LYKKELIGE FAMILIER af Christinia Hesselholdt (læseprøve)

Christina Hesselholdt

Lykkelige familier Roman Rosinante

Af samme forfatter Køkkenet, gravkammeret & landskabet, 1991 Det skjulte, 1993 Eks, 1995 Udsigten, 1997 Hovedstolen, 1998 Kraniekassen, 2001 Du, mit du, 2003 En have uden ende, 2005 I familiens skød, 2007 Camilla and the horse, 2008 Camilla – og resten af selskabet, 2010 Selskabet gør op, 2012 Agterudsejlet, 2014 Børnebøger: Prinsessen på sandslottet, 1998 Brandmanden fra før, 1999 Hjørnet der gik sin vej, 2000 Prinsessen i sommerhuset, 2001 Onde onkel Snegleæder, 2003 Prinsessen og de halve slotte, 2006 Den grådige skarv, 2007 Det gale kattehus, 2007 Værelse uden nøgle (billedroman), 2008 Hr. Andrés vanvidsnat, 2009 Grotten (billedroman), 2010 Plet, Langøre og et bjerg af kaninlort, 2011 Sniffer, 2011 Den store Bamsefærd, Trygfonden 2012

Christina Hesselholdt

Lykkelige familier ROMAN

Rosinante

Lykkelige familier © Christina Hesselholdt og Rosinante / rosinan t e & co , København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Camilla Jørgensen Omslagsfoto: Ditte Holm Lysgaard Sat med Scala hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia, Riga ISBN 978-87-638-3662-3 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Lykkelige familier er en ny udgave af romanen I familiens skød (2007), som er blevet udvidet med novellen »En festlighed« fra Camilla and the horse (2008).

Citatet s. 38 er en oversættelse af følgende linjer fra Shelleys digt »Epipsychidion«: And in the soul a wild odour is felt Beyond the sense, like fiery dews that melt Into the bosom of a frozen bud. »Mine herrer, litterater …«, s. 72 og 80 er et citat fra Osip Mandelstams prosaværk »The Egyptian Stamp«.

Rosinante er et forlag i rosinan t e & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

I familiens skød

32649

Tiden løber

5

32649 I familiens skød.p65

5

23-01-2007, 15:16

6

32649 I familiens skød.p65

6

23-01-2007, 15:16

32649

»Se, der kommer Julius«, sagde Anne og følte sig opmuntret, for der kom Julius langsomt gående hen ad stranden, i sit evige jakkesæt.

Det var synd for ham, at han ikke havde nogen familie, hvor yderst anstrengende det end kunne være at have en.

Der havde engang været en kvinde; på en af de første bøger, han havde udgivet for mange år siden, og som hun endnu ikke havde fået læst, var denne kvinde fotograferet stående bag ham med armen om ham, man kunne ikke se andet af hende end lidt mellemblondt hår, skulder og arm, og muligvis skulle man tænke, at bag enhver stor mand står der en kvinde; og Julius var vist en stor forfatter (ikke den bedste, sagde Lars, men hæderlig, og lad os nu se, hvad han kan drive det til, lad os nu se), men det havde ikke undret hende, at kvinden havde forladt ham, hvem kan holde ud at stå i skyggen af en anden. Hvordan kunne hun overhovedet gå med til at lade sig fotografere sådan; og så netop i 70’erne; men de så lykkelige ud i deres sidelæns dans, en koreografi af forelskelse, selv om man ikke kunne se andet af hende end skulder og arm, Julius’ ansigt var blødt og overgivent, kvinden holdt ham tæt ind til sig. »Øv«, sagde Sara, »så skal I snakke«.

97

32649 I familiens skød.p65

7

23-01-2007, 15:16

»Se, om du kan finde rurer«.

Den lille færge forlod færgelejet på den anden side af fjorden og kom imod dem, den bevægede sig frem og tilbage dagen igennem, der var kun plads til syv-otte biler. Det tog den mindre end ti minutter at krydse fjorden. Hun var glad for, den var kommet tilbage, den havde ligget i dok i flere år, kommunen havde besluttet sig for at afskaffe den. Men nu var den kommet tilbage!

Sara sprang ned til strandkanten med det tomme syltetøjsglas, det var lavvande, og stranden var dækket af sten og blåmuslinger, der skulle nok være rurer. Anne løftede hånden og vinkede til Julius. Der var noget uendelig gråt og usundt over ham, selv om han gik vældig meget op i sin kost og havde fyldt skabet over vasken med et helt batteri af vitaminer og mineraler. Til gengæld røg han som et bæst.

Han havde sågar konstrueret et langt rør, så han kunne ryge i brusebadet, uden at cigaretten blev våd. Han havde vist hende røret. Hun havde selvsagt ikke set det i anvendelse.

Hans smil var sødt, det var hjerteligt. Nu så hun, at han bar på en pose. Sara reagerede ikke på hans hilsen, og hun håbede, at han forstod, hun var fuldstændig opslugt af at vende og dreje muslingerne; koncentrationen gjorde hende distræt over for alt andet, inde i sit nu hørte hun måske hans stemme, som om der langt borte blev banket på en dør, men lyden vedkom ikke hende. Og den hengivenhed eller opslugthed forsvinder på et tidspunkt, og som voksen vil man give meget for at få den tilbage – jeg vil i hvert fald, tænkte hun, gerne være fri for bestandigt at kigge på uret.

Det havde ikke noget med en naiv dyrkelse af nuet at gøre.

Det var ikke, fordi hun troede, at man kunne undgå hvert 8 10

32649 I familiens skød.p65

8

23-01-2007, 15:16

32649

eneste øjeblik at krydse frem og tilbage mellem fremtid og fortid, hun holdt bare af at blive væk i sine opgaver – at se op, og pludselig var halvdelen af dagen gået. For sådan skulle man bruge livet, lade sig opsluge af det, uden regnskabsføring. Desværre var det kun sjældent muligt. »Hvor kommer du fra?«, spurgte hun, da han forsigtigt anbragte sig ved siden af hende, og et stykke af hans tynde, lange ben kom til syne over skoene, hans smalben, som virkelig var usædvanlig smalle. »Jeg har været inde og købe tøj«. »Se, mor«. »Du skal fylde vand i glasset. Ja, vand fra fjorden«. »Ekspedienten var meget venlig og sagde, at jeg kunne levere skjorten tilbage, hvis jeg nu alligevel havde en derhjemme, der passede til jakken. Han så så underfundig ud, jeg ved ikke, om han lod mig forstå, at jeg godt kunne gå med den en enkelt gang, uden at nogen ville opdage det.

Han sagde, de bytter en masse, fordi mænd ikke kan lide at shoppe, men lader deres koner købe tøj til dem. Men de kan selvfølgelig ikke lide alt, hvad konerne kommer hjem med. Jeg funderer over, hvad det er for mænd, der lader deres koner købe deres tøj, og hvad det er for kvinder, der gider det foruden at skulle købe tøj til sig selv og børnene«. »Kvinder køber tøj til deres mænd, fordi de gerne vil bestemme, hvordan de skal se ud, ligesom de også gerne vil bestemme, hvordan børnene skal se ud. De påtager sig en masse ekstra arbejde for at komme til at bestemme«, sagde hun og så for sig et billede på et stykke stramaj til at brodere efter, sådan et billede går de rundt med inde i hovedet, og de broderer og broderer på deres familie. Nogle gør, 9 11

32649 I familiens skød.p65

9

23-01-2007, 15:16

rettede hun sig selv ved tanken om sin egen vilde flok hjemme i huset. Lars’ mor gik rundt i frakke hele dagen, fordi hun frøs, alle trængte til at blive klippet. Men det var jo ferie, det var jo sommer.

Nu så han ulykkelig ud, han tænkte på kvinden på bogomslaget og ville ønske, at hun var der til at herske over hans garderobe. Hun skulle ikke have sagt det.

Hvorfor ville barnet ikke anerkende, at han fandtes i dag (tænkte Julius), i går kravlede hun rundt på ham og kom løbende og viste ham sine nye sko og Amalies nye sko og en knækket tommestok, hun havde fundet på stien ned til fjorden. Hun havde ikke så meget som løftet hovedet, selv om han anbragte sig lige foran hende.

Som om hun var det første menneske på den første dag, tænkte Anne, for den tanke fik hun altid ved synet af et barn på en strand (paradis, guldalder), undersøgte hun alting, og der var ikke noget, hun ækledes ved. Det glædede hende, at hun ikke kendte til væmmelse, ikke løb skrigende væk ved synet af en edderkop, men studerede alting nøje, en snegls klistrede bane, en død rotte, snoningerne i en hundelort. Nu stak hun sin lille spidse numse i vejret og samlede en vandmand fem gange så stor som sin egen hånd op. Nu holdt hun den i vejret, så de rigtig kunne se den fede gelé med den orange og lilla sol i midten, alle strålerne ud, nu prøvede hun at få den ned i glasset, det var slet ikke stort nok.

De skulle se den helt tæt på. »Den er vel nok fin«, sagde Julius. »Sidder du og leger, at du sidder og kigger på dit barn, der leger?«, spurgte Sara ham, og Anne skulle lige til at 10 12

32649 I familiens skød.p65

10

23-01-2007, 15:16

32649

sige »nej, nej«, men det var jo sagt, og nu hang hans mangel på familie i luften igen.

Han så vemodig ud, men så huskede han, hvordan man greb den slags an. Anne så, hvor venlig han var, hvor fuld af sødme, tænkte hun ligefrem. Han lagde sit tunge hoved på skrå og fortalte Sara, at hun var et vældig klogt barn, at hun havde meget fantasi, og måtte han ikke få lov at se, hvad hun havde i glasset. Sara rakte hende den tykke, boblede masse (som hun ikke kunne tillade sig at ækles ved, hun forsøgte at mærke den helt nøgternt som en slags tykt vand i sin hånd, men den var – helt nøgternt – meget klumpet) og løb af sted igen. Hun bevægede sig næsten udelukkende i løb, og var det dog ikke vidunderligt, at alting var så vigtigt og hastede så meget, at hun ikke kunne vente et halvt minut til med at vise Julius glasset.

Hun kunne ikke finde glasset, råbte hun. Anne pegede, Julius pegede; hvor, hvor, hvor. Lige foran hendes næse. En sky af tanglopper stod op fra en bræmme af tør tang, da hun trampede i den, »hør, hvor det knitrer«, og hun glemte alt om glasset og gav sig til at prøve at fange lopper. Hun kunne så meget med sine hænder, nu brugte hun tommelog pegefinger som pincet og fik fat i én, sandsynligvis uden at skade den det mindste. »Har du tid til at vaske for mig en sidste gang, inden jeg rejser?« »Det kan du tro, og hvis der er andet, du har brug for, må du sige til; hvis der er nogen, du gerne vil have, jeg inviterer til middagen i aften, så må du sige det«, sagde hun og forstod ikke, hvorfor hun sagde det. Hun havde allerede gjort mere end nok; og hun havde vist ham, hvordan vaske11 13

32649 I familiens skød.p65

11

23-01-2007, 15:16

maskinen fungerede. Det var den behagesyge, der talte ud af hende, hvordan skulle hun for øvrigt få fat i gæster med så kort varsel? Og var de ikke også nok allerede? Naseema og børnene kom også. »Tror du, tøjet kan være tørt til i morgen? Himlen ser mørk ud derovre, det er nok ved at være slut med det fine vejr«. »Du må ikke tage det med dig i morgen«.

Nej, hvor færgen livede fjorden op, med sin pløjen frem og tilbage. Og den havde en funktion, det var til at have med at gøre, i modsætning til den øresønderdøvende speedbåd, der netop nu flænsede vandet. Sara løftede hovedet og holdt sig for ørerne.

Det føltes, som om vandmanden løb ud mellem fingrene på hende, hun rettede på den og huskede en fuld grønlænder på en gade i København, han var gået omkuld på fortovet lige foran hende, og hun havde stablet ham på benene, han skulle da ikke bare ligge dér, selv slingren var værdigere end liggen, for det kunne vel ikke være et resultat af hendes ordenssans (en dag havde hun grebet sig selv i at rydde op efter de andre lånere på børneafdelingen på biblioteket), så gik han omkuld igen, det gentog sig et par gange, han lugtede intenst af røg og sprut, til sidst havde hun taget ham under armen og ført ham hen til en lygtepæl og lænet ham op ad den, snoet ham rundt om den. Hun var gået sin vej uden at kigge sig tilbage. Han var sandsynligvis lige så stille gledet ned ad den igen. »Men nu du spørger, så er der faktisk noget, du kan gøre; jeg siger det til dig, fordi jeg ved, du vil forstå det ...«.

Lidt borte havde en flok sportsudøvere kastet sig ud fra 12 14

32649 I familiens skød.p65

12

23-01-2007, 15:16

32649

skrænten og svævede på luftstrømmene, fastgjort til deres snurrende (lyden) plastickonstruktioner, en slags flade luftbåde, vinden fik dem til at blafre, sitre i kanterne, og den blafren gav hende lyst til at sejle med sejl, uden anden lyd end bølgerne mod stævnen, små hårde krapbølger, der ophidset sagde: vågn op, vågn op, eller lange, rullende og søvndyssende bølger, og så sejlets blafren; stirre mod en knaldblå himmel og mærke hastigheden ved at lade hånden slæbe gennem vandet, eller tværtimod lukke øjnene, fordi hun blev så døsig. De ganske enkelt lå i luften. Hvad var det, den sport hed?

Hun nikkede opmuntrende, hun havde lyst til at gå ned til strandkanten med vandmanden, de lilla-orange tråde inde i den lignede trævlerne i rabarbergrød (hun skulle tage og lave rabarbergrød en dag, rabarberne var kolossale i år), men så ville Sara begynde at tale til hende, og hun ville have afbrudt Julius. I morgen rejste han, hun skulle være en god værtinde, hun holdt af ham, og så ville der igen blive lidt mere plads til hende selv. »Jeg er lutter ører«, sagde hun.

Han vidste alligevel ikke, om han ville sige det. Det kunne så let misforstås, måske ville hun tro, at han lagde an på hende, men han vidste udmærket, hvor godt hun hang sammen med Lars. Men hun var stadig køn. Det var så tomt at være alene om alting, rejser, middagsselskaber, museer, spadsereture, tøjindkøb. Ikke at han ønskede, at nogen skulle købe hans tøj for ham, men hvorfor havde hun ikke spurgt, om hun måtte se hans nye tøj?

Nu gjorde han det. »Jeg ved, at du vil forstå det, fordi du er et lidenskabeligt 13 15

32649 I familiens skød.p65

13

23-01-2007, 15:16

menneske« – hun krympede sig, men det så han vist ikke – »kærlighed spiller en stor rolle i dit liv, det er tydeligt, og du er ikke, som folk er flest, så ja: Vil du ikke hjælpe mig med at finde en kone, nu håber jeg ikke, du synes, jeg ikke skulle have spurgt. I Amerika, for eksempel, er det så almindeligt, det ved du godt, og ikke spor pinligt, der inviterer man enlige sammen til middag, for at de skal møde hinanden. Jeg spørger alle mine venner om det, jeg har spurgt dem så mange gange, at de ikke kan holde ud, at jeg bliver ved. De siger: Find selv en, gå i byen, eller opsøg en af disse klubber, du ved. Bare tanken får det til at vende sig i mig.

Prøv nettet, siger de. Men jeg vil møde hende i kød og blod.

Jeg tror, det er en genvej – en, der kender mig, en, der kender hende, det må da være en genvej. Hvis du synes, jeg ikke skulle have spurgt, skal du bare glemme det igen. Der er så mange tiltrækkende kvinder til, jeg ser halvtreds om dagen. Der må da være en til mig. Der må da være en, jeg kan elske«. »Det var ikke så få!«, sagde hun og kiggede hen ad den tomme strand, der var kun Sara og lopperne, og måske var der kvinder blandt de svævende oppe i luften, men han havde selvfølgelig lige været i Hillerød, og han kunne have set mange fra bussen. Hun lagde vandmanden fra sig på en flad sten og tørrede hænderne i kjolen. »Jeg kender kun én, jeg kunne invitere, hun hedder Else og er på min alder, ellers er alle vores venner par eller homoseksuelle eller homoseksuelle par, men hun er noget neurotisk og hypokondrisk, hun har været alene i mange år.

Altså, ikke at man bliver mindre neurotisk af at være i en familie«, skyndte hun sig at tilføje.

14 16

32649 I familiens skød.p65

14

23-01-2007, 15:16

32649

To så store egoer sammen, hun så Else og Julius omgivet af et hof af parterapeuter, hun så dem tildele hinanden taletid, den tavse med et stopur i hånden. Hun kunne ikke lade være at tænke på, om hun selv var en af de halvtreds daglige. »Der er ikke megen Kirsten Giftekniv over mig«, sagde hun undskyldende, »jeg har næsten altid svært ved at forstå, hvad der får nogen til at vælge hinanden«.

Hun forsøgte at huske, hvorfor hun havde ønsket at se Lars igen efter deres første møde, måske var det simpelthen, fordi han var så tiltrækkende (og hvad sagde det ord overhovedet); dengang vidste hun ikke, at han også var blid, i hvert fald over for hende, og at de kunne lide de samme ting. Men det var derfor, hun havde beholdt ham. Hun huskede bedst den fornemmelse af død (forspildthed, mathed i lemmerne, umuligheden af at gøre andet end at ligge sammenkrøbet på sofaen og stirre ud i luften), der hvilede over tanken om ikke at få ham. »Glem det«, sagde han. »Jeg vil meget gerne ringe«. »Glem det«, sagde han.

Han skulle ikke have sagt det. Han havde troet, at en kvinde som hun havde en hel hær af ugifte og psykisk stabile veninder.

Ligesom en bi, der længe har summet koncentreret om en og slet ikke været til at ryste af sig, men som et vindstød pludselig får til at skifte retning, fik Sara øje på sit fulde glas og glemte tanglopperne og greb glasset og kom løbende og befriede dem.

De bøjede sig alle tre over glasset, og dér inde i syltetøjs15 17

32649 I familiens skød.p65

15

23-01-2007, 15:16

glasset lå der en blåmusling, og på den sad der tre små hvide runde former på række. »Det er rurerne!« Rurerne åbnede munden og spyttede en tredelt tunge ud. Det vil sige: En stregformet mund gled op og blev et rundt hul, ud kom rankefoden, og ind blev den igen trukket.

Inde i den slørede verden sad en lille forsamling og sagde den samme replik i kor, insisterende, utrætteligt og meget rytmisk (mærkede Poesien sig).

Eller det minder måske snarere om disse plasticænder, der roterende på en flade åbner og lukker munden, og som børn skal få krogen i gabet på (svarede Prosaen).

Rurerne åbner øh fortæringsorganet, udspyer rankefoden og hvirvler usynlige småorganismer i vandet til sig (sagde Naturvidenskaben).

Alt det nåede Julius at tænke, inden Sara åbnede munden og sagde: »De gør det kun, når vandet er helt frisk«. »Så må du sørge for at skifte vand hver dag«. »Muslingen er levende!« »Så må du sætte den ud i aften, du ved, hvor hurtigt muslinger rådner«. »Se, færgen!« Færgen sejlede ikke længere fremad, den sejlede rundt og rundt, i en slags stødvise spring, som en karrusel midt ude på fjorden. De kunne tydeligt høre nogen le derude. »Hvor er de heldige, de får sådan en tur«. »Det sker, når færgeføreren keder sig«.

De gik hjemad, Saras og Julius’ tempo passede fint sammen, Sara fik hele tiden øje på en blomst, hun måtte plukke, 16 18

32649 I familiens skød.p65

16

23-01-2007, 15:16

32649

hun småsludrede med sig selv, om den var til blomsterpressen, om den skulle i vand, og så kunne Julius standse og få vejret så længe. Han kaldte det astma. Hver gang, Sara ville plukke en blomst, overtog Julius glasset. Rurerne bevægede sig stadig. Han måtte holde glasset helt stille et øjeblik og lade vandet falde til ro, før han kunne få øje på den fine bevægelse fra rankeføddernes sammentrækning. Det lignede fiskere, der uden tøven kastede deres net ud og trak det ind igen.

Færgen lagde til, og i spidsen for alle bilerne (Julius og Sara talte syv) rullede en mand fra borde på sin plænetraktor. »Han bruger den som køretøj!«, udbrød Julius.

Han var vist en drukken general, han havde fødderne hvilende på en kasse øl, det gjorde, at hans knæ kom i karambolage med rattet, og han slingrede. En kvinde med en dreng i klapvogn sprang op fra en bænk nær færgelejet og råbte op om, at det sgu’ var på tide, og allerede inden han rigtig var standset, havde hans noget yngre drukveninde hevet ølkassen af. De satte sig på bænken nær færgelejet, plænetraktoren stod sjusket parkeret, kvinden havde lagt fødderne op på ølkassen, drengen stred for at komme op af klapvognen, men måtte ikke og blev temmelig hårdhændet skubbet tilbage igen. Anne blev ked af det. Han ville gerne ned og rode i vandkanten. Selvfølgelig ville han det.

Klokken var elleve, de to på bænken havde en mission: Kassen skulle tømmes. Hun glemte glasset i Julius hånd og trak i hans ærme og pegede på drengen: »Er det ikke langt ude?«, spurgte hun. »Pas på«, Julius reddede glasset med den anden hånd, 17 19

32649 I familiens skød.p65

17

23-01-2007, 15:16

bevægelsen hvirvlede sand op og gjorde vandet uklart. Han standsede for at finde rurerne. »Hvorfor skal han sidde dér?« Hun fik den tanke, at de kunne tilbyde at passe drengen og tage ham med hjem og slippe ham løs i haven, men kvinden gav sig til at nidstirre hende, og hun bøjede hovedet.

»Kroner og ører«, lød det velsagtens i Lars Hede, »kroner og ører« og »hvor skal pengene komme fra?«, selvfølgelig var han alt for pæn til at sige det højt, men man kunne se det på ham, og Julius vidste godt, at nogle af hans forslag var urealisable, men nogen måtte give dem inspiration og befordre lidt nytænkning, hvorfor var han ellers blevet inviteret herop, det skulle da lige være, fordi det gav dem prestige, at han ferierede hos dem. Men hvis han skulle være meget ærlig, og det skulle han vel, så var hans gyldne dage ved at være ovre, han forgyldte ikke længere nogen ved sin blotte tilstedeværelse; og gyldne håndtryk blev det ikke til i hans branche, højst en gylden finger.

Lars baksede med liggestolene ude på græsplænen, han forstod ikke, at Julius ikke påtog sig at slå sin egen ud. Eller det forstod han godt, for Julius var vant til, at han ordnede alt for ham, check af research, opringninger af enhver art, opgaver, som en hvilken som helst studentermedhjælper eller sekretær lige så godt kunne have klaret, men som han personligt tog sig af for hver eneste af sine forfattere for at pleje forholdet og få ham eller hende til at føle sig tryg og 18 20

32649 I familiens skød.p65

18

23-01-2007, 15:16

32649