Page 1


Mig og min papfamilie Store flyttedag


Af samme forfatter Min mor, mit muldyr (2002) R책berim for r책behoveder (2004) Min, min, min (2004) Hr. Hare og kagen (2008) Mig og min papfamilie (2011)


Anja Hitz

Mig og min papfamilie Store flyttedag

Høst & Søn


Mig og min papfamilie. Store flyttedag © Anja Hitz (tekst), Kirsten Raagaard (tegninger) og Høst & Søn / rosinante&co, København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Grafisk tilrettelægning: Jette Aagaard Enghusen Omslagstegning: Kirsten Raagaard Omslagsdesign: Jette Aagaard Enghusen Sat med Quadraat og trykt hos Livonia Print, Letland ISBN: 978-87-638-2298-5 Printed in Latvia 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Stella, Josefine og Kristiane

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Indhold: 1. Forhistorie .......6 2. En stor nyhed .......8 3. Mere end pap .......16 4. Operation Find Faren .......21 5. På sporet af en far .......26 6. Tilbage til naturen .......36 7. Man skal passe sine veninder .......53 8. Store flyttedag .......62 9. Menneskets bedste ven .......68 1o. En hund til Guinness Rekordbog .......79 11. Familieudflugt .......85 12. Familieforøgelse .......92 13. Alene, ensom & forladt .......95 14. Kunsten at være papstoresøster .......102 15. Første skoledag .......112 16. Seks uger senere … .......119


Forhistorie Først var jeg skilsmissebarn, og det gik helt fint. En uge hos far og så en uge hos mor. Mit liv var roligt, ingen store overraskelser, ingen store konflikter. Så fik min mor en kæreste. Helt uventet og ud af det blå. Altså, forældre får jo kærester før eller siden, det har jeg set nok til at vide – men min mor faldt for en enlig far til fem! Fem børn i alle aldre, og kun en enkelt af dem var pige. Næsten pige. Renée har ikke bare et drengenavn, hun opfører sig også tit som en dreng, og når hun gemmer sit smukke lange hår under en eller anden gammel kasket, så kan hun også gå for at være en dreng. Dengang i svømmehallen hvor hun badede i nogle aflagte drengeshorts, troede selv Caroline at hun var en dreng. Caroline er den pige fra klassen jeg har det dårligst med. To ord fra Caroline og det værste kommer op i mig. Også selvom jeg burde tænke pæne tanker om hende – hendes forældre er trods alt lige blevet skilt, og hendes mor er flyttet til Spanien med sin nye kæreste. Så Caroline har det ikke nemt. Til gengæld køber hendes fars nye kæreste enormt dyre gaver til hende. Man skal passe på hvad man ønsker sig, har jeg lært – man kan risikere at det går i opfyldelse. Så jeg arbejder på at være meget præcis med mine ønsker. Jeg har altid ønsket mig søskende – en eller to – fem havde jeg slet ikke forestillet mig var en mulighed. Og nu var det måske endda seks! Min far var nemlig blevet måske-kæreste med Bitten som havde fået en lille pige og ikke svarede når vi spurgte hvem den rigtige far var. Min far

6


svarede heller ikke når jeg spurgte ham om han var kæreste med Bitten. Han sagde bare: «Skal man virkelig sætte mærkat på alting?« Det var ikke til at finde ud af for nogen af os. Jeg var forvirret.


En stor nyhed »Jeg ønsker mig … Jeg ønsker mig … Nej, jeg tror ikke at jeg ønsker mig at vi flytter sammen,« sagde jeg. Renée og jeg lå i hængekøjerne i træhytten. Det var en af de første dage i sommerferien. »Jeg har hørt at ønskefeen ikke forstår når man siger ordet ikke,« sagde Renée. »Så det du lige sagde, betyder at du ønsker dig at vi flytter sammen.« »Åhh, altså. Jeg ønsker mig … at alting bare kan være lisom nu. Vi kommer på besøg hos jer og sover her i weekenden. Resten af ugen slapper vi af hjemme i lejligheden. Og hvor sku vi også bo? Vores lejlighed er for lille til to voksne og seks børn, og der er jo heller ikke værelser nok her.« Renée trak på skuldrene. »Så hvis her var flere værelser, så ville det være i orden?« »Nej, det var IKKE det jeg sagde.« »Du sagde ikke igen.« Nogen gungrede på noget der larmede fælt i haven under os. »UNGER, så er der husmøde!« kaldte Frank. Jeg tittede ud over bræddekanten. Morris der var fem år, klaskede et grydelåg mod alt hvad han kom i nærheden af. Muren, fliserne, grillen. Frank og min mor stod med hinanden i hånden på terrassen. De så helt afsindig glade ud. Ivrige på en eller anden måde. Så fik min mor nok og vristede grydelåget ud af hånden på Morris. »Vi har en vigtig nyhed.«

8


Frank talte. Min mor kiggede forelsket på ham og gav hans hånd et klem. Så kiggede hun på mig og holdt mit blik. Hvad nu? Vi sad alle otte om spisebordet. Sixten der var femten år og det ældste barn, var godt nok i færd med at sms'e, sikkert til nogle piger. Max på tretten kiggede fraværende ud ad vinduet. Måske var han ved at gennemgå nogle tårnspring i hovedet. Elias der var elleve ligesom Renée og jeg, sad med en bog opslået lige under bordkanten. Troede han ikke vi kunne se at han læste? Renée trommede en rytme med to pegefingre på bordet, og Morris stod ved siden af sin stol helt opslugt af at grave guld. »Puds næse i stedet for,« sagde min mor og stak ham et papirlommetørklæde. »Som sagt, så har vi noget vigtigt at fortælle jer.« Frank holdt endnu en pause, det lignede ham ikke. »Vi …« »Kom nu til sagen,« sagde Elias. Selvfølgelig lyttede han. Han var den der syntes mindst om at mor og jeg overhovedet befandt os i huset. Han og jeg havde fået det bedre sammen siden vi arrangerede den ballonflyvning, men der var stadig langt fra bedre til godt. »Okay. Vi flytter sammen!« »Vi flytter sammen!« gentog min mor med et lille hvin og kiggede igen først indgående på mig og så rundt på de andre omkring bordet. »Yeaj,« sagde Max. Han var den eneste af drengene der så ud som om nyheden oprigtigt glædede ham. »Hva sir I, unger?« spurgte Frank med sprudlen i stemmen. »Er det ikke fedt?« »Cool nok,« sagde Sixten, »må man gå nu?«

9


»Jeg synes det er fedt,« sagde Renée højt og hviskede så til mig: »Og det er da også præcis det du har ønsket dig af ønskefeen.« »Det er da præcis det jeg ikke ønskede mig,« hviskede jeg tilbage. »Mmm, fordi du brugte ordet ikke er det så sket alligevel.« Elias skubbede sin stol hårdt tilbage, den væltede, og han forlod rummet og smækkede døren efter sig. Min mor rejste sig. »Lad ham gå,« sagde Frank og trak hende ned at sidde igen. »Han skal lige ha lidt tid.« »Vi kan jo ikke engang være her,« udbrød jeg. »Jeg skal altså have mit eget værelse, det har jeg altid haft.« »ALLE får deres eget værelse,« svarede Frank. »Får jeg også mit eget?« spurgte Renée. »Ja, også dig, min skat.« »Men HVOR?« spurgte jeg med lidt hårdere stemme end jeg egentlig ville. »På loftet, såmænd,« svarede han. »På LOFTET??? Mor, det gør jeg altså ikke. Så må du flytte herhen uden mig. Jeg hader det loft.« »Rolig, sødefjæs,« sagde Frank. »Der kommer til at ske en masse med det loft før I flytter herhen.« Og så tegnede og fortalte han. Loftet skulle sættes i stand, der ville blive to værelser deroppe, et til mig og et til Renée. »Kommer der en rigtig trappe derop? Den er altså uhyggelig den stige der er der nu,« sagde jeg. »Der kommer en rigtig trappe, rigtige tagvinduer og rigtige knirke-fri gulvbrædder.« Det var alt sammen noget jeg skulle se før jeg kunne tro på det. Det loft var bare det uhyggeligste jeg nogensinde havde set.

10


Næste morgen stod der en stor tom container på vejen uden for huset. Vi blev alle sammen beordret i noget gammelt tøj, og så skulle loftet ryddes. Frank og de fem rumsterede oppe på loftet – det skulle forestille at de sorterede alt deres gamle ragelse. Mor og jeg stod neden for trappestigen og tog imod det der skulle direkte i containeren. »Uh, hvor blir det godt at komme i bund!« sagde mor og tog smilende imod endnu en sort affaldssæk. Vi stod i en sky af urgammelt støv. Min mor har rengøringsvanvid, så på sin egen sære vis gav det hende optur at komme i kontakt med så meget snavs. For mig handlede det mest om at få fjernet alle de bunker af ting som forhindrede lyset i at nå ud i alle kroge. Det løb mig koldt ned ad ryggen at tænke på hvor forskrækket de andre havde gjort mig oppe på det loft. To vrede stemmer nåede os oppefra. »Den skal i hvert fald ikke ud ... Gi mig den!« »Nej, gu vil jeg ej … Slip så ...« Så bumlede nogen rundt. I næste øjeblik blev noget kastet ned gennem lemmen. Jeg nåede lige akkurat at flytte mig, så det kun ramte mig på skulderen. Det var en tung pude, og den lugtede grimt. Puden blev efterfulgt af Elias som mosede ned ad trappestigen. »Hvad sker der, Eli?« spurgte mor og rørte ved hans arm. Han trak den til sig som om hendes berøring gav ham stød. »Det er Odins,« mumlede han, og greb puden ved det ene hjørne for så at trække den ind på sit og Renées værelse. Endnu en gang smækkede en dør efter ham. »Odins?« Mor kiggede undrende på mig. »Bor de nordiske guder oppe på vores loft?« Max' hoved kom til syne i åbningen over os. »Odin var vores

11


gamle hund. Den døde om sommeren før mor døde. Vi måtte ikke få en ny hund fordi hun var så syg.« Franks hoved dukkede op ved siden af Max'. »Vi fortsætter.« »Er der ikke en af os der skal gå ind til ham?« spurgte mor. Frank rystede på hovedet. »Vi gir ham lidt tid. Desuden har vi et stykke arbejde her der skal være færdigt.« »Det der med at gi ham tid, synes jeg du sir hver gang han går og smækker med døren …« Max begyndte sin tur ned ad stigen. »Nå, men, god arbejdslyst!« Han smilede mod mig. »Hvor tror du lisom du skal hen?« spurgte Frank. »Jeg tror lisom jeg skal over i hallen. Tårnspring begynder om 20 minutter.« Frank slog sig for panden. »Nå, det havde jeg svedt ud. Det tynder lidt ud i rækkerne, synes jeg.« »Så er det godt vi to hernede har bøfferne i orden,« sagde mor og mærkede på mine tynde overarme. »Sixten er forhåbentlig også en god hjælp,« svarede Frank. »Ellers sender I ham bare herop.« »Han er da allerede oppe hos jer,« sagde mor. »Hernede har han ikke været.« »SIXTEN,« brølede Frank, og vi kunne høre ham skridte over loftet. »Nu går jeg ned og finder os en forfriskning,« sagde mor med et suk. Jeg kunne ikke lade være med at kravle op og følge med i det næste der skete. Frank fandt Sixten sovende på en madras i det allermørkeste hjørne. Han var ikke til at vække selvom Frank stillede sig op på madrassen og hoppede så den bølgede op og ned. Renée og jeg forsøgte at kilde Sixten vågen, men han vred

13


sig bare lidt i søvne og trak det gamle tæppe tættere omkring sig. »Jeg ka tisse ham i hovedet,« foreslog Morris og begyndte at lyne sine bukser ned. »Nej, så stopper vi og lader ham sove,« sagde Frank og trak Morris væk fra madrassen. Nu var vi to voksne, to piger og en forvokset baby tilbage på arbejdsholdet. Vi lignede næsten en helt almindelig familie som vi sad der rundt om bordet i stuen og holdt pause. »Så følger vi plan B,« sagde Frank og satte den kolde flaske for munden. »Og det er?« spurgte Renée. »Ingen sortering, bare ud med hele lortet.« »Lige efter mit hjerte,« sagde mor, »men er du sikker på at der ikke er mere der har affektionsværdi?« »Det har Elias allerede taget til sig,« blinkede Frank. »Men hvad vil han dog med den gamle ulækre hundepude?« spurgte mor. »Han ønsker sig ikke engang en ny hund,« sagde Renée. »Han ønsker sig ikke en ny hund,« gentog jeg og tænkte på hvad der sker når man ikke ønsker sig noget. »Som hans far ved jeg at Elias ville blive lykkelig for en ny hund. Vi skal bare finde det rigtige tidspunkt.« »Hov, hov,« sagde mor, »fra nu af er vi jo faktisk to om at bestemme den slags.« »Hvis drengen ønsker sig en hund, så …« »Nej, Frank … nej … jeg under Elias alt muligt godt, men du kan ikke sidde der og nærmest love ham en hund når du og jeg ikke har snakket om det først.« »Hvad har du imod hund?«

14


»Det her handler ikke om hund, det er helt principielt.« Og bla bla bla … Jeg lukkede ørerne, og jeg kunne fornemme at Renée gjorde det samme. Jeg vidste at det i allerhøjeste grad handlede om hund. Jeg havde aldrig haft et kæledyr, for mor kunne ikke lide dyr i huset. De svinede, de lugtede, og de var ikke til at kontrollere, mente hun. Heller ikke dem i bur. »Jeg synes det er ganske fint at børnene ser at vi også kan være uenige,« var det sidste jeg hørte mor sige før Renée og jeg daskede ud i haven og fandt vores pladser i hængekøjerne. En halv time senere kunne vi se det støve op af ovenlysvinduet i taget. De var gået i gang igen. Vi besluttede at tage en tørn til. Det var trods alt os der skulle have værelser deroppe.


Mere end pap Et par dage senere var den fyldte container væk, og i stedet stod der paller med byggematerialer på vejen uden for huset. To af Franks bedste venner rykkede ind med deres værktøj og en enorm ghettoblaster. Jeg rykkede hen til far. Hvorfor skulle Renée aldrig rykke nogen steder? Det var uretfærdigt. På en måde var jeg glad for at komme væk fra al den hamren og banken. På en måde var det som at skulle gå lige midt i en fest. Hjem til al for meget stilhed. Far og jeg boede alene. Helt alene. Han var begyndt at se meget til Renées faster Bitten inden hun fødte sin lille pige, men jeg kunne simpelthen ikke få ham til at indrømme at de var kærester. Så måske var de ikke. Far var med til fødslen. Det så ud som om det skete ved en tilfældighed, men det var der så meget der gjorde den dag. Som at far og jeg endte sammen med de andre i den ballonkurv. Mor gennemskuede selvfølgelig vores set-up, men hun blev ikke sur over det. Det var den bedste dag i mit liv. Bedre end min fødselsdag og juleaften. Dagen efter var vi alle sammen på hospitalet for at se den nyfødte baby. Da vi kom stod far med hende i armene. Han så nærmest stolt ud da han rakte hende frem imod os og sagde. »Mød baby Iggi.« Rummet fyldtes med »Nååå« og »Hvor er hun kær«. »Miss Piggy,« hviskede Max fjoget til Elias. »Er Iggi egentlig et pigenavn?« spurgte mor som for at overdøve dem.

16


»Hvem ved?« svarede Bitten og kyssede sin baby på hovedet. Bitten var slet ikke sig selv. Jeg har aldrig oplevet hende så stille. Hverken før eller siden. Iggi var den dejligste lille baby. Allerede så buttet at det så ud som om nogen havde spændt elastikker om hendes arme og ben. Øjnene var mørkeblå, og hun havde meget svært ved at holde dem åbne. Jeg prikkede Renée i siden. »Hun er jo helt lyserød!« hviskede jeg. »Det forstår jeg ikke?« sagde Renée så højt at de voksne kunne høre det. De så alle sammen spørgende på hende. »Sku hun ikke være lysebrun?« »Ja, altså, er faren ikke fra Afrika?« fortsatte jeg. Alle kiggede på Bitten, men hun rakte bare ud efter Iggi og sagde: »Du ville være yndig i hvilken som helst farve.« »Jeg kan nu forestille mig et par farver der ville være uheldige,« sagde Sixten tørt. »Lyslilla,« foreslog Max. »Sølv,« sagde Elias. »Hvis den var blå, så ville den ligne en SNØLF,« udbrød Morris alvorligt. Vi kom sådan til at grine, for hun lignede faktisk en smølf med den lille hvide hue hun havde på. Det ærgrede mig at Renée fik lov til at holde Iggi først. Bare fordi Bitten er hendes faster. Var jeg ikke lige så meget i familie med Iggi måske? Min mor var kæreste med Iggis morbror, og min far havde været med til fødslen. »Hvad er jeg så til Iggi?« spurgte jeg min mor senere på dagen. »Ret beset er du vel ikke noget,« svarede hun henkastet.

17


»Hvad er Renée?« »Hun er kusine.« »Så er jeg vel papkusine.« Min mor tænkte lidt: »Ja, det kan man vel godt kalde det.« Det irriterede mig at Renée var rigtig, og jeg bare var pap. Når vi flyttede sammen ville Renée og jeg blive papsøstre, men det var i orden. Den ene var ikke mere end den anden. En idé foldede sig ud i mit hoved. Hvad nu hvis … Bitten og min far blev rigtige kærester og flyttede sammen. Så ville baby Iggi blive min papsøster, mens Renée aldrig – aldrig - kunne få hende som papsøster. Renée kunne beholde sin kusinetitel for sig selv, jeg ville få titel af både papkusine og papsøster – de to gange pap syntes jeg langt overgik den ene gang almindelig kusine. Så var det afgjort: Nu måtte far meget gerne blive kæreste med Bitten, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Selvom jeg fra starten havde syntes at Bitten var alt for larmende og alt for farverig til min far, så kunne kun hun gøre mig til Iggis papsøster. Jeg havde ikke været hos min far i mange minutter før jeg var nødt til at spørge ham. »Du ville sige til mig hvis I var kærester, ik?« Far gik frem og tilbage i stuen og ryddede op. Det plejede han altid at have gjort inden jeg kom. »Jo.« »Er I så?« »Nej, det er ikke så enkelt.« »Altså, hvor svært kan det være? Enten så er man vel, eller også er man ikke.« »Så er vi ikke kærester, men ...« Han tørrede bordet af og fortsatte ikke sin sætning. »Men hvad?«

18


»... vi kan rigtig godt li hinanden.« »Så blir I vel kærester?« »Så enkelt er det ikke, min skat.« Jeg ruskede ham. »Hvor-svært-kan-det-væææære?« »Hun er ikke interesseret i at ha mig som kæreste, okay!« Jeg slap ham. HUN ikke interesseret i HAM. Min far. Min dejlige far. »Hvad?« »Ja, hun vil bare gerne ha mig som sin helt særlige ven.« Jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene. »Du har da også hjerteveninder,« fortsatte far. «Nogen der betyder mere for dig end andre venner. I er meget sammen, men I tar også hjem til jer selv og holder fri fra hinanden indimellem. I er sammen når det virkelig betyder noget for jer at være sammen.« »Skal I så ikke flytte sammen? Skal babyen ikke ha en far?« »Nu går du lovligt hurtig frem, min skat, hun er jo først lige kommet til verden. Desuden er det kun godt at du ikke skal ha to papfamilier på én gang. Det ville da være alt for meget for dig. Nej, vi har det godt som vi har det, os to.« Jeg blev irriteret på ham. »Nå, men hun har vel også en RIGTIG far et eller andet sted.« Far trak på skuldrene og mumlede et eller andet mens han rystede sofapuderne. Jeg gad ham ikke mere og gik ind på mit værelse. Hvor var den babys far henne? tænkte jeg. Var Bitten stadig forelsket i ham? Var det derfor hun ikke bare kunne blive kæreste med min far, flytte ind hos os og gøre mig til Iggis papsøster?

Hitz - Mig og min papfamilie 2. Store flyttedag (læseprøve)  

I Mig og min papfamilie 2 fortsætter Anja Hitz sin historie om enebarnet Rose og hendes skøre papfamilie. En fortælling om barnet som bindel...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you