JOSEFINE KLOUGART
Stigninger og fald ROMAN
Rosinante
4. korrektur – side 3 stigninger og fald rosinante ordre 33619
Stigninger og fald © Josefine Klougart og Rosinante/rosinante&co, København 2010 1. udgave, 1. oplag, 2010 Omslag: Alette Bertelsen, Imperiet, med foto af Sofie Amalie Klougart Sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1327-3 Printed in Denmark 2010 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
4. korrektur – side 4 stigninger og fald rosinante ordre 33619
So much depends upon a red wheel barrow glazed with rain water beside the white chickens. william carlos williams, 1923
4. korrektur – side 5 stigninger og fald rosinante ordre 33619
4. korrektur – side 6 stigninger og fald rosinante ordre 33619
det efterår fik jeg en hest. Det var en lysebrun hoppe; hun havde en sort ål som en blød kulstreg løbende fra et punkt i panden, et sted under pandelokken, og hele vejen ned gennem manen, hvor det mørke syntes at dele sig i hundredvis af mindre vandløb, idet den voksede ud i manens lange stride hår; de hår, som hele tiden snoede sig sammen om hinanden i tunge slangekrøller, var reb, der faldt til hver sin side. Hele vejen hen over hendes ryg løb den, som dråberne over ruden, det var en linje gennem dyret, som horisonten er en linje gennem landskabet, eller som en linje svunget under bugen på en lav sky over heden, en midterskilning skåret med skaftet af en benkam i solbleget hår – en linje i hvert fald, ud i den mørke hale, så lang at den nåede jorden. Brune, sorte, enkelte hvide hår ind imellem hinanden som samlet sammen fra et utal af pensler, dem vi lader ligge og tørre ind på de gamle aviser, vi har dækket vindueskarmene af med; de pensler, jeg ser på broen i træskibshavnen, dyppet i olie, i shellak, i bådmaling, stive som nåle; bag dem det levende hegn af svedige hænder i plastichandsker. Hun havde allerede fået sit navn. Det efterår har hun allerede heddet Molly længe. Hun var til i forvejen med hove og en sød varme under manen; hvidt skum kunne der være, foran på bringen og i hudfolderne mellem hendes 7
4. korrektur – side 7 stigninger og fald rosinante ordre 33619
forben. Sådan vakler hun fra traileren ud på rampen med pumpende flanker, udspilede næsebor, springer den sidste meter ned og ud i gruset foran vores hus. Mine forældre kigger indgående på mig, som når min mor kigger på en svamp, vi finder den på marken i oktober og får roden med op, renser den med en lille fransk kniv med bløde børster for enden af skaftet, vender den for at se, om der skulle være lameller, om den er giftig. De ser hesten som en skygge i mine øjne, blanke af blæsten, og de er så optagede af mig, at de slet ikke ser hende; hvordan hun stavrer som et kid, en skamskudt hjort ud af traileren, ruller med øjnene, så det hvide kommer til syne i dem, lagner, der rystes ud ad vinduerne. Skræmt over alt det nye; det, der er tilbage at se en første gang, Helges blå Pony Massey Harris, det skingert kolde aluminiumsled ind til folden, den gamle jernbanevogn med spiltovene, tegningen på væggen og sætningen skrevet med sort sprittusch, Je suis un passager clandestin, je viens de Marseille, capture moi! Det er de øjne, jeg bliver bange for; fuldmånen i spanden med vand på bagtrappen, hvidt, der ikke kan hældes ud, men lægger sig på fliserne, indsøer, der fryser til hen under morgenen; Agri Sø, min storesøsters ånde, der sætter sig som perler af is i det grønne uldhalstørklæde. Jeg bliver ved med at være bange, ligesom Molly bliver ved med at være det. Jeg rider hende ned ad bakken, og hun træder uhørt forsigtigt, sætter skiftevis højre forben ind foran venstre og venstre ind foran højre; fletter luften sammen foran sig på den måde, ned mod Bogens, ad hulvejen venstre om Tinghulen, ad grusvejen fra Toggerbo forbi Piersen i Hullet. Sådan vrikker hun sig nedad i en kæde af kantede ryk, øje på øje samlet i hinanden, det næste, det næste; en 8
4. korrektur – side 8 stigninger og fald rosinante ordre 33619
klodset bølge rullende i et for lille bassin; saddellæderet giver sig, stigremmene piber og gnider op ad knæpuderne, jeg læner mig tilbage; kan ikke trække vejret af frygt for, at hun skal snuble, at hun skal brække et ben og lande oven på mig, tungt som en kuffert på en seng. Der ligger søer i vindueskarmene, vi tørrer vasketøjet inde, det hænger på tørresnore under loftet; det regner. Min mor åbner et vindue, et stød på den nederste sprosse, gummilisten i karmen slipper med et ugideligt sug som omkring tandløse gummer i gamle kinder. Det bliver vandkoldt i bryggerset, koldt i stuen, det trækker ind ved alle karmene og langs fodlisterne; tømrerne, der sløser med isoleringen, snyder os, så det driver, min mor laver kaffe til dem, mere kaffe; ombygningen varer det meste af et halvt år, min lillesøster tager sine første skridt, og håndværkerne nikker og smiler med dårlige tænder, ser min mor slå hænderne sammen foran brystet og række ud efter hende. Værst er kulden ude i bryggerset, vinteren begynder her, frosten sætter sig i klinkerne, og det er som et Rusland, pakket ind i dybrøde sjaler, fæstnet med brocher eller blå fingre, kløer, der borer sig ind i stoffet og holder det tæt til halsen. Om aftenen løber jeg på tæer gennem bryggerset for at komme ud på toilettet, jeg sætter mig så langt tilbage på sædet, at mine fødder ikke rører klinkegulvet. Vandet i hanen når aldrig at blive varmt, på vej tilbage tørrer jeg mine hænder i håndklædet tættest på døren. Jeg tvinger mig selv til at gå roligt tilbage; skuldrene tvunget ned. Jeg trækker aldrig ud i toilettet om aftenen, for jeg kan ikke holde ud at høre cisternen tømmes for vand; og lige meget hvor meget lys vi tænder og lader brænde bag os, hvor meget vi end fråser med det, er der mørkt i vores hus hele november, hele december, 9
4. korrektur – side 9 stigninger og fald rosinante ordre 33619
hele januar, hele februar og marts, langt ind i marts også. Jeg tror ikke, at der nogensinde falder ro over min mor. Senere samme efterår taler hun sig varm og betror sig til mig. Vi går op mod Stabelhøjen bag præstegården og kirken, sætter os der i vores blå regnbukser, hendes for korte, mine for lange. Det drypper fra træerne i skovbrynet og fra de selvsåede birketræer. Alt det hun ikke nåede, ikke at hun fortryder os, men alligevel. Hun kigger ud over landskabet, Ebeltoft, Helgenæs, Skødshoved. Hun sukker og tager min hånd, som om hun tænker, at det er mig, der har brug for at blive trøstet oven på hendes betroelser.
10
4. korrektur – side 10 stigninger og fald rosinante ordre 33619
min mormor er fra Herning, hun bliver ved med at tale om lyng, kirken skal fyldes med lyng, den dag vi begraver hende. Hun er det mest gavmilde menneske, har givet alting væk, en ting ad gangen. Krystalskålen forsvinder. Dækkeservietterne, lysestagerne, rosinerne, den lille pose fra specialbutikken med tørrede figner, den høje vase, hyacintglassene. Messingsaksen til at klippe væger på stearinlys, mindst halvdelen af de tolv broderede mellemlægsservietter forsvinder; den hvide dug er forsvundet, da de skal bruge den til Henriks fødselsdag i februar. I maj giver hun min mors konfirmationsgave væk til sin bror. Han mangler. Tretten hundrede og femoghalvfjerds kroner. Det er svært, siger min mor, at bebrejde nogen at ville andre det bedste. Min mormor tørrer bordet af i stuen, jeg sidder mellem min mor og min lillesøster, og vi holder tekopperne og frokosttallerknerne oppe, så hun kan komme til, så forsvinder hun igen ud af stuen, trisser ud i køkkenet, skyndsomme, korte skridt, de runde underben i nylonstrømperne frem, frem, frem; og er så allerede tilbage igen, tilbage ved spisebordet, har fundet en rest, fire kanelgifler. Min mor skal gå, og min mormor fortæller igen om Musse, hendes hest, hvordan den selv finder vej hjem i snestormen, med vognen og hele familien; da det blev morgen, og de slog tæpperne 11
4. korrektur – side 11 stigninger og fald rosinante ordre 33619
til side, så de gården, stalden og døren ind til stalden, som næsten var føget til. Min mor giver min hånd et sidste klem, vil køre nu, og med de tre skridt hun tager gennem entreen, mister jeg nøjagtig tre liter luft, en liter ad gangen; med hoveddørens smæk synker mine lunger ned og lægger sig som englekostumet, der bliver lagt i en flad, mørk kasse i kælderen i slutningen af december. Jeg ved, at heste er gode til at finde hjem. Min mormor slukker lyset, lader noget brænde, åbner et vindue på klem, tørrer sig over panden med et stoflommetørklæde, og endelig ligger vi der på skumgummimadrasserne og venter. Uanset hvor langt væk de er kommet, ad hvilke stier, flere dage, en hel rejse væk, gennem vand, så kan de finde hjem og finder hjem, som bølger fortsætter de en bevægelse, hele tiden tilbage igen, breve, der når frem til sidst. Min mormor bøjer sig over os, kysser os; hun lugter sødt og fremmed, lader døren stå, hendes kys bliver kolde på vores kinder.
12
4. korrektur – side 12 stigninger og fald rosinante ordre 33619
lørdag formiddag bager min far to runde brød, han skærer seks snit i et gitter over ryggen på dem, drikker af en Faxe Fad, bærer den med sig rundt i køkkenet, frem og tilbage efter salt, efter olivenolie; flasken er rund som en barnehånd, har samme rust-, samme ravbrune farve som de skårede medicinglas, vi senere graver frem af jorden ved stenbruddet oppe i skellet. Han kan have mel i håret, i øjenbrynene, det sidder som tyndslidte, hvide blondeborder omkring flasken, når han først har haft fat i den. Jeg ser, hvordan han kører dejen på den flødefarvede Ballerup-røremaskine, ser dejen vælte rundt i metalskålen, hvordan den slynger sig omkring rørepinden i midten som et andet klodset dyr hen under foråret, med krum nakke ud over markerne; dejen bliver mere og mere smidig, trådene trækkes længere, og snart ligner de opløste reb, fibrene bliver bløde og smidige, slipper og ligner så igen strømmen i vandet omkring stenene i Helligkilde, ligner landskabet netop der, kløftens svung mellem Trehøje på den ene side og Tinghulen på den anden, den strøm i landskabet, der samles i det øje, kilden er. Han vipper skålen, og i det øjeblik, fra han mærker dejen slippe skålens sider, og til dejen rammer bordpladen, når han at se for sig de to færdige sigtebrød på risten, når at se dem blive skåret ud i tykke skiver, se dem blive smurt med gult smør og dyppet 13
4. korrektur – side 13 stigninger og fald rosinante ordre 33619
i hjemmelavet, fra bunden hjemmelavet, tomatsuppe. Jeg ser, hvordan han ælter med sine tørre, melede hænder, der insisterende synes at skubbe dejen væk fra hans liv, som en mor, der skubber et treårs barn frem mod den hær af fremmede børn dér på parkeringspladsen foran busserne; og dejen trækker sig som tidevandet tilbage mod min fars mave i en magnetisk hjemve. Endelig løfter min far så dejen, kaster den et par gange ned i bordpladen, slår den sammen, som han siger, og smældene har en hul efterklang, som en ringen i træ, en foret klokke, den dej, der ligner et bryst. Jeg sidder på bordet; overfladen i vineddiken, olivenolien på bordet, træerne udenfor dirrer, og det bølger i flaskerne, små ringe af lys løber mod midten, hvor de suges ned og går under, er et øje, der bliver ved med at lukke sig. Han rækker mig dejskraberen, og jeg holder den, mens han drysser sigtemel over dejklumpen, der ligger som en æggeblomme i et bjerg af mel, ser ham vende melet i dejen, ælte den blank igen; eller, jeg holder den, mens han tænder for ovnen, tager risten ud og sætter den fra sig på gulvet, på skrå op ad hjørneskabet hen over kattens mad; eller mens han tager telefonen, anbefaler en patient at lægge is på lænden, frosne ærter i et fugtigt viskestykke, femten minutter ad gangen. Mere kan huden ikke tåle, siger han. Brødene står på skænken ved siden af brændeovnen og hæver med fugtige viskestykker over. Han kalder, jeg skal se, hvordan de vokser, hvor flot de hæver, hvordan de ligner støvbolde. Han ved det ikke, men hans stemme bliver en hvisken. Det er, da han letter forsigtigt på klædet, trækker mig ind til sig, og luften er tæt, tungere nu, som i et telt en morgen om sommeren, et kvart glas varm hyldebærsaft, lydene og lyset trykket sammen, solen, der presser teltdugen 14
4. korrektur – side 14 stigninger og fald rosinante ordre 33619
ned omkring os som en tæt hue. Og det er trist, næsten uudholdeligt sørgeligt. Fordi det er lørdag. Fordi der kun findes de to brød og så al den udmattelse udenom; ugerne, fordi der ingen ende er på det. Han er et stykke kvæg, der bliver drevet for hårdt. Det ansvar, han lever med, forpligtelsen til hele tiden at hjælpe folk, deres næsegruse taknemmelighed, den ene flaske rødvin efter den anden; og så alligevel alle bebrejdelserne. Alt det, han forsømmer herhjemme. Min far tager stakken af gule, blankt hvide, ternede og linjerede småsedler op af bukselommen, glatter dem og ordner dem i en pæn stak, forklarer mig, at anstændighed er så afgørende, dét at være et anstændigt menneske. Min storesøster lytter opmærksomt, hendes venstre øje hænger lidt, som en persienne kan hænge, være trukket lidt skævt op, det er hendes koncentration, og hun bryder ind, minder vores far om, at det er sundhedsvæsenet, han arbejder inden for, et system, som hun siger, et væsen, tænker jeg; hun siger bestemt, at der er andre at gå til, at folk ikke ligger på trappestenen ude foran vores hus. Jeg ser dem for mig, med udstrakte arme rækkende op mod døren, sunkne i knæ. Hun tager min lillesøsters tallerken, sætter den i opvaskemaskinen; i en og samme bevægelse tørrer hun bordet af og samler sit tykke, lyse hår i en hestehale med den frie hånd.
15
4. korrektur – side 15 stigninger og fald rosinante ordre 33619
der er et hav af smykker, ørenringe i små kurve, et afrikansk smykkeskrin af træ malet i jordfarver, og i det et utal af små udskårne skuffer, huller og rum; som senere sabelkassen i cirkus, en juniaften på Festpladsen, huller som stiksår ind gennem kassen. Min mor gemmer perlekæder der; ørenringe, brocher, perlearmbånd, i det malede skrin, der lugter af lave huses støv, orientens støv, malet tørt træ fra Kina, støvet træ fra Japan, træ fra orienten med de optog, de karavaner, der kan være orientens blodårer på kryds og tværs af det tørre præcisionens, nøjagtighedens landskab. Jeg trækker den nederste skuffe ud, kaster et blik på soveværelsesdøren. Jeg ved, hun regner skrinet på kommoden med til den øverste skuffe, til det, hun har for sig selv, hendes eget værelse; jeg hører hendes stønnen fra soveværelset, hun giver sig i en fremmed rytme. Jeg trækker en af skrinets øverste skuffer ud, en til. Trækker de tre største helt ud af skrinets hus, stiller dem på en række hen over kommoden under skråvæggen. Perlerne skinner i lyset fra vinduet, i fingerringen med den store, flade sten, den ovale ametyst, det kalder hun den; i den spejler skyerne sig, skrænten. Jeg fortsætter med at trække skuffer ud, den ene efter den anden, og der er hele tiden en skuffe mere, endnu en, til skrinet står tilbage som et skelet, en nedbrændt 16
4. korrektur – side 16 stigninger og fald rosinante ordre 33619
bygning i udkanten af en by, store åbne sår, gennemblæste stilladser. Jeg er besat af skuffer, bider i et æble og lader bidden hænge i en flig af frugtskindet; skærer æblekødet på undersiden af lappen af, så bliver der et rum der, lukker æblet igen, det er næsten usynligt, et par mærker fra mine tænder, fuger trukket af en finger gennem jorden på en nyharvet mark, ikke mere end netop det.
17
4. korrektur – side 17 stigninger og fald rosinante ordre 33619
min mormor har som barn oplevet tre røverier; det er en af de ting, jeg aldrig helt har forstået, men alligevel aldrig tvivlet på. At også røverierne var virkelige og skete. Hun sidder i kurvestolen bag mig, vi har fundet den bag cyklerne i skuret, båret den ud i efterårshaven for hende. Det drypper fra bladene, det har regnet formiddagen igennem, men skyerne har nu trukket sig fra hinanden, skylaget er revnet, skåret op, vi kan se lige op i himlen. Sådan skubber hun min lillesøster og mig på gyngerne i haven, og det er her, hun fortæller historierne. At den slags kunne ske, at et læs kan vælte ned over en voksen mand, en dæmning blive skyllet væk, så havet sluger haven, hvert et bed, en trillebør, hvert et løg vasket væk, med et sug trukket med tilbage. Min lillesøster stirrer. Det har regnet i flere dage, og nu ser hun, at noget lignende er ved at ske. Hvordan dørkarmene i huset skal tætnes for alligevel med tiden at give efter for vandets tryk, at vores køkkenhave vil blive slugt, hulen bag blodbøgen jævnet, præcis som alt det, der var blevet skyllet væk, alt det, der var blevet ødelagt under oversvømmelserne engang, stjålet ud af min mormors hænder, knust under en vogn. Det efterår, fortæller hun, kunne regnen slet ikke holde op, den sivede uden ophør med malkekvægets bedøvede, drøvtyggende 18
4. korrektur – side 18 stigninger og fald rosinante ordre 33619
vedholdenhed, en insisterende ro. Min mormors våde frakke når aldrig at tørre helt, før vi igen vil i haven, jeg kan ikke glemme den salve af perler på taget, vi hører sent om aftenen, når mormor endelig ikke kan mere og falder i søvn.
19
4. korrektur – side 19 stigninger og fald rosinante ordre 33619
min lillesøster vil kun spise jordbærgrød, hun snører læberne sammen og er helt gennemsigtig af bleghed, næsten grøn, der er så meget, hun ikke vil gøre, der er så meget modstand i hende. Hun vil ikke vaccineres, ikke have taget en blodprøve, ikke spise det, vi andre spiser, ikke sidde på sin egen plads, ikke sove, ikke se det fornuftige i at sove, ikke gå eller blive løftet; hun bliver en gren, der aldrig knækker, men bøjer sig smidigt som en tommelfinger ind i håndfladen, en danser, der folder sin krop sammen foran spejlene, sætter hænderne fladt i gulvet foran de indsnørede, de smalleste fødder, et stykke rugbrød, der brækkes på midten – sådan er hendes talje – klemt sammen. Hun vipper med tæerne. Hun vil kun spise jordbærgrød, og kun den jordbærgrød, man køber, og som kommer i flade metalposer i flade kartoner. Vi regner med, hun snart bliver træt af det. At det går over af sig selv, at det køler af, at hun vokser fra det, som bunddækket mellem roserne engang får fat og kvæler ukrudtet, bliver en blød dug over jorden. Det drypper med mælk fra hendes ske og ned i hendes tallerken; der løber mælk fra hendes hage, ned på bordet, hen over voksdugen og dryp for dryp ned på gulvet. En sløv dråbe rammer sandalerne, en anden bliver suget op i 20
4. korrektur – side 20 stigninger og fald rosinante ordre 33619
hendes hvide ankelsok; resten, dryp for dryp, falder ned på køkkengulvet. Benene gynger frem og tilbage under hende, eller de er gået i stå.
21
4. korrektur – side 21 stigninger og fald rosinante ordre 33619
jeg tegner en firkant i sandet med den ene fod. Sætter mig på mit håndklæde, ser på min firkant. Fordybningen i sandet bliver en voldgrav tømt for vand, en hul tunge krænget til et rør i munden. Myrerne skøjter ned ad siderne, kravler tilbage op ad siderne igen, utrættelige, holdt hen af solen med solbrankede, blanke kroppe, skinnende, pumpet op af varmt blod. De krydser firkanten, den scene, firkanten er i sandet, og det er en rejse for dem, et ufremkommeligt landskab. Ansigter er ikke landskaber, øjenbryn er ikke bekymrede, de er ikke højdedrag, ikke skovbryn, ikke markskel med tørt, højt græs mellem sten og træer. Når jeg spiser med fingrene, er jeg ikke et dyr, ligner ikke et dyr. Jeg er et menneske, der spiser med fingrene. Det er det, jeg ligner. Man kunne synge, et kor kunne synge, og sangen fylde værelset, firkanten, fra loftet til væggen, fra væggen ned på sengene lige til natten kom, og det igen er stille. I værelset som i gaden udenfor, i den forpjuskede park med lygter som viltre øjne, blinde kunne de være. Den knappe firkant findes otte gange i huset, messende gentaget; mange flere firkanter finder man langs kysterne, i byerne findes de, stablet, stakkevis, landskaber af dem. Jeg læser senere, at det, man bærer væk fra hjemstavnen, fra sit sted, det bærer man ind i ansigtet. Jeg læner mig forover og stirrer ned i sandet, til 22
4. korrektur – side 22 stigninger og fald rosinante ordre 33619
sandkornene flyder ud for mine øjne og smelter feberkoldt sammen som aftenhimmelens vanvittige farver, i brede gardiner ude over bugten. De hundrede firkanter – kysternes firkanter, byernes firkanter, de firkanter, der er sandets – de er reservaterne, de firkanter er de amerikanske haver i Australien, de engelske haver i Indien. De firkanter er alle de pulsslag, der springes over, de frimærker, der falder af; er koloniernes indhegnede rosenhaver, der tvinger sig vådt ind i naturen. Hver eneste firkant er en blomst, der skal vokse nedad mod sin rod. Alt det vand, der skal hentes. Og skyggen, man skal skabe på svedne vidder; det fråds, den scene. Der skulle være roser; og snart findes de, i de firkanter og som et genskær i huden, der forbliver bleg som kjolerne af hør, de mørnede bomuldsgardiner, de tyndslidte pudevår. Hjemstavnen er det sted, firkanterne bliver tegnet i sand for øjnene, det er et rum at hænge fast i, en trækning nedad ved den ene mundvig, der ikke vil give sig og slippe, men bider sig fast, en langskaftet gummistøvle i mudderet bag høhækken; den tålmodighed, der er kæbernes, lige så sejt; den er også hjemstavnens, stedets.
23
4. korrektur – side 23 stigninger og fald rosinante ordre 33619