof sugede på læberne og spurgte pludselig: »har han sådan en ... mobiltelefon, ham anders?« »Ja, hvorfor det?« elof trak vejret tungt mens han stirrede ud ad vinduet og spejdede efter det der ikke var til at se. simon forstod ikke hvor han ville hen, så han spurgte igen. »hvorfor vil du vide om han har en mobiltelefon?« der blev stille i nogle sekunder. simon kunne høre sprutteriet da det sidste vand løb gennem kaffemaskinen. elof vendte sig væk fra vinduet og så ned i gulvet da han sagde: »Jeg tror du skal ringe til ham og sige at ... han bør vende næsen hjemad nu.« »hvorfor det?« der blev stille igen, og simon mærkede kaffelugten strømme ud fra køkkenet. elof lod ikke til at tage sig af den. han sukkede og sagde: »isen kan være usikker derude.« simon fnøs. »den ligger jo en halv meter tyk over det hele!« elof sukkede endnu dybere og studerede mønstret i gulvtæppet. og så gjorde han noget uventet. han løftede hovedet, så simon direkte ind i øjnene og sagde: »Gør nu som jeg siger. ring til knægten. sig til ham at han skal tage sin familie med sig. og gå hjem.« simon så ind i elofs vandede, blå øjne. der var en stor alvor i dem. simon kunne ikke forstå hvad dette her handlede om, men det var en alvor og en opfordring af en art han aldrig tidligere havde hørt fra elof. der skete noget mellem dem, noget han ikke kunne sætte fingeren på, men som fik ham til at gå hen til telefonen og taste anders’ mobilnummer. »hej, det er anders. sig noget efter bippet.« simon lagde røret på. »han svarer ikke. har velsagtens slukket den. hvad drejer det om?« elof så ud over havet igen. så kneb han munden sammen og nikkede, som om han blev enig med sig selv om noget. »det går nok godt alligevel.« han vendte sig om mod entréen og sagde: »så låner jeg boret et par timer.« 24
simon hørte hoveddøren blive åbnet og lukket. en kold trækvind hvirvlede rundt om hans fødder, han løftede kikkerten og spejdede ud mod fyret. tre små myrer var netop ved at klatre op på fyrklippen. »vent lidt!« anders gestikulerede til Maja og Cecilia om hvordan de skulle stå, og tog et billede, to billeder, tre billeder med forskellige grader af zoom. Maja kæmpede hele tiden for at komme væk, men Cecilia holdt hende ind til sig. det så storslået ud med de to små mennesker i sneen og fyrtårnet som hævede sig bag dem. anders vendte tommelfingeren i vejret og stuvede kameraet ned igen. Maja og Cecilia gik op mod den knaldrøde dør i fyrets væg. anders blev stående med hænderne i lommerne og betragtede det godt og vel tyve meter høje tårn. det var muret i sten. ikke mursten, men almindelige kampesten. en bygning der så ud til at kunne klare hvad som helst. Sikke et arbejde det må have været. Transportere alle de sten hertil, løfte dem, få dem lagt rigtigt ... »Far! Far, kom!« Maja stod ved døren til fyret og hoppede af ophidselse, viftede med sine vanter i luften. »hvad er der?« spurgte anders mens han gik hen imod dem. »der er åbent!« Ganske rigtigt. inden for døren stod en indsamlingsbøsse og et stativ med brochurer. På et skilt stod der at skærdgårdsstiftelsen bød velkommen til Gåvasten Fyr. tag gerne et informationsblad og gå op i fyret, alle bidrag modtages med taknemlighed. anders rodede rundt i lommerne og fandt en krøllet halvtredser som han med glæde stoppede i den tomme bøsse. dette her oversteg hans forventninger. han havde aldrig troet at fyret ville være åbent, specielt ikke om vinteren. Maja var allerede på vej op ad trappen, anders og Cecilia fulgte efter. den nedslidte spiraltrappe af sten var så smal at der ikke kunne gå to ved siden af hinanden. vindueshullerne var lukkede med jernlåger der var skruet til med vingemøtrikker. 25
Cecilia standsede op. anders hørte at hun trak vejret dybt. hendes ene hånd blev strakt ud bag hendes ryg. anders tog den og spurgte: »hvordan går det?« »Joh.« Cecilia fortsatte opad mens hun krammede anders’ hånd. hun havde anlæg for klaustrofobi, og ud fra den synsvinkel var fyrtårnet det rene mareridt. de tykke stenmure som rejste sig tæt omkring en, slugte alle lyde, og det eneste lys kom fra den åbne dør nederst og en svagere lyskilde højere oppe. efter yderligere fyrre trappetrin eller deromkring var der helt mørkt bag dem mens lyset over dem til gengæld var blevet kraftigere. et sted oppefra hørtes Majas stemme: »kom! kom! se!« trappen endte i en åben luge i et trægulv. de stod i et rundt rum hvor nogle små vinduer med tykke glas lod en hel del lys slippe ind. Midt i rummet var endnu en dør åben ind til et tårn inde i tårnet, hvorfra lys strømmede ud. Cecilia satte sig på gulvet og strøg sig over ansigtet. da anders bøjede sig ned, vinkede hun afværgende med hånden. »der er ikke noget. Jeg skal bare lige ...« Maja råbte oppe fra tårnet, og Cecilia sagde at han godt kunne gå, at hun ville følge efter om lidt. anders strøg hende over håret og gik hen til den åbne dør, der førte ind til endnu en spiraltrappe, denne gang af jern. Lyset stak i øjnene da han gik de cirka tyve skridt op til tårnets hjerte og hjerne, reflektoren. anders blev stående og måbede. der var så smukt. Fra mørket stiger vi mod lyset. efter vandringen op ad den mørke trappe var det et chok at komme op til toppen. Bortset fra en hvidkalket kant længst nede var de cirkelrunde vægge helt af glas, og alt var himmel og himmellys. Midt i rummet stod reflektoren, en obelisk af prismer og forskelligfarvede, geometrisk nøjagtige glasstykker. en helligdom viet til lyset. Maja stod med næsen og hænderne trykket mod glasvæggen. da hun hørte anders komme, pegede hun ud mod isen, mod nordøst. »Far, hvad er det for noget?« anders kneb øjnene sammen mod det stærke lys. han kunne ikke 26
se andet end det hvide tæppe, og så langt væk ude i horisonten en smule af Ledinge skærgård. »hvad mener du?« Maja pegede. »dér. På isen.« et vindpust fik løs sne til at hvirvle op og bevæge sig som et åndevæsen hen over den rene overflade. anders rystede på hovedet og vendte sig om ind mod rummet. »har du set denne her?« de undersøgte reflektoren, og anders tog nogle billeder af Maja gennem reflektoren, bag reflektoren, foran reflektoren. den lille pige og kalejdoskopet af lys der blev brudt i alle retninger. da de var færdige, kom Cecilia op ad trappen og blev lige så forbløffet over det hun så. de spiste deres medbragte mad i lysrummet mens de kiggede ud over skærgården, forsøgte at finde de velkendte landmærker. Maja interesserede sig for graffitien på den hvide væg, men eftersom en del af det der stod, krævede forklaringer som var uegnede for seksåriges ører, fandt anders informationsbladet frem og begyndte at læse højt. de lavere dele af fyrtårnet var blevet bygget allerede i 1500-tallet, som en platform til bål der kunne vise skibene ind i sejlrenderne mod stockholm. sidenhen blev tårnet bygget på, og man monterede en primitiv reflektor der blev belyst af en olielampe, og senere én der brugte petroleum. allerede her havde Maja fået nok og var på vej ned ad trappen. anders greb fat i hendes flyverdragt. »hej du dér. hvor skal du hen?« »undersøge det dér jeg snakkede om.« »du må ikke gå for langt væk.« »det gør jeg heller ikke.« anders gav slip, og Maja fortsatte ned ad trappen. Cecilia så efter hende. »Burde vi ikke ...?« »Jo. Men hvor skulle hun kunne gå hen?« de brugte to minutter på at læse bladet færdigt, fik at vide at der med tiden var blevet monteret et aga-aggregat, at fyret var blevet 27
taget ud af brug i 1973 og overtaget af skærgårdsstiftelsen, som satte en symbolsk 100-wattpære i, som nu om dage blev drevet med solceller. de lod blikket glide hen over graffitien på væggen og konstaterede at der i hvert fald havde fundet ét samleje sted på gulvet her, hvis det ikke bare var fantasier eller ønsketænkning fra skriblernes side. derpå pakkede de sammen og begyndte nedstigningen. Cecilia var nødt til at gå langsomt på grund af sit bankende hjerte, en trykken over brystet, og anders ventede på hende. da de trådte ud ad døren, var Maja ikke at se. det var begyndt at blæse op, og sneen føg i tynde slør gennem luften, glitrede i sollyset. anders lukkede øjnene og tog en dyb indånding. det havde været en strålende udflugt, men nu var tiden inde til at tage hjem. »Maaaja,« råbte han. intet svar. de gik en runde omkring fyret og kiggede efter hende. Fyrklippen var kun et lille skær, måske hundrede meter i omkreds. Maja var ingen steder at se, og anders lod blikket stryge hen over isen. ingen lille rød skikkelse derude. »Maaaja!« denne gang råbte han lidt højere, og hjertet begyndte at slå lidt hurtigere. Fjollet, naturligvis. det var udelukket at hun kunne blive væk her. han mærkede Cecilias hånd på sin skulder. hun pegede ned mod sneen. »der er ingen spor her.« også hos hende hørtes en lillebitte uro i stemmen. anders nikkede. naturligvis. det var jo bare at følge Majas spor. de gik tilbage til der hvor de var begyndt, ved døren til fyret. anders stak hovedet ind og råbte op ad trappen, for det tilfælde at Maja var kommet tilbage uden at de havde hørt det. intet svar. ved døren var der masser af spor fra alles fødder, men ingen spor førte til hverken højre eller venstre. anders gik nogle skridt ned ad klippen. han kunne se deres egne spor fra isen op mod fyret, og også spor af Majas fødder der gik i den anden retning. han spejdede ud over isen. ingen Maja. han blinkede, gned sig i øjnene. hun kunne ikke være gået så langt at han ikke kunne se hende. konturerne af domarö gled sammen med fastlandets, en 28
tykkere kulstreg oven på en tyndere. han vendte sig om i den anden retning og mødte undervejs Cecilias blik, som nu var koncentreret, anspændt. heller ikke i den retning var deres datter til at se. Cecilia passerede ham, på vej ud på isen. hun gik med hovedet sænket, fulgte sporene med blikket. »Jeg ser efter i fyret,« råbte anders. »hun må have gemt sig eller sådan noget.« han løb hen til fyrdøren og fortsatte op ad trappen mens han råbte på Maja, uden at få noget svar. nu hamrede hjertet hårdt, og han forsøgte at genvinde roen, blive klar og kølig. Det er ganske enkelt ikke muligt. alting er muligt. Nej, det passer ikke. Ikke her. Her er ingen steder hvor hun kan være. nej. netop. Hold op. Hold op. skjul var Majas yndlingsleg. hun var god til at finde gemmesteder. hvis hun i andre situationer var hidsig og ivrig, så kunne hun sidde musestille så længe det skulle være, når hun legede skjul eller dåseskjul. han gik med armene spredt ud til siden, foroverbøjet som en abe for at lade fingrene stryge langs kanterne dér hvor trappen mødte væggen. hvis hun skulle være faldet. hvis hun skulle ligge i mørket hvor han ikke kunne se hende. Hvis hun skulle være faldet og have slået hovedet, hvis hun ... Men han mærkede ingenting, så ingenting. han gennemsøgte rummet for enden af trappen, fandt to skabe der var for smalle til at Maja kunne gemme sig i dem. Åbnede dem alligevel. de indeholdt rustne metaldele han ikke kunne identificere, flasker med håndskrevne etiketter. ingen Maja. han gik hen til døren der førte til det øvre tårn, lukkede øjnene et par sekunder inden han gik ind. Nu er hun deroppe. Nu er hun der. Og så tager vi hjem og føjer det her til alle de andre gange hvor hun har været forsvundet et stykke tid og er kommet tilbage. ved siden af trappen var der et system af lodder og kæder, et ma29
skinskab der var låst med en hængelås. han trak i den og konstaterede at den var låst, at Maja ikke kunne være der. han gik langsomt op ad trappen, råbte hendes navn. intet svar. nu susede det i ørerne, og benene føltes svage. han nåede op i rummet med reflektoren. ingen Maja. For kun en halv time siden havde han fotograferet hende her. nu var der ikke det mindste spor af hende. ingenting, han skreg: »Maaaajaaaa! kom frit frem! det er ikke sjovt længere!« Lyden blev opslugt af det trange rum og fik glasset til at vibrere. han gik hele vejen rundt, så ud over isen. Langt nede så han Cecilia følge sporet der havde ført dem hertil. Men ingen steder den røde flyverdragt. han snappede efter vejret. tungen klæbede fast mod ganen. det her var umuligt. det her kunne ikke ske. desperat lod han blikket stryge hen over isen i alle verdenshjørner. Hvor er hun? Hvor er hun? svagt, svagt kunne han høre Cecilias stemme råbe det samme som han selv havde råbt så mange gange nu. heller ikke hun fik noget svar. Tænk, idiot. Tænk. han så ud over isen. der var ingenting som spærrede udsigten, ingenting som kunne skjule hende. hvis der havde været våger i isen, ville de have været synlige. uanset hvor god man er til at gemme sig, må man alligevel have et sted at gemme sig. han standsede op. Øjnene blev smalle. han hørte Majas stemme i hovedet. Far, hvad er det for noget? han gik hen til det sted hvor hun havde stået da hun spurgte, så i den retning hun havde peget. ingenting. kun is og sne. Hvad var det hun havde set? han anstrengte blikket for at se noget, kom så i tanke om at han stadig havde rygsækken på. han fandt kameraet frem og så gennem søgeren, zoomede ind og panorerede objektivet hen over det område hun havde peget mod. ingenting. ikke et anstrøg af en anden farve eller nuance i alt det hvide, ingenting. hænderne dirrede da han kastede kameraet tilbage i rygsækken. ude på isen sås kun hvidt, hvidt, men himlen var blevet en anelse 30
mørkere. det var ved at blive eftermiddag, om et par timer ville det være mørkt. han slog hænderne for munden, stirrede ud mod den store tomhed, hørte Cecilias fjerne skrig. Maja var forsvundet. hun var forsvundet nu. Hold op, hold op. alligevel vidste en del af ham at det var sådan det var. klokken var lidt over to da simons telefon ringede. den sidste time havde han tilbragt med at sidde og pille ved gamle trylleting som hans gigtplagede hænder ikke længere kunne bruge. han havde overvejet at sælge dem, men besluttet at beholde dem som et lille slægtsklenodie. da telefonen ringede, tog han den efter andet ring. han nåede knap nok at sige hallo inden anders’ stemme afbrød ham. »hej, det er anders. har du set Maja?« »hun er vel sammen med jer?« en kort pause. en dirrende udånding i den anden ende. simon fornemmede at han netop havde slukket et håb. »hvad er der sket?« »hun er blevet væk. Jeg vidste godt at hun ikke kunne være taget ind til land, men jeg tænkte at – jeg ved det ikke, simon, hun er forsvundet. hun er forsvundet.« »er i ude ved fyret?« »Ja. og hun kan ikke ... det er ikke muligt ... der er ingen steder ... men hun er her ikke ... hvor er hun? hvor er hun?« to minutter senere havde simon fået overtøjet på og sparket ladknallerten i gang. han kørte ud på isen hvor elof sad på en feltstol og stirrede ned i det hul han havde boret med simons bor. han løftede blikket da han hørte knallerten komme. simon bremsede op. »hallo. har du set Maja, anders’ datter?« »næh ... her? nu?« »Ja. inden for den sidste time.« »nej, her har ikke været et menneske. heller ikke nogen fisk, for den sags skyld. hvorfor spørger du?« »hun er blevet væk. ude ved fyret.« 31
elof drejede hovedet mod fyret, holdt blikket rettet mod det nogle sekunder og kløede sig i panden. »kan de ikke finde hende?« simon bed tænderne sammen så det strammede i kæbemusklerne. denne forbandede omstændelighed. elof nikkede og rullede sin line ind. »så må jeg nok hellere ... få samlet nogen sammen. så kommer vi.« simon takkede og satte i gear, kørte ud mod fyret. da han vendte sig om efter halvtreds meter, stod elof stadig og fumlede med sine fiskegrejer for at få dem pakket ordentligt sammen inden han gik i gang. simon skar tænder og kørte så sneen stod op fra hjulene, mens mørket faldt på. Fem minutter efter var simon ude ved fyret og hjalp til med at lede, selvom der ikke var nogen steder at lede. han koncentrerede sig om at køre omkring ude på isen for at kontrollere om det kunne være sådan som elof havde sagt, at isen havde svage punkter. han fandt ingen. efter yderligere et kvarter nærmede et antal prikker sig inde fra domarö. Fire ladknallerter. elof og hans bror Johan kom på hver sin. Mats, som ejede købmandsbutikken, havde sin kone ingrid med på ladet. til sidst Margareta Bergwall, en af de få kvinder på øen der havde sin egen knallert. de kørte rundt om fyret i stadigt større spiraler, gennemsøgte hver en kvadratmeter af isen. anders og Cecilia vandrede planløst omkring på fyrklippen uden at sige noget. efter en time var det så mørkt at måneskinnet var stærkere end den smule sollys der stod tilbage på himlen. simon gik op til anders og Cecilia, som sad ved fyrdøren med hovedet mellem hænderne. Langt ude på isen sås de svage lys fra de fire ladknallerter der fortsatte med at kredse rundt og rundt, som satellitter omkring en øde planet. en politihelikopter med projektør var ankommet for at udvide cirklerne. det knagede i leddene da simon satte sig på hug foran dem. deres øjne var tomme. simon strøg hånden over Cecilias knæ. »hvordan var det med sporet, sagde du?« 32
Cecilia gjorde en kraftløs bevægelse i retning af domarö. hendes stemme var så svag at simon måtte læne sig frem for at høre. »der var ikke noget.« »du mener at det ikke bøjede af til nogen af siderne?« »det forsvandt. som om hun var blevet ... løftet op i himlen.« anders jamrede sig. »det her kan ikke ske. hvordan kan det ske?« han så ind i simon, direkte gennem simon, som om han ledte efter svaret i en viden der lå inde bag nethinden. simon rejste sig og gik ned på isen igen, satte sig på ladet af sin knallert og så sig omkring. Hvis der bare var et sted at begynde. en nuance, en skygge, hvad som helst der kunne fungere som en flig hvor man kunne begynde at rive. han stak hånden ned i jakkelommen og lukkede den omkring den tændstikæske som lå dér. så lagde han den anden hånds fingerspidser mod isen og bad den om at smelte. Først smeltede sneen, og så kom en stadigt dybere forsænkning til syne som fyldtes med vand. efter måske tyve sekunder var der et knytnævestort, sort hul i isen. han slap æsken og stak med et vist besvær armen ned i det kolde vand. han fik den ned til et stykke over albuen inden hans fingre kunne krumme sig omkring den underste iskant. isen var tyk. Maja kunne umuligt være faldet igennem noget sted. Så hvad er det der er sket? der var ikke nogen flig. intet sted hvor tanken kunne pille, udvide sprækken, komme til klarhed. det var ganske enkelt umuligt. han gik op og satte sig hos anders og Cecilia, holdt om dem og sagde nu og da nogle ord, indtil det til sidst var blevet helt mørkt og knallerternes spiraler begyndte at bevæge sig indad mod fyret igen. Maja var forsvundet.
Om Domarö og tiden Undervejs i denne fortælling bliver det undertiden nødvendigt at springe tilbage i tiden for at kunne forklare noget i nutiden. Det er beklageligt, men uundgåeligt. 33
Domarö er ikke nogen stor ø. Alt hvad der er sket, lever videre og påvirker det nuværende. Steder og genstande er ladet med betydninger som ikke går i glemmebogen lige med det samme. Vi slipper ikke for dem. Set i et større perspektiv er dette en meget lille fortælling. Den kan for en stor dels vedkommende være i en tændstikæske.
Hvad katten slæbte ind (maj 1996) det var den sidste uge i maj, og der var stimer af aborrer at fange. simon havde en enkel måde at fiske på. efter flere års eksperimenteren med forskellige lokaliteter hvor han satte sine net, var han nået frem til at det var unødvendigt at farte så meget omkring. det var lige så godt at fastgøre den ene ende af nettet til bådebroen med et stykke tov og trække nettets anden ende ud med båden. det var enkelt at sætte og endnu enklere at røgte. han halede nettene ind fra bådebroen og kunne for det meste få viklet skidtfiskene fri på stedet og kaste dem tilbage i havet. Morgenens syv aborrer lå rensede og klare i køleskabet, befriede skaller havde fået lov til at svømme deres vej. simon stod ved stejlepladsen og pillede søgræs og tangstykker ud af nettet mens mågerne gjorde kål på renseaffaldet. det var en klar og varm morgen, solen bagte i nakken, og han svedte i den blå kedeldragt. katten dante var fulgt efter ham hele morgenen, lod aldrig til at forstå at strømminger i nettet var en stor sjældenhed. de få gange han havde fået en enkelt strømming, var dog nok til at håbets stjerne skinnede videre i hans hoved, og han fulgte altid med simon ned til bådebroen. da dante havde indset at der heller ikke denne morgen havde viklet sig en strømming ind i garnet, satte han sig på bådebroen for at glo på mågerne der sloges om fiskeresterne. ikke fordi han nogensinde ville turde angribe en måge, man han havde vel sine fantasier, han såvel som alle andre levende skabninger. simon hægtede nettet af og rullede det sammen for at det ikke skulle blive mørt i solen. da han gik hen mod bådehuset for at hænge det ind, så han at katten var i gang med noget ude på bådebroen. eller snarere sloges med noget. dante sprang frem og tilbage, op i 34
luften, langede ud med poterne efter noget simon ikke kunne se. det så ud som om katten dansede, men simon havde set ham lege med mus på den måde. dette her var dog anderledes. Legen med mus og frøer var en leg, katten lod som om byttet var sværere at nedlægge end det egentlig var. her så det ud som om katten var ægte ... nervøs? Pelsen på ryggen var rejst, og kattens krumspring og forsigtige udfald kunne ikke tolkes anderledes end at den havde at gøre med noget som krævede respekt. hvad der var vanskeligt at forstå, eftersom det ikke engang var synligt på tyve meters afstand, og simon havde gode øjne. han snoede nettet sammen for at undgå kludder, lagde det på de flade klippestykker og gik ned for at se hvad katten foretog sig. da han kom ud på bådebroen, kunne han stadig ikke se hvad det var der gjorde katten så ophidset. eller jo, der lå en lille rebstump som katten cirklede omkring. det lignede ikke dante, han var elleve år gammel og nedlod sig ikke til at fjolle rundt med papirkugler eller bolde. Men denne her rebstump var åbenbart sjov. dante gjorde et hurtigt udfald og fik sat begge poter på rebstumpen, men blev slynget tilbage med et ryk, som om rebet havde været elektrisk. dante svajede og faldt om på siden, lagde sig helt fladt på bådebroen. da simon nåede frem, lå katten stille ved siden af den yderste pullert. det som den havde leget med, var ikke et reb, eftersom det bevægede sig. det var et insekt af en eller anden art, et larveagtigt insekt. simon ignorerede det og satte sig på hug ved siden af katten. »dantemis, hvad er der med dig?« kattens øjne var opspærrede, og kroppen skælvede et par gange som af hulken. noget løb ud af dens mund. simon løftede kattens hoved op og så at det var vand. en strøm af vand løb ud af kattens mund. dante hostede en enkelt gang, og vand sprøjtede ud. så lå han stille. Øjnene stirrede tomt. en bevægelse ud ad øjenkrogen. insektet kravlede på bådebroen. simon bøjede sig ned over det, studerede det nærmere. det var helt sort, tykt som en blyant og langt som en lillefinger. dets skind glinsede i solen. dantes kløer havde lavet en rift et sted, og dér skimtedes rosaagtigt kød. 35
simon gispede og så sig omkring. der stod en glemt kaffekop på bådebroen. simon rev den til sig og stillede den med bunden i vejret over insektet. han blinkede et par gange og strøg hænderne hen over ansigtet. Det er ikke muligt. Det kan ikke være ... dette insekt fandt man ikke i nogen bog om insekter, og han, simon, var formodentlig det eneste menneske i miles omkreds som vidste hvad det var for noget. han havde set et før, i Californien fyrre år tidligere. Men det havde været dødt, indtørret. hvis det ikke havde været for det der var sket med katten, ville han ikke engang være kommet til at tænke på det. Dante. den oprindelige dante, den som alle simons katte var opkaldt efter. tryllekunstneren, den største af dem alle. efter årtier med tournéer og filmindspilninger havde han slået sig til ro på en ranch i Californien, og dér havde simon fået audiens da han var fireogtyve år gammel med en lovende fremtid. dante havde vist ham rundt i sit museum. håndlavede rekvisitter fra forskellige epoker: de kinesiske springvand som var hans paradenummer i nogle år, substitution trunk i et antal udførelser, vandfyldte kister og skabe som dante var brudt ud af i cirkusmaneger verden over. da rundvisningen var afsluttet, havde simon peget på en lille glasmontre i et hjørne. Midt i montren stod en piedestal, og på denne lå der noget som lignede et stykke lædersnor. han havde spurgt hvad det var. dante havde hævet det ene øjenbryn dramatisk, en grundigt indøvet bevægelse, og på sin barndoms dansk spurgt simon om han troede på magi. »de mener ... rigtig magi?« dante nikkede. »Jeg må vel sige at jeg er ... agnostiker. Jeg har ikke set nogen beviser, men jeg udelukker ikke muligheden. hvis det lyder fornuftigt?« dante lod til at være tilfreds med svaret og løftede glasset af. si36
mon forstod at han forventedes at tage genstanden nøjere i øjesyn, og gjorde det. han så nu at lædersnoren var et indtørret insekt som lignede et tusindben, bortset fra at det ikke havde ret mange ben. »hvad er det for noget?« dante stirrede så længe på simon at det føltes ubehageligt. så nikkede tryllekunstneren som om han havde truffet en beslutning, stillede glasset tilbage og tog en læderindbundet bog frem som han gav sig til at bladre i. Farvestrålende billeder flimrede foran simons øjne indtil dante standsede ved en side og holdt bogen frem. Billedet fyldte hele siden og var håndtegnet. det forestillede et larvelignende insekt, som dygtigt var blevet afbildet sådan at lyset skinnede over dets blanke, sorte hud. simon rystede på hovedet, og dante sukkede, klappede bogen sammen. »det er en spiritus, eller spertus, som i siger i sverige,« sagde han. simon så på montren, på tryllekunstneren, på montren igen. derpå sagde han: »en ægte én?« »Ja.« simon bøjede sig tættere på glasset. den indtørrede skabning derinde så virkelig ikke ud til at besidde nogen specielle kræfter. simon så længe på den. »hvordan kan den være død? For den er vel død?« »Jeg ved det ikke, er svaret på begge spørgsmål. Jeg fik den i denne tilstand.« »hvordan?« »det vil jeg ikke komme ind på.« dante gjorde en håndbevægelse for at tilkendegive at audiensen i museet var ovre. inden simon fik sig løsrevet fra montren, spurgte han: »hvilket element?« tryllekunstneren smilede skævt. »vand. naturligvis.« der blev drukket kaffe, der blev udvekslet høflighedsfraser, og så forlod simon gården. to år senere døde dante, og simon læste i avisen at hans ejendele skulle bortauktioneres. simon overvejede at tage over og byde på tingesten i montren, men dels befandt han sig midt i en turné rundt til folkeparkerne, dels ville det blive for dyrt med rejseudgifter og det hele. han blev hjemme. 37
i de følgende år tænkte han undertiden på det møde. kolleger som hørte at han havde mødt dante, ville vide alt. simon fortalte, men udelod det han huskede bedst, dantes spiritus. naturligvis kunne det have været en spøg. tryllekunstneren havde været berømt ikke kun for sit trylleri, men også for den smarte måde hvorpå han havde markedsført sig selv med opsigtsvækkende offentlige arrangementer. hvordan han havde skabt en aura af mystik omkring sin person. hans udseende – fipskægget og de mørke øjne – var selve indbegrebet af en magiker i flere årtier. det kunne være løgn fra ende til anden. noget der talte imod dette, var at dante aldrig havde fortalt offentligt at han ejede en spiritus, at simon aldrig havde hørt nogen omtale det. dante understøttede gerne spekulationerne om at han havde indgået en pagt med djævelen, at han var forbundet med mørkets magter. det var god pr, og det rene vrøvl, naturligvis. Men ud fra tryllekunstnerens sidste replik i museet havde simon spekuleret sig frem til en anden version, én som gjorde dante til en løgner på en anden måde. at dante i virkeligheden havde løjet om at han havde fået sin spiritus da den allerede var død. Vand. Naturligvis. det var sin vandmagi dante var mest anerkendt for. hans udbrydninger fra vandfyldte kar og beholdere stod ikke tilbage for houdini. det hed sig at han kunne holde vejret i fem minutter, mindst. hans flytninger af vand fra et sted til et andet, et trick som gik ud på at store vandmængder viste sig dér hvor der lige havde været tomt. Vand. Naturligvis. hvis dante havde været ejer af en spiritus af elementet vand, var alting let at forklare: det havde været ægte magi, og dante havde kun begrænset den for ikke at lade folk finde ud af at det i virkeligheden var det sagen handlede om. eller var spiritus’ kræfter begrænsede? simon læste alt hvad han kunne finde om emnet. hans agnostiske natur måtte mere og mere vige pladsen til fordel for en tro på det fantastiske, i hvert fald hvad spiritus angik. det lod til at nogle mennesker i tidens løb havde været ejere af den ægte vare. det drejede sig altid om et sort insekt af den slags han havde set i dantes museum, uanset om det var jord, ild, luft eller vand. 38
han forsøgte at finde ud af hvad der var sket med den spiritus han havde set, og fortrød bittert at han ikke havde taget en hurtig beslutning og var rejst over mens tid var. han ville aldrig få en spiritus at se igen. troede han. Blikket flakkede mellem den døde kat og kaffekoppen. det var en skæbnens ironi at det var dante der skulle finde en spiritus til ham, og oven i købet dø af det. nogle timer senere havde simon tømret en kasse sammen, lagt dante i den og gravet den ned ved hasselbuskadset, hvor katten plejede at sidde og spejde efter småfugle. Først på det tidspunkt begyndte ophidselsen over hans spiritus at vige for en smule sorg. han var ikke sentimental af sig, havde haft fire forskellige katte med samme navn, men alligevel var det en epoke, en tidsepoke, som gik i graven med denne den fjerde dante. et lille vidne der havde smøget sig om hans ben i elleve år. »Farvel, min ven. tak for denne tid. du var en fin kat. håber du får det godt der hvor du havner. at der er strømminger som du selv kan fiske med poterne. at der er nogen som ... holder af dig.« halsen snørede sig sammen, og simon strøg en tåre ud af øjet. han nikkede og sagde »amen«, gik så ind i huset. På køkkenbordet lå der en tændstikæske. uden at røre ved insektet var det lykkedes simon at få det ind i æsken og lukke den. han nærmede sig forsigtigt æsken, lagde øret til den. ikke en lyd. han havde sat sig ind i emnet. han vidste hvad der forventedes af ham. spørgsmålet var om han ville gøre det. det var ikke let at afgøre hvad der var spekulationer og hvad der var sandt i bøgerne, men én ting mente han at vide: at binde sig til en spiritus indebar en forpligtelse. et løfte til den magt der havde givet den fra sig. Er det det værd? nej, egentlig ikke. som ung ville han være blevet vild og gal alene over muligheden, men nu var han treoghalvfjerds og havde lagt de magiske rekvisitter på hylden to år tidligere. han tryllede kun til husbehov når bekendte 39
bad om det. Partytricks. Cigaretten i jakken, saltkarret gennem bordet. ikke noget bemærkelsesværdigt. han havde med andre ord ikke noget behov for ægte magi. han kunne ræsonnere frem og tilbage så meget han lystede, alligevel vidste han at han ville gøre det. han havde tilbragt et liv i salonmagiens tjeneste. skulle han vige tilbage nu hvor den ægte vare lå foran hans fingerspidser? Idiot. Idiot. Du gør det, eller hvad? varsomt skubbede han æsken åben og så på insektet. der var ingenting ved det som antydede at det var et led mellem menneskenes verden og den vanvittige, smukke magi. det var snarere ækelt. som et indre organ der er blevet skåret væk fra sin plads og er blevet sort. simon rømmede sig, samlede spyt sammen. og så gjorde han det. spytklatten trængte ud mellem hans læber. han sænkede hovedet mod æsken og så det seje slim søge ned mod insektet. en tynd tråd hang stadig fast ved læberne da spyttet nåede sit mål og spredte sig over den glinsende hud. en smag nåede simon via læberne, som om den tynde tråd af spyt som forbandt dem, havde været en kanyle. den blev omgående sprøjtet ind i kroppen, og det var en smag der ikke havde sin lige. nærmest lå smagen af en nød der har ligget og er blevet dårlig i sin skal. råddent træ, men bitter og sød på samme tid. en modbydelig smag. simon gjorde en tør synkebevægelse og smækkede tungen op mod ganen. den tynde streng bristede, men smagen fortsatte med at vokse i hans krop. insektet sprællede, og såret i dets hud begyndte at hele. simon rejste sig, og hele kroppen var fuld af væmmelse. Det her var en fejl. han hentede en lys øl ud af køleskabet, åbnede den og tog et par slurke, som han skyllede rundt i munden. det hjalp lidt, men væmmelsen i kroppen blev siddende, og nogle brækfornemmelser løb gennem halsen. insektet var kommet sig og krøb nu ud af æsken, ud på køkkenbordet, med kurs mod simon. han bakkede hen mod køkkenvasken og stirrede på den sorte klump som kravlede frem til bordkanten hvor den lod sig falde ned på gulvet med en blød, fugtig lyd. 40
simon veg til side, mod komfuret. insektet ændrede retning, fulgte efter. simon mærkede at han var på nippet til at kaste op. han tog nogle dybe indåndinger og gned øjnene med fingerspidserne. Slap nu af. Du vidste det her. alligevel formåede han ikke at stå stille da insektet næsten var nået hen til hans fod. han flygtede ud i entréen og satte sig på sømandskisten hvor han opbevarede regntøj, pressede hænderne mod tindingerne og forsøgte at se situationen klart. væmmelsen i kroppen var begyndt at aftage, smagen var ikke længere så intens. insektet krøb hen over dørtærsklen fra køkkenet, med kurs mod ham. den efterlod et tyndt spor af slim bag sig. simon vidste ting nu han ikke havde vidst for fem minutter siden. viden var blevet injiceret ind i ham. det han oplevede som en smag i kroppen, oplevede insektet som en lugt. det ville spore ham, følge efter ham indtil det fik lov til at være hos ham. det var dets eneste formål. at være hos ham – til døden os skiller – dele sin kraft med ham. han vidste det. Med spyttet havde han indgået en pagt som ikke kunne brydes. Hvis ikke ... Ja, der var en udvej. Men det var ikke noget der var aktuelt nu hvor insektet endnu en gang var på vej hen mod hans fod. nu var det hans. For altid, indtil videre. han tog nogle hurtige skridt forbi insektet som omgående ændrede retning, og så hentede han tændstikæsken fra køkkenbordet. han lagde æsken over den sorte, kravlende krop og lirkede med hylstret. drengen på etiketten vandrede af sted mod en lysende fremtid, og simon vejede æsken i hånden. han pressede læberne sammen mod kvalmen da insektet bevægede sig inde i æsken, og han kunne mærke dets varme mod håndfladen. Ja. det var varmt. det havde det godt nu, havde fået føde og en ejer. han stoppede det i lommen.
41