Format: 143x220mm + 5mm til ombukning Flap: 220x90mm 3mm til beskæring
ryg bredde: 29,5 mm
mat kachering
Jens Høvsgaard er undersøgende journalist.
Første bind i krimitrilogi om den desillusionerede reporter fra ekstra Bladet, John Hilling.
Han har arbejdet med tv siden 1991, og har tidligere været ansat på nordisk Film og Tv, Kanal2 og Tvdanmark. Han har leveret indslag og dokumentarprogrammer til en lang række europæiske tv-stationer samt til Cnn World report. I 2006 blev han nomineret til Cavlingprisen for en artikelserie om kvindehandel, og i 2007 udgav han den anmelderroste dokumentarbog solgt til sex, en rystende under cover-reportage fra det internationale prostitutionsmiljø.
ved mødet med den italienske fotograf Carla oplever John for første gang en kærlighed og et menneske, han tør tro på. Under en reportagerejse til de irakiske flygtningelejre i syrien forsvinder Carla under mystiske omstændigheder, og Johns verden styrter i grus. en aften i København ser han, at en udenlandsk prostitueret bliver afstraffet af sin alfons. Han blander sig, bliver slået ned, men bliver hjulpet af en tilsyneladende hjemløs Hus Forbi-sælger. Han er tidligere soldat og har gennem længere tid holdt det københavnske prostitutionsmiljø under observation. den hjemløse fortæller John, at han er overbevist om, at en af kvindens bagmænd er tidligere tolk for de danske styrker i Irak. det umage par finder sammen om at afdække det betændte prostitutionsmiljø på vesterbro, og begges liv bringes i fare, da de bevæger sig ind i en underverden kontrolleret af rockere, tidligere udstationerede soldater, udenlandske gangstere, pæne forretningsmænd og korrupte politifolk. Begivenhederne bringer John Hilling til både Mellemøsten, asissi, Paris og rom.
ISBN 978-87-638-1023-4
design: anne Kragelund Omslagsfoto © Plainpicture Bagsidefoto: portræt af Jens Høvsgaard © anders Hviid
9 788763 810234
KrIMInalrOMan | rOsInanTe
78384_om_doede prinsesser.indd 1
4/15/09 8:58:45 Pm
prolog Deres stemmer blev tydeligere. De måtte være lige i nærheden. Hun forsøgte at rejse sig, sank sammen igen og bed smerterne i sig. Det dunkede i knæet. Hun havde ramt en sten, da hun faldt. Hun kravlede væk fra stien, ind mellem buskene, ind i krattet. Hun trykkede sig mod skovbunden og holdt vejret. Mændene grinede, da de gik forbi. Aldrig før i sit sekstenårige liv havde hun været så bange. Hun græd, da hun hørte de andre pigers skrig. Da mændene i kampuniformerne kom tilbage og fandt hende bag busken, tryglede hun dem om at lade hende være. De grinede og klemte hende på brysterne. Hun skreg om hjælp, da de bar hende hen til den åbne plads foran huset, og hun skreg, så hun var ved at besvime, da de bandt hendes arme og ben fast til de fire pæle, de havde hamret ned i jorden. Hun kaldte på sin far, da de flåede tøjet af hende, og hun råbte på sin mor igen og igen, da de mange mænd voldtog hende. Da det hele var overstået, havde hun mistet evnen til at skrige. De havde ikke længere uniformer på, men de grinede stadig. En kvinde gav dem dåseøl fra en stor balje fyldt med is. De skålede og dunkede hinanden i ryggen, men blev stille og lyttede opmærksomt, da manden i den sorte habit stillede sig op på en træstub og bad om et øjebliks ro. »Vi bliver afhentet om et kvarter. Når vi ankommer til Hotel Hilton i lufthavnen, vil der være en pause i programmet på cirka en times tid, så alle har mulighed for at få et bad og blive klædt om
7
før middagen. For de af jer, der skal videre med fly i morgen tidlig, har vi arrangeret bagageafhentning, og til jer andre, skal jeg gøre opmærksom på, at der er check-out klokken tolv. Jeg håber, at I alle har været tilfredse med dagens arrangement. Jeg ser frem til at modtage jer igen en anden gang. Skål og fortsat god event.« Mændene hujede og klappede med dåseøl i hænderne. En enkelt af dem så hen mod hende, men vendte sig bort, da deres blikke mødtes. Han fik en ny øl og skålede med manden i den sorte habit. De grinede begge to, da arrangøren sagde det eneste ord, hun forstod: »Luder – hun er ikke andet end en luder.«
8
1. kapitel Han havde dårlig ånde. Det var det sidste, jeg nåede at bemærke. Så nikkede han mig en skalle, og jeg gik ud som et lys. Da jeg kom til mig selv, lå jeg og rodede rundt på fortovet. En Hus Forbi-fyr var i gang med at give mig førstehjælp. Jeg havde spist middag med en tidligere kollega på thai-restauranten Nam Thip i Viktoriagade. Da vi skulle gå, havde min kollega tilbudt, at jeg kunne køre med i hendes taxi. Jeg havde sagt nej tak. Hun skulle til Vanløse, jeg selv bor først på Amager. Der var ingen grund til at køre den omvej. Især ikke, da jeg netop havde fundet ud af, at der var blevet bygget en gangbro over havneløbet mellem Kalveboden og Islands Brygge. Jeg ville rent faktisk nyde gåturen, det var en lys og lun forårsaften. Hun havde forsøgt at overtale mig og understreget, at jeg ikke skulle bekymre mig om prisen. Hun havde et helt hæfte med taxiboner, men det var sikkert også de sidste, hun fik. Bogholderiet var begyndt at forlange udførlig dokumentation for hver eneste bon, og desværre havde min tidligere kollega det med at blive fristet, når hun skulle hjem fra et privat arrangement i byen. Vi tog afsked foran taxien. Mellem kindkyssene lovede vi hinanden, at vi snart måtte gøre aftenen om. Det var for sjældent, vi var sammen. Tidligere havde vi set meget mere til hinanden. Jeg vinkede farvel, indtil jeg ikke længere kunne se taxien. Så knappede jeg den midterste knap i min jakke og begyndte stille og roligt at spadserede ned ad Viktoriagade i retning mod Halmtorvet.
9
Der var fyldt godt op på cafeernes fortovsrestauranter. De kraftige varmeblæsere og de små tæpper med Schweppes-logo, som mange af kvinderne havde viklet rundt om underkroppen som et badehåndklæde efter en svømmetur forlængede gæsternes forårsfornemmelser og sikrede restauratørerne et ekstra salg af store glas med cafe latte og øl fra danske mikrobryggerier. Sutterne havde hverken lyst til trappistøl eller til at betale halvtreds kroner for en fadbamse fra Carlsberg. De hang ud i spredte flokke på bænke og trappesten og holdt branderten ved lige med discountbajere. Med jævne mellemrum trak de flaskerne frem fra nussede plastikposer eller dybe inderlommer. De løftede dem mod forbipasserende mænd og ægtepar og forhørte sig, om de mon kunne undvære en skilling til en kop kaffe. Når en af de unge cafe-kvinder spankulerede forbi på høje hæle, piftede de eller sagde god røv, søster. Jeg overvejede, om jeg selv skulle slutte aftenen af med en øl på en af cafeerne, men jeg nåede ikke at beslutte mig. Det var manden i den sorte Audi, der afgjorde, hvordan resten af min aften skulle forløbe. Med hvinende bremser kørte han op foran en ung kvinde. Hun gik frem og tilbage foran SuperBrugsens indgang. Langsomme og afmålte skridt. Fem til højre i retning mod Hovedbanegården. Fem til venstre i retning mod Skelbækgade. Når halvdelen af de to gange fem skridt var tilbagelagt, stoppede hun op. Så sig et kort øjeblik omkring, drejede rundt og gik tilbage. Hun fik ofte selskab, tiltrak mænd som en lort tiltrækker fluer. Oppe på siden af hende satte de tempoet ned, fandt hendes og spurgte henkastet for at undgå, at andre skulle bemærke interessen. Gik langsomt ved hendes side, så ned i fortovet og satte igen farten op, når hun med et ryst på hovedet afviste dem. Fra det modsatte fortov kunne jeg se Audi-manden hamre et boksestød ind i hendes mellemgulv. Han var klædt i en elegant, lysegrå habit og sort skjorte. Hun knækkede sammen. Han fulgte
10
op med en uppercut. Direkte på hagespidsen. Hendes ben slap jorden. Hun faldt. Bagover. Ramte fliserne med nakken. Jeg løb over gaden. Han læssede hende ind i bilen. Jeg kunne se, hun krympede sig sammen på bagsædet. Hun kiggede skræmt på mig. Jeg råbte til manden, at han skulle stoppe. »We don’t need your fucking help, fuck off.« Han trak mig væk fra bilen. Holdt fast i min krave og stak sit ansigt helt op i mit. Sekundet efter kom skallen, og alt blev sort. »Har du en telefon, så jeg kan ringe efter en ambulance?« Hus Forbi-manden klappede på mine jakkelommer for at undersøge, om der var en mobiltelefon. Det var ikke første gang, jeg mødte ham, men indtil nu havde det været under andre omstændigheder og på et andet sted. Hver eneste formiddag, når jeg havde købt ind i Kvickly på Englandsvej, stod han og ventede på mig. Han vidste, at jeg ville komme, og jeg vidste, at han ville stå der. Jeg vidste også, at jeg lige så godt kunne have en tyver parat. Jeg ville ikke slippe forbi ham, hvis ikke den skiftede ejermand. Det var, som om vi havde indgået en aftale, og jeg var sikker på, at hvis jeg brød aftalen, så ville han blive sur. På en måde irriterede det mig, men alligevel resignerede jeg hver formiddag og dumpede tyveren ned i hans 7-Eleven-bæger uden at sige noget. Det gjorde jeg aldrig. Den eneste, der kommenterede vores transaktion, var ham. Han takkede overstrømmende og ønskede den gode herre en fortsat god dag. Det havde nu stået på i over et halvt år. I begyndelsen havde jeg forsøgt at forklare, at jeg allerede dagen før havde købt hans avis. Jeg var ikke interesseret i endnu et eksemplar med referater fra en international fodboldturnering for gadens folk. Jeg havde læst, at det danske hold havde haft store forventninger til den netop overståede slutrunde, og jeg vidste, at hjemløselandsholdets drømme om dansk overherredømme på det grønne græstæppe var punk-
11
teret som en plastikbold i et tjørnekrat. Det var dagsformen, der havde været problemet. Ingen tvivl om, at det danske hold spiller for spiller havde mere boldforståelse og bedre teknik end de andre, men kollektivet havde ikke fungeret optimalt. De udenlandske modstandere havde haft bedre forberedelsesmuligheder og flere kampe i benene. Nu gav han mig kun et eksemplar af Hus Forbi, når der var et nyt nummer på gaden. I begyndelsen havde han ellers insisteret på, at jeg skulle tage imod et blad, når jeg havde sluppet min tyver. Han vidste, at jeg ville give ham det tilbage, så han kunne sælge det videre til en anden og score en dobbeltfortjeneste, men som dagene og ugerne gik, havde vi rationaliseret forretningsgangen. Nu handlede det udelukkende om en direkte pengeoverførsel fra mig til ham uden nogen form for modydelse fra hans side. »Er du svimmel. Tror du, du kan støtte på benene?« Han undersøgte mit hoved og min nakke for mulige skader. Af en hjemløs avissælger at være virkede han overraskende kompetent. »Der er ikke nogen buler, men du kan alligevel godt have fået en hjernerystelse. Har du kvalme?« »Du lyder, som om du har forstand på det. Læste du medicin, inden du skiftede over i bladbranchen?« »Fuck dig!« »Det var ikke sådan ment.« »Så glem det!« »Det er pænt af dig at hjælpe.« »Det er i orden. Jeg er vant til det.« »Har du lært førstehjælp?« »Du kan bande på, jeg har lært førstehjælp. Langt mere end du drømmer om.« Han havde fået mig vendt om. Jeg lå i natostilling. Han tog fat om mit baghoved. Med lette fingertryk undersøgte han, om der
12
var brud. »Gør det ondt, når jeg trykker her?« Han spurgte, hver gang han flyttede hånden. »Jeg tror, jeg har det fint. Giv mig lige en hånd, så jeg kan komme op.« Jeg rakte ud efter ham. Han tog et fast greb om min fremstrakte hånd. Jeg bemærkede, at både hans negle og hænder var usædvanligt rene og velplejede. De levede overhovedet ikke op til min forestilling om, hvordan en hjemløs avissælgers hænder og negle burde se ud. Jeg rejste mig for hurtigt. Blodet forlod mit hoved. Jeg greb ud efter hans frie arm, fik ikke fat i den, mistede balancen, og endte igen med røven i flisebelægningen. »Var det noget med en kop kaffe?« Han bukkede sig for at få mig på højkant igen.
13