Helleberg - Kongens kvinder (læseprøve)

Page 1

100 mm

140+4 mm

35 mm

140+4 mm

100 mm

CMYK + MATTE KACHE

Pressen skrev om

SCENESAT

»Maria Helleberg griber kraftfuldt og vedkommende fat i læseren med sit undersøgende blik på en kvindelig kunstners vej til position og ensomhedsfølelse. En fin, klassisk påpegning af afstanden mellem liv og kunst. Stærkt og indlevet skildret.«

kvinderne bag

christian d. 4 .

HHHHH

3+220+3 mm

Lars Bukdahl, Weekendavisen

»Det er altid godt at gå til kilden og her Johanne Luise Heibergs erindringer. Helleberg har imidlertid med sit nærgående, inspirerende og fint forløste portræt skabt et godt alternativ for den moderne læser.« Vibeke Blaksteen, Kristeligt Dagblad

kvinder i kongens liv: Den entreprenante adelskvinde, Ellen Marsvin, hendes manipulerbare datter, Kirsten Munk, som hun fik giftet væk til kongen, og ikke mindst den egenrådige tjenestepige, Vibeke Kruse, som Ellen placerer ved hoffet. Vibeke Kruse skal aflede kongens opmærksomhed fra Kirstens utroskab, men kommer snart til at udfordre Ellens ellers så stærke greb om magt og indflydelse hos kongen.

KONGENS KVINDER fortæller om kærlighed,

magt og afmagt – og om de tre kvinder, som styrede manden, der styrede landet.

»Et fintmærkende og følsomt portræt af den store danske skuespillerinde ... Scenesat er en værdig hyldest til den legendariske skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.«

HHHHH

Maria Helleberg kvinderne bag

christian d. 4 .

Maria Helleberg (f. 1956) er med rette blevet kaldt den historiske romans dronning og har opnået kolossal gennemslagskraft med en række fornemme romaner, blandt andre Kærlighedsbarn (2002), Dronningeskolen (2004), Engelshjerte (2010), Kamma (2011) og Scenesat (2012).

Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

Omslagsmaleri: Ubekendt kunstner, Ellen Marsvin, ca. 1580. Olie på lærred, 112 x 75 cm. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg. Foto: Lennart Larsen. Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk

Foto: © Stine Heilmann

»En god og grum og gæv roman om Johanne Luise Heiberg.«

KONGENS KVINDER skildrer de mest magtfulde

Maria Helleberg

Eva Pohl, Berlingske

Christian d. 4. satte sit præg på Danmark på godt og ondt. Han kørte riget i sænk militært og økonomisk, rejste ikoniske bygningsværker og fik et hav af børn med ægtefælle og elskerinder.

samleren

samleren


K ONG E N S KVI N DER


Af samme forfatter Seersken · 1986 Så mangen sti vild · 1988 Som en vredens plov · 1989 Marskallens kvinde · 1990 Statholderens hustru · 1991 Mathilde · 1991 Slavebarnet · 1992 Fremmede naboer. Polens historie · 1992 Børnejægeren · 1993 Undtagelsestilstand · 1993 Lucrezias ægteskab · 1994 Louise længe leve · 1994 Knivstikkeren · 1995 Svanekød · 1996 Pigerne · 1997 At gå i barndom · 1997 Leonora · 1997 Lady Hamilton og hendes tid · 1998 Milady · 1998 Beth · 1999 Under huden på Rom · 1999 Under huden på Napoli · 1999 Konebytning · 1999 Martha, Marie og Anna · 1999 Rigets Frue · 2000 En andens hjerte · 2001 Kærlighedsbarn 1-2 · 2002 Vilde kvinder, milde kvinder · 2003 Dronningeskolen · 2004 Cæsar og Kleopatra · 2005 Alberto · 2006 Dagmar · 2007 Druknehuset · 2008 Maria Callas · 2008 Engelshjerte · 2010 Kamma · 2011 Scenesat · 2012


Maria Helleberg

Kongens kvinder Roman

Samleren


Kongens kvinder © Maria Helleberg og Samleren/rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk Omslagsmaleri: Ukendt kunstner, Ellen Marsvin, ca. 1580. Olie på lærred, 112 x 75 cm. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg. Foto: Lennart Larsen. Sat med Adobe Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-1718-9 Printed in Latvia 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


pr olog C H R I S T I A N D E N F J E R D E blev konge som 11-årig ved sin far, Frederik den Andens, død i 1588. Blev først myndig og kronet i 1596. Året efter giftede han sig med Anna Cathrine af Brandenburg og fik seks børn med hende. Hun døde i 1612, og i 1615 indgik han »papirløst« ægteskab med den 17-årige Kirsten Munk, datter af landets rigeste adelskvinde, Ellen Marsvin. I ægteskabet fødtes 12 børn, blandt dem Leonora Christina i 1621. Kongen insisterede på at involvere sig (og landet) i Trediveårskrigen og tabte. Under opholdet i Tyskland traf Kirsten Munk en tysk officer og forelskede sig. Samlivet med kongen ophørte. Nederlaget medførte invasion og plyndringer i Danmark. Kirsten Munk forlod definitivt sin mand i 1630 og flyttede til Boller Gods ved Horsens. Hun og kongen genså ikke siden hinanden. Lige til sin død i 1648 førte han krig mod hende ved hjælp af breve og anklager. Den kvinde, med hvem han kom til at leve længst sammen, var Kirsten Munks kammerpige Vibeke Kruse, som fulgte ham fra 1629 til 1648. Christian efterlod sig en massiv gæld, et kompromitteret kongedømme – og en perlerække af bygningsværker og nye byer. E L L E N M A R S V I N fødtes i 1572. Hun mistede tidligt sin far, og som 17-årig blev hun gift med den brutale lensmand Ludvig Munk, der dog tilbragte det meste af sin tid i Norge. I 1597 fik hun en ny godsskriver, Otte Knudsen fra Odense. Året efter fødte hun sit eneste barn, datteren Kirsten Munk.

5


I 1602 døde Ludvig Munk, og Ellens karriere som godssamler tog fart. Fem år efter giftede hun sig med lensmanden Knud Rud. I sit første ægteskab havde hun levet i Nordjylland, nu blev hun valgfynbo. Hun købte i 1616 Ulfeldtsholm og ombyggede gården til en pragtfuld residens, som hun omdøbte til ­Ellensborg. Og i 1620 udnævnte kongen hende til lensmand. Da havde hun allerede i fem år været kongens uofficielle svigermor: Han var blevet »staldbroder« med hendes datter, Kirsten. Kongens børn med Kirsten blev opdraget hos fru Ellen. Efter Kirstens brud med kongen blev Ellen i 1639 frataget sin værdighed som kongelig lensmand. Hun overlevede kun kongen med et år og døde i 1649, hvorefter hun blev bisat i Nørre Broby Kirke mellem sine to mænd. K I R S T E N M U N K fødtes i 1598, og i 1615 blev hun »papir­ løst« gift med Christian den Fjerde. De fik 12 børn sammen. I 1626 mødte hun – under sin mands involvering i Trediveårskrigen i Tyskland – officeren Otto Ludwig von Salm, kendt som Rhingreven, og forelskede sig. Det sidste af hendes børn, Dorothea Elisebeth, nægtede kongen at anerkende som sin datter og betegnede hende som »den kasserede frøken«. I 1628 afbrød Kirsten samlivet med kongen. I 1630 forlod hun mand og børn og slog sig ned på Boller Gods ved Horsens. I 1634 døde Rhingreven. Kirsten kæmpede i årevis mod kongens anklager og fik omsider opbygget et forhold til de børn, som var blevet taget fra hende, da de var små, og overdraget til hendes mor. Først efter kongens død kom Kirsten igen til København, og da hendes mor døde i 1649, arvede hun de enorme rigdomme. V I B E K E K RU S E fødtes omkring år 1600 som Wiebke Kruse, formentlig i byen Krempe i Holsten. Som barn kom hun i tjeneste i huset hos Ellen Marsvin, og derefter blev hun kammerpige hos Kirsten Munk.

6


I 1629 fyrede Kirsten Munk alle sine ansatte, hvorefter Vibeke vendte tilbage til fru Ellen, der havde opdaget kongens interesse i den unge kvinde. Vibeke og kongen indledte et samliv, som skulle komme til at vare til hans død: Vibeke overtog simpelthen Kirstens lejlighed på Frederiksborg. Hun og kongen fik to børn sammen, som begge fik efternavnet Gyldenløve. Kongen tildelte hende huse, pension og endda et gods i Holsten, og deres datter blev gift med adelsmanden Claus Ahlefeldt. Vibeke Kruse fulgte kongen under søslaget på Kolberger Heide og modtog fra ham ørehængere med rester af de kugler, som havde ramt ham. Hun overlevede kun kongen i kort tid og blev begravet i en umærket gravplads for fattige nær Nørreport.

7


8


første del

ELLEN M ARSVIN

9


10


Det var ingen sø, men et plummerhul, hvor plovhestene fik lov at drikke, inden de blev sluppet løs på engen. Men her stod hele Ellens slægt forsamlet. Ellen ankom sidst. Hun havde forsøgt at trække tiden ud, så hun blev fri for at se noget ondt, så Ane allerede ville være død, når hun kom frem. Men de var slet ikke begyndt endnu. Dragten styrede hendes arme, de kunne kun bevæge sig op og ned, og hun kunne ikke rette armene ud. Hun foldede hænderne foran sig og forsøgte at undgå at se direkte på bondekonen, som stod ved søbredden. Bondekonens frygt lod til at være forvandlet til lugt, hun stod alene med ryggen mod søen. Hun trak vejret hurtigt og hårdt, så åndedrættet gav lyd som hos en fødende. Sved og angst havde gennemvædet hendes særk. Hænderne var bundet på ryggen. Da Ellen nåede frem til sin farbror og hilste på ham, begyndte konen ved søbredden at græde. Det var en skæv lyd, som gik til marv og ben, som løb langs Ellens rygrad og ind i hendes knoglemarv. Konen ville vist kaste sig på knæ, men kunne ikke holde ligevægten på grund af de bagbundne hænder og væltede rundt. Nu lå hun på siden, barfodet og med det løse, svedvåde hår spredt over ansigtet. – Læg hende i med ansigtet nedad, nedad! Ellers var dagen smuk. Det var august og sommer, og fuglene sang endnu. Ikke en vind rørte sig. Markerne duftede, søen lugtede godt, selv træerne udsendte dufte. Alt omkring dem modsagde den begivenhed, de var samlet om. Bag Ellen lå den indre have med roser. Deres duft dalede ned over de forsamlede. 11


Lidt for sig selv stod to præster og hviskede sammen. Den ene var langhåret og gammel, ham kendte hun, det var ham, som brægede i kirken hver søndag. Han lugtede af uvasket mand. Den anden var ung og næsten glatbarberet, og det var ham, som kom med ordren. – Er hun beredt? spurgte den unge præst en lillebitte, tyk mand, som Ellen ikke kendte, men som havde stået ved siden af bondekonen hele tiden. Manden nikkede ivrigt, og bondekonen begyndte at råbe. Gud og Jesus og synden. Hun havde ingen forgjort, bedyrede hun. Hun havde ikke sagt, at hun ønskede, Søren Kusk skulle få en ulykke. Præsten havde taget to hjælpere med, to store karle, nøgne til bæltet. De rejste bondekonen op og bandt hende om anklerne. Ingen sagde et ord, og alt, hvad man kunne høre, var den svage jamren. – Angrer hun? spurgte præsten. Det slog ned i Ellen: Præsten havde glemt heksens navn. Men Ellen vidste, hvad hun hed. Det var jo hendes lille Ane; hun malkede, hun kærnede smør, og hun var lidt halt. De, der arbejdede i ladegården, giftede sig sjældent. Men Ane havde været gift med en staldkarl, som blev redet ned af en løbsk hest, hun mistede sit spæde barn af sorg, og så blev hun Ellens amme. Ellen havde set så mange tjenestefolk komme og gå. De arbejdede, til de segnede. Men Ane holdt ud. Også nu. Lille Ane skulle nu sættes ud i vandet. Hun havde ikke angret, hun blev ved med at påkalde Gud og Jesus. – Måske skulle hun hellere påkalde den Onde selv, om han stadig vil kendes ved hende? spurgte præsten og lænede sig frem. De to karle løftede Ane og svang hende to gange i luften, frem og tilbage, før de kastede hende. Som de ville have kastet en død gris på møddingen. Hun faldt på alt for lavt vand, skreg op og forsøgte at vende sig om, og de to karle så fortvivlet på præsten, som pegede: længere ud. De to karle blev bare stående med tomme hænder. De ville ikke røre ved bondekonen. De havde gjort, hvad de havde fået besked på. 12


For første gang opfangede Ellen en lyd i flokken af bønder. De havde ellers stået som en grå mur. Men nu begyndte de at hviske indbyrdes. Ane var uskyldig, og ingen af bønderne troede på hendes skyld. Der var ingen heks gemt i Ane fra kostalden. Ingen af dem kendte hende. Ellen havde set hende de første hundrede gange i sin barndom. Men det var flere år siden, Ane havde vovet sig op til huset. Hun havde sin plads, og det var ikke hos herskabet. Hvem havde dog fundet på at anklage Ane for hekseri? Kunne lille Ane ligefrem have fjender? En magtesløs lille kone, som ikke kunne læse og skrive, og som arbejdede fra tidlig morgen til sen aften? Præsten havde så travlt, at han vovede sig ud i søen for selv at vende lille Ane om. Han kom dog ikke længere, end at vandet slikkede ham om anklerne, for hans fine præstekjole blev våd, og hans sko, og med en ærgerlig lyd trådte han tilbage, bøjede sig og vred præstekjolen for vand. – Så i Guds navn, Ane Jakobsdatter, nu skal det åbenbares, kan du synke eller flyde? spurgte han med sin skingre stemme og holdt den tunge bog op over hovedet, som om han agtede at knalde den ned i hovedet på lille Ane, hvis konen formastede sig til at flyde. Ellen lagde mærke til, at han talte direkte til hende; ellers plejede man at tiltale hinanden »hun« eller »han«, men anklagen om hekseri havde åbenbart ført lille Ane hele vejen op til præstens øjenhøjde. Det alene var skræmmende. Alene på deres ringe kropshøjde kunne man kende dem, bønderne fra landsbyen, arbejderne fra godset. Og de bad. En lav, knurrende lyd steg op fra deres rækker, det var umuligt at skelne ordene, men meningen var ingen i tvivl om. Ellen tog ingen beslutning, hendes knæ valgte for hende. De gav efter. Kjolen skred sammen omkring hende, til hun sad i en skruestik af korset, stivere og udspændt tykt klæde. Og så holdt hun hænderne op foran sig og begyndte at bede, som om hun læste op af en bog. Hendes forældre havde læst Luthers Katekisme morgen, middag og aften. Ellen kunne teksten udenad. Hun ville 13


lukke øjnene for at give bønnen særlig kraft, men hendes farbror tog hende i den ene arm for at få hende til at rejse sig, og hun sendte ham et sort blik. Ane flød på vandet. Den, som flød, var beskyttet af den Onde og skulle brændes som heks. Den, som sank, var uskyldigt anklaget og kunne begraves. En lille krusning på vandet vendte Ane, hvis tøj nu var gennemvædet. Hun vendte sig som en fisk og spyttede vand ud. Hun bevægede sig, hun vippede, hun arbejdede med den lille hjælp, hun havde fået. – Se, Gud hjælper hende, sagde en af kvinderne, som Ellen ikke kendte. Kvinden lagde begge hænder over ansigtet og knælede, som Ellen, og begyndte at bede. Ellen, derimod, lod begge hænder synke og greb om skørtet. Hun ville holde sig oppe. Nu ville hun se, hvad der skete. – Hun flyder, sagde en stemme bag Ellens mor, og hun vendte sig om, hendes farbror stod med åben mund og gloede på søens blanke overflade. Hun flyder virkelig, gentog Ellens mor, – skal hun så brændes? Lille Ane holdt jo sig selv oppe. Eller også skete der et protestantisk mirakel. Bobler steg op fra vandets dyb, og Anes fødder padlede, som var hun virkelig en svømmefugl. Det gik ikke hurtigt, men alle kunne se, hvad kvinden i vandet forsøgte. Hun krabbede sig sidelæns gennem vandet, stødte mod bredden og pressede sig opad. Med kinden mod sølet fik hun luft, åbnede munden og hev efter vejret. Mudderet sad i en kage over hendes ansigt, hun havde pløjet bunden op på sin vej mod redning. Hun flød ikke, hun var ved at redde sig selv fra drukning. Ane kunne ikke komme helt op på bredden, men hun kunne bringe sig i sikkerhed, så hun ikke druknede. Selv om man havde bundet hendes ankler, var fødderne frie. Nu lå hun på siden og spyttede det sidste vand ud af munden, 14


tog luft ind, krummede sig sammen og skreg af sine lungers fulde kraft: – Gud har reddet mig! Gud har reddet mig! Jeg er ikke heks. – Den Onde har fået hende frelst op på land, sagde præsten, men selv Ellen kunne høre, at han ikke længere var sikker i sin sag. Han havde blot ikke kunnet forudse denne udgang. Uden at afvente ordrer fra præsterne steg de to mænd ud i vandet, plaskede hen til lille Ane og løsnede båndene, der bandt hendes arme på ryggen. De tog hendes hænder og anbragte dem varsomt i mudderet, så hun kunne klatre op, når hun fik kræfterne til det. – Hun flød, sagde den unge præst uden hår på hovedet, – I så det alle. Hun flød. Det er Guds tilståelse. – Åh, tøv nu lige lidt, sagde den gamle præst og lagde sin hånd på skulderen af sin kollega. De stod ganske stille, Ellen og hendes familie, og lyttede: Gud havde dømt anderledes, end det umiddelbart kunne se ud til. Gud havde villet forskrække lille Ane, så hun aldrig mere ville så meget som overveje at hekse. Gud havde derefter bestemt sig til at indgive Ane viljen til et bedre liv. Derfor havde han sendt hende ud af vandet. – Forsager du djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen? spurgte præsten hende og knælede ned i mudderet og stak sit store hoved helt ned til Anes mund. Ellen vidste, at Ane intet sagde, men præsten rejste sig med et stort smil og pegede opad. Gud var tilfreds. – Læg hende i vandet igen, med bundne hænder og fødder, og ansigtet nedad, insisterede den unge mand. Han var begyndt at ryste og måtte flette hænderne foran sig for at hente styrke, – så skal vi se, om Gud taler gennem hende, eller det er den Onde. Ellen blev fejet til side, da hendes mor skred frem mod vandet og stillede sig foran lille Ane, mellem hende og præsterne. Det var nok nu. Gud havde talt. – Vi har set, at vi ikke har en heks blandt os, sagde Ellens mor, – bær hende ind, så hun kan komme til hægterne. Det er uhørt 15


i Danmark at kaste en kvinde enten i vand for at drukne eller på bål for at brænde. Hos os bestemmer lensmand og konge. Vi har vel endnu lov og ret i landet? Hvis der er ægte hekse til, så kan de nok unddrage sig både dom og bål! De er vist lidt for drevne for den slags bondepræster. Og hvad skulle lille Ane have vundet ved at »hekse«? Ellens mor læste højt fra papiret, som om hun piskede præsten med hvert ord. – »Da det tit og ofte er blevet befundet, at de, som er blevet dømt og henrettet, har været uskyldige, og da ingen uskyldige skal tages af dage, før den endelige dom er afsagt, vil vi, at det herefter skal forholdes således, at når Kirkenævnet har dømt nogen, som er anklaget for trolddomssager, da skal den, som er dømt, ikke straks henrettes, men tilbageholdes, indtil sagen har været for Landstinget, og landsdommerne har bedømt den, og enten dømt det tidligere Kirkenævns dom at stå ved magt, eller at være bortfaldet.« Det er kongens egne ord. Lille Ane er uskyldig. Hun pakkede papiret væk og tog lille Ane under armen. Ellen ville følge efter, men døren blev lukket og låst foran hende. Der stod hun igen, alene og unyttig. Men Ane lod i det mindste til at være reddet. Hendes familie var ligeglad med, hvad hun foretog sig, så hun gik over til den lille kirke, der lå bag gårdens hovedbygning. Der kunne hun i alt fald være helt alene. I sin egen kirke mødte man kun sine underordnede og kunne installere en fin stolerad, gerne oppe i øverste stokværk, så man ikke behøvede at indånde den luft, mindreværdige mennesker allerede havde brugt. Hun åbnede døren, lukkede den omhyggeligt igen og gik ind og tog plads på den bænk, som var beregnet til godsets ansatte. Ganske rigtigt, her var helt neutralt og mennesketomt. Hverken koldt eller varmt. Som om alle, selv Gud, havde forladt kirken. Her lugtede af fugt og hvidtekalk. Det var som at sidde foran et stykke ubeskrevet papir. 16


Lige nu ville hun gerne kunne bede, men hun havde ingen bønnebog med sig. Man kunne ikke bede uden at bruge en af Martin Luthers bønner. Gud var åbenbart for dum til at forstå, hvad Ellen havde at sige. Og hun var alvorligt bange for, at Luther ikke havde skrevet en bøn, der dækkede hendes oplevelser i dag. For det måtte vel være Gud, som havde reddet lille Ane. En fugl kom tæt på en af de nye, matte ruder, og hun vendte sig og lyttede, var nogen på vej ind? Hun ville så gerne sidde alene her og tømme sine tanker. Det var en lille og ikke alt for køn kirke med uformelige gamle malerier på hvælvingerne, fra papismens tid, med djævle og kors og forvrængede ansigter. Dem kunne man betragte, når præsten holdt sine flere timer lange prædikener. I den lille apsis stod et nyt alter med en ny altertavle. Der var flere bogstaver end billeder på altertavlen, hendes mor ville ikke have billeder, tekster var meget klarere. Hendes mor stolede på Ordet. Hendes mor var ligefrem bange for, at papisterne ville vende tilbage. Ellen havde aldrig set en papist i hele sit liv. Men på hendes bedsteforældres tid havde alle været papister, det sagde hendes farbror. Der havde været klostre og munke og nonner i landet. Det sidste kloster var lukket nu. Den sidste munk og den sidste nonne var død. Tilbage lå nogle store, tomme bygninger, som var ved at blive revet ned. Papisterne brændte kættere. Men hendes mors præst ville til gengæld brænde lille Ane. Ellen ville takke Gud for at have reddet Anes liv. Det var hendes ærinde herinde. Hun måtte holde fast i det egentlige. Derfor rejste hun sig, glattede skørtet og gik op mod alteret. Hvad stod der mon på altertavlen? Hendes mor kunne så godt lide at læse citaterne. Når de stod på vægge eller altertavler eller prædikestole, var de forvandlet til hemmelige budskaber. Altertavlen var rykket skæv. Den lænede sig mod væggen. Ellen følte på den, en stor vægt holdt den fast. Hun trådte om bag alteret med en klar følelse af, at hun overtrådte mindst én vigtig lov, og stod nu ansigt til ansigt med præsten. 17


Han hang foran hende, stivnet i en fortvivlet bevægelse: Tungen stod ham ud af munden, spyttet hang i en guirlande, og hans fingre pegede nedad, mod synden og jorden og den lille sø, som flød under ham. Under præstekjolen stod hans erektion ikke til at redde. Hun skreg ikke, hun nøjedes med at lammes og med at se. Hun tog alt ind gennem øjnene, i dyb afsky og nysgerrighed, intet skulle undslippe hendes blik og erindring. Gud havde sandelig både tilgivet og straffet i dag. Det var en helt anden person, Gud havde ønsket at straffe, og nu havde han gjort sin præst ubrugelig i begge verdener. Hvad skulle hun gøre? Der var intet at udrette, manden var stendød, stivdød. Hun knælede og lukkede øjnene og bad om hjælp, men ingen guddommelig kraft henvendte sig til hende. Ane var reddet, men præsten død. Det var den omvendte verden og et bevis på lille Anes uskyld. I virkeligheden kunne hun intet gøre. Hun forlod kirken lige så stille, som hun var kommet. Hun gned håndfladerne i det våde, duftende græs, som om hun havde forurenet sig selv derinde. De var berusede nu, mændene, og ingen ville lægge mærke til hende. Hun kunne finde et mørkt og ensomt sted og bede for den stakkels selvmorder i kirken. Ikke fortælle sandheden til nogen. De ville sikkert bare skære ham ned, lægge ham i en kiste og fortie hans dødsmåde, så han kunne blive begravet hos sin familie. Man løj jo om alt i hendes familie. Kirstine havde fået et barn sidste år, men Kirstine stod brud tre måneder derefter. Barnet var forsvundet. Kirstine fik malket brysterne tomme og giftede sig. Nu var hun husfrue på en herregård. Ellen gik nu meget behersket tilbage til sin mors kammer og bankede på døren, og hendes mor åbnede og så hende sort ind i øjnene. Som om hun allerede vidste alt, hvad der var sket. Alt var alligevel i orden. Ellen begyndte at græde uden at ane hvorfor og tværede tårerne ud over kinden. Hendes mor tog hende i hånden, de gik sammen til vinduet og så ud. 18


Dér kørte en kærre ud af gården, det var lille Ane, som blev kørt hjem. Ellen ville åbne vinduet og vinke, men vovede ikke at røre sig. Det ujævne glas slørede billedet som tårer. Det onde havde rørt lille Ane, og ondskaben havde rørt dem alle. Hun kunne høre mændenes latter trænge gennem huset og gik ned for at lytte bag døren. De fandt lille Anes redning komisk, de gengav hendes små fødders sparken og hendes pibende gammelkonestemme. Først blev hun vred, så samlede hun sig og tilgav dem. Så længe de morede sig, var der ingen fare på færde Ugen efter blev den unge præst bisat i kirken. En ny præst indfandt sig. Han ville ikke brænde hekse.

19


Hendes mor spurgte, om hun var glad for at blive Ludvig Munks kone. Hun vidste da godt, hvad der ventede hende. To af hendes jævnaldrende slægtninge var blevet gift året før, de havde hver deres lille søn nu, og de var med til at styre store herregårde. De var tilfredse, endda stolte. Så for Ellens skyld skulle de ikke vente med brylluppet. Hun smilede og nikkede. Det var jo, hvad de ønskede at høre, de mennesker, som bestyrede hendes fremtid. Netop nu stod hendes mor foran hende, mens to nervøse unge damer var ved at flette hendes hår sammen med perler, der var trukket på sølvtråde, som knækkede og rev deres fingre til blods. – Men du kender ham jo dårligt nok, indvendte hendes mor. Det var da noget mærkeligt at sige. Godt nok havde hendes kusiner kendt deres kommende mænd. Men det kunne man ikke kræve. Både hendes mor og hendes farbror plejede at slå hende til tavshed, lydighed, gråd, eller hvad de for øjeblikket ønskede. Ludvig Munk var en mand på hendes farbrors alder, med rødt overskæg og hat med fjer. Det var sådan, hun havde set ham på det portræt, han havde sendt. En fornem mand, som hendes slægt sagde god for. Nu skulle hun gå ud af Marsvinefamilien og ind i sin ægtemands højfornemme, adelige familie. Marsvinet skulle gå på land! Miste sig selv og tilhøre en anden. Hun mente, hun vidste, hvordan han var. En mand, der ikke slog hende, men fjernede hende fra hendes farbror, som slog på alt, hvad der irriterede ham, fra jagthundene, der gøede, til hans egen hustru, når hun 20


sagde ham imod. Det var godt sådan, hun brød sig ikke om at gå rundt med svullen kind eller løse tænder. Ludvig Munk var til stede i hendes kammer i form af et maleri. Ikke at hun havde set så nøje på ham i fast form. Hans billede lignede hendes opfattelse af ham. Hans kontrafej hang lige foran hende, mens hendes mor pyntede hende til festen. Han var lige ankommet med sit følge, og hun havde set ham fra vinduet. Alt, hvad hun vidste om ham, kom fra hendes mor og fra hendes farbror, som syntes godt om manden. – Han kommer til at bestige dig i aften, sagde hendes mor og lagde hånden under hendes hage for at vende og dreje hendes hoved og inspicere sølvtråde og perler. Det lød, som om Ludvig Munk ville stige op ad en trappe til hende. Hun var ikke uvidende, hun vidste godt, hvad der ventede hende. Hele sit liv havde hun tilbragt på herregårde. Menneskers handlinger var vel ikke særlig forskellige fra, hvad dyr foretog sig. Hun var stærk, hun skulle nok kunne bære Ludvig Munk. Nu steg Ellen ned ad trappen med sin mors hånd i sin, og det var hendes mor, som var nervøs. Der stod han så, hendes kommende mand, han havde iført sig en enorm hat, en pjattet pyntet hat med strudsefjer og agraffer og bred skygge. Han var behængt med smykker som en kvinde, tre tunge ranker guldkæder. Og han bar kulsort spansk tøj med indvævet sølv. Tøjet var virkelig kulravende sort, som et hul i luften. Han havde altid været hendes farbrors gæst, ikke hendes. Nu stod han lige foran hende, aftog hatten og svang den foran sig, frem og tilbage, en fuldkommen overdreven hilsen, som fik de forsamlede til at le og klappe. Hun skulle lægge sin hånd i hans, og hendes farbror skulle overgive hende i Ludvig Munks varetægt, så var de mand og kone. Ludvig Munk havde tjent en formue på at være statholder i Norge, hjemme havde han bygget godset Nørlund for sine penge, der skulle de bo sammen. Det var hendes farbrors version af Ludvig Munks historie. Denne mand havde ikke så meget som overvejet at gifte sig, mens han var ung. 21


I begyndelsen af forlovelsestiden havde hun forventet, at han kom på besøg for at lære hende at kende. Sådan gjorde alle andre forlovede jo. Alle de forlovede, hun kendte. Men Ludvig Munk var ikke en ung forelsket mand, og hun selv interesserede ham stadig ikke. Hun var jo et barn og derfor uinteressant som menneske. Han tog hendes hånd, nej, kun det yderste led af hendes fingre, og vippede hånden op og ned i en slags selvopfundet hilsen. Han savnede ord, lod det til. Her var han så, hendes mand, en smilløs ældre herre, som ønskede at sidde ned og drikke øl og tale med de andre voksne mænd. Han så ikke engang på hende, og hendes mor havde ellers gjort sig umage med hendes hår og smykker. Om det så var hendes ansigt, var det blevet sminket blyhvidt med fine røde kinder og røde læber. Hele hendes familie fulgte hende til brudesengen og hjalp hende af med tøjet. Det skulle luftes og bevares og måske endda pakkes sammen og henlægges i en klædeskiste. Måske fik hun brug for sin brudedragt snart igen, måske ville der gå år, men den var hendes festdragt, og den kunne komme til at følge hende i et årti eller mere. Hendes mor ejede kun to fine kjoler, og den ene var gammel, den havde hun båret til sit bryllup i 65. I stedet fik hun en ren, ny særk trukket over sig, og hendes hår blev løsnet, kæmmet igennem og derefter formet i fletninger. To af hendes kusiner havde fået klippet håret kort, så det var lettere at bære en perlehue, men det ville Ellens mor ikke høre tale om, hun havde stadig selv sit lange hår. Ellens hår var ulydigt og krøllet og svært at rede ud, derfor var det næsten altid flettet. Bare hendes brudgom ikke ville blive skuffet. Bare han ikke ville forlange, at hun klippede sit hår af. Hendes mor omfavnede og kyssede hende, og Ellen lagde sine arme bag hendes nakke, men hendes mors ansigt stivnede, og hun fjernede hænderne og trådte et skridt tilbage. Nej, hun var ikke længere et barn, hun var sytten år gammel og en voksen kvinde, Ludvig Munks kone, sådan en person opførte sig ikke barnagtigt. Det var vigtigt. 22


Og så sad hun i sengen, under de kølige tæpper, sad lænet mod puderne, som hun skulle sidde og sove, og afventede sin mand. Ludvig Munk blev også klædt af og iklædt en særk, der lignede hendes. Det virkede, som om de skulle udklædes til salige sjæle i himlen, som hun havde set dem på billeder. Kun sjæle, ingen krop. Hænder, fødder, hoved. De lå sammen, helt alene. Festen fortsatte udenfor. Ellen havde egentlig hverken glædet sig til eller frygtet brylluppet, herinde i sengen skulle det både mystiske og enkle foregå, som ville binde dem sammen. Hun var velforberedt og havde forestillet sig sine muligheder. Det eneste, hun var uforberedt på, var, at Ludvig Munk lagde sig om på siden med ryggen til hende og faldt i søvn. Efter få minutters forløb steg en solid snorken op fra ham, for han var igen faldet om på ryggen. Jamen, så var det vel på tide at sove, faldt det Ellen ind. Hun lå og lyttede til festen og de glade stemmer. Hun ville da hellere være derude hos mennesker, som kendte hende, og som gad være sammen med hende. Det her var en fejl. Hun tog fat i Ludvig Munk og ruskede i hans skulder, men han lod til at veje dobbelt i sovende tilstand, og han var stor nok i forvejen. Så var der vel kun én ting at gøre, og det gjorde hun. Ned fra sengen og finde sko. Der var ingen, kun Ludvig Munks enorme forede halvstøvler. Hendes fødder var alt for små. Så måtte hun gå barfodet, det ville ingen lægge mærke til. Gid hendes bryllup var blevet fejret på en af de gårde, hun kendte. Nu var hun fortabt i et ukendt hus, og alt, som tilhørte hende selv, var fjernet. En stor kiste stod op mod væggen, fyldt af aflagt tøj, som hendes mor vel ville give tjenestefolkene. Den øverste kjole lod til at passe hende, den lod hun glide ned over særken og strammede snøringen i ryggen så godt, hun kunne. Dette var ikke smukt og dyrt tøj, som man ville forvente, hun iklædte sig, men hvem ville lægge mærke til det, de festede jo, og det var hendes fest. Glad og lettet lukkede hun sig ud, så stille, at Ludvig Munk 23


intet hørte: Hans snorken brølede gennem tungt egetræ. Ingen derude kunne være i tvivl om, at denne mand sov igennem sin brudenat. Gangen var mørk, og hun stavrede fremad på kolde barfødder, i sin stumpekjole, forventningsfuld og usikker, hvor foregik festen dog? Lænede sig imod en anden tung dør og fik den åbnet i en sprække til bordet, lyset, menneskene, alle dem, hun hellere ville være sammen med. Hendes forældre og søskende. Gyldenstiernerne, hendes mors slægt. Først var de alt for optaget af deres eget, de drak og lo og råbte i munden på hinanden, kun hendes farbror sad træt tilbagelænet i stolen og havde intet at sige. Det var også ham, som fik øje på Ellen og rejste sig. Ellen ville først neje for sine slægtninge under ét og så skynde sig hen til sin mor og tage plads ved bordet, men ved synet af sin farbrors ansigt forstod hun, hvor kolossal hendes fejl var. At hun havde overtrådt alle regler, og at dette var umuligt at skjule, at hun havde vanæret sin afdøde far. Hans ansigt oplystes indefra af hidsighed, og han rejste sig og gik bag om bænken, bag om sine gæster, mens han afførte sig den tunge overdragt uden ærmer. Hun forsøgte at åbne døren og slippe tilbage ud i gangens mørke, men det var allerede for sent. Klemt i døren gav hun en lyd fra sig, som skræmte hende selv, sytten års erfaring med afstraffelse blev til en pibende bøn, og hun faldt omkuld og trykkede sig mod væggen, men hendes farbror havde allerede fat i hendes arm og rykkede hende op. Tavs og med bortvendt ansigt lod hun sig trække med, og det faldt ikke hendes farbror ind at ytre et eneste ord, hun fortjente ikke engang en tilrettevisning. Døren til brudekammeret gik op, og Ellen blev slynget ind i rummet. Hun blev først standset af sengestolpen, som hun greb fat i og holdt sig fast ved. Uden et ord lukkede hendes farbror døren og kom op til hende, tog fat i særken og rullede den op over hendes krop og op over hendes hoved. Nu stod hun nøgen foran ham og turde stadig ikke sige noget. Hvis hendes mor var her, ville hun have bedt for sit 24


liv, men hendes farbror var determineret som altid. Han fik jo altid ret. Alle andre lod ham være, det vidste hun, de undgik ham, de holdt afstand, de lod ham få sin vilje. Det var meningen med de slag og hug, han uddelte: Det var rent tidsspilde at diskutere med andre mennesker. Hun havde endda set, at han engang blev rasende på en mur på Hollufgård, fordi muren slog revner; han slog på huset med sin stok, til stokken knækkede, så sparkede han, men intet skete, stenene holdt. Hvis en ulydig jagthund ikke ville, som han ønskede, tog han den i nakkeskind og snude, knækkede ryggen på den og kastede den til side, så den kunne ligge og dø i kramper. Da han nu tog i sin brordatter, skreg hun omsider og kravlede under hånden, op i sengen. Ludvig Munk var vågnet og lå og gloede på de to mennesker, hvorefter han igen kastede tæppet op over sig og vendte ryggen til. Da døren nu lukkede sig efter hendes farbror, hørte hun noget skrabe på gulvet udenfor, han satte vel en klædeskiste hen foran, så hun ikke længere kunne flygte. Vinduerne var for smalle. Hun havde at blive herinde, uden selskab og uden flugtvej. En bølge af stolthed slog ind over hende, varm lettelse: Måske var hun nu så voksen, at han ikke længere kunne eller ville eller turde eller måtte slå hende. I så fald var Ludvig Munk hendes redning. Så skyldte hun ham enorm taknemmelighed. Han havde om ikke andet så bragt hende ud af familien Marsvin, hvis mænd styrede deres verden med vold. Hun havde kun en vag erindring om sin far: Jørgen Marsvin med en stok i hånden, som afstraffede en af sine bønder. Lyden af rytmiske, hidsige slag. Da hun var otte år gammel, døde han og efterlod hende strandet hos fremmede. Men han havde også fortalt om sine unge dage, om krige og reformation, og om dengang han bevogtede den afsatte kong Christian på Kalundborg. Hun havde mistet sin far. Hun kendte ikke sine egne brødre. Hendes mor havde så meget andet at bruge sin tid på. Måske kunne hun få en ven og en slægt gennem sin mand. 25